Troen alene?

Den fremmede Luther 18

Anders Klostergaard Petersen, professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, har i Præsteforeningens Blad 2017/11 en artikel – Troen, om igen – hvor han vender sig imod én af lutherdommens hovedteser, nemlig den, der siger ”troen alene” (sola fide). Han henviser i sine noter til en kronik, han havde i Weekendavisen den 1-7 2016, som kan downloades her, hvor han, lidt dristigt, påstår, at det for religioner slet ikke drejer sig om tro. Så ingen tvivl om det, Klostergaard er ude på at få os til at reformulere de lutherske grundtanker.

Det kan der muligvis være god grund til. Men spørgsmålet er, om Klostergaards forestillinger, som skal erstatte vore indgroede lutherske tanker, er så meget bedre end det, de tænkes at skulle erstatte.

I Weekendavisens kronik synes han i hvert fald at gå imod noget meget afgørende for Luther, nemlig det, man har kaldt Luthers ”pro-me-argument”: hvad betyder den og den trossætning for mig, pro me. Se bare på følgende citat:

Religion har været og er en afgørende forudsætning for overhovedet at danne grupper og fællesskaber. Men religionen tilslører denne forbindelse, for hvis den åbenlyst afdækkede den, ville den miste sin virkning … »Vi samles nu for at skabe social sammenhængskraft og ikke for at fejre Kristus’ fødsel.« I så fald ville religion stå tilbage som tanketant og drømmegøgl. Deri ligner den enhver anden form for ideologi, der også kun virker, så længe den kan fremstå som noget »uden for mig«, fra et tredjeordensperspektiv.

Han lægger vist ikke selv mærke til det, men er det ikke soleklart, at hvis hans religionsvidenskabelige tese holder stik, så er al religion, også kristendommen, også alle Luthers sætninger, ”tanketant og drømmegøgl”? Eller: Hvis kristendommen skal have nogen virkning på folkets sammenhængskraft, går det virkelig ikke an at anse Klostergaards tanker for sandheden. Lige herefter skriver han:

Vil vi forstå religion og i den sammenhæng også folkekirkelig kristendom, skal vi se på dens funktion. Den bidrager til at skabe et samfund og en kultur, som sætter os i stand til at handle nogenlunde fornuftigt med hinanden. Det er ikke altid lige let at se, men kristendom og folkekirke er primært en moralsk institution og et betydningsunivers, der former vore normer og værdier. I svære situationer som ved de store overgange i livet gør den det muligt at komme videre.

Kristendom er et betydningsunivers, som gør det muligt i svære situationer at komme videre. Javist, det er det. Men hvis man, som Klostergaard her, forholder sig betragtende og undersøgende til dette univers, så er man jo udenfor og ikke inde i dette betydningsuniverses tryllering, og så får man vel heller ikke del i en sammenhæng, kristendommen skaber. Altså: Den kloge Klostergaard står udenfor vor verden og fortæller os, hvordan den fungérer; men han er for klog til selv at ville være en del af denne verden.

Jeg kan også siger, at Klostergaard ikke synes at have lagt mærke til, at de fleste fortolkere af både Paulus’ og Luthers tekster opererer med to betydninger af ordet tro: det kan dels betyde en ”holden-for-sandt”, og det kan dels betyde en tillid, en fortrolighed i et nært menneskeligt forhold. Og man er som regel opmærksom på, at begge betydninger spiller med hos Paulus og hos Luther.

Klostergaard synes helt at skubbe betydningen ”at holde for sandt” til side i den tolkning af Paulus, han gennemfører i artiklen i Præsteforeningens Blad. Men han har ikke desto mindre fat i noget højst interessant, nemlig opfattelsen af de nytestamentlige formaninger. I et afsnit med den noget vovede titel ”Modsætningen mellem tro og gerninger forsvinder” skriver han:

For den enkelte gennemspilles historien i Kristusfortællingens kollektive betydning. Man suges gennem dåben rituelt ind i fortællingen, men man må selv være trofast over for Gud gennem det liv, man lever. Det er, hvad formaningsteksterne i NT – og dem er der mange af, skønt man i betydelige dele af den lutherske tradition helst ville overse dem eller nedtone deres betydning – drejer sig om: et liv i Kristus-efterligning. Vær tro(fast) indtil døden. Livet som et langt træningsprogram (græsk aschesis) til indskærpelse af Kristus-religionen og vækst i det hellige liv og levned, der opfattes som dets udfoldelse i praksis.

