Luther og mystikken

Den fremmede Luther 19

Der er efterhånden ikke så få, der har villet se Luthers ”tårnoplevelse” som en mystisk oplevelse, altså som noget, der er inspireret af middelalderens mystiske tænkere. Nu har sidst Kristian Højerholdt i en kronik i Kristeligt Dagblad prøvet at finde ud af, hvad der er op og ned i den påstand, se her. Og det gør han efter min mening ganske udmærket, ikke mindst, fordi han konkluderer på denne måde:

Forfatteren Aldous Huxley karakteriserer i bogen ”Den evige filosofi” med en åbenlyst polemisk formulering ”Theologia Deutsch” som ”den bog, som Luther påstod han elskede så højt, og som han, hvis vi skal slutte ud fra hans liv, lærte så lidt af …”.

Det er en rigtig vurdering, hvis man som Huxley tager udgangspunkt i en forståelse af religion, der betoner spiritualitet og muligheden af videregående menneskelig udvikling og religiøs erfaring.

Det står klart, at Luthers holdning til disse spørgsmål ændrer sig over årene. Sværmeri bliver med tiden det mildeste af de skældsord, Luther hæfter på mystisk inspirerede anskuelser og bestræbelser. Luther var tydeligvis som person ikke mystisk anlagt, og det har grundlæggende forekommet ham naturligt at betone vigtigheden af menneskets engagement i det daglige liv i moralsk og religiøs henseende. Ja, han synes ligefrem at betvivle muligheden af menneskelig udvikling eller forandring med grundlag i videregående indre erfaring. ”Sværmernes” påståede forbindelse til tidens omfattende sociale uro (bondeoprør) har utvivlsomt bestyrket ham i hans negative syn på mystisk forankret spiritualitet.

Det er utvivlsomt rigtigt, at Luther ikke var mystisk anlagt. Men ikke desto mindre har han altså i 1518 sørget for udgivelsen af et skrift, Theologia Deutsch, som i høj grad fremmer mystiske tænkeres tanker. Hvordan hænger det sammen?

Ja, først skal vi lige foretage et par forbehold. I kronikkens mellemoverskrift har man citeret dette stykke fra kronikken:

Lad mig sige (…), at (bortset fra Bibelen og St. Augustin) har jeg aldrig nogensinde haft en bog i mine hænder, som jeg har lært mere fra om Gud og Kristus, mennesket og alle ting, der er til.”

men udeladt de ord, jeg her har sat i parentes, som så heldigvis forekommer i hovedteksten. Af mellemoverskriften kunne man tro, at Luther anbragte Theologia Deutsch på førstepladsen, men den står altså ifølge teksten selv på tredjepladsen.

Dertil kommer endvidere, at det af sammenhængen, hvori dette udsagn står (jeg har fundet det i Erlangerudgavens bind 63, side 239) fremgår, at Luther vil bruge udsagnet og sin egen ros til skriftet til at sætte ”de højlærdes” latinafhængighed i skygge og fremhæve, at tyskerne også kunne skrive teologi på deres eget sprog. Og så skal man måske ikke tage den store ros alt for bogstavelig.

Men bortset fra det er der jo rigeligt at undre sig over.

Højerholt skriver, at Theologia Deutsch indskriver sig i en tradition af tysk senmiddelaldermystik:

Det mest afgørende punkt vedrører forståelsen af forholdet mellem menneske og Gud. Og her er ingen tvivl: ”Das Büchlein” repræsenterer helt klart et standpunkt om mulig forening mellem menneske og Gud (på tysk ” Vergottung).

Det er vist nok Højerholts mening at hævde, at noget sådant kunne Luther ikke gå med til. Og ser man på hele den dialektiske teologis Luther-forskning, er dette udtryk også noget, der intetsteds forekommer, så man kunne fristes til at tro, at det heller ikke forekommer hos Luther.

Det gør det dog. Det opdagede nogle finske Lutherforskere i den kolde krigs sidste år, hvor Sovjetunionen i et forsøg på at vise sin gode vilje overfor Vesten, beordrede nogle ortodokse kirkefolk til at føre dialog med lutheranerne. Og da de mente, at finnerne nok var de mest medgørlige blandt dette folkefærd, blev det finnerne, de russiske ortodokse skulle samtale med.

