At tale ind i tiden

Der er to personer fra Ateistisk Selskab, som har et indlæg i Berlingske, som jeg godt vil kommentere lidt på, se her. De skriver et stykke nede i deres indlæg:

Hvorfor skulle Messias være rigtig?

Det er dette dogme om Jesus’ helligdom, som netop er så svært for et moderne oplyst menneske at tro på. Hvorfor skulle denne Messias være rigtig – og alle de andre påståede hellige personer gennem verdenshistorien være løgn? Implicit i kirkens påstand ligger jo, at Mohammed løj, at Joseph Smith (mormonerne) løj og at Sun Myung Moon (Moon-bevægelsen) løj for eksempel. Derfor prøver kirken at markedsføre sig på et andet dogme. Et, som nogle vil påstå, kirken ligefrem har opfundet – begrebet næstekærlighed.

Men at gøre godt for andre er jo påviseligt ikke forbeholdt kristne mennesker. Selv i samfund, der aldrig har hørt om Gud og Jesus, behandler mennesker hinanden med respekt – ja, sågar blandt dyr, der næppe kan have læst om ham, ser vi næstekærlige handlinger. Vi er gode, som vi er, selvom kirken i gennem århundreder har lært os, at vi er syndige og født syge. Skyldfølelsen over at være et dårligt menneske er sanktioneret af Gud gennem religion. Glæden ved at gøre godt virker til gengæld til at være noget mere naturlig.

Det forekommer mig, at de her virkelig har fat i noget. Eller altså: at de retter en yderst relevant anklage mod kirken og dens teologer. For hvor hører man dog ofte, at en præst forsvarer troen med at gentage de yderst velkendte trossætninger uden at forklarer nøjere, hvordan dette, at Jesus er Guds søn, kan komme os almindelige mennesker ved i vores dagligdag, eller hvordan det, at han er opstået fra de døde, kan være noget, vi ligefrem bygger samfund på. Som om alting er forklaret, når blot man har fastslået, at Jesus er Kristus, at han eksisterede før alle tider hos Gud og at han opstod efter døden og fór til himmels.

I gamle dage kunne man måske nøjes med at sige sådan. Men den går jo ikke længer. At Gud er til, er ikke mere nogen selvfølge. At der er en himmel, hvoroptil Jesus kan fare Kristi Himmelfartsdag, er ikke noget, der er umiddelbart indlysende for et moderne menneske. Og at Jesu grav var tom, er også noget, det er svært at tro på, selv for dem, der har valgt at gøre tjeneste i kirken som præster.

Skal vi derfor tale ind i tiden, tale til tidens mennesker, må vi forklare, hvordan det kan komme et menneske af i dag ved, at Jesus stod op fra de døde. Vi må lytte til dem, der spørger: ”Hvad kommer dette mig ved?” Måske endda lytte til disse to ateister, der kommer frem med ovenstående anklage i Berlingske.

De vil tilsyneladende betragte sig selv som oplyste menneske, og det må vist betyde, at de kun bøjer sig for rationelle argumenter. Og da det ikke forekommer dem, at påstanden om, at Jesus var Guds søn, er særlig rationel, griber de fat i den, og spørger, hvorfor da netop han skulle være den sande Guds søn, hvorfor ikke Muhammed, Joseph Smith, Sun Myung Moon?

For det er jo sandt, at vi kristne må hævde, at Muhammed er en løgner, ligesom de to andre. Men på den anden side: det kræver nu ikke særlig megen religionshistorisk undersøgelse at blive klar over, at skal man på rationel vis vælge mellem Muhammed og Jesus, så må prisen gå til Jesus. Muhammed er simpelthen ikke rationel.

Han har haft nogle åbenbaringer, og vi kan godt indrømme, at hans psyke har været indrettet således, at han har kunnet få nogle oplevelser, som han selv måtte tolke som åbenbaringer. Nogen siger, at han blev grebet af en sær form for fjernhed, at han kom i en slags trance, når han fik sine åbenbaringer, det er sådan set lige meget, det er nok rigtigt, at han ikke selv har været klar over det bedrag, der ligger i at påstå at have haft guddommelige åbenbaringer.

