Fra bøn til jihad

En bog, som jeg er lige ved at få lyst til at læse, er Åsne Seierstads dokumentarroman To søstre. Seierstad blev interview’et i Deadline den 19-3, og det gjorde mig interesseret i sagen. Dagen efter var jeg optaget af at læse en del anmeldelser af den norske udgave igennem, og jeg er da bange for, at jeg for at få opklaret overskriftens problem, er nødt til at købe bogen.

Seierstad har forsøgt at opklare, hvad der får to norsk-somaliske piger på 16 og 18 år til at forlade Norge med hjem, skole, og hele den trygge dagligdag, til fordel for en tilværelse i Syrien som IS-kæmperes hustruer: en oktoberdag i 2013 forlod de deres familier uden at sige farvel eller fortælle, hvor de ville hen. I hvert fald lægger Seierstad en del dokumentation frem, så vi andre kan overveje netop det spørgsmål.

Hun har fået adgang til et ret stort kildemateriale, dels de optegnelser, som de to piger gjorde, mens de gik til undervisning i koranlære, og dels den mængde e-mails og Facebook-opdateringer, hvor søstrene og den øvrige familie udvekslede synspunkter efter søstrenes ankomst til IS. Derudover har hun interview’et klassekammerater til søstrene, lærere og andet godtfolk, som kendte dem. Og endelig har hun fulgt søstrenes far, mens han rejste til Syrien for at forsøge at få sine døtre med hjem.

Såvidt jeg kan forstå af anmeldelserne, har hun kun i begrænset grad ladet sin forfatterfantasi løbe af med sig. Og hvis hun af familien har fået lov at kikke dem over skulderen med hensyn til udveksling af e-mails, så kan hun vel også godt lade kilderne tale for sig selv.

Én af kilderne er den e-mail, de to sendte til deres far, da de uden at fortælle andre i familien om deres planer var taget af sted til Syrien. En læseprøve på bogen – det første kapitel – kan ses her, og sidst i dette kapitel står e-mailen:

Vi elsker dere såå høyt og dere har gitt oss alt i livet. Vi er evig takknemlige for alt . Vi ber om tilgivelse for alt vondt vi har gjort dere. Vi elsker dere såå høyt og ville gjort alt for dere og aldri gjort noe for å såre dere med vilje, og er det da ikke rett og rimelig at vi gjør alt for ALLAH swts skyld og er takknemlige oven for det han har gitt oss ved å følge hans lover, regler og befalinger Det er nå slik at muslimene blir angrepet fra alle hold og vi må gjøre noe. Vi vil så gjerne hjelpe muslimene og den eneste måten vi kan virkelig hjelpe dem er ved å være med dem i deres lidelser og gleder. Det er ikke lenger nok å sitte hjemme og sende penger. Med tanke på dette har vi bestemt oss for å reise til Syria og hjelpe til der nede med alt vi kan. Vi vet dette høres absurd ut, men det er haq og vi måtte dra. Vi frykter hva ALLAH swt vil si til oss på dommedagen.

Abo du vet at dette er fard al ayn ikke bare på menn men også på kvinner og hvem enn som kan. Vi har nå dratt og er snart fremme in shaa ALLAH. Vær så snill og ikke bli sure på oss, det gjorde oss såå vondt å dra uten å få sagt hade på en måte som dere fortjener. Tilgi oss in shaa ALLAH, når vi tok dette valget gjorde vi det med det som er best for vår Ummah i tankene, men også hva som er best for vår familie, det er kanskje litt vanskelig å skjønne nå men in shaa ALLAH vil dette valget hjelpe oss alle på dommedagen in shaa ALLAH.

Vi elsker dere såå mye og håper at dere ikke vil bryte kontakt med oss, in shaa ALLAH vil vi sende en sms når vi når hotellet og da kan dere ringe in shaa ALLAH. Igjen så vil vi si at vi elsker dere av hele våre hjerter og vi beklager at dere måtte få vite på denne måten, vi har allerede bedt for mye av dere men vi må be om en tjeneste; for både vår sikkerhet og deres sikkerhet må ingen andre enn familien vite at vi har dratt, dette kan ikke bli understreket nok. Vær så snill og prøv å forstå våre handlinger in shaa ALLAH.

