Tro

Ved en mærkelig tilfældighed er der i det engelske magasin The Economist to ting, der, uden at bladet har villet det, er kommet til at korrespondere forunderligt med hinanden.

Den ene ting optræder forrest i bladet, se her. Det drejer sig om en satiretegning, en ”cartoon”, som i fire tempi viser os et filosofisk problem, som vist i grunden er betydelig større, end tegneren forestiller sig.

Vi er i en psykologs konsultation. En mand klager sin nød over, at ”der er en krise i tilliden i verden af i dag”. Psykologen ser deltagende, men roligt og professionelt på ham. Næste billede: Manden er i større ophidselse: ”Politikerne lyver for os; falske nyheder leder os på vildspor; og vore Tv-apparater og smart-phones udspionerer os”. Rolig psykolog. Tredje billede: Manden i endnu større ophidselse: ”Det er umuligt at have tillid til, hvad der er virkeligt og hvad der er uvirkeligt!” Fjerde billede: Psykologen griber mandens hænder: ”Din lykke er meget vigtig for mig; vent lige lidt, mens jeg søger i min database for at finde et varmt og tillidvækkende svar”. Fokus er nu flyttet lidt bagud, så vi ser skrivebordet fra siden, og vi kan nu se, at psykologen er en robot; kun den øverste del er menneskelignende, den nederste er en stor fjeder forbundet til en stol. Og et skilt for enden af skrivebordet fortæller, at hun er din ”kunstig-intelligens-ven”.

Spørgsmålet er: Er manden blevet narret?

Tja, det morsomme i tegningen er, at manden beklager sig over, at det ikke er til at vide, hvad der er virkeligt og hvad ikke, at han i denne beklagelse forudsætter, at kvinden, han betror sig til, er virkelig, men at tegneren fortæller os, at netop virkelig er hun ikke.

Nuvel, tegneren kan naturligvis regne med, at vi mennesker i fremtiden stadig vil betro os til hinanden ud fra den forestilling, at den anden er virkelig, dvs., er et menneske af kød og blod. Og det regner vi da normalt også med. Vi tænker ikke over, at vi har den forudsætning for ethvert menneskeligt samkvem, at den, vi taler til, kan overveje vore ord, leve sig ind i dem og fremkomme med et adækvat svar.

Men er det, vi sådan lever vort dagligliv på, en illusion?

Ja, det kan der godt argumenteres for. Der kan argumenteres for det ud fra den kristne teologi, hvad jeg skal vende tilbage til. Og der kan argumenteres for det ud fra det, nogen kalder videnskab. Det sidste giver selvsamme eksemplar af The Economist et eksempel på.

Bagerst i bladet er der nemlig en anmeldelse af Daniel Dennett’s nye bog: ”From Bacteria to Bach and Back: The Evolution of Minds”, se her. Da jeg så det, spidsede jeg ører. Jeg har tidligere haft megen fornøjelse af at læse Dennett’s bog ”Consciousness explained”. Dennett er både en meget vidende mand og en meget god fortæller, så det var en fornøjelse at læse denne bog. Derfor kastede jeg mig ud i en søgning på internettet efter anmeldelser af hans nye bog, om der mon skulle være nogen, der var bedre eller i hvert fald mere omfangsrige end den i The Economist. Det fandt jeg. Derved blev jeg lidt klogere på, hvad Dennett er ude på denne gang.

I sin tid var der folk, der mente, at den første bogs titel egentlig burde være ”Consciousness explained away”, for, sagde man, det er jo, hvad Dennett gør: Han ender med at fornægte bevidsthed.

Det samme siger nogle af anmelderne om den nye bog, f.eks. denne fra New York Times af Thomas Nagel. Han stiller det dog i begyndelsen kun op som et spørgsmål: ”Er bevidsthed en illusion?” Er det dèr, Dennett vil have os hen?

Dennett hører i hvert fald til de moderne hard-core ateister. Han ser det i bogen som en del af sin opgave at vende sig imod ethvert forsøg på at få ”Gud” eller andre overnaturlige væsener puttet ind i de videnskabelige forklaringer. Og det gør han, selv om han indrømmer, at to ting hidtil har unddraget sig videnskabens forklaringer: Livets oprindelse og fremvæksten af den menneskelige kultur. Men det giver jeg ham da ret i: vi teologer skal ikke bruge de ”huller”, der er i videnskabens forståelse af, hvordan tingene har udviklet sig, til gøre gudstanken sandsynlig, vi skal ikke bedrive ”theology of the gaps”.