Det mærkelige er jo, at han har haft en karisma, der har fået mange i hans omgivelser til at tro på disse åbenbaringer. Som tiden gik, og han vandt militære sejre, hjalp jo disse sejre i sig selv gevaldigt på de andres tro på hans guddommelige åbenbaringer, hvortil naturligvis kom det forhold, at det meget hurtigt blev betragtet som forræderi at tvivle på, at Muhammed fik sine åbenbaringer fra Gud; derfor har man fra gammel tid haft den regel, at hvis nogen fornægtede sin muslimske tro, skulle han dræbes.

Så islam har vist sig at være en magtreligion, og en sådan behøver ingen rationel underbygning.

Jeg skal nævne to begivenheder fra Muhammeds liv som viser magtreligionen i islam. Den ene handler om en jødisk stamme, som Muhammed bekæmpede. Han vandt over den, og stammens skatmester blev ført frem for ham, han skulle røbe, hvor stammens penge var gemt. Det ville han ikke. Muhammed beordrede ham tortureret. Han ville stadig ikke, og Muhammed sagde så til sidst: ”Så hug da hovedet af ham!” hvilket man gjorde.

Der var ikke noget religiøst i denne handling. Det var rent og skært pengebegær fra Muhammeds side. Eller han var ude på at styrke sin magt også økonomisk.

Den anden begivenhed er det, der skete, da han besøgte sin adoptivsøn Zaid. Denne var ikke hjemme, men hans meget smukke hustru var. Muhammed blev grebet af begær efter hende, men da Zaid tilbød at lade sig skille, ville Muhammed ikke gå med til det, for han havde modtaget en åbenbaring om, at man ikke måtte gifte sig med sine svigerdøtre. Kort tid efter fik han dog en åbenbaring om, at dette fremover skulle være tilladt, og at han derfor godt måtte gifte sig med Zaids kone. Hvilket han så gjorde. Men åbenbaringsordene findes den dag i dag i koranen, se her.

Som sagt, jeg går gerne med til, at Muhammed selv har troet på, at de åbenbaringer, han får, er ægte nok. Bedraget ligger dybere nede i hans psyke. Men naturligvis, bedrag er det. Og enhver muslim stilles derfor overfor store tankevanskeligheder, når de skal forsvare Muhammed og koranen. De er så at sige nødt til at springe ud i det, uden nogen som helst rationelle begrundelser for deres tro og med en række rationelle indvendinger imod samme. Det er nok derfor, de bliver så krænkede, når vi andre siger noget ufordelagtigt om Muhammed.

Og så vil naturligvis vore to ateister spørge, om ikke det er ganske det samme med Jesus. Men det er det ikke.

For det første hævder han ikke om sine ord, at de åbenbaret ham af Gud selv. Der er tale om lignelser, om stridssamtaler, om lange formaningstaler, f.eks. bjergprædikenen, men de taler alle sammen til vor forståelse, vi tænkes selv at kunne indse, at som han her siger det, sådan forholder det sig. Hvilket er noget andet end som Muhammed at komme med Guds facitliste.

Og faktisk var dette, at tilhørerne selv skulle kunne forstå det, han sagde, noget meget væsentligt for ham. For jøderne havde, ligesom muslimerne senerehen, en åbenbaret lov. Den var ikke givet ved Gabriel som koranen, men ved Moses på Sinai, og den forefandtes i det gamle testamentes lovbøger. Dens bestemmelser vendte Jesus sig imod. Imod jødernes spiseregler hævdede han, at det, der gør et menneske urent, ikke er det, der går ind i munden, men det, der går ud af munden. Og imod deres sabbatsbud sagde han, at sabbatten er til for menneskenes skyld, ikke menneskene for sabbattens skyld.

Eller – hvis vi skal samle hans argumentation i ét ord – han hævdede at loven og profeterne var opfyldt i den gyldne regel, den, der siger, at hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I gøre mod dem (Matt 7,12).

