Kultursammenstød

I dette indlæg vil jeg bruge Åsne Seierstads nylig udgivne bog To søstre til at komme med et helt nyt og aldrig før hørt argument i indvandringsdebatten.

Det kan vel ved første øjekast (eller ørekast) lyde som endnu et populistisk forslag for at få lukket af for indvandringen. Og vil nogen fastholde det efter at have læst indlægget, så fred være med det. Men det ville være mere interessant, om nogen formåede at fastholde den tanke efter at have læst Seierstads bog med de briller, der her lægges frem.

Der er nu først dem, der hævder, at indvandring er nødvendig for Europa. Vi skal kompensere for den lave fødselsrate, vi har. Dertil siger man, at indvandringen også er fordelagtig for os. Da antallet af flygtninge fra Syrien begyndte at tage fart, forlød det, at de fleste flygtninge var tandlæger og elektrikere. Og ikke sandt, dem kunne vi jo godt bruge. Virkeligheden viste sig dog at være noget anderledes. Og i dag findes der ikke så få rapporter, som har regnet lidt på tingene og fundet ud af, at indvandring ikke vil blive en økonomisk gevinst for os i overskuelig fremtid.

Men det er klart, på trods af, at det er en økonomisk belastning for os, kunne samaritanisterne godt have ret i, at det er en etisk forpligtelse, vi ikke kan undslå os uden skår på samvittigheden. Så for samaritanisterne, der ønsker fortsat indvandring, er det ikke afgørende, om det er en økonomisk fordel eller ej. Det er bare noget, vi skal gøre, basta!

Så i det hele taget: Hvad med etikken, hr pastor? Har vi ikke pligt til at hjælpe?

Min personlige opfattelse venter vi lige lidt med. Først til Flygtningehjælpens generalsekretær Andreas Kamm, som flere gange har hævdet, at vi naturligvis ikke har pligt til at hjælpe i den grad, at vi ødelægger vore egne samfund. Problemet er blot, at han og jeg (plus mange andre) er ret uenige om, hvornår vi ødelægger vore egne samfund. Jeg vil jo mene, at den ødelæggelse er begyndt for lang tid siden. Men han vil nok mene, at der skal en del flere strå til, før kamelens ryg knækker; og han er villig til at løbe risikoen for den knækkede ryg; det er jeg ikke.

Så er der dem, der vender denne etiske forpligtelse om: Har ikke disse tandlæger og elektrikere pligt til at forblive i deres flygtningelejre, så de er klar til at hjælpe til med genopbygningen af deres land, så snart freden indfinder sig? Eller man anvender dette argument på de mange unge mennesker, der søgte mod nord i efteråret 2015: Var det ikke dem, der skulle kæmpe for freden i Syrien i stedet for vore unge?

Sådan har etikken mange ansigter.

Jeg giver den så her endnu ét. Jeg vil nemlig tillade mig at spørge: Har vi ikke pligt til at holde muslimske flygtninge ude fra vore samfund? Er det ikke vores pligt ikke blot at advare dem mod det kultursammenstød, de vil blive udsat for ved at bo i vort samfund, men ligefrem af hensyn til de uheldige virkninger for dem selv af dette sammenstød forhindre dem i at bo her? Altså ikke blot for vores skyld – skønt selvfølgelige også det – men for deres egen skyld forhindre dem i at blive indvandrere i Danmark?

Man kan naturligvis sige, at de jo selv søger herop. De kommer ganske frivilligt, så hvorfor skulle vi for deres egen skyld hindre dem i at komme?

Fordi de ikke aner, hvad de går ind til. De er ofre for menneskesmuglernes propaganda. De tror, at de kan få alting serveret på et sølvfad, når de kommer herop. Og materielt set kan de da også bedre deres livssituation betragteligt, ingen tvivl om det.

Men åndeligt set? Hvad deres kultur og religion angår? Nej, på det punkt kan de blive udsat for udfordringer, som de ikke kan håndtere.