«Allah være lovet, hersker over hele verden . Ayan & Leila

Seierstad får indføjet, at ”fard al ayn” betyder individets pligt, såsom bøn, faste, almisse, pilgrimsrejsen til Mekka. Og hun slutter med at fortælle, at faderen underretter politiet om, hvad der er sket, noget ikke helt uvæsentligt, for han vil have sine døtre tilbage og drømmer ikke om at rette sig efter deres forbud mod at omtale det for andre end familien.

Men det, der er den store gåde – vist nok for alle vesterlændinge, der læser det – er, hvordan en almindelig undervisning i koranen kan føre til et sådant brud med familien.

Nuvel, måske undervisningen heller ikke var helt almindelig. I Deadline skildrer Seierstad det i hvert fald som en meget snedig undervisning, lagt an på at føre eleverne længere og længere ind i islams irgange, så f.eks. den tanke at dø for Allahs skyld ikke bliver så fjern, eller så en yderst håndgribelig forestilling om dommedag kommer til at bestemme ens handlinger.

Og internettet har jo også spillet en rolle. En site, der hedder islam.net nævnes som en inspirationskilde for pigerne.

Men det spørgsmål, jeg har nævnt i overskriften: går der en lige vej fra den muslimske dagligdags-fromhed til jihad-tankerne, er der ingen af anmelderne, der tager op. Det ville måske også være for farligt, for hvis dette, at en muslim gør alvor af sin religion, virkelig studerer koranen og sætter sig ind i islams traditioner, næsten nødvendigvis fører med sig, at han/hun tager jihad-forpligtelsen alvorligt, hvad i alverden skal vi så stille op? Så ligger det jo lige for, som Geert Wilders i Holland, at forbyde koranen og nedlægge moskéerne. Men spørgsmålet er alligevel, om der ikke er en logisk forbindelse mellem de to fænomener, bøn og jihad. Det kan jeg godt være temmelig bange for, uden at jeg dog vil gribe til Wilders’ foranstaltninger.

Moderen er den, der sætter det hele i værk. Hun går derhjemme, taler ikke norsk, kun somalisk, og føler måske af den grund, at pigerne bliver for norske. Det er hende, der sammen med nogle af sine somaliske veninder får gennemført, at børnene får en ny koranlærer, som de selv må betale for. Det er faderen åbenbart gået med til. Måske han har tænkt, at når det er religionsundervisning, kan der vel ikke ske noget ved det. For religionen islam står jo i høj kurs hos alle somaliere. Uden at de véd ret meget om den.

Mærkelig nok bliver en bror, der aldersmæssigt ligger imellem de to søstre, ikke påvirket af koranundervisningen på samme måde. Han bliver ved med at være ”norsk”, altså så norsk som man nu kan være, når man dog er somalier, og det er ham, der i den korrespondance, der senere udspiller sig via internettet mellem pigerne og familien, stiller dem en række kritiske spørgsmål, spørgsmål, som dog ikke bringer dem tilbage til Norge. Men man burde måske, i stedet for at interessere sig så meget for, hvorfor pigerne blev radikaliserede, undersøge nøjere, hvorfor drengen ikke blev det. I hvert fald håber jeg at kunne få mere at vide om, hvilke argumenter han bruger imod sine søstre.

Faderen er derimod ikke til megen hjælp, hvis man vil trænge ind i islams påvirkningsmuligheder. For han er en muslim af ”folkekirkekristen” tilsnit. Han accepterer aldeles ikke døtrenes fromme, islamiske argumenter, han er besat af almindelig faderkærlighed, så kan islam sige, hvad islam vil, og han rejser derfor til Syrien for at få pigerne med sig hjem, for han tror ikke på, at de er rejst af sted af egen fri vilje. Men det lykkes ham ikke at få dem overtalt.

At moderen senere tager tilbage til Somalien med de to mindste børn, er vel egentlig blot med til at gøre det hele endnu mere indviklet. Den magt har religionen og traditionen og kulturen over hende, at hun aldeles ikke er forskrækket ved det, hun har medvirket til: at hendes to døtre er blevet IS-tilhængere og gift med IS-krigere – de har begge fået et barn – men er villig til at gøre sit til at forhindre de to yngste børn i at blive for norske. Hun er dog vendt tilbage til Norge med sine børn.

