Luther, omtalt i ond tro

Den fremmede Luther 21

Jeg blev ikke helt færdig med Frederik Stjernfelts bog Syv myter om Martin Luther i mit forrige indlæg. Derfor denne fortsættelse.

Men ærlig talt, er det ikke for groft ligefrem at anklage Stjernfelt for at være i ond tro, altså for med vilje kun at omtale det hos Luther, der kan støtte ham i at nedgøre ham?

Groft eller ikke groft, det vil fremgå af det følgende. Men når Stjernfelt selv på side 165 fortæller os, at bogen er en pamflet, ikke en annoteret afhandling, burde man måske allerede dèr få sine tvivl om bogens evne til at vurdére objektivt. Og når han så på den næste side åbent nævner fire vigtige kilder og inspirationer, som alle hører til dem, der vil sætte Luther i et dårligt lys, bliver man endnu mere opmærksom på Stjernfelts énsidighed.

Én af dem hedder Luthers lille brune, sitater fra Martin Luther, Oslo 2006, Religionskritisk forlag. I et interview i Kristeligt Dagblad den 2-3 2017, se her, siges det:

Han [Stjernfelt, rr] erkender, at han ikke er teolog, men har læst Luthers tekster med et særligt blik på de politiske aspekter. Og siden Luther blev nævnt i den danske demokratikanon fra 2008 som en af demokratiets fædre, har Stjernfelt nærlæst Luthers egne tekster og opsøgt hans hjem i Wittenberg for at danne sig sit eget indtryk af reformatoren.

Jeg, som siden 1985, hvor jeg købte Luthers samlede tyske værker (Erlangerudgaven) i 67 bind, hver på 3-400 sider, indtil nu kun har læst en lille del af Luthers værker, véd af egen erfaring, at dette at læse Luthers egne tekster er en livsopgave – for slet ikke at tale om at nærlæse dem. Jeg studsede derfor noget over denne bemærkning. Men nu med oplysningen om den ”lille brune” får jeg forklaringen: Det er disse udvalgte tekster, Stjernfelt har ”nærlæst”, og det forklarer også, hvorfor alt det, der kunne pege i en anden retning end den af Stjernfelt ønskede, er udeladt: Stjernfelt er ikke løbet ind i det i sin ”nærlæsning” af Luther.

Lad mig give et eksempel på Stjernfelts ”onde tro”: Han skriver på side 33 om Luther, at han intenst fulgte Münzers skæbne og den 21. maj udgav nogle breve fra Münzer og skadefro berettede om Guds skrækkelige dom over både dem og ham. Er Luther ligefrem skadefro? Det kan man erkyndige sig om ved f.eks. at læse min oversættelse her. Og ja, der står da i celle 3 noget, der kan udlægges som skadefryd, hvis man altså ikke vil udlægge det som Luther gør: som en alvorlig advarsel til dem, der stadig tilslutter sig oprørerne:

For her ser du, hvordan denne morderånd praler af, at Gud taler og virker gennem dem, og at de er udtryk for hans guddommelige vilje, og handler, som var det altsammen vundet med ham; og før han får set sig om, ligger han sammen med nogle tusinde i møget.

Men havde nu Stjernfelt ikke nøjedes med at nærlæse denne tekst ud fra nogle énsidige tekstsamlinger, men læst det hele ud fra Weimarudgaven eller Erlangerudgaven (hos mig), så ville han have opdaget, at den lille udgivelse slutter med en opfordring til barmhjertighed overfor fangerne (celle 56). Havde han læst det, ville det vel være naturligt at tage det med i sin bedømmelse af, om Luther er skadefro, ligesom det ville være naturligt at tage en tilsvarende opfordring i det stærke skrift mod de oprørske bønder med. Men intet af de to steder henviser han til. Formodentlig, fordi han ikke har læst dem.

Senere på side 33 skriver Stjernfelt:

Luther tog senere stolt ansvaret for Müntzers død: ”Derfor har jeg dræbt Müntzer, hans død ligger på mine skuldre. Men jeg gjorde det, fordi han ville dræbe min Kristum”.