Det var, hvad familien Juma fra Somaliland blev udsat for, da de kom til Norge, den familie Åsne Seierstad har beskrevet i To søstre. Og her må vi altså for en gangs skyld lade være med at tildele os selv skylden. Vi er vant til at sige, at går noget galt ét eller andet sted, så må det være vores skyld. Men det, at det gik galt for den familie, det, at den blev splittet, så den ikke kan samles igen, det er ikke vores skyld; det skyldes ikke dårlig integration; det skyldes ikke manglende indsats fra de norske myndigheders side; og så har det alligevel noget med integration at gøre.

Det skyldes den muslimske vækkelse.

Islam af i dag er ikke identisk med islam anno 1950. Islam af i dag har været genstand for en vækkelse, et forsøg på at koncentrere sig endnu mere om de muslimske værdier. Opstillet i modsætning til Vesten og vestlige værdier, for det er Vesten og den vestlige kultur, der har fremkaldt denne vækkelse. Man har villet afgrænse sig fra Vesten på den måde, man har villet holde vestlig indflydelse ude.

Og specielt har denne vækkelse slået rod i de muslimske samfund i Europa. Flygtninge (eller altså migranter) beretter om, hvordan de bliver mødt med krav om muslimsk adfærd allerede i flygtningelejrene. Og fornylig har en tysk journalist, Constantin Schreiber, udgivet en bog om sine erfaringer i de tyske moskéer med titlen, ”Inside islam – hvad prædikes i tyske moskéer”, se her. Gennem besøg i talrige moskéer har han opdaget, at der dèr prædikes had mod Vesten, ”tag ikke kristne eller jøder som venner”, som det hedder med et koran-citat.

For et par indlæg siden fortalte jeg kort historien bag de To søstre, se her, om deres ret hurtige omvendelse til IS-islam, om deres far, Sadiq, der forsøgte at få dem tilbage ved selv at rejse til Syrien, og en del andre detaljer. Dengang antog jeg Sadiq for at være en slags ”folkekirkekristen” muslim, som blot levede hen i en muslimsk verden, men ikke havde megen forstand på, hvad religionen siger. Den udtalelse tager jeg i mig igen. Og det er blandt andet hans skæbne, der har fået mig til at fremkomme med den tese, at den etisk korrekte handling – også overfor de muslimer, der vil indvandre til vort land – vil være at forhindre dem i at slå sig ned hos os.

Kultursammenstødet er alt for stort. Hverken de eller vi kan overskue det. Og ingen af os kan tilsyneladende gøre noget imod det.

For Sadiq bliver vist aldrig et rigtigt menneske igen.

Han nægtede at tro på, at hans to døtre var rejst til Syrien frivilligt. Nej, der måtte være nogen, der havde bortført dem. Og selv om det lykkedes ham i Tyrkiet at få kontakt med en smugler, som satte ham ind på IS’s område, og selv om det lykkedes ham efter at være blevet fængslet og tortureret at få en fem-minutters samtale med sin ældste datter, og selv om hun forsikrede ham, at de var rejst frivilligt, han troede ikke på det, han kunne ikke tro det om sine døtre.

Han vidste godt, at han ville blive henrettet, hvis han gav efter for torturen og gav sine fangevogtere den indrømmelse, de var ude efter: at han var spion. Derfor blev han ved med at sige, at han var en far, der ville have sine døtre med hjem. Og det reddede hans liv.

Og da én af fangevogterne bad ham sværge på en koran, at han ikke var spion, nægtede han det. Hans hænder var så beskidte, at han ikke som den gode muslim, han var, vovede at berøre den hellige bog. Det førte med sig, at han blev taget ud i gården og skyllet ren, hvorefter han kunne aflægge den krævede ed.

Og det er jo ret bemærkelsesværdigt: han har hele det muslimske lovkompleks med sig. Efter at have mødt sin datter, får han at vide, at hans svigersøn, altså den mand, datteren er blevet gift med, sidder i en bil og inviterer ham til at komme og tale med sig. Men dette er i den grad imod al muslimsk tankegang – altså den, der sidder i Sadiqs hoved – for det er jo ham, der i familiesammenhæng er den højst rangerende, det er den anden, der skal komme til ham, oven i købet skal han forklare, hvordan han kan gifte sig med hans datter, for faderen har ikke givet sit samtykke. Den situation ender med, at Sadiq efter tre opfordringer siger: ‘Jeg har ingen svigersøn!’