Inden jeg åbenbarer for læserne, hvad min mening om sagen er, vil jeg godt vise nogle af de reaktioner, som de norske anmeldere giver udtryk for.

Først er der en artikel fra document.no af Kjell Skartveit, som går i rette med en anmeldelse af bogen i Stavanger Aftenblad af Sven Egil Omdal, se her. Omdal benytter sig åbenbart af det ret almindelige trick, at han forsøger at bagatellisere sagen. Det er ret almindeligt, siger han, at 15-årige bliver ekstreme. Dertil svarer Skartveit, at han ikke kender nogen 15-årige, der bare minder om disse jihadister. Og Omdals bemærkning om, at tanken om døden som begyndelsen på det egentlig liv, også findes hos visse inderlige kristne bevægelser, får den bemærkning med på vejen, at det jo så er mærkeligt, at der ikke efter den kristelige inderlighed opstod en hærskare af selvmordsbombere. Omdals forsøg på bagatellisering er som sagt set før, men et så lavt niveau er vist ikke almindeligt.

Så er der Ingunn Økland, som i Aftenposten, se her, mener, at Seierstads brug af kilderne er for dårlig. Hun mener ikke, at læserne får tilstrækkelig baggrund til selv at kunne danne sig et indtryk af en kildes troværdighed; alt for meget går gennem Seierstads forsøg på at gøre det til en roman. Og dette, at Seierstad kalder sin metode for ”litterær journalistik” modstilles af Økland med en udtalelse i indledningen, hvor Seierstad direkte skriver, at ”dette er en dokumentarbog”. Jeg har ikke fundet andre, som nærer disse betænkeligheder, men derfor kan der naturligvis godt være noget om det. Men ærlig talt, er sagen ikke vigtigere end dette historisk-videnskabelige pindehuggeri?

Anmeldelsen i nrk, Norges Radio, se her, er altovervejende positiv, men drager vist sine egne konklusioner. F.eks. hedder det, at bogen også kunne have heddet ”To af os”, fordi de to søstre er opvokset i Norge. Som om det slet ikke havde nogen betydning, at de var af somalisk afstamning. ”De havde set ud og snakket som alle andre, indtil de pludselig supplerede hijab’en med niqab og begyndte at skulke fra gymnastiktimerne”, hedder det, og så udelukkes effektivt al tale om, at de jo netop, somaliere som de var, ikke så ud som alle andre. Men indrømmet, de fremstod som glade og dygtige elever, der så ud til at trives.

Dog gør denne anmelder opmærksom på, at ”loggen fra disse samtaler [mellem søstrene og deres bror] er guld værd for denne bog og kan bidrage til at hindre radikalisering af unge, norske muslimer”. Det er noget af det, også jeg er interesseret i: Hvilke argumenter fremfører broderen?

Til sidst vender anmelderen sig så – vistnok lettere bebrejdende – mod nogle lærere, som ikke har villet bøje sig for pigernes krav om særlig klædedragt og fritagelse for gymnastik og heller ikke tillod, at man forlod klasseværelset, fordi det nu var bedetid. Men er det den slags eftergivenhed, der fremover tænkes at forhindre radikalisering? Jeg tvivler.

Nævnes kan også en anmeldelse fra Bokklubben, se her, som er meget positiv, og som – som en slags konklusion – lader broderens spørgsmål gå videre til os: ”Burde jeg for længe siden have forstået, hvor dette bar hen?” Og indrømmet, det synes at være det, diverse anmeldere er enige om: vi må lære at spotte disse ekstremistiske holdninger lang tid før.

Men det er netop her, jeg vil sætte mine tvivlsspørgsmål ind: Der er jo ganske mange unge muslimer, der som de to søstre begynder at gøre meget mere ud af deres religion, overholder de daglige bedetider, ifører sig de muslimske klædestykker, lader skægget gro (hvis de er mænd), faster i ramadanen og hvor de ellers synes, religionen kan give begrundelse for det, uden at de ender dèr, hvor de to søstre endte: som jihad-krigere. Hvordan kan vi skelne disse – synes vi – til tider rabiate, men dog i grunden ufarlige religionsudtryk fra den langt værre holdning, der vil drage til IS for at kæmpe eller – værre endnu – vil ofre livet ved et terrorangreb i Europa? Er der en logisk forbindelse mellem den uskyldige muslimske fromhed og den langt fra uskyldige muslimske terror? For mig at se lader dette spørgsmål sig ikke mere affærdige med den påstand, diverse politikere plejer at komme med, når der har fundet et terrorangreb sted i deres område: Dette har intet med islam at gøre. Jo, den mulighed foreligger faktisk, at det har noget med islam at gøre, at den muslimske fromhed i sin yderste konsekvens ender med terrorist-døden.

