Mig og Stjernfelt

Den fremmede Luther 20

Det er dog frækt! Hvor vover en af de absolut små kanoner som undertegnede at sammenligne sig med og endda taget kampen op mod én af vor tids absolut store kanoner, Frederik Stjernfelt? Læser man Stjernfelts nylig udkomne bog Syv myter om Martin Luther, synes man jo nødvendigvis at måtte overgive sig. Her gennemfører han aflivningen af syv Luther-myter med stor elegance. Godt nok indrømmer han i et interview med Information, se her, at han ikke er interesseret i de teologiske dimensioner af Luther, men det synes ikke at hindre ham i at drage ret vidtgående slutninger både om, hvad Luther mente og stod inde for, og om, hvilken indflydelse han siden fik.

Så er der noget for en teolog at kritisere her? Stjernfelt er så sikker i sin sag, at han i et afsluttende kapitel overvejer, hvordan det kan være, at ellers nogenlunde fornuftige danske teologer falder pladask for disse Luther-myter. Han kommer med et par forklaringer, og føjer til: ”Ellers hører jeg gerne andre hypoteser”, side 161.

Det skal han få at høre her. Min hypotese går ud på, at det er Stjernfelts grundopfattelse, der er forkert. Den er forkert, både når det drejer sig om, hvad Luther troede og mente, og når det komme an på, hvilken indflydelse han har haft. Og jeg vover at føje til, at det jo ikke drejer sig om at være en lille eller en stor kanon – læs: om at være ukendt eller kendt – men om at ramme skiven, altså om at have ret i sin bedømmelse af Luther.

Lad mig begynde med et citat fra side 119f:

Jeg vil ikke afvise, at der ud af Luthers mangfoldige skrifter kan destilleres sofistikerede teologiske pointer, der kan vejlede, trøste og fornøje de troende.

Ikke sandt, man mærker en lettere nedladende holdning overfor os teologer: vi kan måske finde ét og andet, der kan fornøje os. Stjernfelt tænker næsten højt: ”lad dog barnet!” Man kunne dog også angribe Stjernfelt for sådan næsten på forhånd at opgive enhver teologisk tanke. Det gør han for resten alligevel ikke; gang på gang arbejder han med teologiske tanker, blot uden at være klar over det.

Men i det følgende (side 120) arbejder Stjernfelt med en historieopfattelse, der synes at have blik for historiens mærkelige gang. Det kan jeg på mange måder være enig med ham i. Han mener ikke, at der er noget i Luthers tanker, der peger mod demokrati, men føjer så til, at det jo også kan være lige meget, hvis ”Luthers reelle idehistoriske effekter alligevel pegede i den retning”. Altså, historien opviser af og til det mærkelige forhold, at der kan opstå ”kontraintentionelle effekter, hvor folks tanke og handling udvirker konsekvenser, de slet ikke havde forudset og bestemt ikke ville have accepteret, hvis de kendte til dem”. Dette skriver han om myte 7: ”Luthers mørke sider havde ingen effekter”. Men desværre går det meste af dette kapitel med at vise, hvordan Luthers tanker havde stor gennemslags kraft ikke blot i nazismen selv, men også i de tanker, der gik forud for nazismen. Om teologer dengang havde forstået Luther ret, er Stjernfelt uvedkommende. Men ikke mig. Og alle de andre teologer og filosoffer, der i de mellemliggende år er blevet inspireret af Luther, gør Stjernfelt ikke opmærksom på, hvis han i det hele taget véd noget om det.

Myte 6: ”Luthers mørke sider var bare sådan, som tiden nu engang var”, bruger han til at vise, at der var ansatser til demokrati- og frihedstanker i tiden. Og selv om han i en del tilfælde peger på tænkere fra sidste halvdel af 1500-tallet – som måske/måske ikke er blevet påvirket af Luther – så kan der jo nok være noget om det.

Men hvorfor dog ikke gøre opmærksom på den enorme forskel i tankeverdenen mellem senmiddelalderen og reformationstiden, som Luthers liv og virke gav anledning til?

Jeg har selv – og nu taler så den lille kanon – i en lille bog: Reformation på en misforståelse gjort opmærksom på, at med Luther blev alt, hvad der hedder afladsteologi både syd og nord for alperne udryddet. Godt nok er det i dag en fuldstændig ligegyldig ting, for ingen husker mere på, at der nogensinde har eksisteret en sådan foreteelse. Men denne teologi havde i høj grad fortrængt den normale teologi. Remissio peccatorum, syndernes forladelse, var blevet til remission poenarum, straffenes eftergivelse. Og det var fatalt, i første omgang fordi det første var noget, kirken uddelte gratis, mens det andet kun kunne fås mod passende betaling. Men også fordi det flyttede forståelsen af Gud fra det personlige plan, hvor forholdet til Gud var som et barns forhold til sin far, over til det økonomiske eller juridiske plan, hvor forholdet til Gud var som en debitors forhold til sin kreditor. Den befrielse, der udsprang af, at forståelsen blev flyttet tilbage til det oprindelige plan, overser man ganske, når man som Stjernfelt lader teologien ligge.