Det betyder også, at jeg egentlig er ret interesseret i Dennett’s tanker om menneskets udvikling. For øjeblikket er jeg ved at studere en bog af Joseph Henrich ”The Secret of Our Succes”, hvori han fremsætter den teori, at det er vores evne til at akkumulere kulturelle træk, der har gjort vor fantastiske udvikling mulig. Jeg må indrømme, at jeg har savnet en lidt større vægtlæggen på det menneskelige sprog hos Henrich, men hvad jeg savner hos ham, kan jeg muligvis få hos Dennett. Dennett opererer med det af Richard Dawkins opfundne begreb ”memer” og anbringer memer i den kulturelle udvikling på samme stade som gener i den biologiske udvikling. Nagel refererer Dennett’s opfattelse af memer således:

De inkluderer sådanne ting som memet for at have sin basketball-kasket omvendt på eller for at bygge en hvælving med en bestemt form; men det bedste eksempel på memer er ord. Ord har det som vira, der skal en vært til, for at de kan reproduceres, og de kan kun overleve, hvis de transmitteres til andre værter, dvs., mennesker, der lærer det ved imitation.

Oven i købet har Dennett tilsyneladende blik for det samme, som jeg har nævnt nogle gange, vist også her på bloggen: at sprog er forudsætningen for, at enkeltmennesket kan få del i den erfaring, som fortidige mennesker har gjort:

Sprog tillader os at transcendere tid og rum og kommunikere om noget ikke-nærværende, at akkumulere delte kundskabsområder, og gennem skrivning at opbevare dem udenfor det individuelle menneske, hvilket resulterer i en meget stor sum af kollektiv kundskab og praksis udbredt mellem de mange mennesker, der udgør en civilisation.

Det er også min opfattelse. Det, der er hemmeligheden ved vor succes, er i meget høj grad sproget. Og det kan måske lønne sig at stifte nøjere bekendtskab med Dennett’s teori om, hvordan memerne og sproget og kulturen er opstået, eventuelt, hvornår de er opstået, eventuelt, hvilket fortidsmenneske der har haft de forudsætninger, hvorudfra disse ting har udviklet sig. Men det får vente. Og jeg véd heller ikke, om jeg gider. For Dennett har også sine mangler.

Én af dem nævner Nagel i begyndelsen. Dennett går ind for en forestilling, som en filosof ved navn Wilfrid Sellars har formuleret: det, som vi mennesker i vor dagligdag anser for virkeligheden – møbler, huse, solnedgange, problemer og muligheder og fejltagelser – kalder han ”manifeste billeder”, og det stiller han i modsætning til ”videnskabelige billeder”, som omfatter molekyler, atomer, elektroner, tyngdekraft, quarker, osv.

Nagel refererer:

Dette er ifølge Dennett verden, som den er i sig selv, ikke kun for os, og opgaven består i at give en videnskabelig forklaring på, hvordan molekylernes verden er kommet til at inkludere væsener som os, komplicerede fysiske objekter, for hvem alting, inklusive dem selv, ser så forskelligt ud.

Dette er, for mig at se, den reduktionistiske fejlslutning, en fejlslutning, der nægter, at der i udviklingens løb har fundet nogen nydannelse sted. Det er, tror jeg, den fejlslutning, der får ham til at ende med den konklusion, at begrebet bevidsthed er en illusion.

Jeg kan også sige, at han ikke vil anerkende begrebet ”emergens”. At der finder emergens sted i udviklingens løb, vil sige, at der dannes noget helt nyt, noget aldrig før set, noget, som ikke lå i svøb i det forudgående.

At liv blev til, er udtryk for en sådan nydannelse. Vi aner ikke, om det er blevet til andre steder i universet, og vi aner heller ikke, hvor stor sandsynligheden var for, at det kunne ske, dengang det skete. Vi kan derfor heller ikke gøre os tanker om, hvorvidt noget andet livslignende fænomen med formeringsevne og udviklingsevne, byggende på andre kemiske processer, vil kunne findes på andre planeter. Vi har, så vidt jeg véd, ikke gennemprøvet alle andre temperatur- og trykmuligheder for samtlige grundstoffer.

Pointen her er, at vi har måttet danne os et helt nyt vokabular for at kunne forstå livets processer. Men, siger altså Dennett, dette vokabular kan man ikke regne med, det er en form for fiktion, og opgaven som alvorlige videnskabsmænd må være at reducere eller oversætte det biologiske sprog til det atomfysiske. For at der skulle være sket noget principielt nyt med livets opståen, er forkert.

