Missionsbefalingen afblæst

Det var ganske mærkeligt forleden at læse Kathrine Lilleørs blog, se her. Hun har afblæst missionsbefalingen. Hun indrømmer, at vi ved hver dåb citerer dette stykke fra Matt 28,19f:

Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Men desuagtet har hun virkelig ikke tænkt sig at drive mission blandt vore muslimske landsmænd.

Argumentationen er måske lidt tynd. For det første udelader hun dette med at lære at holde det, Jesus har befalet os. Men det sker måske bare af korthedshensyn. For det andet opstiller hun som så mange andre, der har det lidt svært med argumenterne, en stråmand: hun skriver:

Hvis dåbsstatistikken skal forbedres afgørende, skal vi ud og døbe muslimer. Omvende dem. Få skiftet bedetæppet ud med salmebogen. Missionere. Kort sagt.

Dansk Folkeparti har sagt det i årevis. Jeg kan huske, hvor jeg stod, da Søren Espersen anklagede mig for ikke at opfylde mit præsteløfte, når jeg ikke så det som en indlysende opgave at omvende muslimer. Umiddelbart kan det ligne, at han har ret. Kristus befaler os ved vores dåb, at vi skal gå ud og gøre alle til hans disciple ved at døbe dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Døbe gør jeg gerne. Bestemt. Men stemme dørklokker med vand og ritualbog under armen i Mjølnerparkens opgange, gør jeg ikke.

Niksen. Njet. Ikke på vilkår.

Hvem er det nu lige, der siger, at vi skal missionere blandt muslimer ved at stemme dørklokker? Det er der da ingen, der har foreslået. Foreløbig er jo alt, hvad der har med mission blandt muslimer at gøre, på diskussionens plan, ja, det vil sige: når Lilleør så kategorisk afviser tanken, er problemet ikke engang nået frem til dette plan. Og hun vil formentlig gøre sit til, at tanken aldrig når frem til at blive diskuteret i folkekirken.

Dog, det, hun derefter siger, ligner noget, der har en vis argumentationskraft. Godt nok er det helt ude i hampen, men det kan ikke udelukkes, at der er en del præster, der mener, at missionsforpligtelsen kan afblæses på den måde, hun her antyder.

Hun fortsætter nemlig således:

Niksen. Njet. Ikke på vilkår. Det er respektløst. Ville til forveksling ligne den nedladenhed man i lande som Saudi Arabien møder os kristne med. Som andenrangstroende, fordi vi ikke tror det samme som flertallet. Der er i den europæiske tradition respekten til forskel. Respekt for det andet menneskes åndelige valg, der ikke skal intimideres, så længe det ikke forstyrrer den offentlige orden eller bryder landets love.

Det er ikke helt nemt at blive klog på, hvordan hun forestiller sig, at en mission overfor muslimer gør dem til andenrangstroende eller er respektløs overfor deres åndelige valg eller er udtryk for en intimidering. Lad mig bringe mit første Luther-citat i spil! Det stammer fra et åbent brev, Luther i 1524 sendte til sine to fyrstebrødre. Han omtaler striden mellem Münzer (det var før Münzer satte sig i spidsen for bondeoprøret) og sig selv og beder øvrigheden undlade at gribe ind:

Hvis deres ånd er den rette, så vil den ikke være bange for os og skal nok bestå. Hvis vores er den rette, så vil den heller ikke frygte dem eller nogen anden. Man skal blot lade ånderne fægte med hinanden og tørne sammen. Hvis nogen bliver forført derved, velan, sådan går det i krige; hvor der er en strid, hvor et slag finder sted, dèr må nogle falde og blive såret; men den, der kæmper redeligt, får kronen. (Se her).

Luther anså det ikke for respektløst at angribe sine modstandere med ord. Hvorfor skulle vi så gøre det? Havde han ikke respekt for de andres åndelige valg? Eller prøvede han at intimidere dem? Brevet her tyder på det modsatte.

Kathrine Lilleør fortsætter:

Synspunktet går et par århundreder tilbage. Således holdt Frederik den 6. hånden over jøderne og skærmede dem mod forfølgelse ved at give dem medborgerskab. Han sendte ikke præster ud for at omvende dem. Han lod liberalt i genskæret fra den amerikanske og franske forfatning jøderne frit vælge deres tro. Grundlovsfædrene sikrede, at den respekt smittede af på Folkekirken. Fordi vi i et par århundreder er blevet holdt i kort snor af staten, er der skabt en tradition for upolemisk at forkynde Kristus i stedet for at forkynde mod dem, der ikke tror som os. Åndsfrihed har vi her i landet således praktiseret ikke bare demokratisk men også religiøst. Endnu en af utallige velsignelser, vi kan takke båndet mellem stat og kirke for.

