Poul Helgesen

Den fremmede Luther 17

Kaare Rübner Jørgensen bliver den 7-3 2017 interview’et i Kristeligt Dagblad i anledning af, at han har forsvaret en doktorafhandling: ”En katolsk kamphane” om Poul Helgesen, eller Paulus Helie, som han hedder på latin, se her.

Rübner Jørgensen mener, der kan hentes relevante kendsgerninger om reformationen i denne danskers historie. Han var født i Halland og kom som lærd karmelittermunk til at spille en væsentlig rolle for reformationen i Danmark. Før begivenhederne i Worms sluttede han sig til Luthers ønske om en reform af kirken, men vendte sig siden bort fra reformatoren, fordi han mente, at Luther gik alt for hårdt til værks.

Rübner Jørgensen siger bl.a.:

Jeg spejler mig klart i Poul Helgesens virke som en tredje vej mellem pavedømme og Luther under Reformationen. Han var reformkatolik – altså, en katolik som ikke er bange for at fortælle, at der er mange fejl i hans kirke, som burde reformeres. Det er jeg jo enig i – vi skal have et opgør med cølibatet, folk skal ikke udelukkes fra nadveren, bare fordi de er skilt, og kvindelig ordination skal vi også have. Så både som historiker og som katolik er der meget at hente hos Poul Helgesen.

Det er jo en ret stor mundfuld af ting, som Rübner Jørgensen vil have ændret i den forhåndenværende katolske kirke. Om også Helgesen ønskede et opgør med cølibatet, er ikke til at se ud fra kilderne, men Luther gjorde det jo. Så nu har reformkatolikkerne foreløbig ventet i 500 år. Hvor længe endnu vil de vente?

Men nu forblev jo Helgesen indenfor den katolske kirke, reformkatolik eller ej, og Rübner Jørgensen forklarer, hvorfor han slog op med Luther:

Men der, hvor han står af over for Luther, er ved afsværgelsen af og bruddet med den katolske kirke og pavedømmet som institution. Det så han som en kilde til krig, konflikt og social uro. Og det fik han jo på sin vis ret i. Tænk på bondeoprørene i Syd- og Midttyskland. Helgesen var en fredens, samdrægtighedens og kontinuitetens mand, der ville fastholde den fælles, grænseoverskridende kirke. Men rense den for det misbrug, der var, og som Luther også påpegede.

Jeg vil søge at besvare det spørgsmål, der her rejser sig: Kan man opnå en tilfredsstillende reformation af den katolske kirke, sålænge den har det syn på paven, som den har? Eller – hvis vi fører spørgsmålet tilbage til reformationstiden: Ville der være kommet en ændring igennem af noget som helst, hvis Luther ikke havde anklaget paven for at være antikrist og i stedet var faret frem med helgesensk lempe, hvis han havde haft mulighed for det?

Men først vil jeg lige henvise til det indlæg, jeg har her på bloggen om bondeoprøret, se her. Dèr viser jeg, at det er noget nær umuligt at gøre Luther ansvarlig for bondeoprøret. Han formanede alle indbyggerne i riget til som gode kristne at finde sig i al uret fra øvrighedens side. Man skal adlyde øvrigheden, også når den handler uretfærdigt. Men man skal ikke som soldat eller som én, der på anden måde er i fyrstens tjeneste, lade sig tvinge til at handle imod Guds bud, selv om man naturligvis, hvis man f.eks. nægter at deltage i en angrebskrig, selv må tage den straf, som fyrsten måske vil tildele én.

Det væsentligste i forhold til Helgesen er dog Luthers påstand om, at paven er antikrist. Det har jeg også behandlet her på bloggen, se her, så om det skal jeg her blot sige, at det, der får Luther til at komme med sin påstand, er de mange brud på almindelig fornemmelse for ret og rimelighed, paven foretager sig; det er det, at han sætter sig ud over alt, hvad den naturlige lov tilsiger os mennesker at gøre; for den naturlige lov er også Guds lov.

Hvordan stiller Helgesen sig til pavens påstand om at være kirkens leder? Det spørgsmål er nok værd at undersøge, når man skal afgøre vilkårene for den tredje vej, vejen mellem lutherdom og katolicisme.