Man kan også sige, at Dennett’s fejl er, at han ikke anerkender den dobbelte kausation. Hvilket er mærkeligt, eftersom det ikke mindst er noget, der viser sig i Darwins udviklingsteori, og er der noget, Dennett arbejder ud fra, er det Darwins tanker. Jeg har gjort nærmere rede for dette begreb her, så jeg skal nøjes med en kursorisk gennemgang.

Sagen er den, at man, hvis man vil spørge efter, hvorfor denne sommerfugl ser ud netop som den gør, stilles overfor to årsagskæder. Den ene går tilbage til sommerfuglens dna. Det er generne, der bestemmer alt levendes udvikling fra éncellet væsen til flercellet voksenindivid. Det er den mikrokosmiske årsagsrække. Men ud over den findes der en makrokosmisk årsagsrække. For at netop denne sommerfugl gener ser ud, som de gør, skyldes makrokosmiske forhold, f.eks. at en del af en population blev afskåret fra hoveddelen og derfor udviklede sig forskelligt fra denne.

Den samme dobbelte årsagsrække finder vi i menneskets eksistens. Jovist, den ydre, legemlige udvikling er yderst interessant at følge i de mange mellemformer mellem abe og menneske, man har fundet. Men sproget og kulturen betyder jo også noget, ja, må opfattes som en selvstændig årsagskæde. Hvilket vi især ser i den historiske udvikling. For her har man jo observeret, at nutidsmennesket og Cro-Magnon-mennesket, hvad legemlighed angår, er identiske, det eneste, der har forandret sig, er sproget og kulturen. Det mærkeligt er, at såvidt jeg har forstået, interesserer Dennett sig levende for denne udvikling; det er blandt andet det, han skal bruge sin ”mem-teori” til. Så det er mig lidt af en gåde, hvorfor han absolut skal fastholde hele denne kulturelle verden som en fiktiv verden. Nagel refererer:

Han [Dennett] siger, at hver arts manifeste billede er ”en bruger-illusion fortræffentlig designet af udviklingen til at passe til brugerens behov”. På trods af ordet ”illusion” ønsker han ikke simpelthen at benægte realiteten af de ting, der udgør det manifeste billede; de ting, vi ser og hører og interagerer med, ”er ikke kun fiktioner, men forskellige versioner af, hvad der virkelig eksisterer: virkelige mønstre”. Men den underliggende virkelighed, hvad der eksisterer i sig selv og ikke kun for os eller for andre skabninger, er præcist og udelukkende repræsenteret i det videnskabelige billede – i sidste ende i fysikkens, kemiens, molekylærbiologiens og neurologiens sprog.

Senere hedder det hos Nagel, at Dennett hævder, at der med memerne i menneskeheden opstår en stadig større grad af forståelse, fordi ”der opstod nye ting at tænke over: ord og andre memer”.

Senere gav opfindelser som f.eks. ure og skrivekunst os ”mindeværdige ting at gøre ting med”. Skridt for skridt, argumenterer han, bevægede vi os bort fra en bottom-up kulturel udvikling frem mod en bevidst dirigeret top-down udforskning, hvilket fremkaldte direkte intelligent design. Det har sat os i stand til at udrydder kopper, sende folk til månen – og stille spørgsmål til vore sind. – Måske er intet problem større end bevidsthedsproblemet. Dennett gentager sin langvarige tilslutning til den kontraintiutive idé, at bevidsthed er en ”bruger illusion”, der er som en apps interface, hvorigennem folk interagerer med programmet uden at forstå, hvordan det virker. Memetiske apps i vores hjerne, hævder Dennett, skaber en ”bruger interface”, som ”gør memerne ‘synlige’ for ‘selvet’”, idet de giver autoritet til ”både ord og handlinger”.

Jeg vil give Dennett ret i hans opfattelse af bevidstheden: der er ikke tale om nogen videnskabelig bevisbar kendsgerning. Det er her, teologien kan komme med den påstand, at den tro, vi lever vort dagligliv på, er en illusion; det er en tro, vi har, at en givende og sandhedsudforskende samtale er mulig. Dog vil jeg som teolog ikke kalde bevidstheden en ”bruger illusion”, men en trosvirkelighed. Jeg er mig naturligvis ganske bevidst, at Dennett på ingen måde vil gå med til den sprogbrug. For alt, hvad der hedder ”tro”, er ham imod. Men – det er en sjov og ham selv ubevidst kendsgerning – alligevel tror han. Han kan ikke andet. I enhver samtale gør man det, hvad enten man er sig det bevidst eller ej, at man tror på den anden, tror på, at vedkommende ikke er en robot, tror på, at vedkommende ikke er påvirket af det ene eller det andet stof, men er forholdsvis normal, tror på, at den anden ikke er ude på at få én ned med nakken, men kun ude på at få sandheden frem. Man kan naturligvis blive skuffet i denne forhåndstillid, og så tager man sine forbehold, men i en normal samtale – og ikke mindst i en videnskabelig diskussion – stoler man på den andens ærlighed og retskaffenhed.

