Forhekselse

Den fremmede Luther 22

Mange har svært ved at forlige sig med Luthers tanke om den trælbundne vilje. ”Vi har da en fri vilje”, siger man og er derfor tilbøjelig til at give Erasmus ret i det, han siger i den Diatribe eller afhandling, han i 1524 udsendte mod Luther. Kan det virkelig have sin rigtighed med det billede, Luther sætter op som modstykke til Erasmus, billedet af et lastdyr, der enten rides af Satan eller af Gud, men ikke selv kan bestemme, hvem den vil rides af?

Således er den menneskelige vilje anbragt i midten som et lastdyr, hvis Gud sidder på ham, vil han og går han derhen, hvor Gud vil, som salmen siger: “Jeg er blevet som et lastdyr, og jeg er altid hos dig” (Sl 73,22f). Hvis Satan sidder på ham, vil han og går han derhen, hvor Satan vil, der er ikke nogen selvbestemmelse i ham til at løbe hen til eller opsøge én af de to, men rytterne kæmper om at få fat på ham og tage ham i besiddelse. Se her.

Hvis nogen synes, at det da er for galt at hævde, at vi ligefrem skulle gå derhen, hvor Satan vil, at vi altså er helt uden selvstændig vilje, eller at vores vilje helt er styret af Satan, så kan det måske tydeliggøres af et andet citat fra Luthers skrift om den trælbundne vilje, nemlig dette:

Hvis det nemlig ikke er os, men Gud, der virker frelsen i os, så gør vi intet, der kan tjene til frelse, før hans gerning, hvad enten vi vil eller ej. Jeg siger udtrykkeligt “med nødvendighed”, ikke “tvunget”, for det sker, som man siger, med uforanderlighedens nødvendighed, ikke med tvangens nødvendighed. Det vil sige, når mennesket mangler Guds ånd, så gør han det onde, ikke, som var han tvunget til det, som en røver, der slæbes bort ved halsen, eller som en tyv eller røver, der ikke vil føres til straffen, nej, han gør det ud af egen drift og frivilligt. Se her.

Det hjalp formodentlig ikke meget. Hvad så med dette citat fra ”Om den trælbundne vilje”?

Men hvis vi siger, at den frie viljes kraft er den, hvorved mennesket er duelig til at blive grebet af ånden og blive fyldt af ånden, eftersom det er skabt til enten evigt liv eller evig død, så vil vi tale ret. For denne kraft, det vil sige, denne egnethed, eller, som sofisterne kalder det, denne dispositive kvalitet og passive egnethed, den bekender også vi. Hvem véd ikke, at denne kraft ikke er indgivet træer eller dyr? Som man siger: Himlen blev ikke skabt for gæs. (Se her).

Altså, mennesket kan gribes af Guds ånd, og når det gribes, sker det frit. Men, ak, den samme frihed gør det muligt at gribes af Satans ånd, og når det sker, er et menneske ligeså djævleblændt overbevist om, at det handler efter sandheden, som når det virkelig handler efter sandheden.

Lad mig her bringe begrebet ”anskuelse” i spil! For det er jo vores anskuelse, der får os til at gøre det, vi gør. Denne anskuelse kan være rigtig eller forkert, i Luthers billedsprog: vi kan rides af Gud eller af Satan. Og er den forkert, er det altså noget forkert, vi af vores anskuelse føres frem til at gøre. En sådan forkert anskuelse kan Luther et sted kalde en forhekselse (på latin fascinatio). Det var noget, jeg blev opmærksom på takket være Frederik Stjernfelts lille bog, side 50.

Luther skriver som en kommentar til Gal 3,1 (Uforstandige galatere! Hvem har forhekset jer?):

Og gennem denne åndelige forhekselse fanger den gamle slange ikke menneskenes sanser, men deres ånd og vildleder dem med falske og ugudelige meninger, og når de på den måde er taget til fange, regner de dem for sande og fromme. Men at han formår dette, han han vist tilstrækkelig tydeligt på åndsfanatikerne, gendøberne og de ånder, der bespotter Kristi legemes og blods sakramente. Disse menneskers sind forhekser han således med sine gøglerier, at de antager vildfarelser og det mest forfærdelige mørke for at være den sikreste sandhed og det klareste lys, og de finder sig ikke i at drages bort fra disse deres fantasier af nogen formaninger eller af skriftbeviser, for de er i den grad overbevist om, at de alene er vise og har den fromme mening om de hellige ting, alle andre er blinde. (Se her).