Russerne foreslog, at man skulle drøfte det græske begreb qewsiV, på latin ”deificatio”, altså på dansk ”guddommeliggørelse”. Det var finnerne meget imod. For, sagde de, det begreb findes ikke hos Luther. Dog gav de sig til for en sikkerheds skyld at undersøge det, og minsandten, de fandt begrebet hos Luther, oven i købet både på latin: deificatio og på tysk: Vergöttlichung. Det var anledning til en vis fornyelse af Luther-forskningen.

Det skal jeg dog her ikke gøre mere ud af. Kun vil jeg henvise til et enkelt sted i Luthers bog imod Latomus (1521), hvor ordet forekommer, se her, og en artikel, jeg engang havde i Præsteforeningens Blad, se her. Hvis man altså gider.

Derimod kan der være grund til at gøre lidt ud af et andet citat fra Højerholt. Han skriver om Theologia Deutsch:

Eksemplet over alle for dem, der vil søge ”fuldkommengørelsen”, er Kristus. Eftertrykket i beskrivelsen af vejen ligger på overvindelse af synd og selviskhed og accept af lidelse, afsavn og ensomhed. Udgangspunktet for den grundlæggende forståelse er sådan set uhyre enkelt: Synd er fravær af overensstemmelse mellem individuel og guddommelig vilje. Alene menneskets egenvilje er Gud imod. Alt andet, inklusive mennesket som skabning, er fuldkomment, som det er. Hvor store vanskelighederne end måtte være, repræsenterer ”synd” en udfordring, som kan overvindes.

Luther har i sin romerbrevsforelæsning fra 1515 nogle mærkelige overvejelser over noget, han kalder resignatio in infernum, resignation over at være fordømt til helvede. Jeg kan ikke påstå, at jeg er færdig med mine overvejelser desangående, men som en foreløbig og lidt forsigtig teori vil jeg antage, at dette at kunne nå frem til at acceptere, at man er fordømt til helvede, når man blot er klar over, at det er Guds vilje, der sker med én, og på den måde bliver fuldstændig ét med Guds vilje, det er identisk med det, Højerholt nævner her: en overvindelse af synd og selviskhed og en accept af lidelse, afsavn og ensomhed. Det som Theologia Deutsch oplever som en mystisk forening med Gud, med tilværelsens grund, det oplever Luther som en fuldstændig accept af Guds dom, også hvis den fører til fordømmelse.

Luther er ved at udlægge Rom 9,3, hvor Paulus giver udtryk for, at han kunne ønske at være borte fra Kristus, hvis det blot kunne hjælpe hans brødre og landsmænd. Herom skriver han bl.a.:

Men for dem, der i sandhed elsker Gud med en sønlig og venskabsagtig kærlighed, som ikke er af naturen, men alene af Helligånden, er disse ord utrolig gode og et fuldendt eksempel på et vidnesbyrd. For disse ofrer sig gerne til al vilje fra Guds side, også til helvede og evig død, hvis Gud blot har villet det, så at hans vilje fuldt ud sker; derfor søger de intet af deres eget. Men ligesom de således rent ud efterdanner sig selv efter Guds vilje, således er det umuligt, at de forbliver i helvede. For det er umuligt, at den skulle forblive udenfor Gud, den, som helt og holdent kaster sig frem til Guds vilje. For han vil, hvad Gud vil; altså behager han Gud. Hvis han behager ham, er han elsket; hvis han er elsket, er han frelst. (Se her).

Altså, hvis man resignerer til helvede, så søger han ikke sit eget, så efterdanner man sig helt og fuldt efter Guds vilje, og – føjer Luther til med tilsyneladende inkonsekvens – så er det umuligt, at man forbliver i helvede. Jeg har et andet sted fundet den samme inkonsekvens, hvad angår buddhisten, der gennemgår årsagskæden, og – vupti – når han er nået til ende med det, erkender, at han gennem denne erkendelse netop er sluppet fri af årsagskæden, se her. Og det er han, selv om det skulle være umuligt, årsagskæden gennemtrænger jo alt.