Han vil også overfor dommeren – for han bliver faktisk stillet overfor en dommer – hævde, at døtrene ikke er rejst fra Norge på lovlig vis – altså muslimsk-lovlig vis – for de havde ingen mandlig ledsager.

Men her støder hans gamle i Somaliland tillærte muslimske overbevisning sammen med den nye islam, den, der er bestemt af den muslimske vækkelse. For denne vækkelses-islam, hvis tydeligste manifestation er IS, belærte ham om noget andet: Nej, hed det, lydigheden mod budet om jihad overtrumfer alt andet. Så fordi de to døtre ønskede at blive jihadister, var de ellers forbudte handlinger: at være ulydig mod deres far og at rejse uden mandlig ledsagelse, muslimsk retmæssig.

To måder at udlægge den rette islam på, to måder, der ikke harmonerer med hinanden, det er, hvad der giver de europæiske muslimer problemer, det er, hvad der giver Sadiq uløselige problemer at slås med. Det vil sige: problemerne skyldes ikke umiddelbart Vesten, de skyldes ny-islams forsøg på at tackle de muslimske landes påståede problemer med Vesten.

I de kredse, som døtrene søgte til i Oslo, da de var begyndte at interessere sig for, hvem de var, hvad deres religion sagde dem, hvordan de i det hele taget skulle forholde sig, i de kredse nærede man et indædt had til alt vestligt. Det had tog søstrene til sig, formentlig ikke, fordi de havde oplevelser, der retfærdiggjorde dette had, men fordi de ville finde ud af, hvem de egentlig var. Og derved kom de i modsætning til deres forældre. Sadiq nægtede at hade Norge. Tværtimod var det norsk politi, han henvendte sig til, da døtrene var rejst hjemmefra, dem, han ønskede at få til at hjælpe sig med at få dem tilbage. ”Vi har fået meget af Norge”, kunne han sige gentagne gange.

Jeg erindrer mig, at en del af de unge muslimske piger, der har nægtet at gifte sig med den af forældrene udvalgte, har givet udtryk for, at de godt véd, at de rammer deres far på hans ære. Når han siger – hvis de altså kommer til at tale sammen igen – ”hvorfor gjorde du det her imod mig”, så forstår de godt, at de ved deres ulydighed sætter en plet på hans ære. For kan en mand ikke styre de kvinder, der er givet ham, går det ud over hans ære. Og æren er noget af det vigtigste, en muslim har. Den må han kæmpe for, den er, hvad der giver hans liv mening, den er det underliggende i al hans gøren og laden.

I det forrige indlæg om de to søstre citerede jeg fra den mail, de sendte hjem til familien, da de mente sig udenfor familiens rækkevidde. Den gang var det på norsk. Nu har jeg købt og læst bogen på dansk og kan gengive lidt af denne mail på dansk:

Vi beder om tilgivelse for alt ondt vi har gjort jer. Vi elsker jer såå højt og ville have gjort alt for jer og aldrig gjort noget for at såre jer med vilje, og er det da ikke ret og rimeligt at vi gør alt for ALLAH swts skyld og er taknemmelige over for det han har givet os ved at følge hans love, regler og befalinger.

Det er nu sådan at muslimerne bliver angrebet fra alle sider og vi må gøre noget. Vi vil så gerne hjælpe muslimerne og den eneste måde vi virkelig kan hjælpe dem er ved at være med dem i deres lidelser og glæder. Det er ikke længere nok at sidde hjemme og sende penge. Derfor har vi bestemt os for at rejse til Syrien og hjælpe til der nede med alt hvad vi kan. Vi ved at det lyder absurd, men det er haq og vi måtte rejse. Vi frygter hvad ALLAH swt vil sige til os på dommedagen.