I 1530 ville kongen, Frederik den Første, have en afgørelse på religionsspørgsmålet. Han indkaldte til en herredag i København, og som forberedelse til en disputation, der skulle afgøre spørgsmålet, bad han katolikkerne om at fremkomme med nogle artikler, som efter deres mening var lutherske. Dem bad han de lutherske om at kommentere ganske kort, og siden skulle så katolikkerne svare på lutheranernes kommentarer. Den ene af de teologer, der repræsenterede katolikkerne, var Poul Helgesen, den anden en hidkaldt franciskanermunk fra Rhinegnene, Nicolaus Herborn.

Nu nåede man aldrig frem til den ønskede disputation, for på den samtidige rigsdag i Augsburg havde Christian den Anden afsvoret sig sin lutherske tro, og det betød, regnede man med i Danmark, at han nu kunne få sin svoger, kejser Karl den Femte, til at hjælpe med et angreb på Danmark. Men resultatet af Helgesens og Herborns anstrengelser foreligger, dels i et latinsk skrift, Confutatio, som blev gjort tilgængeligt i begyndelsen af 1900-tallet, dels i en udgivelse af dele af skriftet, som Poul Helgesen besørgede i begyndelsen af 1530erne. Jeg har sat de to værker sammen i en udgivelse – med oversættelse – på nettet her.

I denne forbindelse er det især artikel 15, der er værd at kikke på. Her vil de to katolikker mene, at en luthersk sætning om pavedømmet kunne lyde således:

Alle romerske biskopper, som vi kalder paver, har siden de hellige apostles død, været antikrister, eftersom de er Kristi modstandere med lærdom og hykleri.

Lutheranerne indvender, at de aldrig har talt om alle paver, kun om dem, som ud fra en sikker historieberetning kan vises at have lært imod Kristi lære. Men disse paver regnes så til gengæld for antikrister.

Det svar er katolikkerne naturligvis ikke tilfredse med. Lidt senere i artiklen skriver Poul Helgesen i sin danske oversættelse (hvilket nogenlunde svarer til den latinske version):

Vi ved godt, hvilken umage jeres bannerfører Morten Luther gjorde sig i en bog for at forsvare den brandstiftelse, han foretog på kirkeloven, men at det var en letsindig handling, det har nu mange lærde mænd tilkendegivet alverden.

Det er sandt, at Luther i 1520 kort efter, at han den 10. december havde afbrændt både pavens bulle og den kanoniske ret, udgav et skrift for at forsvare og forklare sin handling. Jeg har lagt den ud på min hjemmeside, se her. Her henviser han til 30 steder fra den kanoniske ret, som han mener viser, at paven i den grad ser stort på almindelig ret, at han må være antikrist. F.eks. hedder det i artikel 9: ”Næst efter Gud afhænger hele kristenhedens frelse af paven”, se her, og i artikel 11: ”Ingen på jorden må dømme paven, men paven skal dømme alle mennesker på jorden”, begge steder med henvisning til den kanoniske ret. Og i artikel 21 bebrejder han paven, ”at han praler med, at han er romerrigets arvtager, når dog enhver véd, at gejstligt embede og verdsligt regimente ikke kan forenes”, se her, og i artikel 22 lyder bebrejdelsen, ”at han lærer, at det er rimeligt, at en kristen med vold beskytter sig mod vold; imod og over Kristus, Matt 5,40: ‘Den, der tager din kappe, lad ham også få kjortlen’”.

Men de to katolikker prøver overhovedet ikke at argumentere imod det, som Luther her fremfører. I stedet henviser de til Matt 16,18 og til Jesu befaling til Peter i Joh 21,15: ‘Vogt mine lam!’ Luther har godt nok i artikel 13 udover stedet i Matt 16,18 henvist til Matt 18,18, hvor nøglemagten gives til alle apostlene, ikke blot til Peter, men det tager de sig ikke af. Lidt senere følger så denne meget kraftige pave-trosbekendelse:

Det vil vi sige nu, og det er foreløbig nok, – at ingen romersk bisp, hvordan han så ellers er i sit liv og levned (sålænge han er romersk bisp, hvilket han altid er, sålænge han forbliver fast i troen og trofast) kan nogensinde fare vild i de ting, som har med troen og kristendommens salighed at gøre. Og især ikke i de ting, som han med sin pavelige magt og myndighed afgør med domsret.

Disse udtalelser er fra 1530. Og skønt de er udarbejdet sammen med Nicolaus Herborn, er det vel ikke urimeligt at antage dem for at være identisk med, hvad Poul Helgesen selv mener. Han kunne i den danske udgave, han besørgede, have slettet det – hvilket han gør i en del tilfælde – han kunne måske også have modereret det, men intet af delene gør han. Og det må vel betyde, at Poul Helgesen lægger alle sine reformønsker ind under pavens magt.

