Mere dybde, tak!

Det er journalisterne, jeg tænker på. Det mærkelige er jo, at dette folkefærd, skønt de har fået uanede platforme at boltre sig på, er blevet mere overfladiske i takt med sendefladens udvidelse. Måske det skyldes, at der skal præsteres flere og hurtigere nyheder end tidligere, nu, hvor ikke blot radioavisen excellerer i timenyheder, men hver avis med respekt for sig selv er forsynet med en internetside, hvor der med mellemrum udgives ”Breaking news”. Måske det skyldes en stiltiende enighed mellem samtlige Vesterlandets journalister om at holde alle ”dårlige”, ”hadefulde” og ”islamofobiske” tanker og nyheder og indlæg borte fra læsernes sarte sjæle. Jeg véd det ikke. Kun det véd jeg – og jeg véd det, fordi jeg kan se det – at jeg gang på gang føler mig frustreret af de officielle medier, fordi jeg ikke får svar på det, jeg regner for naturlige spørgsmål.

Jeg skal komme med to eksempler på det.

Det ene stammer fra en løs bemærkning, som blev fremsat som en ligegyldig ting i forbindelse med det hollandske valg. Man var – jeg tror det var i en Deadline-udsendelse – i færd med at rapportere fra de forskellige partiers valgfest, og så lød det pludselig, at Geert Wilders’ parti ikke holdt nogen fest, fordi partiet ikke havde råd til at betale for den sikkerhed, politiet krævede, at en sådan fest skulle omgives med. Det blev nævnt som den mest selvfølgelige ting af verden. Og journalisten gik videre i teksten uden at forklare sig nøjere.

Men seerne – i hvert fald jeg – sidder tilbage med en sær smag i munden: Behandler de hollandske myndigheder virkelig et stort parti på den måde? Kan det virkelig passe, at et demokratisk land som Holland, der vel om noget skulle have orden på alle demokratiets forudsætninger, ikke kan få råd til at lade en partifest omgive af tilpas sikkerhedspersonale?

Én ting er, at man fra danske journalisters side flere gange i en omtale af den valgkamp, der gik forud for det hollandske valg, fik sagt, at Wilders ikke deltog i mange af de vælgermøder, de andre var med i, uden at nævne, at det skyldes, at hans kampagneprogram var blevet lækket, så eventuelle muslimske terrorister kunne have fået fat i det. Det var dog noget, der havde været fremme i medierne, så det vidste vi godt, selv om det ikke blev sagt. Udeladelsen fra journalisternes side var således kun et udtryk for det efterhånden velkendte fænomen, at vi kun får halve sandheder fra deres side. Det kan man dog, når man kender den tilbageholdte sandhed, nogenlunde selv råde bod på.

Men her? Når der rejses spørgsmål ved selve ligeligheden i den demokratiske proces? Så savner man virkelig nogle gammeldags journalister, der kan grave sandheden frem.

Og i dette tilfælde nyttede det ikke noget at gå til de alternative medier. De har alt for få midler til at kunne udføre en opgave som den.

Det andet eksempel går i modsat retning.

Det drejer sig om en artikel i Berlingske af bladets Tysklands-korrespondent, Troels Heeger, se her. Heeger refererer en bog, skrevet af en Welt-journalist, Robin Alexander, som hævder, at Mark Rutte og Angela Merkel i en forhandling om flygtningeaftalen med Tyrkiet den 6-3 2016 accepterede, at EU skulle modtage mellem 150.000 og 250.000 flygtninge fra Tyrkiet. Intet blev skrevet ned, man holdt sig til et mundtligt løfte. Blot ”glemte” de at informere deres europæiske kolleger på næste dags møde.

Også her står man som læser med hårene i postkassen. Hvad er det for noget? Hvordan kan der i mere end et år have eksisteret en aftale om at modtage 250.000 flygtninge fra Tyrkiet, uden at der, såvidt medierne har bemærket, har meldt sig én eneste? Og hvordan passer dette mundtlige løfte med den aftale, der den næste dag rent faktisk blev indgået med Tyrkiet, og som sammen med den lidt tidligere gennemførte lukning af ”Balkanruten” bevirkede et stop for migrant-tsunamien?

Rent ud sagt: Jeg tror ikke på det. Ikke fordi jeg ikke så gerne vil tro ondt om Rutte og Merkel, men fordi det ikke passer ind i de informationer, jeg hidtil har fået om Tyrkiet-aftalen. Som jeg har forstået det, var der tale om en ganske genial aftale: Grækenland skulle tilbagesende alle de migranter, der ankom, til Tyrkiet efter at have talt syrerne blandt dem. Herefter ville EU modtage et tilsvarende antal syriske flygtninge fra de tyrkiske flygtningelejre. Og ærlig talt, det er mig umuligt at se, hvordan 250.000 syrere kan passe ind i den aftale. Derfor vil jeg tro – uden at have undersøgt det – at Robin Alexander har misforstået sagen. Hvis tallet 250.000 har været nævnt af Rutte og Merkel aftenen før, kan jeg kun tro, det har været som et estimat over, hvor mange syriske flygtninge der maximalt kunne blive tale om.