Men lad mig begynde et andet sted! Lad mig begynde med spørgsmålet om identitet!

Det er jo oplagt noget vrøvl, hvad Omdal påstår, at 15-årige bliver ekstremister. Derimod er det vist ikke helt forkert at sige, at 15-årige kommer til at stille sig det spørgsmål: Hvem er jeg? Måske det spørgsmål ikke optager etnisk norske unge så meget, men man kan være sikker på, at det optager indvandrerunge.

Og det er det første, jeg vil sige: Alle vore forsøg på at være multikulturelle er forsøg på at tildække en uomtvistelig virkelighed og bør opgives. Der er en vanskelighed, som rammer alle indvandrerunge, den nemlig, at de står med et ben i hver lejr, at de både er norske og somaliske som i søstrenes tilfælde, og at det uvægerlig giver mange vanskeligheder og overvejelser og sjælesplittelser at stå i den situation.

Og her nytter det altså ikke – som alle de politisk korrekte gør det – at komme med påstande om, at etnicitet intet betyder. Vrøvl! Det betyder alt for forståelsen af, hvem man er.

Er de tyrkere, der bor i Europa, en del af de europæiske folk, eller er de stadig tyrkere? Erdogan mener bestemt, at de tilhører ham, og han opfordrer dem derfor til føde mange børn, så det tyrkiske islæt i Europa kan blive styrket.

Men vi, vi opfordrer dem til at blive danske. Og vi tror, de er blevet danske helt og holdent, når de taler dansk (uden accept), når de tilsyneladende falder ind i arbejdslivet uden problemer og spiller fodbold som almindelige (altså etniske) danskere.

Og minsandten, i en tv-reklame for en kommende serie om Danmarks historie, argumenterer man for, at man endelig skal se denne serie, for den vil fortælle os noget om vor historie, om, ”hvordan vi er blevet dem, vi er”. Mærkeligt! Her er dette ”vi”, der er blevet sådan, som vi er, så tydeligt de etniske danskere og kun dem. Hvad med alle vore indvandrere? Det er jo så åbenlyst ikke deres historie. Deres historie handler om borgerkrige i hjemlandet, om flugt og sprogvanskeligheder, og – ja, rigtigt – om identitetsproblemer. De inviteres til at være med i det danske fællesskab, men er dette at være med i det identisk med at glemme deres egen medbragte baggrund?

Vi kvier os ved at sætte dem kniven for struben og sige: ”I må vælge! Vil i være danskere eller vil I være somaliere?” Vi fastholder længst muligt ideen om multikulturalisme: det må da være muligt at være begge dele; man må da kunne være både dansker og somalier. Og ja, det ville måske være muligt, hvis det ikke lige var for religionen, for islam.

Det er jo ikke os, der sætter et skel op mellem ”dem” og ”os”. Vi har så sandelig været gode værter overfor vore gæster og er endda vedblevet med at betragte og behandle dem som gæster langt ud over det rimelige. Det er i første omgang sagen selv, for man kan ikke flytte til et andet land med en helt anden kultur og tro, at man kan leve som i det land, man kom fra. Og det er i næste omgang religionen islam, for den vil have sine tilhængere til at overholde bestemte ydre regler, og disse regler har så de tilflyttede gæster krævet, at vi, deres værter, skulle respektere, ikke blot med den selvfølgelige konsekvens, at de fik lov til at udføre deres religiøse ritualer, men også som et krav til det offentlige, at det skulle betale.