Dette med de nytestamentlige formaninger var også i sin tid mit problem som prædikant. Først i 1975 fandt jeg en løsning på det, og – syntes jeg selv – en holdbar løsning. Man er nødt til – religionsfilosofisk – at forstå, at menneskets sprog er inddelt i forskellige, af hinanden uafhængige logikker eller sprogspil. Der er én del af sproget, som vi bruger overfor vor omverden; dèr opererer vi med naturlove, med årsag og virkning. Der er en anden del af sproget, som vi bruger i samfundssammenhæng; dèr opererer vi med tanker om love og retfærdighed og idealer, om handel og gengæld, om noget-for-noget; det er lovsproget. Men så er der en tredje del af sproget, som vi bruger i de nære menneskelige forhold, forholdet mellem børn og forældre, mellem søskende, mellem gode venner og mellem ægtefæller. Dèr går det hele ud på at tænke i forhold, at prøve at bevare forholdet, at handle, så man opbygger forholdet, for nu at bruge et nytestamentlige udtryk; det er relationssproget.

Problemet er så, at Fanden ikke vil lade os være. Hele tiden får han os til at blande lovsproget ind i relationssproget, så vi godt nok handler for at styrke tilliden, men gør det med hensigter, gør det manipulerende. Eller så vi gør det for at kunne sige til os selv, at nu har jeg overholdt loven. Vi opstiller den fineste etik, javist, men gør det, for at kunne pudse vores glorie, når vi har opfyldt alt det, den opstillede etik kræver. Problemet er, at der er tale om to forskellige former for logik; og der er ikke nogen bro fra den ene form til den anden. Er man derfor inde i lovsproget, hvor det drejer sig om at overholde loven, kan man ikke selv se noget forkert ved det, og kan derfor ikke selv komme ud af denne logik.

Løgstrup skelner i Opgør med Kierkegaard mellem to forskellige former for livsytringer: de suveræne livsytringer og de kredsende livsytringer. Når de kredsende livsytringer ikke er til at komme ud af, skyldes det ifølge den tredeling af sproget, som jeg har antydet her, at det lovens sprog, som bestemmer én i den kredsende livsytring, f.eks. misundelse, ikke har logik til fælles med relationslogikken. Man bliver ved med at kredse rundt i sin sammenligningstendens, fordi man befinder sig i den del af sproget, hvor det drejer sig om at præstere.

At det forholder sig sådan, så jeg bekræftet i 1 Kor 6,1-8. Her er Paulus i gang med at formane to brødre i korinthermenigheden, som er raget uklar over ét eller andet. De har indbragt sagen for en romersk dommer, og det er i første omgang det, Paulus bebrejder dem:

Broder fører sag mod broder og det for ikke-troende.

Det væsentligste var altså det sidste: at det sker for en ikke-troende dommer. Men så kommer han til at se på det første i denne sætning, og så sker underet: at han springer over fra den ene logik til den anden. Indtil da havde han – tankeløst – benyttet sig af farisæernes lovsprog: uenigheder må vel, som hos jøderne, kunne klares med en domsafgørelse. Men dette, at han er kommet til at kalde de to uenige ”brødre”, får ham til at se den familielignende relation, de to står i, fordi de er med i den kristne menighed. Og så foreslår han dem – og det er altså ikke en ny lov, men et forslag – at de opgiver retssynspunktet:

Allerede det, at I overhovedet har retssager med hinanden, er et nederlag for jer. Hvorfor finder I jer ikke hellere i uret? Hvorfor lider I ikke hellere tab?

Paulus vil altså have de to til at forstå, forstå, hvad det betyder, at de er brødre, forstå, hvad et fællesskab lægger frem for dem af gerninger, der skal gøres. Med andre ord: have dem til at slippe lovens logik og handle efter fællesskabets logik.