I noterne får vi at vide, at Stjernfelt har dette fra Heinz Schillings bog om Martin Luther side 317. Det er en forkert sideangivelse. Det skal være 297. Om det er med vilje, at der står en forkert sideangivelse, véd jeg ikke. I Schillings version er Luther alt andet end stolt:

Men senere, i en bordtale fra 1533, er reformatoren så fri, at han på trods af sin overbevisning om at have handlet rigtigt i 1525, indrømmer en vis skyld i sin ”falske broders” skæbne: ”Altså har jeg dræbt Müntzer. Hans død kan jeg ikke slippe af med. Men jeg gjorde det, fordi han ville dræbe min Kristum”.

Schilling angiver så stedet i Weimar-udgaven: WT1, 195. Her ser man, at Luther taler om Erasmus og siger:

Ego igitur contra eum scribam, etiamsi occidatur; statui enim eum occidere calamo, quanquam die cogitatio hat mich lang plagt, quod abstinui, quod cogitabam: Quid si occideres eum? Sic occidi Muncerum etiam, der todt ligt auf mein hals. Feci autem ideo, quia ipse voluit occidere meum Christum.

Weimarudgaven kan findes her. Ovenstående lyder i oversættelse:

Derfor skrev jeg imod ham [Erasmus, rr] selv om han så ville blive dræbt; jeg forestillede mig nemlig, at dræbe ham med pennen, selv om den overvejelse længe har plaget mig, så jeg holdt mig tilbage fra at tænke: Hvad hvis du slår ham ihjel? Således har jeg også slået Münzer ihjel, døden ligger på min hals. Men jeg gjorde det, fordi han ville dræbe min Kristus.

Jeg kan ikke helt blive klar over, hvad det er, Luther her siger. Men det må vist være noget med, at han fortryder, at han har været så hård imod Erasmus. Men noget tyder på, at det i både Erasmus’ og i Münzers tilfælde drejer sig om at ”dræbe med pennen”, altså at gøre det, vi også gør i vor polemik: at jorde den anden. Men indrømmet, jeg véd ikke, om den talemåde var almindelig omkring det lutherske bord. Men når der står det lille ord ”etiam”, ”også”, (som hverken Schilling eller Stjernfelt tager med) tyder det på, at det er samme slags ”drab”, der er tale om i begge tilfælde. Og da Luther notorisk ikke har været involveret i Erasmus’ død, han døde i 1536 i Basel, er det også svært ud fra denne tekst at hævde, at han har været involveret i Münzers død.

Stjernfelt tager sig under myte 1 og 2 for at vise, hvordan Luther bestræbte sig for at få slået både katolikker og sine medreformatorer ihjel. Dette, at han havde hævdet, at det er imod helligånden at brænde kættere – en sætning, den pavelige bulle ville have, at han skulle trække tilbage, hvilket jo viser, at paven stadig ville forbeholde sig ret til at få kættere dømt til bålet – det var kun noget, han fastholdt, indtil han selv fik magt, siger Stjernfelt uden at nævne, at paven, hans modstander, ville bibeholde kætterdommen. Specielt skulle Luther være ude efter gendøberne.

Men da Stjernfelt i høj grad benytter sig af bondeoprøret i 1525, når han vil vise, hvordan det var Luthers psyke, det var galt med – jf. udtrykkene ”skadefro” og ”stolt” – er det relevant at give en kort forklaring på, at så mange går galt i byen med hensyn til bondeoprøret.

Det hænger sammen med, at vi er blevet socialdemokrater alle til hobe. Det vil sige: Vi går ud fra, at den lille mand altid har ret. Og hvis man derudover kan bevise, at han har været eller er undertrykt, er det i den grad ham, der har den moralske overhånd, at han altid betragtes som den retlinede og den, man kan stole på. Der ligger så at sige indbygget i den lille mand et ønske om og en mulighed for at leve i et demokrati. Så snart undertrykkelsen ophører, også hvis det sker i kraft af den lille mands oprør, ligger demokratiet lige for fødderne som en nærliggende mulighed. For selvfølgelig vil den lille mand gerne give alle andre samme mulighed for at komme til magten, som han selv har, selvfølgelig vil han gerne sørge for en ligelig fordeling og retfærdige love, selvfølgelig vil han uden at blinke lade alle deltage i den demokratiske debat.