I denne bog har jeg også gjort opmærksom på pavestolens arrogance. Det var noget, Luther gjorde opmærksom på, og noget, man i høj grad forstod i samtiden, men jo også noget, vi i vore dage mere eller mindre har glemt, fordi demokratiske tankegange er gået os i den grad i blodet, at vi har meget svært ved at forestille os en tankegang som den daværende pavelige, der var alt andet end demokratisk. Stjernfelt nævner blandt de ting, der viser, at ”tidsånden” på Luthers tid faktisk godt kunne udvise demokratiske træk, koncilerne, og bebrejder Luther, at han ”decideret underkendte de kirkelige koncilers forhandlinger og autoritet (bortset fra når han drømte om selv at få et nyt koncil til at bakke op om sig og afskrive romerkirken)” (side 113), men han nævner ikke, at romerkirken havde stillet paven over koncilerne.

Pavens hofteolog, Sylvester Prierias, skriver i sit skrift Dialogus mod Luther (1518) se her:

Enhver, der ikke støtter sig til den romerske kirkes og den romerske paves lære som en ufejlbar trosregel, fra hvilken også den hellige skrift henter sin kraft og autoritet, er en kætter.

Det er da en arrogance, der vil noget. Det er ikke noget, der på nogen måde lægger op til diskussion, endsige demokratisk diskussion, tværtimod kan man måske sige, at det lægger op til 1870: romerkirkens erklæring om pavens ufejlbarlighed.

Stjernfelt redegør kort for Luthers møde i Augsburg med kardinal Cajetan, side 21f. Og han fortæller også om pavens reaktion på dette møde: bullen af 9. november 1518 (Stjernfelt skriver 8. november). Men han overser den arrogance fra pavens side, dette er udtryk for. Luther havde i sin forklaringer til teserne hævdet, at ingen selv nok så stor helgen gør overskydende gode gerninger (se her), og at derfor den skat, hvorudfra paven uddelte aflad, måtte være tom. Heroverfor hævdede Cajetan, at Kristus jo havde gjort overskydende gode gerninger, og at skatten kunne fyldes op af dem. Luther udtrykte sine tvivl, men hævdede samtidig, at han jo ikke af den grund var en kætter, for der var intet koncil, der havde erklæret dette for en trossætning.

Når paven derfor med sin bulle (se her) slår fast som en for alle kristne nødvendig trossætning, at Kristi overskydende gode gerninger indgår i kirkens skat, lader han hånt om den diskussion, mere eller mindre demokratisk, der må gå forud for en sådan beslutning. Det var grunden til, at Luther i et brev for første gang udtrykte den formodning, at antikrist huserer i pavens omgivelser, se her.

Men som Stjernfelt skriver, det var læsningen af Laurentius Vallas afhandling om Konstantins gavebrev, der fik Luther til at være fuldt og fast overbevist om, at paven var antikrist (den læste han i februar 1520 og ikke, som der står på side 23, i foråret 1519, og heller ikke, som skrevet står side 45, i 1522). Men mens Stjernfelt bruger denne oplysning til at harcellere lidt over, at Luther her ser djævelen bag sine modstandere, noget, han senere gør meget ud af (side 23), ser jeg hans opdagelse af antikrist i paven som et vidnesbyrd om, at han nu opdager, at paven vender sig imod den naturlige lov, dvs., mod Gud selv. Og fra da af begynder Luther at gå på opdagelse i pavernes gøren og laden: er der andre steder, hvor de i deres egenmægtighed har ladet hånt om almindelig rimelighed eller – min formulering – lader hånt om de regler for kommunikation, som ligger i sproget selv, og som danner grundlag for en demokratisk stat. Og det er det arbejde, der resulterer i f.eks. skriftet Til den kristelige adel af den tyske nation fra august 1520, hvor han som antydning af, at paven er antikrist, nævner hans påstand om, at han kan ophæve løfters bindende kraft, (se f.eks. her), at han kan omgøre et ægteskab, ja, at han kan omgøre en beslutning, han selv havde taget, fordi han havde haft en anden overbevisning i ”sit hjertes skrin”.

Men under forhøret af Luther i Worms forekom der en bemærkning fra officialen, som på kejserens vegne forhørte Luther, som er af en vis interesse, fordi vi her ser et eksempel på det, som Stjernfelt så udmærket beskrev: at et menneskes handlinger kan have konsekvenser, som slet ikke var tilsigtede af den pågældende. Luther har sagt de kendte ord om ikke at handle mod sin samvittighed, og officialen tager så ordet og siger bl.a.:

For hvis han bare én gang kom igennem med det synspunkt, at enhver, der modsiger koncilerne og kirken, skal overbevises af skrifterne, så ville vi ikke have noget sikkert og fast i kristenheden. (Se her).