De kloge mennesker, der har udgivet det ny testamente, har lavet en henvisning til Matt 5,38ff, ordet om at vende den anden kind til. Det er lige vand på min mølle. For det vil sige, at ordet om den anden kind ikke er en skærpelse af loven, indtil den sprænges – hvilket er en almindelig opfattelse blandt lutherkyndige – det er såmænd blot et forslag til, hvordan man kunne bære sig ad, hvis man er blevet uenig med sin kone, sin bror eller søster eller sine børn. For ikke sandt, i nære menneskelige forhold drejer jo alt sig om tilliden, om at få tilliden genskabt, om at genetablere det tidligere forhold. Og det gøres ikke med selv nok så retfærdige afgørelser, men det sker måske, hvis den ene part opgiver retfærdighedstankegangen. Så kan det være, at det ord, hvormed du giver udtryk for dit ønske om fortsat fællesskab, skaber det fællesskab, du ønsker.

Men pas på, Fanden er løs også her. For hvor let kan det ikke gå sådan, at dit ord bliver manipulerende, så du ubevidst lader ane gennem minespil eller betoninger, at nu har du gjort dit, nu er det den andens tur; og så er vi øjeblikkelig tilbage i præstationsræset, tilbage i noget-for-noget-tankegangen.

Og det er her, vi må have fat i den paradoksale tankegang, at vel er det os mennesker, der siger det afgørende fællesskabsskabende ord, men at den anden tror det, er åndens gerning. Og uden den andens tiltro til ærligheden i dine ord, genetableres fællesskabet jo ikke.

Og det har jo Klostergaard ret i med sine ord om vi lutheraneres ulyst til at godtage formaningsordene i det ny testamente. Vi har villet være mere lutherske end Luther selv, vi har pukket på Guds tilgivelsesord som noget, der stod fast, som noget, man virkelig kunne regne med, som noget, der var så sikkert som amen i kirken. Vi har virkelig forkyndt Guds nåde som en overvældende gave til os mennesker, vi har – og det angreb jeg tidligere Peter Lodberg for her på bloggen, se her – fortalt igen og igen, at gælden er betalt, du er fri for at frygte for din evige skæbne. Det vil sige, vi har anvendt lovens logik for at forklare, hvad kristendom går ud på, uden at tænke over, at tager vi den sprogform fra vort menneskeliv og anvender den på gudsforholdet, så forsvinder to ting, som vi normalt regner med i forkyndelsen: baggrunden for at formane forsvinder, og baggrunden for at tro bliver borte.

For hvis vi har Guds nåde på samme måde, som vi har pengene på vores bankbog, så har vi den, hvad enten vi tror eller ej, og den er vores ”ejendom”, hvad enten vi gør det ene eller det andet.

Blot har vi altså ikke Guds nåde på den måde. For Guds nåde skal forstås i en anden sprogform fra vort menneskeliv, i relationslogikken, den logik, der siger, at først i den gensidige tro bliver relationen til den anden intakt igen, hvilket altså også gælder forholdet til Gud. Uden tro, intet genetableret forhold, uden tro, ingen frelse.

Men hvis forholdet ikke genetableres ved vore kræfter, hvordan kan der så formanes?

Jeg tror, mange lutheranere har forlæst sig på Luthers skrift om ”den trælbundne vilje”, fra 1525, se her. Her hævder Luther jo gang på gang, imod Erasmus, at den menneskelige vilje virkelig intet formår, når det gælder frelsen. Og hvad skal der så formanes for? Så må jo enhver opfordring til at forblive i Guds kærlighed være enten ”spildte Guds ord på Ballelars”, eller anledning til selvretfærdige tanker? (Se evt. min lille afhandling om skriftet her).

Men faktisk fastholder Luther de to ting, der ikke kan fastholdes, hvis man bedriver ”bankbogs-teologi”: muligheden for formaning og tanken om frelse ved tro. Det sidste vil Klostergaard fratage ham, men åbenbart ikke det første. Hvorfor det?

Ja, det forstår jeg ikke helt. Men lad mig i første omgang henvise til en enkelt Luther-tekst og en Grundtvig-salme for at vise, at troen dog ”so oder so” må være en nødvendig ingrediens i kristenlivet.