Som man måske véd, har det her på bloggen gang på gang lydt med hensyn til disse muslimske særregler: ”Lad dog barnet!” Hvis de synes, det er sjovt at gå med tørklæde, så lad dem dog! Men jeg har søgt at føje til: Og lad dem selv betale for det, hvis det kræver udgifter fra det offentliges side. Det vil være ret svært at gennemføre i praksis, det véd jeg godt. Med hensyn til særlige badetider for muslimske kvinder i vore svømmehaller skulle det vel ikke være umuligt at finde ud af, hvad sådanne ekstratimer kunne koste. Med hensyn til halal-mad på hospitalerne vil det nok være sværere, omend ikke umuligt. Og med hensyn til skoleelevers pjækkeri fra gymnastiktimerne – som det var tilfældet med de to søstre – er man nok nødt til at skære i bistanden til forældrene. Jeg har også, om jeg husker ret, forestillet mig, at de elever, der insisterede på at gennemføre en faste i ramadan-måneden, skulle tvinges til at betale for ekstraundervisning i skolernes sommerferie.

Vil man sige, at man da på den måde netop jager muslimerne ud i parallelsamfund, så må svaret være, at sådanne parallelsamfund jo er opstået under de nuværende forhold, hvor vi bestemt ikke har jaget muslimerne nogen steder hen, men bøjet os for både rimelige og urimelige krav. Og man må videre svare, at vi er stolte af vort sekulære samfund, som giver plads til alle religioner, men ikke tænkes at indrette sig efter nogen særlig religion. Islam skulle kunne være her, hvis den ikke er aggressiv og vil tvinge os andre til at rette ind efter den; problemet er blot, at en sådan underordnet stilling kan islam ikke finde sig i i længden.

Det spørgsmål, som for mig at se rejser sig ved Åsne Seierstads bog, er, hvad der ville være sket, hvis de to piger kun havde kunnet gennemføre deres pjækkeri, hvis deres far havde været villig til at betale bøderne for det. Så ville der i hvert fald i familien være opstået en diskussion, muligvis mellem faderen og moderen om, hvor man ønskede, at børnene skulle have deres fremtid. Man kunne også indvende, at søstrene på den måde ville få endnu mere brænde til den påstand, at ”nordmændene hader os”. Men den opfattelse har de øjensynligt fået alligevel.

I deres e-mail til forældrene skriver de i hvert fald, at de af taknemlighed overfor det, Allah har givet dem, vil ”følge hans love, regler og befalinger”. Men så føjer de til: ”Det er nu sådan, at muslimerne bliver angrebet fra alle sider, og vi må gøre noget”. Det er ikke længer nok at sende penge (Det har de altså gjort hidtil), nu må de ned til Syrien og ”være med dem i deres lidelser og glæder”.

Men hvordan det er gået til, at de ikke har fundet deres identitet i det somaliske folk, skønt det sikkert var det, deres mor ville opnå med den nye koranlærer, og i stedet har fundet den i tilslutningen til den muslimske ummah, det lyder vel umiddelbart som en gåde. Men kan den ikke i nogen grad forklares med den påstand, at koranen i sig selv kræver lydighed mod den muslimske menighed, altså mod ummahen?

Det er også det tankevækkende ved deres e-mail, at de bliver ved med at bedyre, at de elsker deres familie. Det kan være noget, den ene pige gør opmærksom på, der her slår igennem. Hun har noteret, formentlig under koranundervisningen, at dør man som martyr, kan man vælge et vist antal familiemedlemmer med sig til paradis, se her. Men det er alligevel mærkeligt, at de i den grad har blikket rettet mod den fremtidige tilværelse, at de ganske kan ”glemme” alle normale datterfølelser overfor deres far og mor. Og det er måske mindre mærkeligt, snarere forargeligt, hvis islam.net har formået at bilde de to søstre ind, at et sådant brud på almindelig moral er, hvad Allah kræver.

Dog, jeg indrømmer, at jo mere jeg mener at have fundet en forklaring – eller i det mindste: en slags forklaring – på, hvorfor søstrene tog af sted, des større bliver den anden gåde, som Seierstad stiller os overfor: Hvorfor tog broderen ikke af sted også? Hvorfor forholdt han sig skeptisk til koranlærerens lokketoner? Hvorfor søgte han gennem sine e-mails at så tvivl i søstrenes sind: var det nu også det rigtige, de havde gjort?

Måske bogen vil bringe svar på nogle af disse spørgsmål.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til Fra bøn til jihad

  1. Pingback: Kultursammenstød | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s