For Luther er kampen om anskuelserne en kamp mellem Gud og Satan. Vi kan måske nok synes, at han kommer lidt for let om ved af fordele anskuelserne mellem Gud og Satan, men man skal nok gøre sig klart, at det ikke blot er sådan, at han blindt henviser til skriften og forlanger, at modparten argumenterer ud fra skriften, han henviser forstående til skriften: skriften skal forstås ud fra modsætningen mellem lov og evangelium, eller ud fra modsætningen mellem farisæisme og ligefremhed.

Det kan illustreres med et nutidigt eksempel:

I en bjælke tværs over side 8 har Kristeligt Dagblad den 29-3 anbragt et citat af Rune Lykkeberg:

Den officielle skam er behagelig og ufarlig. Den minder os om, at vi er blevet meget bedre mennesker, når vi skammer os offentligt og højlydt over noget, som nogle helt andre har gjort.

‘Aha’, tænkte jeg, ‘det er lige vand på min mølle’. Her udstiller han jo den moderne farisæisme, som er så lumsk, så den slet ikke ligner den gamle, velkendte farisæisme. Af anbringelsen i Kristeligt Dagblad – bjælken var anbragt imellem artikler om, hvorvidt vi danskere skal undskylde for slaveriet på De vestindiske Øer – forestillede jeg mig, at det nok var den skam, Rune Lykkeberg talte om. Statsministeren nævnte i sin nytårstale, at vi danskere skammede os over, hvad der var sket, andre vil gå så vidt som at sige, at vi skal aflevere en formel undskyldning, men begge dele rammes præcist af Lykkebergs ordvalg her: det er behageligt og ufarligt. Behageligt, fordi det giver os en god følelse af at være gode mennesker (farisæisme i moderne indpakning), og ufarligt, fordi der ikke følger noget krav om erstatning med, i hvert fald ikke andet, end hvad man med sindsro og gode rationelle forklaringer kan afvise.

Det er lang tid siden, jeg første gang blev opmærksom på denne moderne form for farisæisme, se mit blogindlæg fra april 2008 her.

Den form for farisæisme, jeg dèr behandler, handler mest om, at vi europæere skammer os over vor fortid. Som eksempel henviste jeg til Kirsten Lylloffs artikel om danskernes behandling af de tyske flygtninge. Det blev ret klart antydet, at de danske læger var skyld i, at uforholdsmæssigt mange børn døde i de tyske flygtningelejre i 1945. Dette var direkte forkert, og Lylloff bragte oven i købet senere i Ugeskrift for Læger en oplysning, der dementerede hendes påstand: de dødsattester, man havde for børnene, var alle underskrevet af ”kapable tyske læger”. Det burde jo nok andre end jeg kunne have afsløret, men der var ingen historikere, der turde vove pelsen. For det var man jo godt klar over, at man med en sådan afsløring (af sandheden!) ville blive ugleset, fordi man i så fald ikke længere hørte med til ”det gode selskab”, som er godt, fordi man indenfor det er klar over sine fejl, omend jo kun de fejl, ens bedsteforældre havde begået.

Kan man sige, at den historiske elite var forhekset?

Et andet eksempel, jeg nævner, er det, der fremstår af vort forhold til islam. Det var dengang – og er det tildels stadigvæk – næsten umuligt at kritisere islam. Jo, for derved viste man jo, at man bildte sig ind, at kristendom er bedre end islam. Og gør man det, har man ikke den tilstrækkelige ydmyghed i sig. Det er godt nok ikke en personlig ydmyghed, men en højst abstrakt ydmyghed, man bør tilstræbe. Men netop derfor jo også en ganske ufarlig ydmyghed, og dertil en ydmyghed, der øger og ikke mindsker ens selvagtelse.

Må man også her tale om forhekselse?