Luther-teksten er taget fra afhandlingen ”Om de gode gerninger” fra 1520. Her fremstiller Luther tilliden som den første gode gerning, og altså ”den første” i den betydning, at uden den er alle de andre gode gerninger intet værd. Han bruger et eksempel fra et menneskeligt ægteskab, se her, og spørger, hvem der lærer ægtefællerne, hvad de skal gøre og hvad de skal undlade. Svaret er, siger han, at det gør tilliden. For mangler den, går man til dagligdagens gerninger med stor ulyst, men er den der, får lysten og glæden ved samlivet gerningerne til at strømme fra ægtefællerne i en lind strøm, uden at de går og holder regnskab med givet og modtaget.

Og Grundtvig-salmen er såmænd det kendte vers fra ”Morgenstund har guld i mund”, hvor det hedder, at vi, hvis vi stoler på Guds nåde, får ”lyst og lykke til/ at gøre gavn, som Gud det vil”. At vi får lykke til det, eller at vi får held med vort forehavende, det er noget, der sker ved Guds ånd, så det har vel noget med Guds nåde at gøre. Og at vi får lyst til det, også det afhænger af Guds ånd, for vi kan jo ikke selv give os selv lyst til at gøre hverken det ene eller det andet.

Og vi i vore dage vil måske nok – lidt klostergaardagtigt – spørge Grundtvig, om vi dog ikke bare kan leve løs og lade være med at spekulere på, om vi nu også stoler på Guds nåde. Vil så ikke lysten til at gøre gavn dèr, hvor vi er sat, alligevel kunne få gavnlige gerninger til at sprudle frem? Og vi vil måske spørge Luther, om da ikke vi selv kan reparere vort ægteskab, hvis der er kommet en kurre på tråden, så gerningerne igen bliver gjort med iver og selvfølgelighed.

Svaret er vel, at det kan vi måske. Som jeg før har sagt, synes det at være det religionshistoriske eksperiment, vi er i gang med i hele Vesterlandet: kan kristendommen undværes?

Men det forekommer mig ret indlysende, at vi ikke kan gå historisk til værks overfor det ny testamente, hvis vi mener, at den tro, vi måske kan undvære, den kunne de også undvære dengang. Når den enkelte i de paulinske menigheder, som Klostergaard beskriver det, blev ”suget rituelt ind i fortællingen”, så er den fortælling dog noget, man tror på. Det behøver man måske ikke tro på i vor folkekirkelige tid, men det må det dog have været nødvendigt dengang, hvor menigheden var omgivet af samfund med andre fortællinger. Og når man ligefrem opfordres til at leve sit liv i ”Kristus-efterligning”, altså til at være ”trofast til døden”, så forudsætter en sådan trofasthed dog vist, at man er overbevist om Kristi opstandelse fra de døde.

Lad mig skyde en enkelt af Klostergaards mange pile tilbage mod ham selv. Han skriver i Præsteforeningens Blad:

Men en hvilken som helst besindelse på fortiden må nødvendigvis også indebære et kritisk livtag med den. Alternativt ender vi i eftersnakkeri og papegøjetale. Jeg har hæftet mig ved, at der i disse år er en række teologer og præster, som har vanskeligt ved at skelne mellem recitation og fortolkning. … Men recitation og udenadslæren har da aldrig været en evangelisk-luthersk eller for den sags skyld paulinsk dyd.

Man kan, så vidt jeg kan se, med lige så stor ret sige, at det er Klostergaard, der undlader at tage livtag med i hvert fald Luther og muligvis også Paulus, når han vil aflive begrebet ”sola fide”, eller når han ”glemmer” at den paulinske kristne nødvendigvis må tro på Kristusfortællingen, eller når han stiller sig udenfor den urkristne menighed som betragter og dermed bedriver papegøjetale om nogen.

