Ny-islam kontra gammel-islam

Da jeg gav mig til at læse Åsne Seierstads To søstre, havde jeg set frem til e-mail-samtalen mellem den ældste søster, af Seierstad kaldet Ayan, og hendes bror, som har fået navnet Ismael. De fleste af Seierstads referater findes i kapitlet ”God is not great”.

Men efter endt læsning må jeg indrømme, at bogen på det punkt ikke har givet mig så meget. For gang på gang afbryder Ayan samtalen uden at besvare de anklager om umenneskelighed, som Ismael fremsætter. En samtale mellem Ayan og én af hendes veninder fra Norge, tydeliggør nok bedre Ayans svage position, sådan rent argumentationsmæssigt. Seierstad beretter:

En dag skrev veninden chokeret om de voldtægter, som yazidiske og kurdiske kvinder blev udsat for af IS-soldater. Det var imod islam, sagde hun. Ayan afbrød hende.

”De er ikke kvinder, de er krigsbytte.”

”Hvad?”

”Det står i Koranen. Det er tilladt.”

”De bliver bortført og brugt som sexslaver!”

Ghanima,” gentog Ayan bare. ”Krigsbytte.”

”Støtter du det??”

”Krigerne har brug for udløsning. De er jo mænd.”

Veninden havde fået nok. Det var sidste gang, de chattede.

Det eneste argument, Ayan kan fremføre, hedder: ”Det står i koranen. Det er tilladt.” Hun har lært ordet ghanima, og med det formår hun at forvandle levende mennesker til dødt krigsbytte. Og da koranen er guds eget ord, er det altså gud selv, der forordner den form for umenneskelighed.

Overfor sin bror er hun imidlertid, føler hun, nødt til at bruge lidt mere rationalitet, dvs., hun prøver at pakke koranens bestemmelser ind i fornuftige overvejelser. Hun bliver f.eks. spurgt om det inhumane i at hugge hånden af folk, der stjæler – synes hun, det er moralsk rigtigt? – og hun svarer:

”Ja, det synes jeg, for når folk ser, hvad straffen er for at stjæle, så vil de ikke stjæle. Vi spurgte syrerne her, hvad de synes om livet nu og før, og de sagde, at de føler sig tryggere. Kriminaliteten er faldet meget. Hele narkotikabyer er blevet velfungerende samfund. Der er så få, som bliver straffet her nu, det kan jeg godt love dig,” skrev hun og tilføjede: ”Chokterapi.”

Det er ikke så meget det, at hun enten lyver bevidst eller er meget dårligt underrettet om, hvordan syrerne synes om IS’s retshåndhævelse – begge dele ville hænge godt sammen med, at samtalen her nok foregår under censur – det er mere det, at hun jo ikke drømmer om at ændre på denne bestemmelse, hvis praksis viser sig at være for hårdhændet, hvis det bliver mere chok end terapi. Igen: det er koranens bud, og de kan ikke laves om.

Nuvel, kapitlet hedder som sagt ”Gud er ikke stor” og efter et udbrud fra Ismaels side, at han ville ønske, han havde en storesøster, han kunne se op til, fortæller Seierstad da også om, hvordan Ismael betages af videnskabens forklaringer. I den grad griber de ham, at han når frem til den overbevisning, at religion blot er menneskers forsøg på at finde årsager til helt naturlige fænomener.

Det varer lidt, inden Ayan svarer på Ismaels beklagelse over den manglende storesøster, men da hun gør det, er der ikke megen selverkendelse at spore i hendes svar:

”Ismael, du ved inderst inde godt, at jeg netop er den søster, du kan se op til og være stolt af! Sig mig, hvis jeg havde valgt at begynde på universitetet, kunne jeg da ikke være blevet lige, hvad jeg ville? Havde jeg ikke gode karakterer i skolen? Var det ikke mig, du vækkede om natten, for at følge dig på toilettet eller sidde hos dig, når du var mørkeræd? Var det ikke mig, som fik dig i skole i alle disse år? Har jeg ikke altid støttet dig og været der for dig uanset hvad? Så hvad får dig til at såre mig på denne måde nu? Er det bare, fordi jeg har truffet et valg, du ikke forstår? Var det ikke dig, som var så bange på flyturen til Stavanger, at du læste quran? Var det ikke dig, som læste quran i søvne? Er det ikke dig, der er bange for jinn? Du tror på Allah swt, og du er muslim inderst inde, lad ikke sådan noget pjat som den video narre dig, men grib quranen og læs den fra først til sidst, så vil du forstå, hvorfor du læste den, da du var bange og straks følte dig tryg!”