I et forfatterportræt af Sebastian Olden Jørgensen, omhandlende Poul Helgesen, se her, kan man se tre stykker af Helgesens svar på ”Malmøbogen” aftrykt – i Helgesens originale retskrivning. Der blev i 1528 i Malmø udgivet en bog om den reformats af kirken, man dèr havde gennemført, kaldet ”Malmøbogen”, se her, og Helgesen fik i 1530 til opgave at udgive et modskrift. Deri redegør han i indledningen for sine synspunkter, blandt andet beskriver han tre slags prælater i sin samtid. Der er dem, der farer frem med forandring og vil ændre hele den gamle kirke, der er dem, der vil bevare alt for meget på trods af de misbrug, der bevisligt finder sted i kirken, og så er der en tredje slags:

Men foruden disse tvende slags findes også en tredje, og de er nogle gode retsindige mænd, der så er begge slags medfældige, at de på ingen side giver den ganske handel magt, og ere fordi begærendes, at det, som er kristeligt og redeligt, må stadfæstes, blive bestandigt og have magt. Men det, som er ukristeligt og uredeligt af gerrighed, misbrug og mishandel forvandlet og forbistret, må enten aflægges eller forbedres og reformeres, så at synd og syndig handel måtte af kristendommen forstyrres og forjages, mennesker og kristelig skik og brug dog uskamferede. (min lempelige oversættelse til nutidsdansk).

Problemet, set fra Luthers side, var, at det pavedømme, som man fromt havde givet al magt i kirken, var både ukristeligt og uredeligt, præget af gerrighed, misbrug og mishandel, og at alle de fromme ønsker, som Helgesen havde, derfor ikke havde nogen gang på jorden, hvis de skulle gennemføres med pavemagtens hjælp. For pavemagten deltog selv i misbruget og havde derfor ikke nogen interesse i at fjerne det.

I anledning af Rübner Jørgensens ønske om et opgør med cølibatskravet har jeg været ved at gennemlæse ”Anti-Malmøbogen”, for at finde ud af, hvad Poul Helgesen mener om den sag. Han gør et overmåde stort nummer ud af at vende sig imod lutheranernes ophævelse af præstecølibatet, dels med historiske argumenter, dels med argumenter fra den kanoniske ret. Hans mening er vistnok, at får man blot has på alle de andre misbrug i præsteverdenen, så skal man nok også få kyske præster, som snildt kan overholde cølibatskravet.

Men han overser, at det først var med Frederik den Førstes antagelse af Hans Tavsen som sin personlige kapellan, at tvangen fra cølibatskravet forsvandt. Indtil da havde kongerne opfyldt det, de anså for en forpligtelse overfor kirken: de havde omhyggeligt indfanget alle bortløbne munke og ført dem tilbage til deres klostre. Når Helgesen i ”Anti-Malmøbogen” kan hævde, at han gerne vil forandre mening, hvis blot nogen vil overbevise ham om, at man godt må bryde et højtideligt løfte om at ville leve i cølibat (han tænker på de katolske præsters løfte, men sagen synes at være den samme som for munkenes vedkommende), så springer han ganske over Luthers skrift ”Om munkeløfterne” fra 1522, se her, hvor Luther netop beviser, at et løfte aflagt i strid med Guds formaning (om at gifte sig, hellere end at brænde af begær, 1 Kor 7,9) skal brydes.

Man kan muligvis også undre sig lidt over, at Poul Helgesen i sin ”Skibbykrønike” under året 1526 ikke omtaler den vel nok vigtigste begivenhed: at rigsrådet besluttede at lade de penge, der skulle betales for at kunne indtage ærkebispestillingen i Lund, tilgå kongen i stedet for paven. (”Skibbykrøniken” findes her, dog på latin, så min påstand bygger kun på en kursorisk gennemlæsning af kapitlet om 1526.) Derved forvandledes den danske kirke til en nationalkirke, man afskar sig fra den universelle pavekirke. Men at herredagen i Odense det år vedtog, at man ikke fremover skulle betale paven for diverse bispeindsættelser, var dog ret afgørende og sætter med eller uden Poul Helgesens viden spørgsmålstegn ved hans pavetro udtalelser fra 1530.