Dertil er imidlertid senere kommet den form for farisæisme, som jeg har kaldt samaritanitis. Den består i, sagde jeg dengang,

at den moderne kristendoms henvisning til en flygtning som én, der altid skal hjælpes, uanset konsekvenserne for ens eget land, er en ny form for farisæisme, som giver anledning til for det selvudslettende, hjælpende menneske at beskæftige sig med sig selv. Man tager, som Held også siger, en teologisk selfie.

Værst er det måske, at man i den tilstand, som denne teologi hensætter én i, er i stand til at se bort fra en række kendsgerninger. For man har jo brug for ”flygtningen”, og brug for ham eller hende som en hjælpeløs figur, der kun har den funktion at være statist i det skuespil, man spiller overfor Gud med lignelsen om den barmhjertige samaritaner som manuskript. (Se her).

Også dette kan betegnes med ordet ”forhekselse”. Også her kan man sige, at vi er forheksede, så vi ikke ser farisæismens hestehov bag de ”gode gerninger”, vi gør. Også her må man, som Rune Lykkeberg, sige, at denne form for farisæisme er ”behagelig og ufarlig”, og som han føje til, at den vil rose sig af gerninger, som andre skal have besværet med og døje med følgerne af.

Så man kan nok forstå, at det var med en vis positiv forventning, at jeg fandt frem til Rune Lykkebergs artikel i Information. Den findes her.

Men jeg blev dybt skuffet. Lykkeberg kan klart se andres farisæisme, men sin egen er han totalt blind for. Han kan se, hvordan andre pudser deres glorier med ikke deres egen, men tidligere tiders pudsecreme. Men at han selv gør det samme, nej, så forhekset er han, at det er ham umuligt at se det.

Har vi virkelig en fri vilje, så vi frit vælger at gøre det gode eller det onde? Åh jo, måske, men den anskuelse, der bestemmer, hvad der er det gode og hvad det onde, vælger vi ikke frit. Den besætter os. Den overtager os bagfra, bemægtiger sig os, bestemmer, hvad vi synes og mener, hvad vi gør og undlader at gøre.

Lykkeberg skildrer andres opfattelse af skammen ved slaveriet og skriver så:

Vi er kolossale humanister i forhold til vores forfædres diskrimination og udbytning, men vi er afklarede antihumanister i forhold til de flygtninge, som tager chancen over Middelhavet, fordi deres liv på den forkerte side af vandet er så meget mindre værd end på den lykkelige side.

Pludselig går han over fra at skildre tidligere tiders diskrimination og udbytning til at skildre vor tids ditto. Men det kræver dog en noget skæv opfattelse at nutidens problemer at kunne drage den sammenligning. Han siger lidt senere:

500 er druknet i år. Det vidste vi godt ville ske, for det var det samme sidste år. Og vi skammer os ikke over at splitte familier, hvis de kommer fra de forkerte lande, at holde mennesker i lejre, at sende uledsagede børn hjem til lande, vi ikke selv turde rejse til eller lade børn vokse op under så håbløse vilkår midt i verdens bedste samfund, at mange forsøger at begå selvmord. Det skammer vi os ikke over, og flertallet regner det for en betingelse for, at vores samfund kan opretholde sig selv.

Så henviser han til en fransk sociolog Michel Wieviorka, som fortæller, at den gamle biologiske diskrimination er afløst af en kulturel diskrimination:

Nærmest ingen regner sorte for dyr, men nu hedder det, at eksempelvis muslimerne er så kulturelt forskellige, at de ikke vil passe ind i vores samfund.

De har så anderledes »værdier«, at de ikke kan blive en del af vores samfund uden, at det bliver helt forandret. De er ikke laverestående, men anderledes mennesker. Målet for den diskrimination er ikke udbytning, men at holde flygtninge ude. At trække grænser. Og det bliver regnet for »realistisk« og legitimt.

Og han slutter således:

Det for eftertiden skandaløse ved slaveriet og kolonialismen er erkendelsen af, at samfund kunne leve i radikal modstrid med deres egne grundprincipper. At man havde ’universelle’ menneskerettigheder for sig selv, men accepterede slaveri og kolonialisme.