Og deri ligger der en form for rationalitet. Godt nok en eksistentiel rationalitet, ikke kun en logisk rationalitet. Den logiske rationalitet kræver kun, at der er overensstemmelse mellem det, man siger til én tid og til én side, og det, man siger til en anden tid og til anden side. Den eksistentielle rationalitet kræver, at der er overensstemmelse mellem den holdning, man selv har, og den holdning, man forventer af andre. Det er det, der kommer frem i den gyldne regel, og det er det, der på en måde er grundlaget for al etik: hvis du forventer, at andre undlader at bruge vold, så må du også selv undlade at bruge vold. Hvis du ønsker, at det i et familieskænderi skal være den anden, der begynder med at sige et forsonende ord, så fortæller dette ønske dig, hvad du skal gøre, nemlig være den første til at søge forsoning.

Og det har vore to ateister jo ret i, at alt, hvad næstekærlighedsbudet siger, ikke er noget, det er forbeholdt kristne mennesker at leve efter. Den gyldne regel forekommer både i den gammeljødiske kultur og i kinesisk kultur. Hvad de ikke har helt så meget ret i, er påstanden om, at vi mennesker er gode. Det forrige århundrede og mange begivenheder i dette vil ikke give dem ret i den påstand.

Faktisk er menneskehedens historie fuld af mennesker, der selv føler, at de er gode. Blot har de ladet sig lokke af falske overbevisninger om, hvordan menneskelivet skal leves.

Tag sådan noget som den tanke, at alle mennesker er lige! Paulus hævder (Gal 3,28), at der i den kristne menighed ikke er forskel på jøde og græker, på træl og fri, og på mand og kvinde, og romeren Seneca sagde noget lignende. Det er store ord, og det er store idealer at opstille. Og man må da også sige, at kristenhedens historie er fuld af brud på disse idealer. Men det samme må man jo sige om de fleste andre store kulturkredses historie. De nyeste tilfælde er vel nazismen og kommunismen. I begge tilfælde kan det undre, at man i gamle kristne lande har fået ganske mange til at opstille en forskel mellem ariere og ikke-ariere og mellem revolutionære og kontra-revolutionære, en forskel, der åbenbart har givet henholdsvis arierne og de revolutionære god samvittighed i deres forfølgelse af ”de andre”.

Og hvis man affærdiger disse tilfælde med, at det var dengang, nu er vi heldigvis blevet klogere, så kan man pege på islam, der nu synes at være blevet noget af en magtfaktor i vore vestlige samfund. Også den ideologi opererer jo med forskel på mennesker, på mand og kvinde, og på muslimer og ikke-muslimer. Så også dèr kan ”overmennesker” med god samvittighed behandle ”undermennesker” på en nedrig måde.

Og ikke sandt, den tanke, at alle er lige, forekommer os vesterlændinge rationel, ja, vi vil vel med god ret hævde, at den er rationel. Vi kan f.eks. gøre det ud fra den gyldne regel.

Så hvad rationalitet angår, er det nu ikke helt forkert af kirken at hævde, at Muhammed løj (hvis den altså bare turde sige det højt i vore dage, det mod kan man godt efterlyse hos kirkens folk). Men deraf følger jo ikke, at Jesus så var Messias, eller altså, at han var Guds søn.

For at forstå, hvad der ligger bag den påstand, er vi nødt til at have Jesu død og opstandelse med i billedet.

Det, der skal siges med fortællingen om Jesu død og opstandelse, er, at mennesket er et resonnansvæsen, som det bliver tiltalt, sådan svarer det igen. Hvis det møder forståelse og indlevelse, vil det før eller siden reagere med forståelse og indlevelse. Hvis det møder rethaveriskhed, vil det selv optræde rethaverisk overfor den rethaveriske. Jesus siger det tydeligt i den lukanske udgave af bjergprædikenen, Luk 6,37-38:

Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.

Som jeg andetsteds har gjort opmærksom på, skal dette ikke forstås om dommedag, men om fællesskabet mellem mennesker. Sådan er mennesker nu engang indrettet, at hvis man undlader at dømme i fællesskabet, så vil der skabes en atmosfære af forståelse og indlevelse, så man heller ikke selv bliver dømt. Eller, hvis man er så forstående, at man tilgiver andre, også for det, der virkelig gjorde ondt, da det blev sagt eller gjort, så vil andre gribes af den samme ånd, så man om jeg så må sige, får tilgivelsen tilbage i hovedet igen. Hvilket jo er udmærket.

