Glidebanen

Noget af det, jeg har søgt et svar på, er, hvordan en almindelig, dagligdags muslim kan forvandles til en krigerisk jihad-kæmper.

I nogen grad kan der gives svar på det ved at læse Åsne Seierstads dokumentar-roman To søstre. Hun har fået adgang til de notater, som den ældste søster, som hun kalder Ayan, har foretaget ved den undervisning i koranen, som hun, hendes bror og hendes lillesøster fik, fordi deres mor, Sara, syntes, de blev for norske. Lidt mærkeligt er det, at man andetsteds i bogen læser, at de tre søskendes far, Sadiq, selv var én af dem, der tidligere underviste børnene i koranlære. Men han lod sig altså presse til side af sin kone og hendes somaliske veninder.

Seierstad har kaldt det kapitel, hvor der fortælles om den nye koranlærer, Mustafa, for At spise med Djævelen. Så hendes læsning af Ayans notater har åbenbart fået hende til at se en årsag til deres senere flugt hjemmefra i den undervisning, som Mustafa gav dem.

I kapitlet skriver Seierstad bl.a.:

Ayan noterede med rund, lidt sjusket skrift på en A4-blok: ”Alting kommer af din intention. Tre ting er nødvendige for en ren intention: 1. Frygt for Allah. 2. Lydighed over for Allah. 3. Ønske om Paradis.”

Der var mange praktiske ting at tænke på for at leve rigtigt i henhold til Islam. De lærte, hvornår man burde børste tænder og udføre wudu – den rituelle renselse før bønnen. I Koranen, sura fem, vers seks, stod der ifølge Ayans notater: ”I, som tror! Når I stiller jer op til bøn, skal I vaske ansigt og hænder op til albuen og gnide hoved og fødder op til anklen!” ”Husk rigtig rækkefølge,” bemærkede Ayan i marginen. Hun skrev regler op for toiletbesøg, som at man ikke måtte sidde på toilettet med ansigtet vendt mod Ka’baen, (den hellige sorte bygning i Mekka i hvis ene hjørne, der er indmuret en hellig sort sten, som Adam fik af englen Gabriel). Helst skulle man sidde med ryggen mod Ka’baen, mens ryggen ikke måtte være vendt mod solen eller månen. Dersom man af vanvare skulle komme til at ”klø sig på rumpen over tøjet” eller løbe ind i en mand uden for familien, drikke alkohol, ryge, tage snus, røre ved sit underliv, besvime eller falde i søvn, måtte man udføre renselsen om igen. Det var vigtigt kun at bruge højrehånden under måltidet, for ”hvis man spiser med venstre hånd, så spiser djævelen én”. Så gav maden kun den halve næring af det, som den gjorde, hvis man spiste med den rigtige hånd.

Her spørger man sig uvilkårligt: Hvordan i alverden kan en lydighed mod disse rent ydre og – synes vi – forholdsvis ligegyldige ting ende med, at man tager til Syrien, eller for mænds vedkommende: ende med, at man bliver selvmordsbomber eller jihad-kriger?

Man kan først lægge mærke til, at der er tale om absolut overkommelige ting. Vil man være en from muslim, stilles man ikke overfor uigennemførlige krav – i hvert fald ikke i første omgang. Vi synes måske nok, at det på toilettet da bare drejer sig om at få besørget det, man nu skal besørge, og så ellers genoptage det, man var i færd med. At der skulle være regler for, hvordan man bærer sig ad på det sted, forekommer os nærmest latterligt. Men vi må prøve at sætte os ind i, at der er tale om mennesker, der gerne vil give udtryk for deres fromhed. Og hvad er bedre til at gøre det end sådanne overkommelige regler? Samtidig gør disse regler, der jo omhandler alle dagens gøremål, én opmærksom på, at man altså er muslim, og at man overholder reglerne af lyst til at gøre Allahs vilje. De glider umærkeligt ind i dagligdagen og er med til at fastholde én i ens muslimskhed.

