En halv analyse

Så skal man til det igen. Tom Jensen, Berlingskes chefredaktør, har begået et indlæg på sin blog, se her, som jeg egentlig synes er ganske tankevækkende, men som jeg ikke desto mindre føler mig tvunget til at protestere imod, fordi hans analyse – som i det forrige indlæg om Tom Jensen – ikke er gennemgribende nok.

Han begynder med at gøre opmærksom på den fortælletekniske fidus, at man altid skal have en skurk for hånden, når man vil fortælle om det gode. For i al litteratur og film og teater er det kampen mellem det onde og det gode, der er det spændende, er det, der griber folk.

Den fidus kan også bruges i debatten:

Hvis man kan placere sin modstander i en position, hvor vedkommende anses for at have et slet menneskesyn eller for at være uempatisk, egoistisk eller hadefuld, da består debatten ikke længere af to ligeværdige synspunkters brydning. Man har gjort sin modstander mindreværdig, fordi vedkommende basalt set er ond.

Over de seneste årtier er der skabt stærke fortællinger om, hvad man i virkelighedens brutale verden må anse for godt og ondt. Det er således godt at hjælpe flygtninge hertil. Det er ondt at lade være. Det er godt at ville bevare velfærdssamfundet med alle dets ydelser, overførsler, sikkerhedsnet og skattefinansierede services. Det er ondt at ville gøre op med eller reformere det.

Jeg har været en anelse mere sofistikeret, idet jeg har talt om, at diverse ”Gutmenschen” lider af en sygdom, som jeg har givet navnet samaritanitis, en sygdom, der får én til at se flygtningeproblemet som en genopførelse af Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner, hvor det enkelte ”Gutmensch” kan se sig selv i samaritanerens rolle og flygtningen i den overfaldnes rolle. Det giver én en stærkt øget selvfølelse. Men det rejser også et problem, det nemlig, at det ødelægger det fine billede, når flygtningen ikke vil spille rollen som den ynkværdige overfaldne, men i stedet opfører sig som en turist, der stiller krav, eller som et stærkt selvbevidst mennesker, der kender alle lovene og nok véd, hvad der tilkommer ham. Derved risikerer det godgørende ”Gutmensch” at blive afsløret som ikke blot ”god”, men ligefrem ”selvgod”.

Tom Jensen nævner selv to eksempler på, hvordan begreberne ”godt” og ”ondt” ikke altid er lige lette at anbringe. Det ene handler om den video, som er gået viralt på nettet, og som viser børn, der bliver meget kede af det, når en voksen siger til dem ”Du er ikke dansker”. Det er tænkt som et indlæg i den debat om danskhed, der opstod som følge af folketingets vedtagelse af en dagsorden om det uheldige i, at danskere kommer i mindretal i diverse ghettoer. Men der var mange, der mente, at det onde ikke lå i folketingets vedtagelse, men i, at en far misbruger sin datter ved at få hende til at græde for åben skærm.

Det andet eksempel har med de redningsskibe at gøre, som forskellige NGO’er sender ned til den libyske kyst. Vil det ikke resultere i et øget migrantpres, og er det ”godt” på blot lidt længere sigt.

Som sagt forekommer det mig, at der er mange gode ting i Tom Jensens indlæg. Blot irriterer det mig noget, at han ikke er i stand til at se og indrømme mediernes kolossale brug – og misbrug – af denne ”godt”/”ondt” metode. Ikke blot gennem de mange snøfthistorier, de viser, men også igennem de mange spørgsmål, de ikke stiller, dem, jeg i et tidligere indlæg har kaldt NAQ’s, ”never asked questions”.

Når f.eks. NGO’er kan få tilslutning til den idé, at det er en god gerning at sende opsamlingsskibe til den libyske kyst, skyldes det jo, at et utal af medier giver dem deres opbakning. Hvad har vi ikke set af fyldte – eller rettere overfyldte – skibe og gummibåde, og godgørende mennesker i europæiske skibe, der samler de ”arme” mennesker op. Det er jo en situation, hvor det er uhyre let for én, der lider af samaritanitis, at tildele europæerne rollen som den gode samaritaner, og migranterne rollen som den overfaldne, der bliver hjulpet. Og den fortælling hjælper medierne gerne med at viderebringe. Men fortællingerne om diverse seksuelle overgreb i Tyskland, begået af netop de mennesker, der sad i bådene, har haft meget vanskeligere ved at finde plads på TV-skærmene. Gør man det, ødelægger man jo det billede af migranterne som ynkværdige mennesker, som hører med til den genopførelse af Jesu lignelse, som man, det vil sige: de fleste journalister, er i gang med.