Hvad der lå bag Frederik den Sjettes forhold til jøderne, vil jeg undlade at kommentere, for det véd jeg ikke nok om. Men det lader til, at hun ser det som et ideal, at vi i folkekirken forkynder Kristus upolemisk, eller at det ikke ville være så godt at forkynde imod dem, der ikke tror som os. Oven i købet ser hun vist det som udtryk for åndsfrihed i religiøs henseende. Åndsfrihed betyder åbenbart i hendes optik, at man lader være med at komme med indvendinger mod vore muslimske landsmænd, lader være med at diskutere teologi med dem, kort sagt, lader dem være i fred med deres forkerte og delvis farlige tro.

I det sidste afsnit vender hun tilbage til missionsbefalingen:

Hvad da med missionsbefalingen ved dåben? Overhører Folkekirken den? Nej, den står ved magt. Ikke som tvangs- eller dørsælgerdåb, men som forkyndelse. En forkyndelse, der åbner kirkedøren for dem, der gerne vil ind. De nybagte kristne forældre siger jatak. 87%. Knapt ni ud af ti nyfødte.

Og her kommer stråmanden frem igen. Der er jo ingen, der tænker sig mission overfor muslimer gennemført som tvangsdåb eller forestiller sig, at man døber, hvis man skulle få den idé at gå rundt og stemme dørklokker. Derimod kunne der godt være dem, der mente, at man fra prædikestolen eller i foredragssalen kunne opridse forskellen mellem kristendom og islam noget mere. Det ville vel netop være udtryk for åndsfrihed, om man – som Luther udtrykker det – lader ånderne tørne sammen. I den forbindelse er der et andet Luther-citat, som det også er relevant at bringe frem, nemlig dette fra skriftet om lydighed mod øvrigheden fra 1523:

Så siger man igen: Ja, men den verdslige magt øver ikke tvang i trosspørgsmål, men forhindrer kun på ydre måde, at folk bliver vildledt af falsk lære. Hvordan skulle man ellers bekæmpe kætterne? Svar: Det skal biskopperne gøre; det er dem, og ikke fyrsterne, der har fået denne tjeneste pålagt. For kætteri kan man aldrig bekæmpe med magt. Der skal en anden fremgangsmåde til og her er det en anden kamp end sværdets. Guds ord skal kæmpe her; hvis det ikke kan klare det, så vil den verdslige magt heller ikke kunne stille noget op, selv om den så fylder verden med blod. Kætteri er et åndeligt anliggende, det kan man overhovedet ikke slå ned med våben eller brænde med ild eller drukne med vand. (Se her).

Man kan vist rolig sige, at vore dages biskopper har svigtet denne opgave. Derfor er det ikke underligt, at politikerne kommer med så mange forslag, der griber ind på åndsfrihedens område, f.eks. imam-loven, og at diverse kontroverser med muslimerne i det hele taget udspiller sig på øvrighedens område.

Sjovt nok er noget af det, Luther klager over i ovennævnte skrift, at den verdslige og den gejstlige øvrighed har byttet plads, så den gejstlige er optaget af sine indkomster, mens den verdslige påtager sig opgaven som kætterbekæmpere. Det synes at være den samme omvendthed, der præger os i dag.

For det er meget sjældent, man hører noget opgør med islam fra vore prælater.

Og vil man, som Lilleør, mene, at en kristen modsigelse af islam (eller altså et forsøg på mission overfor muslimer) er respektløs, kunne man igen have gavn af at læse Luther, her som han udtrykker sig angående Gal 2, hvor Paulus skælder Peter ud, og siger:

Men i denne meget vigtige sag kunne han [Paulus rr] overhovedet ikke give efter. Og efter Paulus’ eksempel kan enhver kristen hovmode sig. For kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt (1 Kor 13,7), troen derimod hersker, styrer, triumferer, viger ikke for nogen, men alt bør underkastes den og vige for den, skarerne, folkene, kongerne, jordens dommere, som Sl 2,10 siger: “Og nu, I konger, forstå, lad jer undervise, I, der dømmer jorden, tjen Herren med frygt osv. Hvis ikke, skal I forgå på jeres veje”. Derfor er det helt modsatte virkninger, embeder og dyder, som kærligheden og troen har. (Se her).”

Der kan selvfølgelig være dem, der siger: ‘Åh, ham Luther! Hvorfor skal vi rette os efter hans 500 år gamle råd?’

Til dem må man sige: ‘Det er bedre at være oldgammel og vågen, end nutidig og doven’. Og vågen var Luther, både overfor sværmerne og overfor muslimer (tyrkerne). Og dovne er vi, også så det står efter, når vi bruger vores påståede kærlighed til muslimerne til at undgå at affyre troens krudt imod dem. Luther stod midt i kampen, kampen mod papisterne, sværmerne og tyrkerne. Og han fastholdt, at man ikke måtte bruge vold for at overbevise dem, men han fastholdt også, at han skulle og måtte bruge ordets kræfter for at få dem bort fra deres fejlagtige opfattelse. Vi står også midt i en kamp, kampen mod islam, men vor kirke er faldet i en dyb søvn, lullet i dvale af de gode og jævnt rindende indkomster, og vi føler ikke noget ansvar for at sætte os ind i ”fjendens” grundbog, eller for at prøve at forstå – indefra – hvad der bevæger muslimer; vi går med søvngængeragtig sikkerhed ud fra, at de nok til syvende og sidst er som os – og så er de jo gode nok – eller vi regne med, at de om ikke så længe vil nå op på vort niveau og blive lige så ligegyldige overfor deres religion, som vi er overfor vores.