På samme måde mener altså Luther her, at man frelses, hvis man af hjertet accepterer Guds dom, også, hvis den fører til helvede. Han fortsætter:

Hvis man spørger, om Gud nogensinde har villet eller vil det, at et menneske resignerer til helvede og overgiver sig til fordømmelse eller forbandelse bort fra Kristus på grund af hans vilje, så vil jeg svare, at det skal ske i mange og især i dem, som er i en kærlighed eller gunst til Gud, som rent ud er ufuldkommen. For i dem skal den begærets kærlighed, hvori de er begravet, med nødvendighed ødelægges. Men den ødelægges ikke, medmindre der sker en indgydelse af en overvældende nåde eller gennem denne benhårde resignation. For “intet vanhelligt kan komme ind i Guds rige”. Men nu véd ingen, om han elsker Gud rent, ejheller kan han mærke på sig selv, at han ikke også stræber efter at frelses, og ikke benægter at fordømmes, hvis han behager Gud. For de fordømte pines så meget hårdere, fordi de ikke véd, at de bliver fordømt, og heller ikke resignerer overfor denne Guds vilje, og slet ikke kan gøre det uden nåde. For hvis dette er skærsildens straffe (og sådan forekommer det mig), at sjælene med en ufuldkommen kærlighed bliver skrækslagne ved denne resignation, idet de er enige om at gøre den til en forbandelse bort fra Gud, så er vi elendigt dumme, vi, som skelner mellem at fuldkomme en kærlighed til Gud i dette liv med en brændende iver og forventer en så barsk sorg fremtiden. Hvor der dog ikke finder nogen skærsild sted, medmindre den finder sted som en resignation til helvede. Men de fuldkomment hellige, fordi de er fulde af kærlighed, dog uden stor sorg, foretager denne resignation. For ud af en overvældende følelse imod Gud tager de forud enhver mulighed i betragtning, også den at udholde helvede. Og i kraft af denne beredvillighed undflyr de straks på den måde straffen. For de kommer jo ikke til at frygte det, som fordømmer, fordi de glad og gerne undergiver sig fordømmelsen for Guds skyld. Snarere bliver de mennesker fordømt, som flygter bort fra at blive fordømt. (Se her).

Elsk din næste som dig selv”, hedder det. Og Augustin konkluderer derudfra, at dette, at vi elsker os selv, er tilladt, blot skal altså kærligheden til næsten være lige så stor, som den kærlighed, vi har til os selv. Luther ser anderledes på dette. Han læser budet sådan, at vi skal elske næsten i stedet for os selv. Den kærlighed, vi af naturen har til os selv, skal udslettes, eller, som det hedder her, ”den begærets kærlighed, hvori de er begravet, skal ødelægges”. Det sker derved, at selve den stræben efter at frelses, som man vel synes, det er naturligt for et kristent menneske at have, skal tilintetgøres, så man resignerer overfor Guds vilje, også selv om den fordømmer én til helvede. En sådan resignation kan man kun opnå ved Guds nåde – og her adskiller Luther sig nok fra Theologia Deutsch. Men i villigheden til at give sig helt hen til Gud, ligner Luther denne inspirationskilde. Og, som han skriver, ”de fuldkomment hellige foretager denne resignation”.

Luther har i 1518 skrevet en forklaring eller en resolution til de 95 artikler. Deri forekommer der en beskrivelse af tilstanden i skærsilden, en beskrivelse, der knytter til ved hans egne erfaringer. Han skriver:

Men også jeg har kendt et menneske, som forsikrer, at han ofte har lidt disse straffe, igennem et meget kort tidsinterval, men det var i den grad store helvedesstraffe, at hverken sproget kan sige det eller pennen skrive det, eller den, der ikke har erfaret det, kan tro det, således at, hvis de var varet ved, eller havde varet bare en halv time, ja bare ti minutter, så ville han helt været gået til grunde og alle hans ben ville være blevet til aske. Her viste Gud sig forfærdelig vred, og sammen med ham hele skabningen. Da var der ingen flugt, ingen trøst, hverken indvendig eller udvendig, men der var anklage for alle ting. Da græd han frem dette vers: ‘Jeg er fordrevet fra dine øjne’, og han vovede slet ikke at sige: ‘Herre, straf mig ikke i din vrede’. I dette øjeblik, ja det er mærkeligt at sige det, kan sjælen ikke tro, at den nogensinde bliver forløst, kun føler den, at straffen endnu ikke er fuldbyrdet. Men den er evig, og han kan ikke bedømme den til at være timelig. Alt, hvad der er tilbage, er det blotte og bare ønske om hjælp og en forfærdelig sukken, men han véd ikke, hvorfra han skal bede om hjælp. Her bliver sjælen ophængt sammen med Kristus, så man kan tælle alle dens ben, og hver krog af sjælen er fyldt med den allerstørste bitterhed, rædsel, frygt, sorg, men alt dette varer evigt. (Se her).

Jeg skrev i sin tid en lille afhandling om Luthers skærsildsforståelse, se her, hvor jeg undrede mig over, at Luther hævdede, at han vidste, at der fandtes en skærsild, og at vi skal helt hen til 1529, før Luther når frem til at erklære skærsilden for en menneskelig fiktion. Dengang kendte jeg ikke stedet her i romerbrevsforelæsningen, men i dag, hvor jeg kender det – men altså ikke hele romerbrevsforelæsningen – tør jeg nok drage den konklusion, at disse ting, både stedet i resolutionerne over de 95 teser og stedet her om resignatio ad infernum, giver os en antydning af, hvilke tanker der gennembævede Luther under de anfægtelser, han havde, før han nåede frem til ”det reformatoriske gennembrud”.

Men romerbrevsforelæsningen viser os også, hvor forskellig den fred, Luther nåede frem til ifølge denne tekst, er fra den fred, vi normalt tror, han nåede frem til, og især fra den fred, vi selv mener at kunne nå frem til. Se blot, hvad han skriver i romerbrevskommentaren kort efter det ovenfor citerede:

Og dette selvsamme skal vi bekende og ønske, ikke kun med ord og med et fiktivt hjerte, men med hele vor sjæl, at vi er fortabte og fordømte. For ligesom den handler, der hader en anden, således bør også vi handle imod os selv. For den, der ikke kun lader, som om han hader, men hader for alvor, han stræber efter at bringe fortabelse over og dræbe og fordømme ham, som han hader. Således skal altså også vi af et oprigtigt hjerte bringe fortabelse og forfølgelse over os selv, ofre os til helvede for Guds og hans retfærdigheds skyld, så vil han forbarme sig over os og befri os. (Se her).

Jeg drømmer ikke om at følge Luther i dette had til mig selv. Men jeg indrømmer, at historien er besynderlig (eller fromt udtrykt: at Guds veje er uransagelige). For det var netop den holdning, der i Worms gav ham rygrad til at stå imod det ønske om at redde livet, som han havde fælles med os alle.

Og derigennem blev Europas historie ændret.

Vi plejer vist at betragte det som noget af en selvfølge, at han ikke ville tilbagekalde i Worms. Men det er selvfølgelig ikke nogen selvfølge. Han skriver i 1524:

Thi hvorvel Gud har givet mig den Naade, at jeg ikke saaledes frygter Døden, som jeg fordum gjorde, og han ogsaa vil hjælpe mig, at jeg villigt og gerne dør, saa kommer de dog ikke til at gøre det, før min Time er der, og min Gud kalder mig — om de end nok saa meget raser og tager paa Vej. (Se her).

Det er dog ret bemærkelsesværdigt, at det, han her beder om Guds hjælp til, ikke er at undgå døden, men at kunne dø villigt og gerne. Også det hører foruden alt det ovenfor nævnte med til det, man kan kalde ”den fremmede Luther”.

Vi burde måske lære lidt martyrholdning og martyrteologi af Luther.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s