De skal mange gange i mailen bedyre deres store kærlighed til forældrene. Hvorfor? Jo, for de véd godt, at de har angrebet deres far på hans ære. Der er ikke blot tale om almindelig menneskelig kærlighed mellem en far og hans døtre, nej, der er tale om en muslimsk ”kærlighed”, og den skal sættes i anførelsestegn, fordi den som alle muslimske foreteelser er underlagt sharia, dvs., den tænkes ikke blot at eksistere, fordi den på naturlig måde vokser frem af sig selv, den tænkes at eksistere, fordi den er i overensstemmelse med sharia.

På samme måde med Sadiqs kærlighed til sine døtre. Den har en naturlig, almenmenneskelig baggrund, naturligvis, men den har også en baggrund i sharia. Når han rejser til Syrien, når han ofrer uanede summer til menneskesmugleren dernede, når han finder sig i tortur og fængsel og i det hele taget frivilligt går ind i IS’s farlige område, er det ikke til at vide, om det skyldes naturlig faderkærlighed eller et unaturligt forsøg på at genoprette hans ære.

Noget kunne tyde på, at det mest skyldes det sidste. For hans personlighed næsten opløses, da han omsider vender hjem. Han forbliver fanget i sin fornægtelse af det, hans ældste datter havde sagt til ham: at de var taget af sted frivilligt. Det nægter han stadig at tro på. Og da han i den fantasiverden, han efterhånden danner sig, har fået et norsk Tv-hold med sig til Tyrkiet, og fået menneskesmugleren til at prøve at bortføre pigerne, opfinder han den ene løgn efter den anden for at forklare de manglende resultater af de mange forsøg på bortførelse.

Og hjemme igen går han nærmest i hundene, kan ikke tage sig sammen til noget, er ikke med i hverken det ene eller det andet. Men får dog råd til at sende penge til sin kone, der med de to yngste drenge er taget tilbage til Somaliland.

En lille parentes: Det undrer mig lidt, at Sadiq har så mange penge til rådighed. Han må låne for at kunne forsøge at hente pigerne i første omgang, men har alligevel senere råd til at sende penge til sin kone i Somaliland. Og det undrer mig også, hvordan han og konen har kunnet feriere den ene gang efter den anden i det land, han i sin tid flygtede fra, uden at nogen norsk myndighed reagerer. Kan man virkelig sådan tage på ferie i det land, hvor man var personligt forfulgt, uden at det får indflydelse på ens anerkendelse som flygtning? Parentes slut.

Men selv efter at hans kone og yngste sønner er vendt tilbage til Norge, går han rundt nærmest som en zombie. Han er virkelig ramt på sin ære. Hans verden synes styrtet sammen.

Og det er det, jeg mener: Det kultursammenstød, som han har udsat sig selv og hele sin familie for ved at rejse til Norge, har han ikke anet størrelsen af. At det var så enormt, at det satte et sådant uopretteligt skel i familien, det kunne han ikke se på forhånd. Men nu, hvor vi her i værtslandene efterhånden kan samle sammen af historier i læssevis om lignende resultater af kultursammenstød, burde så ikke i det mindste vi advare imod det, måske endda direkte forhindre det.

Nå, det er nu ikke sådan, at jeg vil gøre dette til grundlaget for min etik på indvandringsområdet. Den har først og fremmest med det at gøre, at vi skal kræve regler overholdt også af migranter. Og eftersom vi har sløset med dette igennem snart mange år, fordi vi er blevet forhekset af den farisæiske tankegang, der kalder dette sløseri for barmhjertighed, og eftersom migranterne har reageret på dette sløseri ved at lyve sig til asyl i stor stil, er vi, som jeg ser det, nødt til som minimum at standse for al yderligere migration til landet, for lov er lov, og lov skal holdes. Om vi så senere kan finde en formel, hvorefter vi kan hjælpe de ægte flygtninge og lade lykkeridderne sejle deres egen sø, det må tiden vise. Men en holdbar formel er nu svær at finde.

