En pseudopolitiker

Bertel Haarder har haft en diskussion med diverse meningsmagere. Han foreslog dem, at de med de udmærkede og gode forslag til forbedret politik, de havde, søgte opstilling i et politisk parti og blev politikere. En del af dem tog til orde imod ham og afslog med forskellige begrundelser at blive politiker. Det var måske ikke den allerbedste idé fra Bertel Haarders side, for er det ikke meget godt, at have en horde af kommentatorer, der kan bedømme de politiske tiltag udefra? Det synes i det mindste jeg.

Derimod kunne man godt ønske, at der var nogle flere af disse kommentatorer, der ville tænke deres tanker til ende.

Som eksempel skal jeg nævne et blogindlæg fra Tom Jensen, chefredaktør på Berlingske, se her. Han prøver at sammenligne 1967 med i dag og slutter med følgende opremsning af fem sammenbrud i asylsystemerne, der efterfølges af et sjette:

Problemet med indvandringen har i vidt omfang rod i asylsystemernes flerfoldige kollaps.

Ét sammenbrud består i den kendsgerning, at asylsøgere kan passere frit gennem flere lande, før de søger asyl dér, hvor de har lyst. Et andet sammenbrud i den ofte uigennemskuelige sammenblanding af flygtningestrømme og fattigdomsmigration. Et tredje sammenbrud udgøres af det paradoks, at selv afviste asylsøgere ofte viser sig at være svære at sende ud af et land igen. Et fjerde sammenbrud er, at en beskyttelse som flygtning i et vestligt land næsten altid ender med at blive en reel indvandring, inklusive efterfølgende familiesammenføring. Et femte sammenbrud er en verden, hvor mobilitet på tværs af kloden aldrig har været nemmere og billigere – kombineret med særligt et Afrika syd for Sahara og et Mellemøsten med en kolossal befolkningseksplosion.

Af alle disse sammenbrud følger det sjette, som følgelig bliver omdrejningspunktet for store dele af den trættende udlændinge- og integrationsdebat: Nemlig at forskellige kulturers møder og sammenstød ikke længere foregår langs veldefinerede globale grænser, men overalt hvor vi er og lever. Det er sket parallelt med, at en fundamentalistisk islamistisk vækkelse er sket i store dele af den arabiske verden, hvilket kun har forstærket de kulturelle sammenstød også midt i lande, som i 1967 var homogene samfund.

Jeg er lidt i to sind med hensyn til denne opremsning. Skal jeg glæde mig over, at der nu kan tales lige ud om disse materier? Eller skal jeg ærgre mig over, at Tom Jensen standser, hvor han gør, altså undlader at komme med noget som helst løsningsforslag, ja oven i købet tillader sig at slutte med at overlade løsningsforslag og løsningsgennemførelse til politikerne:

nu, hvor det er indlysende, at gider man ikke diskutere danskhed, frikadeller, bederum og burkiniklædt kønsopdelt svømmeundervisning, så må man få løst grundspørgsmålene. Jo før, des bedre.

Jovist, vi skal have løst grundspørgsmålene, dvs., givet løsninger til de fem sammenbrud, der blev nævnt tidligere. Men hvordan? Hvorfor ikke sige lige ud, hvad der kan være løsninger på de fem problemkomplekser? Det er jo ikke umuligt at se, hvad der skal gøres ”jo før, des bedre”.

Jeg er bange for, at den manglende afslutning skyldes, at Tom Jensen godt kan se, at det, der skal gøres, er ubehageligt, fordi det indebærer en magtanvendelse, som danskernes fintfølende sjæle ikke er glade for at gå med til, og som Tom Jensen af samme grund undslår sig for at nævne.

Tag det første sammenbrud, det med, at asylsøgerne har fået frit valg!

Det kunne vi forholdsvis let få rettet op på. Vi skulle blot genindføre gamle dages grænsebevogtning og afvise alle asylansøgere ved grænsen. Tyskland er jo et sikkert land, og er de forfulgte, kan de søge asyl dèr. Når vi ikke gør det, skyldes det formodentlig, at vore politikere føler, at de må være solidariske med det øvrige EU. For det er klart: der ligger det i en sådan handling, at Tyskland jo bare kan gøre det samme, og at denne udmærkede idé vil brede sig helt ned til Italien og Grækenland. Og det er jo ikke særlig solidarisk overfor disse to Middelhavslande.