Sådan er virkeligheden bare ikke. Dette er en drømmeskikkelse, som vi i den vestlige verden elsker at forestille os.

Vi forestillede os et sådant drømmemenneske, før amerikanerne gik ind i Irak. Det var en selvfølge, at et ægte muslimsk demokrati ville fremstå, så snart diktatoren Saddam Hussein var fjernet. Og fjernet blev han, men hvad der ikke opstod, var noget, der bare lignede demokrati. Den lille mand, der havde været undertrykt, rettede sig ikke efter vort drømmebillede af ham, men hyppede sine egne muslimske kartofler. Og da der var tre slags muslimer i Irak, shiitter, sunnier og kurdere, opstod der snart en indbyrdes strid, så der i tiden efter amerikanernes fjernelse af Hussein blev dræbt mange flere mennesker end under Hussein. Man fristes til at give Luther ret, når han i bogen fra 1526 om soldaternes mulighed for at få del i frelsen siger:

Lærde folk kender således også en lignelse om en tigger, der var fuld af sår, og en mængde fluer sad i dem og udsugede og stak ham. Da kom der et barmhjertigt menneske, som ville hjælpe ham, og jog alle fluerne væk. Men han skreg og sagde: Åh, hvad er det, du gør! Disse fluer var snart så mætte, at de ikke mere ville pine mig. Nu kommer der sultne fluer i deres sted og vil plage mig meget værre. Forstår du disse fabler? At udskifte øvrigheden og at skaffe en bedre øvrighed er to ting så langt fra hinanden som himmel og jord. At udskifte den kan sagtens lade sig gøre; at skaffe den bedre er voveligt og farligt. Hvorfor? Det afhænger ikke af vores vilje og evne, men udelukkende af Guds vilje og magt. Den afsindige pøbel spørger imidlertid ikke synderligt om, hvordan det skal blive bedre, men kun om, at der skal ske forandring. Når det så bliver værre, så vil den igen have forandring. (Se her).

Det er ikke det, at vi er demokrater, der forhindrer os i at se det sande i Luthers fabel. Det er det, at vi tror, at alle andre også er det.

Forøvrigt kan man med stor ret hævde, at det er den samme tankefejl, der gør sig gældende i flygtningespørgsmålet. Når man uden at blinke antager de tilstrømmende migranter for gode og ordentlige mennesker, skyldes det, at vi pr. automatik mener, at den lille mand har ret.

Og ud fra samme fejlagtige menneskesyn betragter vi – eller ganske mange af os vesterlændinge – bønderne, der på Luthers tid gjorde oprør. Det betyder, at man nøjes med at citere Luthers ord fra skriftet imod de oprørske bondebander: ”Slå dem ned som gale hunde” – så kan man nemlig være rigtig forarget på Luther – og udelader det sted, hvor han begrunder opfordringen:

der ikke kan være noget mere giftigt, mere skadeligt, mere djævelsk end et oprørsk menneske. Ganske som man må slå en gal hund ned; slår du ikke den, så slår den dig, og et helt land sammen med dig. (Se her).

Nej, nej, tænker vi, sådan opfører stakkels, underkuede bønder sig sandelig ikke. Og så citerer man – i hvert fald hvis ”man” er Stjernfelt – bøndernes tolv artikler (side 31), og finder det besynderligt, at man dog ikke kunne opnå fred på sådanne rimelige betingelser. Og indrømmet, det var ærgerligt og en stor skam, at man ikke fik en fredelig løsning på problemerne. Det var også Luthers opfattelse. Hans første skrift i anledning af oprøret var en formaning til fred på baggrund af de 12 artikler.

Men tro, at der virkelig var fare på færde, hvis man ikke fik bønderne slået ned, det gør vi ikke. For bønderne er jo ”the underdog”, og en sådan har altid ret og vil altid kun det bedste.