Åsne Seierstad skriver til sidst:

Jeg er som forfatter meget ydmyg, fordi Sara og Sadiq har ladet mig studere deres familiedynamik og familiehistorie. Det, som er kommet med i bogen, er det, jeg har fundet mest relevant i forhold til spørgsmålet om, hvorfor døtrene rejste.

Uden Sadiq og Saras mod var der ikke blevet nogen bog.

Det har hun ret i. At de har bevaret deres tillid til Norge, til norsk politi og altså også til en norsk forfatter, er bemærkelsesværdigt, det kræver i deres situation et stort mod.

Men sjovt nok giver en anden person udtryk for en opfattelse, der viser, hvor sammenblandet det hele er. Det er én af den ældste datters lærere. Hun ser noget paradoksalt i, at en ung pige, der i et muslimsk land med største selvfølgelighed ville underordne sig sine forældre, fordi den muslimske kultur ikke lægger op til selvstændighed, men til underkastelse, at hun her i Europa, hvor vi prøver at opdrage mennesker til selvstændig stillingtagen, netop tager selvstændig stilling, men altså tager stilling imod, hvad vi opfatter som det rette, tager stilling til fordel for et muslimsk liv, mere muslimsk end forældrenes, i hvert fald efter pigernes egen opfattelse (fordi det er anti-vestligt).

Disse to piger drives af denne kombination af norsk selvstændighed og ny-islam til at angribe deres far på hans ære, andre muslimske piger drives af deres nytillærte norske selvstændighed til det samme af deres forelskelse i en anden end den, faderen har udset til dem.

Var Sadiq forblevet i Somaliland, ville de ikke have mødt nogen norsk selvstændighedskultur og ikke nogen anti-vestlig islam og Sadiq ville have kunnet bevare sin ære.

Åsne Seierstad har ikke skelnet mellem en gammel-islam og en ny-islam, som jeg gør her. Hun lader blot personerne selv fremvise et sådant skel. Og det er nyt for mig, at der findes en sådan gammel-islam, som Sadiq repræsenterer. Men det spørgsmål, jeg ville have belyst: om en omhyggelig koranlæsning med nødvendighed fører frem mod IS og jihad, får jeg ikke besvaret. For Sadiq kan nok formulere den islam, der hidtil har været det sikre værn mod vilkårlighed for ham, men han kan ikke sætte sin gammel-islam op mod døtrenes ny-islam.

Og han kan heller ikke finde hjælp i det Norge, som han respekterer. For det Norge er, som alle europæiske, kristne lande, besat af den tanke, at alle er lige fra begyndelsen, man skal ikke som muslimerne bestandig kæmpe for at bevare sin ære, og man kan ikke af nogen ydre begivenhed fratages sin ære. Som jeg tidligere har formuleret det: Vi har alle i dåben fået Guds godkendelse sat på os, se her. Blot er dette for os en så selvfølgelig ting, at vi ikke er os bevidst, at det er en kristen arv, og vi finder det derfor ikke fornødent at fortælle muslimerne det. Vi har hidtil nøjedes med at føre dialog, og denne dialog skal helst, mener vi, cirkulere om det, vi er enige om. Og på den måde når vi aldrig ned til de dybere lag i vor forskellighed, som måske kunne sætte os i stand til at forstå Sadiq. Og måske kunne få Sadiq til at forstå sig selv.

Kunne han have fået hjælp til at komme ud af sine fortrængninger eller til at overvinde sit ærestab, hvis den kristne kirke havde været tydeligere omkring forskellene mellem islam og kristendom?

Det er selvfølgelig ikke til at vide. Umiddelbart ser det jo ud til, at hans fastlåsthed er så stærk, at intet kan rokke ved den. Men naturligvis: For Gud er alle ting mulige.

Dog synes en endnu større umulighed at skulle overvindes af Gud, den nemlig, at få kirken til at blive tydelig. Men det kommer måske en dag.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Etik, Indvandringspolitik og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Kultursammenstød

  1. Pingback: 95 teser | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s