Det er ganske mærkeligt. Hun føler sig såret. Det, at hun har truffet et valg, han ikke forstår, betyder jo, at det er hende, der har forårsaget, at de ikke mere kan ses. Og det er ikke fortiden, han er ked af, det er det, at fremtiden ikke kan indebære den samme fortrolighed som fortiden. Men hun møder ham på ingen måde i hans sorg. Hvad skal det f.eks. hjælpe at læse koranen?

”Ayan. Jeg tror ikke på Gud. Koranen har noget fint og noget dårligt. Gud virker så begrænset. Men det ser du ikke.”

”Gud er alt andet end begrænset. Vidste du, at solen har 365 punkter på sin bane? Allah swt sværger ved alle dens punkter i quranen! Btw hvor er vores far?”

Det er lidt svært at se, hvordan påstanden om de 365 punkter skal hamle op med Ismaels henvisning til videnskabens påstand om altings begyndelse. Og det er også lidt svært at se, hvorfor Ismael ikke vil svare på søsterens spørgsmål om Sadiq, for det vil han ikke. Seierstad forklarer, at han ikke vil svare på spørgsmål om faderen, men undlader at spekulere på hvorfor, hvilket jo er udmærket, hun er kun medium, og gengiver blot troligt de ord, hun får forelagt. Men vi andre kan vel ikke lade være med at spekulere. Skyldes det mon, at han trods sin harme mod søsteren dog holder så meget af hende, at han ikke vil tilføje hende det slag det er at få at vide, at hendes flugt har slået faderen helt ud?

I hvert fald lyder den følgende debat således:

”Dine søstre lever stadig. Vent et par år, så skal du se fred. Alt det er fra GUD!”

”Nope.”

”Bare læs quranen ordentligt.”

”Jeg tror ikke på Koranen er hellig.”

”Læs en oversættelse af den, så vil du forstå. Du er bange.”

”Nej, jeg har mistet min usikkerhed. Gud er en diktator. Han tvinger dig til at elske ham. Han tvinger dig til at gøre ting, du måske ikke ønsker at gøre. Men han ’elsker’ dig. OG hvis du ikke gør det, han beder om, så straffer han dig i al evighed. Jeg har ikke noget imod en fredelig religion, men det er islam desværre ikke. Du er så indoktrineret, at du vælger at overse det. Eftersom du allerede er i ”deep shit”. HOLDER STADIG AF DIG. Men orker bare ikke at have en søster, som jeg ikke får at se mere.” Ismael afsluttede sin erklæring med et rødt hjerte.

Hans beskrivelse af den muslimske gud er ret træffende. For den guds kærlighed er jo ret begrænset. Han straffer os i al evighed, hvis vi ikke gør, som han siger. Og hvad har hun at sige til det? Igen dette ”læs koranen!” Og så en tyrkertro på, at hun har valgt rigtigt, og at IS om ikke så længe vil besejre hele verden.

Men én ting mere. Denne diskussion på det religionsfilosofiske plan er én ting. Noget andet er det, der foregår på det følelsesmæssige plan, mere præcist på det plan, hvor Ayan søger sin identitet. Det har været en del af min foreløbige forklaring på søstrenes flugt, at de har søgt efter at finde ud af, hvem de er. De står med et ben i Norge, har haft norske venner, har deltaget i det, skolen lagde frem for dem. Men de har jo også et ben i Somaliland. Og så vender de sig i stedet mod det land, de kom fra, og den religion, der traditionelt er deres. Men nu ikke længere som noget, de blot har pr tradition, men som noget, de aktivt tilslutter sig.