Jeg skal nævne to lignende tilfælde, der fra journalisters side er blevet behandler med stor anvendelse af NAQ’s.

Den ene beskrives her i Information. Den handler om et såkaldt ”uledsaget flygtningebarn” på ni år, der var kommet til Danmark sammen med sin onkel og tante, flygtet fra krigen i Syrien, efter hvad Information skriver.

Allerede her ligger et NAQ: Hvorfor i alverden flygter en niårig pige sammen med sin onkel og tante i stedet for at blive hos sine forældre?

Der sker så det, at pigen opnår familiesammenføring med sin far, bedstemor og tre søskende. Her kommer så det næste NAQ: Hvorfor skal denne familiesammenføring foregå i Danmark? Hvorfor ikke i Syrien? Ved at blive ført tilbage til Syrien ville hun slippe for alle sprog- og kulturvanskelighederne ved at komme til Danmark. Men jeg véd det godt: vi danskere kan slet ikke forestille os, at det kan være bedst for et barn at forblive i de vante forhold hos sine forældre, hvis disse ikke bor i Danmark. Det må dog være langt bedre at komme til at bo i Danmark end at bo i Syrien.

Jamen, Syrien? Er det ikke dèr, hvor der er borgerkrig? Er det ikke et alt for farligt land at bo i?

Tja, faderen og bedstemoderen, samt de tre søskende kunne altså godt bo der. Og spørger man, hvorfor de da har sendt deres pige af sted sammen med hendes tante og onkel, er der faktisk et svar på det spørgsmål, et svar, som der dog ikke bliver spurgt ind til, det nemlig, at barnet skal fungére som det, man kalder et ”ankerbarn”. For et uledsaget flygtningebarn bliver meget lettere anerkendt som flygtning og har derefter ret til at få familiesammenføring. Det véd man jo i Syrien. Og har man kun penge til at betale menneskesmuglerne for onklen, tanten og deres niece, og er det kun dem, der regnes for robuste nok til at tage turen over Middelhavet, så får man på den måde bragt mange flere til det forjættede land, Danmark. Ganske smart, ikke?

Men historien slutter ikke her. For man opdager, at man i Tårnby kommer ret langt ned i boligkøen og derfor er nødt til at klumpe sig sammen i en for lille bolig. Det får så JuraRådgivningen, en dansk institution, til at råde de familiesammenførte til at søge asyl. Det fik de, og hokus-pokus: nu kan de komme foran i boligkøen, også foran etniske danskere. Det er jo så smart, at det næsten er oversmart, ikke?

Her får man imidlertid stillet nogle af de ellers ikke stillede spørgsmål. Dog i Informations artikel er det ikke en journalist, der stiller det, derimod Tårnbys borgmester og en vis Ole Brockdorff i kommentarfeltet.

”Hvordan kan det lade sig gøre, at en familie der selv har betalt alle udgifter for at komme til landet, pludselig kan ændre status til flygtninge og dermed opnå flere goder? Hvordan kan det overhovedet ske, at Udlændingestyrelsen giver dem flygtningestatus, når de selv frivilligt har betalt for at rejse hele vejen herop?”

Disse to spørgsmål fra Tårnbys borgmester Henrik Zimino har udløst hele balladen omkring den pågældende syriske familie, udelukkende fordi de ikke som familiesammenførte, har et retskrav på en bolig foran den etniske danske befolkning. Hvorefter de med hjælp fra udlændingeadvokater og andre får gennemtrumfet hos Udlændingestyrelsen, at de i stedet får status som flygtninge, hvilket omgående sender dem ind foran køen af 150 etniske danske boligsøgende i Tårnby Kommune.

Etniske danskere må altså vente endnu længere på en bolig, selv om de har stået på venteliste i flere år, og samtidig må de også leve med den kendsgerning, at konverteringen af den syriske familie fra at være familiesammenførte til flygtninge samtidig betyder, at familien nu skal økonomisk livsforsørges fra dag 1 af den danske statskasse.