Dernæst må vi være klar over, at det for de muslimer, der bor i et ikke-muslimsk land, er en måde at bevare deres religion på. Og specielt for dem, der står med et ben i hver lejr, både i det gamle land og i det nye, er alle disse ting et middel til at finde sig selv.

Og endelig må vi gøre os klart, at der i netop en situation som den, pigerne befandt sig i – som fremmede i en fremmed kultur – meget nemt kan ske det, at antallet af regler vokser, til tider næsten uhæmmet. Vi andre lægger jo mest mærke til det, når muslimerne føjer nye ting til det register af muslimske skikke, som de vil have respekteret af os andre. Til at begynde med ville muslimerne helst skjule sig i mængden, så blev det en del af deres fromhed, at kvinderne skulle gå med det særlige muslimske tørklæde, og siden er så den skik kommet til, at de ikke vil give hånd på tværs af kønsbarrieren. Dette med at undgå svinekød og vin har jo været der hele tiden. Men det andet her er ting, der er vokset frem efterhånden.

Selvfølgelig kan vi få mistanke om, at disse regler blot skal overholdes, fordi vi andre skal tvinges til at acceptere islam; måske endda vi føler, at muslimernes hensigt med det er at islamisere samfundet mere og mere. Men sagen er nu vistnok den, at har først fromhedsholdningen sat sig fast, og går man og holder øje med hinanden, om nu den anden også overholder reglerne, så vil der nemt opstå en vis vækst i de regler, der skal overholdes. Derigennem kan man jo vise sine medmuslimer sin store fromhed og sine ikke-muslimske landsmænd, at man er noget særligt.

En gang kom en elev til at snuble over en sko ude på gangen. Derved kom den til at vende sålen opad. Og det får Mustafa til at råbe: ”Vend den! En sko må aldrig ligge med sålen opad!” Det kommer der jo én eller anden from forklaring på, men som man kan forstå, gror islam og islams regler – selvopfundne eller ældgamle – efterhånden fast i sindene.

De lærer også om jihad, både den indre jihad og den ydre, der består i kamp for Allahs sag. Seierstad refereret:

”De, som drager i jihad,” sagde Mustafa, ”får lov at sidde lige under Guds trone i Paradis.”

Ismael brød sig ikke om koranlæreren. Han syntes, han var selvhøjtidelig og så latterlig ud med det tynde skæg, som ikke ville vokse. Ayan og Leila blev mere og mere fascinerede af ham.

Et af Mustafas store temaer var døden. I de tekster, han valgte, var døden smuk. Martyrer døde med et smil om munden og duftede dejligt af moskus.

”Vi muslimer betragter døden som begyndelsen,” sagde han med sin rolige, behagelige stemme.

Først efter døden begyndte det virkelige liv.

”Han romantiserer døden!” kritiserede Ismael.

Ismael er i det hele taget ret skeptisk overfor både læreren og det, de lærer:

Ismael syntes, at det, de lærte, blev stadig mere ubehageligt, og spurgte Mustafa: ”Mener du, at man skal dræbe dem, som ikke er muslimer?”

”Det er et citat fra profeten,” svarede Mustafa. ”Det er gengivet af Abdullah bin Umar, profetens svoger, og nedskrevet senere. Han er en troværdig kilde,” sagde han og citerede Abu Hurayra, en af profetens følgesvende: ”Folket før os stillede for mange spørgsmål, og de var imod deres profet.”

Ismael opfattede det som en irettesættelse.

Det er sikkert rigtigt opfattet af Ismael. For indenfor islam drejer det sig om at bøje sig, ikke om at forstå. Det er fromhedens højeste: at bøje sig og være lydig uden at kunne forstå. Og som det siden viser sig, er dette et farligt højdepunkt.