Tilbage til Lilleør!

Det skulle være respektløst at prøve at overtale muslimer til at slippe deres tro! Herrejemini! Har vi efterhånden ikke set nok eksempler på, hvordan mange muslimske kvinder lever som i et fængsel, omgivet af krav fra brødre og fædre om korrekt muslimsk opførsel, kvinder, der bliver tvunget ind i et ægteskab, fordi deres kultur tilsiger dem det? Eller det omvendte: fromme muslimske kvinder, der bilder sig ind, at de klarer frisag i kraft af deres lovoverholdende fromhed? Men uha! Vi må endelig ikke fortælle dem, at hvert menneske har fået et hjerte for at kunne følge hjertets stemme i ægteskabsforhold. Det ville være respektløst. Men det er da kun respektløst overfor de mænd, der bestemmer over kvindernes skæbne. Overfor de pågældende kvinder ville det være befriende, hvis vores mission lykkedes.

Og så har vi slet ikke talt om de unge mænd. De, som føler, at de må sætte sig i respekt overfor os danskere og derfor angriber os, hvis de kan komme af sted med det ustraffet. Hvor har de dog den skæve opfattelse af tilværelsen fra, at det er magt, det drejer sig om? Og hvis de har den fra islam – hvad jeg tror – hvordan får vi så denne misforståelse fjernet fra deres sind? Tja, det har jeg ikke noget klart og tydeligt svar på, men én ting véd jeg: det lykkes ikke ved, at vi lukker øjnene. For man skal jo være klar over – og Kathrine Lilleør må gerne læse med her – at den respekt, hun taler om, er noget helt andet end den, de kræver, når de vil sætte sig i respekt: Vi skal tvinges til at anerkende, at de er de stærkeste. Den respekt, vi danskere tænkes at vise dem, tænker vi os skal komme indefra, altså være noget, vi af os selv viser dem, noget, vi viser dem, fordi de er borgere her i landet, ikke fordi de er stærke, eller fordi vi er bange for dem.

Men ak, det er jo just den forkerte form for respekt, vi viser dem, når vi trækker os tilbage og – af respekt – ikke kunne drømme at kritisere deres store idol: Muhammed. Og jeg er bange for, at vi med al vor imødekommenhed opnår det modsatte af det, vi vil: muslimerne opdager, at det nytter noget at udøve magt og true med vold, for de oplever det, Lilleør kalder respekt, som identisk med frygt. Og det er lige det, de vil.

Og dette med voldsanvendelse har muslimerne fra Muhammed. Der er adskillige ”voldsvers” i koranen.

Ét af dem er sågar Hizb-ut-Tahrir i 2002 blevet dømt for at anvende mod jøder. Det drejer sig om Sura 2, 191, som lyder:

Dræb dem, hvor I møder dem, og fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer! (Fristelse til frafald er værre end drab! Kæmp ikke med dem ved det fredhellige bedehus, medmindre de vil kæmpe med jer dér! Men hvis de gør det, skal I dræbe dem! Sådan er gengældelsen for de vantro).

Man skulle næsten tro, at dommerne havde læst Luthers brev til sine to fyrster, for efter det tidligere citerede står der dèr:

Men hvis de gør mere end at kæmpe med ordet, hvis de også vil bryde i stykker og slå i stykker med næven, så skal Deres fyrstelige nådige herrer gribe ind, hvad enten det er os eller dem, der er tale om, og øjeblikkelig vise dem ud af landet med den besked: Vi vil gerne finde os i og rolig se på, at I kæmper med ordet, så at den rette lære kan blive styrket; men hold næven i ro, for det er vores embede (at bruge næven); ellers må I forføje jer ud af landet. (Se her).

Men det er jo nu så indlysende, at vore dommere nok også selv har kunnet finde det i deres retsbøger. Bemærkelsesværdigt er det derimod, at dommerne har set stort på, at voldsopfordringen står i koranen. Det er udmærket, at det kommer frem, at vi ikke regner koranen for nogen hellig skrift, eller mener, at det er Gud selv, der står bag den. Og det kunne vi fra kirkens side godt fortælle vore muslimske landsmænd. Men se, om vi gør!

Kathrine Lilleør vil tilsyneladende respektere dem ved at tale dem efter munden. Det er der ikke megen åndssammentørnelse i.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam, Luther og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s