I det hele taget er det, som om både Poul Helgesen og Rübner Jørgensen synes at overse den verdslige magt, paven kunne sætte bag sine afgørelser. De bortløbne munke skulle kongerne indfange, og først Frederik den Første afstod fra denne magtanvendelse. Og de af paven kætterdømte skulle den verdslige magt, kejser eller konge, sørge for at brænde på bålet, hvilket kejser Sigismund i 1415 pligtskyldigt udførte på trods af det frie lejde, han havde givet Jan Huss, men hvilket kejser Karl den Femte i 1521 ikke ville gennemføre, fordi han ikke ville bryde sit løfte om frit lejde til Luther.

Det rejser det spørgsmål: Ville det have været muligt for Luther at fare frem med helgesensk lempe? Der var jo ikke tale om en diskussion mellem ligestillede. Paven havde bag sig den verdslige magt med alle dens muligheder. Luther havde kun ordets magt. Og denne verdslige magt ville paven ikke opgive. Ville Poul Helgesen det?

Én af de sætninger, som Luther skulle tilbagekalde var nævnt under artikel 33 i den pavelige bulle og lyder således, se her:

At brænde kættere er imod Helligåndens vilje.

Det vil sige: Luther skulle ikke blot tilbagekalde alle de andre ting, der var nævnt i bullen – og de stammede alle fra tiden, før Luther fik den tanke, at paven var antikrist – han skulle også indrømme, at paven havde ret til at kræve en tilbagekaldelse af ham under trussel om kætterbål og uden argumentation. Han skulle opgive den frihed i trosforhold, som for ham var alfa og omega, og han skulle bøje sig så dybt for pavens overhøjhed i kirken, at han indrømmede, at paven var så klog på kirkens og kristendommens forhold alene i kraft af, at han var pave, at han uden at argumentere for det kunne tvinge Luther til at tilbagekalde.

Der er ikke noget at sige til, at Luther efter at have læst bullen, blev endnu sikrere i sin overbevisning om, at paven var antikrist. Og gør man sig således hele hans situation i 1520 klar, må man dog vist indse, at nogen helgesensk middelvej ikke var mulig. Og altså heller ikke ville have været mulig for andre, f.eks. Helgesen, at indtage.

Jovist, Rübner Jørgensen har nok ret i, at ”Helgesen var en fredens, samdrægtighedens og kontinuitetens mand”, men det bliver i nogen grad mundsvejr, når han i 1530 fremkommer med sin pave-trosbekendelse, som jo altså giver paverne ret til at brænde kættere.

Det har nok altid været sådan, at magten har villet dække sig ind under ordet, at magtmennesker har villet retfærdiggøre deres magtudøvelse. Det så man dengang ved pavemagten, det ser vi i dag ved islam.

Den fred, Poul Helgesen ønskede sig, var en mild udgave af vore dages muslimske fred. Islam er fredens religion, får vi at vide, men den fred, der opnås ad islams vej, er den fred, der tænkes at komme til at råde, når alle tvinges til at rette sig efter islams forskrifter. På samme måde her: Den fred, Helgesen går ind for, er pavens fred, det vil sige, en fred, hvor paven har magt til at frasortere de anskuelser, der er ham imod, og få kejseren til at sørge for de fornødne kætterbål.

Og samme modsigelse synes at råde de to steder: Hvis vi laver en tegning, der fortæller, at islam bruger magt for at nå sine mål, får vi at vide, at islam så sandelig ikke bruger magt, og at vi, hvis vi vil forstå islam ret, må tage afstand fra tegningen. Men vi får også at vide, at vi, hvis vi ikke vil tage afstand fra påstanden om den indbyggede magtvilje i islam, selv må tage følgerne, følger, der kan være ganske ubehagelige, idet de består af terror og anden magtanvendelse.

Ligeledes med den katolske kirke på reformationstiden. Man vil forkynde, altså udbrede evangeliet uden magt, man vil diskutere, også det uden magtanvendelse, men man vil dog fastholde pavemagten som en instans, der skal afgøre tingene, og altså i sidste ende afgøre dem med magt. Magten vil retfærdiggøre sig, magten ønsker at have Ordet og Ordets kræfter at dække sig ind under.

Det afgør sagen: Det var ikke muligt for Luther at optræde mere moderat, for han blev truet med bålet, hvis han ikke tilbagekaldte sine udtalelser. Og Poul Helgesens ønske om en anden slags reformation af kirken kunne ikke gennemføres, sålænge han ville opretholde pavemagten.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s