Vores eftertid vil kunne undre sig over, at vi er universalister for os selv, men ikke for alle. At vi for at forsvare samfund baseret på liberale frihedsrettigheder for os selv systematisk krænker dem for andre.

Men den slags forholder ’100-årsskammen’ i dag sig ikke til. Den officielle skam er behagelig og ufarlig. Den minder os om, at vi er blevet meget bedre mennesker, når vi skammer os offentligt og højlydt over noget, som nogle helt andre har gjort.

Så vender vi tilbage til det citat, Kristeligt Dagblad bragte. Men det har altså sin baggrund i noget helt andet, end hvad jeg troede. Det kan selvfølgelige være mig, der er dum. Men jeg foretrækker nu at tro, at det er Lykkeberg, der er forhekset.

Men hvordan kan jeg nu vide, at det er Lykkeberg og ikke mig, der er forhekset?

Det kan jeg vide, fordi hans sammenligning mellem fortid og nutid ikke hænger sammen. Den er faktisk helt ved siden af, hvilket er højst besynderligt, eftersom det er en journalist, der har skrevet det, en journalist, der tænkes at undersøge tingene til bunds, før han analyserer dem.

Dengang førte vi, europæerne og heriblandt os danskere, med magt en række mennesker bort fra deres hjem, anbragte dem i af os indrettede omgivelser og tvang dem til at leve og arbejde, som vi ville have det.

I dag kommer alle migranterne helt frivilligt til Europa, ønsker at leve som os, i hvert fald så længe de kan få penge for det, og bosætter sig, har det vist sig, i parallelsamfund, hvor sharia gælder mere end dansk lov.

Dengang betragtede man på forhånd de sorte som undermennesker, derfor kunne man uden videre godtage, at de blev slaver, derfor kunne man leve i radikal modstrid med ens egne grundprincipper.

I dag betragter vi alle mennesker som lige, uanset hudfarve. Sådan modtog vi også i begyndelsen muslimerne. Men når vi, som Lykkeberg rigtigt bemærker, ikke mener, at muslimer passer ind i vore samfund, skyldes det erfaringer, som vi har gjort, f.eks. erfaringer med parallelsamfund og stigende kriminalitet, erfaringer, som Lykkeberg helt ser bort fra.

Hvis man dengang med ét slag havde standset trafikken over Atlanterhavet, ville det have været til stor fordel for alle de afrikanere, der ikke blev taget til fange, ikke blev ført til et fremmed land og en fremmed kultur, ikke blev tvunget til at indordne sig under denne fremmede kultur, mens det ville føre til økonomisk tab for europæerne, der ikke mere ville kunne tjene på trekantshandelen.

Men hvis man i dag med ét slag standsede al migranttrafikken over Middelhavet, ville det få den modsatte effekt: alle afrikanerne og migranterne fra Mellemøsten ville blive skuffede, føle det som en chance, der blev taget fra dem, mens europæerne ville opleve det som en lettelse: vi ville slippe for store udgifter, vi skulle ikke mere forholde os til stigende problemer med parallelsamfund, men kunne ”nøjes” med at tage os af de problemer, den hidtidige invasion havde fremkaldt.

Så at sammenligne de to situationer, den dengang og den nu, lader sig ikke gøre med sin rationalitet i behold; at hævde, at vi i dag er humanister med hensyn til datidens slaveri, men antihumanister med hensyn til behandlingen af nutidens migranter, er helt ude i skoven.

Hvorfor gør Lykkeberg det så?

Fordi han lider af samaritanitis, en sygdom, der får én til at tro, at det er vores pligt som samfund at modtage alle de migranter, der melder sig ved vore grænser, behandle deres asylansøgning og sende dem tilbage, hvis ansøgning ikke kan godkendes, en pligt, vi har, ganske uanset, hvor mange der kommer, uanset, hvordan de hidtidige migranter har ændret vore samfund, og uanset hvor mange afviste asylansøgere der forvandler sig til illegale indvandrere.