Det er vist problemet i en nøddeskal. Nu havde Europas fyrster med stort besvær fået ordnet det sådan, at der kun var én pave, i modsætning til de både to og tre, man havde på tidspunkter i 1400-tallet. Og så kommer denne munk og ødelægger det hele. For hvordan kan man have noget sikkert og vist, hvis man ikke kan bygge videre på det, der er vedtaget hidtil?

Det tror jeg ikke, Luther har tænkt på indtil da. For ham har spørgsmålet været, om han skulle betragte det som Guds vilje, at han skulle møde frem i Worms. Det mente han, som man kan forstå, at det var. Og han mente også, at det lå i Guds hånd, om han skulle brændes på bålet som kætter eller få lov at vende tilbage. Men det, som andre dog i nogen grad kan se som noget stort ved Luther: at han stod inde for sine ord med sit liv, det får disse lidt nedladende ord med på vejen af Stjernfelt:

de liberalt-lydende ideer tjener gennemgående Luthers egen frihed i situationen – han ville nødig selv på et kætterbål. (Side 67).

Men i den forbindelse kan man da godt tænke over den ændrede situation, der var i forhold til situationen i Konstanz i 1415, hvor Jan Huss som bekendt blev brændt på bålet, og hvor kejser Sigismund brød sit løfte til ham om frit lejde, fordi paven havde givet ham lov til det. Der er sket en del i mellemtiden. Der er frembrudt en vis humanisme i Europa, og vil en humanist uden videre anerkende, at man må bryde sine løfter? Ja, er selve det, at Luther har ”afsløret” pavens løftebrud som et tegn på ukristelighed, med til at få kejser Karl til at lade det frie lejde bestå? Det véd vi naturligvis ikke, for vi kan ikke se ind i kejserens ”hjertes skrin”, men givet er det, at historien ville være faldet anderledes ud, hvis Luther var blevet brændt på bålet i Worms.

I så fald havde vi måske ikke fået de mange protestantiske sekter, men kunne have beholdt den romerske kirke. Men var det blevet bedre? Det havde i hvert fald ikke betydet en udvikling i retning af ytringsfrihed og demokrati.

Og så kan jeg ikke lade være med at påpege det mærkelige i, at Stjernfelt overhovedet ikke har blik for eller i det hele taget spørger efter, hvad det dog vel kunne være, der fik folk i store mængder til at tilslutte sig de lutherske tanker. Gråbrødrekrøniken, der fortæller om de danske gråbrødreklostres historie fra 1526-32, fortæller således, at den lutherske prædikant Claus Mortensen i Malmø fik større og større tilhørerskarer, se her. Sammesteds gives der en antydning af, hvad det kunne være, der fængede så stærkt i borgernes bevidsthed. Broder Jacob hævdede, at en god gerning f.eks. er at faste på rette måde. Det var, hvad brødrene havde gjort: med deres liv i cølibat, i fasteri og bøn, sine steder også i vandring på bare fødder, skaffede de det overskud af gode gerninger, som borgerne så kunne købe gennem aflad, så de kunne slippe for skærsildens straf. Her hævdede så den lutherske prædiken, at de gode gerninger udførtes ”i kald og stand”, at altså det almindelige borgerlige liv var godt, som det var; at gøre gode gerninger er at gøre gavnlige gerninger. En helt ny verden åbnede sig for borgerne; og de kunne selv gennem læsning af de nu tilgængelige bibler forvisse sig om, at det var den nye og ikke den gamle verden, der repræsenterede den sande kristendom. Intet under, at borgerne ikke mere ville give noget til tiggermunkene, og at klostrene derfor ret hurtigt tømtes.

Det er noget af det irriterende ved Stjernfelts bog: Man skal hele tiden være opmærksom på, hvad der ikke siges. Og denne af Luther fremkaldte forvandling af tankegangen fortæller han intet om. Og man véd ikke, om det skyldes, at han ikke er i stand til at sætte sig ind i senmiddelalderens tankegang, (min drillebemærkning: fordi den lutherske tankeverden fuldstændig har bemægtiget sig ham), eller det skyldes, at han ikke vil sige noget om det, fordi han derigennem ville ødelægge det overordnede formål: at nedgøre alt, hvad der har med Luther og hans gerning at gøre.

Men foreløbig blot dette: Der ligger i Luthers stigende overbevisning om, at paven er antikrist, en modstand mod det forhold, at ét menneske, paven, kan kortslutte alle diskussioner i kirken. Blot ser han nok ikke, at resultatet bliver den forvirring, der har præget europæisk historie siden.

Skal vi vove at sige ”den frugtbare forvirring”? Og så tage alt det andet, som Luther har bragt os, med i købet?

Det er jeg faktisk tilbøjelig til. Selv om jeg så må finde mig i Stjernfelts ”anklager” mod Luther.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s