Men selv om Stjernfelt således nogenlunde troværdigt gengiver begivenhedernes gang – bl.a. fortæller han, hvordan ”Weinsberger Bloddåden” i påsken 1525 fik fyrsterne til for alvor at gribe til våben – så krydrer han det med en slags gennemgang af de teologiske stridigheder mellem Luther og Münzer, som om Luthers holdning ikke udsprang af den faktisk forekommende fare, men af teologiske uoverensstemmelse med Münzer.

Han véd, at Münzer i 1524 skrev et smædeskrift imod Luther (side 32), men han véd tilsyneladende ikke, at Luther samme år skrev et åbent brev til sine to fyrstebrødre, og opfordrede dem til at lade ånderne tørne sammen, Münzers ånd og Luthers ånd, og først gribe ind, hvis de begynder at ville bruge næven, se her. Det ville jo også være en klokkeklar modsigelse af Stjernfelts udsagn om, at Luther ikke tålte, at hans modstandere fik samme mulighed som han selv for at fremføre deres opfattelser.

Stjernfelt citerer Luther for at kalde Münzer ”ærkedjævelen i Mühlhausen” og antyder, at det, der gjorde Luther gal, var, at Münzer havde kaldt ham ”det bløde flæsk i Wittenberg”.

Det er dog mærkeligt, at Stjernfelt kan være så blind. Men det må hænge sammen med, at han ikke kan forstå og i hvert fald ikke acceptere Luthers synspunkt: at man skal adlyde øvrigheden, også den uretfærdige øvrighed, og at det er Münzers stærke opildnen til flere blodsudgydelser i evangeliets navn, der får Luther til at vende sig så stærkt imod ham.

Vi tager lige endnu en tendentiøs læsning af Luther med. Stjernfelt foregriber kapitlet om hekse ved at citere fra den store galaterbrevsforelæsnings afsnit om legemlig og åndelig forhekselse, side 50. Aha, tænkte jeg, det må jeg kunne finde. Og ganske rigtigt, det findes her. Her nævnes både Münzer og Zwingli som eksempler på åndelig forhekselse. Og er det ikke forfærdeligt, her står der jo også, at en sådan åndelig forhekselse må bekæmpes (#24)? Hvordan har jeg dog i sin tid kunne overse det? Her bliver jeg da nødt til at give Stjernfelt ret i, at Luther ikke på nogen måde er tilhænger af ytringsfrihed, når han på den måde vil have sine modstandere bekæmpet.

Ak ja! Som sagt er noget af det, der gør det besværligt og irriterende at læse Stjernfelt, det forhold, at man hele tiden må være opmærksom på det, der ikke siges. Her det, der siges i celle 34:

Sådan bør også vi i vore dage ved hjælp af Guds ord arbejde imod gendøbernes og sakramenterernes fanatiske meninger, så vi kan befri dem, der er fanget ind af dem, og kalde dem tilbage til den rene troens lære og bevare dem i den.

Altså, at ”bekæmpe” betyder her at ”bekæmpe ved hjælp af Guds ord”.

Jamen, så se næste side i Stjernfelts pamflet! Her citeres fra en bordtale: ”Kap bare hovedet af gendøberne. For de er oprørske og ophører ikke med deres vildfarelse”. Får ikke Stjernfelt ret her?

På ingen måde! Stjernfelt er i den grad forarget over, at Luther kunne drømme om at ville dræbe sine teologiske modstandere, at han overser Luthers begrundelse: at gendøberne er oprørske.

Men netop her kunne der måske være grund til at give Stjernfelt en lille smule ret. Katrine Winkel Holm har i Tidehverv skrevet en udmærket artikel om Stjernfelt og hans Luther-bashing, se her, og hun nævner i den artikel, at Luther kun modvilligt tilsluttede sig Melanchthons krav om dødsstraf til gendøberne. Han ville nøjes med landsforvisning. Men bemærkelsesværdigt er det, at det, der giver anledning til i det hele taget at straffe gendøberne, er deres teologiske afvigelse. Man kan med en vis ret hævde, at Luther havde fået en sådan skræk i livet ved Münzers misbrug af evangeliet til direkte oprør, at han frygtede oprør fra enhver, der hældede i den retning. I dag kan vi se, at det var en noget overdreven frygt, men som Stjernfelt ligefrem at være ligeglad med, om Luther vender sig mod døberne, fordi de er uenige med ham i teologiske spørgsmål, eller fordi de er oprørske, det er ikke blot betænkeligt, det er udtryk for dårlig historieforskning.