Men solidariteten må gå begge veje. Det har mildest talt ikke været særlig solidarisk af Italien at pudse sin glorie over at have reddet så og så mange tusinde ”flygtninge” op af Middelhavet, og derefter undlade at registrere dem og lade dem rejse videre til os heroppe nordpå, hvor de jo får større kontanthjælp m.m. Og solidariteten fra EU’s side er også til at overse. Man indsætter en hel flåde mellem Italien og Libyen, og man taler højtideligt om ”blokade” og ”kystbevogtning”, mens efterhånden alle véd, at der er tale om en ”kystredningstjeneste”. Misbruger Donald Trump sproget? Ok, han er en ren barnerumpe i sammenligning med den ordfordrejning, der gennem år har foregået i EU.

Og Grækenland? Ja, Grækenland, hvis flåde under den tidligere regering tvang alle både, læsset med migranter, tilbage til Tyrkiet, og som under Tsipras’ Syriza-regering (fra januar 2015) besluttede ikke mere at være så hårde i filten, men prøve at være lige så ”ædle” som italienerne og lade alle bådene passere og nå frem til de græske øer i Ægæerhavet, det Grækenland ligger minsandten, som det har redt. For deres gloriepudsning var skyld i den tzunami af migranter, der ”overfaldt” Europa via Balkanruten i efteråret 2015 og foråret 2016, indtil Østrig og Ungarn fik hjulpet Makedonien med at lukke grænsen til Grækenland.

For både Grækenland og Italien gælder det, at vil man høste anerkendelse for at være ”ædel”, må man også tage det besvær på sig, der følger med. Men det kan være, ”ædelmodigheden” hører op, hvis man tager den iagttagelse til sig, som selveste Frontex er kommet med: Jo tættere på den libyske kyst de europæiske skibe opererer, des mere hjælper man menneskesmuglerne. Blot står man jo så i et dilemma. Frontex giver ikke nogen løsning på det, og det er nærmest utænkeligt, at italienerne skulle gøre det, for enhver løsning vil jo indebære magtanvendelse overfor migranterne, og dem har man på forhånd defineret som ynkværdige og uskyldige mennesker, der er kommet i stor nød.

Men er de i virkeligheden det?

Det er det andet sammenbrud, Tom Jensen nævner: man kan ikke se forskel på en flygtning og en fattigdomsmigrant.

For Tom Jensen har jo ret i, at migrantstrømmen består i en ofte uigennemskuelig sammenblanding af flygtninge og økonomiske migranter. Han kan endda godt slette ordet ”ofte” og føje til, at uigennemskueligheden ikke blot er et vilkår for os, der ikke har forstand på tingene, men også for flygtningenævn og andre instanser, der skal træffe afgørelser om den videre skæbne for migranterne.

Hvis man nu fra begyndelsen havde behandlet flygtningene som flygtninge, dvs., som mennesker, der en dag skulle vende tilbage til deres land, så kunne denne misère måske være undgået. Men vi har, fra vi modtog de ungarske flygtninge i 1956 og fremefter, stræbt efter at behandle flygtningene som potentielle indvandrere, og det potentielle er, som tiden gik, og antallet af flygtninge blev enormt stort, forsvundet, så det i dag ender, som Tom Jensen skriver i sit fjerde sammenbrud, med, at flygtningen reelt bliver en indvandrer. Ikke mærkeligt! Vi har behandlet ham som en sådan, så bliver han også en sådan.

Dog, dette problem vil forsvinde den dag, vi får mod til at gøre, som nævnt under det første sammenbrud, altså nægte asylansøgere adgang til vort land.

At det vil være den bedste løsning, viser sig også med hensyn til sammenbrud tre, det med, at de afviste asylansøgere ofte er svære at sende ud af landet igen. Hvis de slet ikke kommer ind i landet, vil vi jo ikke have besvær med at sende dem ud.

Sammenbrud fem, det med den store mobilitet, der er et vilkår i vore dage, og det med, at der finder en stor befolkningstilvækst sted i Mellemøsten og Afrika, er kun et sammenbrud, fordi vi synes, vi er nødt til at tage imod alle de migranter, der kommer, uden i første omgang at skelne imellem, om de er økonomiske migranter, eller de er flygtninge.

Endelig: hvad angår sammenbrud seks, det med, at kultursammenstødet er flyttet indenlands, så er det et problem, vi står med, uanset om vi lukker grænsen for nye asylansøgere eller vi holder den på klem, som for øjeblikket. Blot kan man sige til fordel for at lukke grænsen helt: When in a hole, stop digging!

Men vi kan da ikke standse flygtningene, tænk på EU, tænk på Tyskland, tænk på konventionerne!

Det behøver vi ikke. Konventionerne tvinger os ikke til at tage imod ansøgere, der kommer fra et sikkert land. Det har ifølge Anders Vistisen vor egen statsminister tidligere indrømmet, se her. Og det har vel også Tyskland indrømmet, når man fortalte Grækenland, at de godt kunne returnere migranter til Tyrkiet, hvis de blot anerkendte Tyrkiet som et sikkert land. Og hvis Tyrkiet er, hvor meget mere så ikke Tyskland!