Spørgsmålet er jo så, om ikke disse udmærkede (og fromme) tanker tilintetgøres af den skæbne, der blev Jesus til del. Kan gerne være, at han forkyndte tilgivelse, der var tilsyneladende ingen tilgivelse at finde for hans negative holdning til den jødiske lov hos det store råd i Jerusalem. De dømte ham til døden, ikke for noget, han havde gjort, men fordi han ikke viste den rette respekt for moseloven. Så derved, at han døde, blev det klart, at denne tanke om mennesket som et resonnansvæsen er forkert. Det passer simpelthen ikke. Jesu skæbne, hans død på korset, er det bedste bevis imod den ellers ganske positive opfattelse af mennesket.

Her kommer opstandelsen ind som Guds ”kraftstejlemig” til mennesket: ”Jo – og så bandede han – mennesket er et resonnansvæsen, det er sådan, at mennesket formår at gøre godt, når det møder godhed, den offervilje, du lægger for dagen, går ikke ud i det rene ingenting, den borer sig ind i menneskehjerter og vil før eller siden vende tilbage til dig selv. Derfor, efterfølg Jesus i hans offervilje, fasthold bekæmpelsen af loven, så mennesker løsnes fra lovtrældommen, om I slås ihjel for jeres ords skyld, jeres død har ikke været forgæves”.

Jeg indrømmer, at vi teologer igennem mange år er sprunget over alt, hvad der bare lugter af martyrteologi. Og det kan godt være, at det svier til os nu.

Men hvis man vil spørge, om vi da ikke med disse overvejelser er langt væk fra alt, hvad der har med rationalitet at gøre, så er svaret, at vi tværtimod er lige i centrum af spørgsmålet om rationalitet. For vil du hævde, at det, du siger, udspringer af din egen indre overbevisning, så må du – jævnfør den eksistentielle modsigelse, du vil undgå – indrømme din talepartner samme ret. Du må altså, hvis du selv vil anses for ægte i dine udtalelser, hvis du vil, at andre skal fornemme din egen personlighed deri og ikke tro, at du er tvunget til at sige, som du gør, indrømme din næste, at det er muligt, at også han er ægte.

Og det har den sære konsekvens, at vil du således være et helt menneske, hvor indre overbevisning og ydre tale holdes sammen, så må du være indstillet på at holde ud overfor de trusler, som ”lovmennesker” – Jesu tids jøder, vor tids nazister og kommunister, og også diverse muslimske terrorister – vil komme med. Det vil sige: så må du være indstillet på at efterfølge Jesus i hans standhaftighed overfor trusler, også om det fører til døden.

Det er ganske paradoksalt. Men det paradoksale kommer frem i nogle Jesus-ord, f.eks. i dette fra Luk 17,33: ”Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det.” Eller Mark 8,36: ”For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden og bøde med sit liv?” I den græske grundtekst står der ”psyke”, hvilket her er oversat, ikke med ”sjæl”, som det mange steder oversættes ved, men med ”liv”. Det er også en korrekt oversættelse. Man plejer at forsvare det med en henvisning til aramaisk, det sprog, Jesus talte, men man kan også forklare det med den særlige betydning af ordene ”liv” og ”død”, som det ny testamente opererer med. Den, der lever med sine anskuelser bundet til en andens magtudøvelse, lever et kun biologisk liv, og først i det øjeblik han vover at lade sine anskuelser være helt hans egne, uden ydre tvang, først da lever han rigtigt. Og det gør han, selv om dette medfører hans død.

Det vil altsammen sige, at i begivenhederne omkring Jesus ser vi udfoldet kernen i sprogets virkemåde, eller kernen i rationaliteten. Dette svarer til, at man i oldkirken gjorde meget ud af ordet fra Joh 1,1, at Kristus er Ordet, ”logos”, det rationelle.

Hvilket altså altsammen skulle vise, at dette, at vi tror på Jesus som Guds søn, ikke bare er noget, vi slynger ud, men noget, vi mener ligger til grund for al menneskelighed, al rationalitet, al historisk udfoldelse.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i ateisme, Islam og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s