Godt nok har der tidligere været tale om nogle natlige flylandinger i Tyskland, hvor nogen mente, at der ankom migranter til Tyskland. Og der var vist dengang mistanke om, at Merkel ville indsmugle nogle migranter i Tyskland, uden at offentligheden fik nys om det. Men 250.000? Det lader sig ikke gøre.

Disse to ting er eksempler på dårlig journalistik. Journalister har ikke tid eller tager sig ikke tid til at undersøge det, de viderebringer, nøjere. Det skal gå så hurtigt, at de er bange for med sådanne undersøgelser at komme for sent, så konkurrenten snupper nyheden for næsen af dem. Hvilket bevirker, at det bliver halve nyheder, de bringer, nyheder, som ikke direkte er løgnagtige, for det er nok ikke ligefrem med vilje, at de kolporterer dem uden at undersøge dem, men alligevel højst utilfredsstillende.

Herved adskiller de sig fra en anden slags dårlig journalistik: den journalistik, som i kraft af en slags kollektiv blindhed ikke kan se virkeligheden, f.eks. ikke kan se andet end flygtninge i den migrantstrøm, der oversvømmede os i efteråret 2015. Her er det ikke sådan, at journalister af skyndsomhed løber med halv vind, her er det sådan, at man regnes for en dårlig journalist, hvis man ikke opfatter de mange migranter som ynkværdige mennesker; her er det sådan, at man ser det som sin opgave at få læserne eller seerne til se på disse mennesker med de samme øjne: som stakler, der har brug for vores beskyttelse.

Det er ikke virkeligheden, man er ude på at beskrive, det er den del af virkeligheden, der kan bruges til dette ophøjede formål.

Det har betydet, at man aldrig har gjort sig nogen umage med at finde ud af, hvad årsagen til 2015’s migrant-tsunami var. Man har betragtet det som en naturkatastrofe, eller man har antydet, at kampene i Syrien blev værre, og har ikke villet se, at den egentlige årsag var, at Syriza i januar 2015 gik til valg på det, de kaldte en mere human flygtningepolitik, og at de, da de kom til magten efter valget, faktisk gennemførte deres valgløfte om en ”åben og humanistisk flygtningepolitik”, så den græske flåde ikke mere fik lov til at sende migrantbådene tilbage. Alt det har man omhyggelig fortiet, eller det har vore veluddannede journalister undladt at bore i, selv om det var så let af finde ud af, hvis man bare ville, at selv en amatør som jeg har kunnet se det, se her.

Sådan synes det at kunne forklares: Hvis en vaks journalist, én af dem, der er stolt af sit fag og ser det som sin opgave at oplyse folket om de virkelige begivenheder, skulle få den tanke at ville undersøge årsagerne til den store migrantstrøm i efteråret 2015, så er det, som man kan forstå, på ingen måde en uoverkommelig opgave, den er faktisk lige til at gå til. Men vor vakse journalist vil så hurtigt erfare, at dette er noget, man ikke taler om, dette er noget, der skal forblive i uvidenhedens tågeslør, for – ikke sandt – nogen blandt læserne kunne jo få den tanke, at har den græske flåde kunne forhindre migrantbåde én gang, kan den vel gøre det igen. Måske en enkelt læser eller to kombinerer det med forundringen over, at det nu skal være EU’s nabolande og ikke EU selv, der skal forsvare grænserne, og for ikke at skulle give svar på det, forekommer det diverse redaktioner klogest at fortie den sande årsag til migrantstrømmen.

Og så fortsætter man med at afspille den falske melodi, at Tyrkiet har en klemme på EU derved, at de kan undlade at holde migrantbådene tilbage.

Og naturligvis har man også undladt at gøre opmærksom på, at migranterne er migranter, de har jo forladt et sikkert land, Tyrkiet, for at søge lykken i EU. Nej, de skal absolut kaldes ”flygtninge”, til nød ”flygtninge eller migranter”, for man vil jo endelig være god, og at påvirke folk til at modtage fremmede i deres land, mener man er en god gerning.

Denne dårlige journalistik er værre end den først omtalte. Men begge dele bevirker, at det bliver mere og mere anstrengende at se nyheder på Tv og at se Deadline: man skal hele tiden være på vagt; den umiddelbarhed, hvormed man tidligere kunne suge til sig, er forsvundet; man føler, at man er blevet narret for mange gange til, at man uden videre skænker journalisterne tiltro.

Det er en sær verden, vi lever i.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s