Spørgsmålet er ikke, om vi har lov, spørgsmålet er, om vi tør. EU’s duksedreng tør nok ikke, når det kommer til stykket. Men ak, Tom Jensens artikel viser os, at det er kommet til stykket, afgørelsens time er inde. Jævnfør hans udtryk til sidst: ”Jo før, des bedre”.

Tillad mig til sidst at gå cirka 500 år tilbage i tiden. Der var på bondeoprørets tid i Tyskland, foråret 1525, mange, der blev forargede på Luther, fordi han i sit andet skrift om oprøret skrev, at bønderne skulle slås ned som gale hunde. Og der er ikke mindst i vore dage mange, der siger det samme, så man betragter Luther som en fyrstelakaj eller i hvert fald ser ned på ham på grund af den udtalelse. Det hænger sammen med, at man lider af den fordom, at dette, at bønderne har været undertrykt, betyder, at de er stakler, som man under alle omstændigheder skal behandle blidt og engleagtigt. Men de var ikke stakler, de var oprørere, de havde våben i hænderne, og de undlod ikke at bruge dem. Münzer, én af de præster, der anførte dem, skriver til dem:

I Fulda er i påskeugerne fire stiftkirker ødelagt, bønderne i Klegen i Hegau og Schwarzwald gør oprør, tre tusind mand stærk, og det bliver jo længer, des flere. Men det bekymrer mig, at de tåbelige mennesker skal forvilde sig ind i en falsk aftale, fordi de endnu ikke erkender skaderne. (Se her).

Ødelæggelse på ødelæggelse! Hvordan kan man standse det uden anvendelse af våbenmagt? Det lader sig ikke gøre.

På samme måde med migranterne! Man kalder dem uden videre ”flygtninge”, man betragter dem på forhånd som stakler, der ikke vil gøre en kat fortræd. Og hvis nogen drømmer om at anvende vold imod dem, så er Fanden løs, så falder der brænde ned fra alle velmenende mennesker. Men ”flygtningene” er måske slet ikke flygtninge, de er snarere mennesker, der har fundet ud af en smutvej til et bedre liv. Deres opførsel, når de er kommet ind i landet, er ikke en ”flygtningeagtig” opførsel, jeg mener, de ånder ikke lettet op over endelig at have fundet fred for forfølgelse, nej, de fortsætter de dårlige vaner, de havde med sig, de chikanerer kvinder, de afbrænder asylboliger, de begår kriminalitet i lange baner. Og mange af dem opfører sig som turister overfor deres rejsebureau: de klager over både det ene og det andet. Måske forståeligt nok, for af menneskesmuglerne er de jo blevet lovet guld og grønne skove, og har måske vanskeligt ved at forstå, at det samarbejde mellem europæiske offentlige myndigheder og menneskesmuglerne, som de oplevede på Middelhavet, er ophørt, når de når frem til Danmark.

Alt i alt: Tom Jensens analyse af de fem (eller seks) sammenbrud viser med al tydelighed, at vi gennem de sidste ti til femten år skive for skive har mistet kontrol over vore grænser. Det er ikke længer os, der bestemmer, hvem der må komme ind i landet. Det er heller ikke EU, nej, det er de rige migranter blandt overskudsbefolkningen i Mellemøsten og Afrika. De kan uden problemer komme ind i Europa, de kan frit vælge det land, de vil bosætte sig i, landet kan ikke modsætte sig det, blot de siger ”asyl”, og det har ført til den for os uværdige situation, at vi har følt os nødsaget til at søge at påvirke deres valg af indvandringsland, så de vælger os fra. Vi har talt om nødvendige ”stramninger”, men alle disse forholdsregler har jo netop til hensigt at få disse migranter, som vi ikke vil lukke grænsen for, til at fravælge Danmark. For det må vi jo erkende, vort lands fremtidige demografiske sammensætning ligger ikke i hænderne på danske myndigheder, men på migranter fra andre landes overskudsbefolkninger.

Den politik kan ikke blive ved med at gå. Vore nabolande, som vi på den måde jager migranterne hen til, finder jo også ud af at lave ”stramninger”. Og da vi ikke kan stole på EU, når det drejer sig om at lukke for tilstrømningen ved EU’s ydre grænser – deres ”alternative kendsgerninger” lader vi os ikke længer narre af – er vi nødt til selv at generobre herredømmet over vore grænser.

Havde Tom Jensen draget den konklusion, som vel nærmest er uomgængelig, ville jeg have taget min hat af for ham. Nu beholder jeg den på.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s