Meget aktivt, endda.

Det kender man også fra andre udvandrere. Anden generation af danske udvandrere kan ofte blive mere danske end danskerne i Danmark. Og da religionen islam er tæt knyttet sammen med den folkelighed, deres forældre kom fra, er det islam, de knytter sig til, endda i en betydelig mere ekstrem form end forældrenes.

Læg mærke til Ayans bemærkning om Ismael: ”Du er muslim inderst inde”. Det er ikke et religionsfilosofisk argument, men det en henvisning til den folkelighed, hun mener de deler, en somalisk folkelighed, der medinddrager islam.

Hun har – formoder jeg – selv følt sig udfordret af den norske folkelighed, hun har mødt under sin opvækst, og af den grund var det, hun begyndte at afsøge islams forskellige udtryksformer i Oslo. Den folkelighed, og altså dermed den religion, bør også Ismael knytte sig til. Senere siger hun i en diskussion med ham: ”Flyt hvorhen du vil, gør som du vil, men tab ikke dig selv”. Og lige efter: ”Jeg ønskede ikke at forlade dig, men var nødt til at rejse”. Det protesterer han naturligvis imod, hun var ikke nødt til at rejse, men det er nok sandt på et dybere plan, end han opfatter. For hun ville ikke tabe sig selv. Hun mente at have fundet sig selv i denne ekstreme islam med det afsindige håb om verdensherredømmet.

Så kun én ting mere. Seierstad skriver om Ismaels forhold til hans mor:

Sommerferien igennem havde Sara forsøgt alt, hvad hun kunne, for at få Ismael tilbage på religionens rette vej. Det smertede hende, at han var frafalden. Hun havde taget ham med til en kendt sheik i Hargeisa, for at han kunne blive retledet. De to havde mødtes hver uge i en sval moské, de havde siddet på gulvet i den hellige bygning og diskuteret. Sheiken var en fin fyr, syntes Ismael. Han lyttede, kom med sine argumenter, lod Ismael forklare, hvad han mente, og kommenterede det. Ismael kunne godt lide ham. Sheiken modsagde ham ofte, men pressede ham aldrig til at tro.

Hargeisa er hovedstaden i Somaliland. Og man forstår, at Ismael og sheiken taler sammen dèr. Men man forstår også – selv om Seierstad ikke nævner det – at det er gammel-islam, der hersker dèr. Jeg mener, Ismael bliver ikke truet med at blive slået ihjel, selv om han diskuterer og overfor sheiken er fremkommet med alle sine argumenter for gudløsheden. Var det indenfor IS eller andre dele af ny-islam, ville man kun diskutere med ham, indtil man fandt ud af, at han var ateist, så ville det være ”af med knoppen”.

Det er Sadiqs religion, der giver sig dette udslag, det er den religion, der dog har udviklet sig til noget forholdsvis menneskeligt. Det er en religion, der har formået at se bort fra voldsopfordringerne i koranen. Det er den religion, som både Sadiq og Sara har fundet deres naturlige plads i, og som de synes gør tilværelsen tryg for dem. Og måske også den religion ville kunne eksistere i vore demokratiske samfund, sådan som Sadiq og Sara havde levet forholdsvis ligefremt i Norge.

Men ak, denne forbandede ny-islamiske vækkelse har bredt sig ind over alle muslimske lande. I Somalien har vi al-Shabab, i Afghanistan Taliban, og her hos os en række salafistiske moskéer. Alle prædiker de fjendskab med Vesten, ikke fordi muslimerne ikke bliver godt behandlet, men fordi det er alt for tydeligt, at det er Vesten og ikke islam, der har magten, eller i hvert fald spiller første violin. Disse former for islam, ny-islam, ønsker ikke at spille anden violin, deraf fjendskabet med Vesten, deraf hadet og til tider altså den direkte bekæmpelse.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam, Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til Ny-islam kontra gammel-islam

  1. Pingback: Terrorist eller borger? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s