Det er for mig at se yderst relevante spørgsmål. Men det er også typiske NAQ’s, spørgsmål, der aldrig stilles af vore journalister. For det er da mærkeligt, at de først, når de kommer herop og finder ud af, at de skal leve meget trangt, kommer i tanker om, at de er ”personligt forfulgt”, og det er da mindst lige så mærkeligt, at Udlændingestyrelsen overhovedet giver sådanne personer flygtningestatus. For mig at se hænger det sammen med, at man meget nødig vil være med- eller modspiller i de snøfthistorier, som medierne jo er mestre i at fremstille.

Jeg behøver vist ikke at skrive, at den arme Ole Brockdorff får gevaldig på puklen af Informations øvrige kommentatorer.

Det andet tilfælde af NAQ’s henter jeg fra Fyens.dk, se her. Det drejer sig om, at regeringen er begyndt på at gennemgå en række somaliske flygtninges opholdstilladelse for at finde ud af, om ikke nogen af dem kan sendes hjem.

Da der efter regeringens mening er fredeligt nok i Somalia til, at det kan lade sig gøre, er hjemsendelserne begyndt. Og naturligvis begynder så hele orkestret af ”Gutmenschen” at protestere. Det gør de jo hver gang, nogen skal hjemsendes, så det er der ikke noget mærkeligt i. Men de begrundelser, de giver, er mærkelige. For nu har man pludselig fundet ud af, at indbyggerne i Somalia har en tradition med at omskære piger, en operation, der er helt anderledes ødelæggende end omskæring af drenge. Og så lyder det fra FN’s torturkomité som følger:

Udvisningerne møder kritik fra fagfolk og organisationer, som advarer om, at Danmark dermed udviser herboende flygtningebørn til “torturlignende forhold”.

Det er ifølge Politiken i strid med menneskerettighedskonventionen.

– Hvis der er en væsentlig risiko for, at de vil blive udsat for omskæring, er det et klart brud på konventionen, siger formand for FN’s torturkomité Jens Modvig til avisen.

Det er dog et utroligt hykleri, der her lægges for dagen. Man har hele tiden vidst, at denne mærkelige religiøse tradition fandtes. Man har også vidst, at denne ”omskæring” ikke blot var smertefuld i sig selv, men ofte medførte årelange smerter. Men på trods af denne viden har man nægtet at undersøge, om de piger, der fra somaliske familier her i landet blev sendt på ferie til Somalia, var omskåret, når de kom hjem. Det ville sandelig være at være alt for mistænksom overfor de fremmede, det var nok at sige til dem, at den slags er forbudt i Danmark, og at de kan blive straffet, hvis det senere kommer frem, at de har ladet deres døtre omskære; siger man det, er der ingen tvivl om, at de naturligvis vil respektere værtslandes love.

Så det, der ville kunne redde mange somaliske piger og kvinder for de smerter og gener, som den kvindelige omskæring forårsager, det er man alt for naiv eller alt for fintfølende på somaliernes vegne til at ville gennemføre.

Altså: Når man skal bruge sin viden om omskæring af kvinder i Somalia til effektivt at sørge for, at somaliske kvinder i Danmark ikke bliver omskåret, har man alle mulige undskyldninger, selv om man ved en effektiv kontrol faktisk kunne undgå denne form for tortur.

Men når man skal bruge sin viden til at forhindre hjemsendelse af somaliske flygtninge, så er er ingen ende på, hvilke rædsler der venter de arme piger i Somalia, så kalder man det om ikke tortur, så i hvert fald ”torturlignende forhold”. For skal udsendelser forhindres, kan åbenbart det mindste halmstrå bruges, og det største hykleri undgå afsløring.

Og ja, det kan man jo være sikker på, at ingen journalister vil stille de spørgsmål, der let som ingenting ville kunne afsløre hykleriet.

Tom Jensen har ret i, at fidusen med at gøre nogle til ”de gode” og andre til ”de onde” bruges meget af kommentatorer. Men hvorfor så ikke analysere til bunds og fortælle, at den også i høj grad bruges af journalister, når de på indirekte måde til fortælle os, hvem der er ”de gode” og hvem ”de onde”, og i hvert fald ikke vil stille afslørende spørgsmål til dem, de regner for ”de gode”?

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Etik, Islam og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s