Den sygdom, som vi godt kan kalde en forhekselse, har det ved sig, at den influerer på lugtesansen, så den pågældende nok kan lugte alle andres farisæisme, men ikke sin egen, skønt den stinker langt væk. Forhekselsen har nemlig grebet store dele af det europæiske establishment, så det går samaritanisterne, som det går folk, der spiser hvidløg: man kan ikke lugte den stank, der udgår fra andre hvidløgsspiseres munde.

At der er tale om, at Lykkeberg er forhekset, ses også deraf, at han er villig til, om ikke ligefrem lave om på kendsgerningerne, så i hvert fald at overse en række højst relevante ting.

Han hævder, at vi ”splitter familier, hvis de kommer fra de forkerte lande”. Det er løgn, det har ikke noget på sig. Vi har familiesammenføringsregler, som i nogen grad skal forhindre det misbrug, der består i muligheden for selv at vælge det land, man vil søge beskyttelse i. Men det er noget andet.

Han hævder, at ”sender uledsagede børn hjem til lande, vi ikke selv turde rejse til”. Men var det ikke en idé, at han i stedet for sådanne urigtige beskyldninger undersøgte, hvordan det har sig med disse uledsagede børn: at de sendes alene af sted som såkaldte ”ankerbørn”, for at forældre kan få nemmere adgang til at indvandre til Vesten?

Han hævder, at vi ”lader børn vokse op under håbløse vilkår”. Javist, der findes en række ”snøfthistorie”, som ikke sandhedssøgende journalister har lavet, som har til hensigt at få os til at få medlidenhed med disse ”børn” eller halvvoksne mænd, eller hvad det nu er. Men aldrig er der journalister, der undersøger, hvorfor deres forældre har sendt dem af sted.

Han hævder, at flertallet af europæere mener, at det er nødvendigt med en stram indvandringspolitik, hvis vore samfund skal opretholde sig selv, og mener, at dette er forkert. Jamen, har manden da ikke øjne i hovedet? Kan han ikke se, hvordan vore samfund allerede nu har ændret sig markant i forhold til tiden, før indvandringen tog fart?

Og så til sidst: Han antyder, at dette, at 500 migranter er druknet i år, er europæernes skyld. Menneskesmuglerne undgår hans opmærksomhed og hans eventuelle beskyldninger. Og det forhold, at vi ”henter” migranterne helt nede ved den libyske territorialgrænse og således hjælper menneskesmuglerne enormt, bl.a. ved at gøre det billigere for dem at smugle, det nævner han overhovedet ikke. Og den kendsgerning omtaler han da slet ikke, at vi med vor ordre til flyselskaberne om under bødeansvar at tjekke alle passagerer for gyldigt visum til Europa er med til at lokke migranter ud på Middelhavet, se her. Det sidste er måske forståeligt nok. For nævnte han det, ville han jo blive tvunget til at forholde sig mere konkret til, hvornår målet er fuldt; for så ville det jo strømme ind med migranter i mængder, der ville sætte tsunamien fra efteråret 2015 ganske i skygge.

Ligesom det gik under bondeoprøret i 1525: at ingen bonde turde sige fra, alle blev grebet af den samme overbevisning, og blandt andet derfor blev det vildere og vildere, sådan går det her: langt de fleste er grebet af denne samaritanitis, regner det for en god gerning at modtage ”flygtninge”, når de blot ikke selv skal have besvær med det, og når det ikke berører deres egen dagligdag. Så er det nemlig både behageligt og ufarligt.

Fri vilje?

Ja, indenfor den anskuelse, som sygdommen samaritanitis har besmittet de sygdomsramte med. Men åbenbart ikke en fri vilje, som giver dem mulighed for selv at skifte rytter, i hvert fald ikke, før det kommer et ord til dem udefra, et ord, der kan få dem til at se deres hidtidige blindhed.

Dog, måske noget er ved at ske. Måske efterhånden en del politikere indser, at der må sættes en grænse, hvis ikke vore samfund skal ødelægges. Men ændringen kommer ikke fra de etablerede bladhuse med deres blinde journalister, som har opgivet ethvert forsøg på undersøgende journalistik og kun er ude på at påvirke læserne og seerne til at have den rette holdning, det vil sige: til at forblive i forhekselsen.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Indvandringspolitik, Luther og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s