Forøvrigt står vi i dag i de samme vanskeligheder. Vi har med en religion at gøre, islam, som er voldelig i sin grundstruktur. Ligesom Luther dengang så den teologiske sammenhæng mellem døberbevægelserne og oprør, men – indrømmet – havde svært ved at skelne krudt fra ukrudt, sådan kan vi i dag se sammenhængen mellem den oprindelige islam og diverse muslimske voldsbevægelser, men har svært ved at se, om de modtræk, som en mere fredelig muslimsk teologi har foretaget, er ægte eller bedrageriske.

Så er det nok også på sin plads at nævne, at netop Winkel Holms artikel omtaler virkningshistorien af Luthers skelnen mellem de to regimenter helt anderledes end Stjernfelt. Hun henviser til en række forskere, der lader Luthers tanke have haft virkning på både den for mig ukendte Sebastian Castellio med hans skrift fra 1554 De haereticis an sint persequendi (om kætterne skal forfølges), på John Milton i 1644 og på John Locke i 1689.

Til slut lidt om forskellen mellem Stjernfelt og mig. Jeg har jo også gjort som Stjernfelt: fremdraget en række hidtil mindre påagtede sider af Luther; det er faktisk det, der har været meningen med denne serie ”Den fremmede Luther”. Men mens min hensigt med at grave ned i disse for et nutidsmenneske mærkværdige opfattelser hos Luther er at trænge dybere ind i Luthers tankeunivers, er Stjernfelts hensigt den at vække afsky for Luther hos os nutidsmennesker, herunder også at vække afsky for den kirke, der bærer hans navn. Det er ikke mærkeligt, at han omtaler både heksebål og jødeforfølgelser ret omfattende (i kapitel 4 og 5) for disse sider af reformatoren er noget, vi alle med rette vender os imod. Men hvor det, jeg lægger frem som et overset element i Luthers tankeverden, nemlig hans opfattelse af synden som identisk med vore drifter, i meget høj grad hænger sammen med hans teologi iøvrigt, er det lidt svært at se, hvordan Luthers opfattelse af hekseriet skulle gøre os klogere på hans teologi, og det er da vist komplet umuligt at få noget teologisk brugeligt ud af hans skrift om jøderne. Blot var det jo det, der var opgaven, hvis man som Stjernfelt ville vende sig imod Luther, en opgave, han dog har afskåret sig fra at kunne løse, fordi han nægter at ville drive teologi.

Den lille kanon har kun sine skud at holde sig til. Og de er i sagens natur næsten helt ufarlige. Den store kanon er et anderledes virksomt våben. Den virker i kraft af sin autoritet, sit navn, og den deraf følgende anseelse, tilmed udgivet på et yderst velrenommeret forlag, Gyldendal. En letsindig journalist har ladet sig rive med af kanonens skud, nemlig Klaus Wivel i en leder i Weekendavisen den 24-3, hvor det hedder:

Mest absurd bliver det dog, når præster især på den kirkelige højrefløj ønsker at fremhæve lutheranismen i forhold til den islamisme, hvis fanatisme, ideer og metoder ikke stod langt fra dem, protestantismens grundlægger selv kolporterede. Guds lov på jord var også, hvad denne mand søgte at etablere. Med vold og magt.

Ikke sandt, skal en journalist udfinde hovedsagen i Stjernfelts bog, får han gjort Luther til en fundamentalist, der ligner vore dages islamister til forveksling. Så kan man vist ikke komme længere bort fra den sande Luther. Og det er altsammen sket i kraft af en læsning af Luther, der kun kan siges at være foretaget i ond tro.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Luther, omtalt i ond tro

  1. Pingback: At læse historien bagfra | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s