Men én ting må man lade ham: når han i det første citat skriver, at ”livet er et langt træningsprogram til indskærpelse af Kristus-religionen og vækst i det hellige liv og levned, der opfattes som dets udfoldelse i praksis”, så er han for mig at se langt inde i en farisæisk-etisk overvejelse, som ulykkeligvis også Luther af og til ligger under for. Så forvandler han, uden at være klar over det, formaningen til en lov, man skal rette sig efter, eller i hvert fald stræbe at rette sig efter. Og så det er for så vidt en god ”Luther-papagøjetale”. Men heldigvis er Luther leveringsdygtig i en modgift. Han skriver i den store galaterbrevskommentar:

Derfor kaldes man ikke en gører, fordi man har gjort gerninger, men fordi man skal gøre dem, for de kristne bliver ikke retfærdige ved at gøre retfærdige gerninger, nej, de gør retfærdige gerninger, fordi de allerede ved tro på Kristus er retfærdiggjorte. Det andet hører hjemme på det borgerlige plan, nemlig at gøreren bliver til ved at gøre gerninger, såsom at den, der ofte spiller cithar, bliver en citharspiller, som Aristoteles siger. Men i teologien bliver gørerne ikke til ud af gerningerne, men ud af de personer, der allerede er skabt gennem troen, bliver der gørere til. Det er det, Paulus taler om i Rom 2,13, når han siger: “Lovens gørere bliver retfærdiggjort”, det vil sige, regnes for retfærdige. (Se her).

Tillad mig til sidst at bringe Luther romerbrevsforelæsning fra 1515 i spil. Jeg er ganske vist endnu ikke færdig med at oversætte den, men hvis man tager det stykke, jeg her henviser til, i al dets foreløbighed og eventuelt ved kritiske spørgsmål holder sig til den latinske tekst, så vover jeg det alligevel.

Det stykke, jeg vil gøre opmærksom på, er stykket, hvor han udlægger Rom 12,8: ”Den, der giver, skal give rundhåndet”, se her. Jeg har andetsteds angrebet oversættelsen ”rundhåndet”, nemlig her, hvor jeg er i færd med at rette på oversættelsen af Matt 6,22f. Den ordrette oversættelse af det græske ord “haplous” er ”enfoldig”, men da dette i vore dage betyder ”naiv”, ”småtbegavet”, foreslår jeg oversættelsen ”helstøbt”; meningen er nemlig det modsatte af ”tvefoldig”, hvor sindet er delt mellem to stridende opfattelser. Det kommer måske tydeligst frem i Ef 6,5f, hvor slaverne, også med brug af ordet “haplous”, opfordres til undgå ”øjentjeneste”, dvs., undgå at være på én måde overfor deres herre og på en anden måde overfor deres medslaver, se her. Det, der nu er interessant ved Luthers tolkning af Rom 12,8, er, at han forstår det latinske ”simplex” (og det græske ”haplous”) på netop denne måde, se celle 2: Man skal give uden at nære håb om gengæld.

Oversat til ”min” fortolkningsmodel betyder det: Man skal give for at opbygge menigheden. Den farisæiske lovholdning vil give for at opfylde et lovkrav; måske man gør det, for at andre skal se det, måske man gør det, for selv at kunne regne sig for et godt menneske. Begge dele skal opgives. Man skal give for at fremme fællesskabet.

På samme måde med de andre formaninger fra Rom 12. Luther har en masse negative ting at sige om sin samtid, men midt ind i dette formår han at afbilde den ideelle handling, der handler af lyst, af iver, af glæde (Gud elsker en glad giver, (2 Kor 9,7)). Ikke mindst går han i dybden ved ordet om kærligheden, der ikke skal være falsk (Rom 12,9). Her kommer han ind på det, han kalder kærlighedens efterligning. Og det forekommer mig at svare meget godt til det, Løgstrup kalder erstatningshandlinger.

Men om både ham og Løgstrup gælder det, at de ikke er meget for at beskrive, hvordan man kommer fra den falske kærlighed til den ægte. Og det er netop den overgang, jeg interesserer mig for. Hvor kommer den tro fra, der får det til at ske? Er en formaning et sådant ord, der kalder på troen som en reaktion?

Men hvad Klostergaard angår: Jeg vil bestemt mene, der stadig er meget at hente hos Luther. Men hvis man tror, at man kan fjerne troen som alle handlingers baggrund, så må man tro om igen.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Luther, Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s