Vi skal tilbage til begyndelsen: vi vil føle os ført bag lyset, hvis det forholder sig, som satiretegningen antyder: at vor samtalepartner, overfor hvem vi netop har udøst vor frustration, viser sig ikke at være et menneske, men en robot. For vi går i al samtale ud fra, at den anden har et selv, en bevidsthed, et ”jeg”, der formår at lytte og svare ud fra hans eller hendes ægte overbevisning. Det forstår da også Dennett så udmærket. For det er jo, hvad der ligger i hans påstand om, at forestillingen om et selv er en ”bruger-fiktion”. Blot er det lidt mærkeligt, at han ikke kan se – eller ikke vil være ved – at han selv er en bruger af denne fiktion. I stedet vil han bibeholde det, man måske kan kalde den videnskabelige tilgang til verden, hvor man stiller sig selv udenfor det, der skal undersøges. Og det er da også en udmærket holdning at have, når det er videnskab, der skal bedrives. Men så sandelig ikke, når det er filosofi.

Det er ikke al filosofi, der er reflektiv, men den bør dog være det; det vil sige: den bør undersøge sine egne forudsætninger. Og hvis vi, som satiretegningen antyder, forudsætter en person bag al samtale, så kan vi nok fastslå, at eksistensen af et selv eller en person er en trosvirkelighed, men vi kan ikke fragå, at vi ved at deltage i en samtale, også en videnskabelig eller filosofisk diskussion, tror på muligheden af at nå frem til en sandhed gennem en sådan ægte diskussion.

Denne tro er os i mange tilfælde ikke bevidst. Den synes i hvert fald ikke at være Dennett bevidst. Men ikke desto mindre har han den, drives af den, regner med den. Det gør han, når han svarer på de indvendinger, hans bog fremkalder, hvad enten de er filosofiske eller videnskabelige. Det vil sige: han er selv én af de brugere, som betegnelsen ”bruger illusion” handler om. Og hvorfor han ikke tør være ved det, er lidt af en gåde. Måske det hænger sammen med, at han på et tidligt tidspunkt i sin ungdom har fået en livslang afsmag for alt, hvad der har med kristendom at gøre, hvad véd jeg. Om det er tilfældet, beklager jeg det på kristendommens vegne. Vi kristne teologer har nok været for hurtige til at følge den almindelige antagelse: at tro er noget, man vælger, ikke noget, man opdager, at man i forvejen lever i, så også vi har overset troens væsen af uerkendt forudsætning. Men han tror altså alligevel.

Til sidst en overvejelse, der skal vise det absurde i, som Dennett, at gøre de naturligvidenskabelige sætninger til de eneste, der handler om virkeligheden, og lade alt, hvad der bevæger mennesker til at gøre det ene eller det andet, være fiktioner, illusioner, ting, der ikke virkelig var virkelige.

For ikke så lang tid siden, i terrorbalancens tid, var mennesket i stand til at ødelægge alt liv på jorden. Ja, det er vi vel stadig i stand til, men dengang var der en ikke helt lille sandsynlighed for, at det faktisk kunne gå sådan til i denne verden. Man kan spekulere på, hvad det var, der fik terrorbalancen til at ophøre; var det, som jeg har hævdet det, se her, Ordets kræfter, der slog igennem i Sovjetunionen, eller var det Sovjets økonomiske formåen, der ikke længere slog til, eller var det noget helt tredje. Men én ting står fast: Det var ikke en ny udviklingen inden for de neurologiske kræfter, der foregår i menneskers hjerner, det var ikke en mutation i generne, der koder for menneskehjerner, nej, forklaringen skal ene og alene findes i de overvejelser af den ene og den anden art, der foregår i menneskesamfundet, altså i de memer, der kæmper mod hinanden i menneskers sind.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i ateisme og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til Tro

  1. Pingback: Naturvidenskab og kristendom | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s