En pige spurgte, om der virkelig var dødsstraf for at forlade islam. ”Jeg citerer bare profetens nære ven,” svarede Mustafa. ”Og han citerede Muhammed. Husk, at Muhammed fik sine åbenbaringer direkte fra Allah.”

”Jeg har hørt, at kun Gud kan dømme i dette spørgsmål. At mennesker ikke kan straffe den, som forlader islam,” indvendte pigen.

Læreren præciserede: Når en person begår ridda – forlader islam – kan hans blod udgydes. Han kan henrettes efter dom, for profeten har sagt: Den, som ændrer sin religion – dræb ham.

Ismael ville bare væk.

Lidt senere skriver Seierstad:

Forkyndelsen fik en stadig mørkere karakter. Ekkoet fra timen satte sig fast i deres hoveder. Mistro. Tilbagetrækning. Afstand. Splid. Bærum blev lidt mere fremmed for hver gang, de forlod Mustafas timer.

Ayan noterede med turkis kuglepen på de ternede ark i notesbogen. ”Husk Allah DAGLIGT! Hvis du sætter din lid til Allah, vil du blive testet med frygt, sult, pengemangel og skade, men de tålmodige vil vinde Paradis. De vil få endeløs belønning.”

Væggene omkring det rum, koranlæreren havde bygget, blev stadig tykkere, loftet lavere, vinduerne mindre. For nogen var det trykkende, for andre tiltrækkende.

Ismael ville ud.

Ayan ville længere ind.

Og det må man sige: Længere ind kom hun. Ikke blot var de to søstre forlængst begyndte at gå med tørklæde, for deres fromhed var det ikke længere nok, en dag havde de i en særlig butik for muslimske klæder købet to niqab’er, og Ayan skiftede skole, da hun ikke fik lov at paradere i den påklædning på den første skole. Dog først efter en heftig debat med skolelederen: Ayan mente, det måtte høre med til den norske religionsfrihed, at hun måtte iføre sig niqab og kun lade andre se øjnene. Skolelederen var uenig, og så skiltes deres veje.

Lad os standse referatet af Åsne Seierstads bog her! For har vi ikke allerede nok i de to væsentlige ting, vi her kan se, til at vi kan få en nogenlunde rimelig forklaring på søstrenes opførsel?

Den ene ting er den interesse for forældrenes hjemland, der opstår hos alle migrantfamilier i anden generation, om det er danske i Argentina eller det er somaliske i Norge.

Den anden ting er den deraf flydende interesse for islam som religion. Her må vi nok konstatere, at hvis først den grundsætning er accepteret, at man må ”købe hele pakken”, hvad enten man forstår eller ej, altså bøje sig for reglerne, ikke fordi man forstår dem eller accepterer deres nødvendighed, men fordi de er omgærdet af den autoritet, man indenfor islam er tvunget til at tildele koranen … hvis først man går med til det, er springet til at dræbe frafaldne ikke langt – det står jo i koranen – og derfra og så til at føre hellig krig er der også et forholdsvis kort skridt: det står jo også i koranen.

Dertil kommer, at man i sine forsøg på at skille sig ud fra det norske samfund møder modstand fra dette samfunds side. Forståeligt nok, jo! Men denne modstand bruger man så i næste omgang til at hævde dette samfunds krigeriske indstilling imod islam og muslimer. Og det gør det jo endnu mere tilforladeligt at bekæmpe Vesten og alle dets gerninger og alt dets væsen.

Men én ting er at forklare, noget andet er at modvirke. Hvordan kan vi forhindre, at noget lignende sker for andre muslimer i Norge eller Danmark?

Jeg vil mene, at dette i høj grad er kirkens opgave, men også, at kirken desværre i høj grad svigter denne opgave. Det har jeg været inde på tidligere, se her. Lad mig derfor her nøjes med at pege på den forskel mellem kristendom og islam, at vi kristne aldrig ”kan slå fornuften fra”, altid har vi den med, altid må vi bruge vor fornuft, så godt vi kan, og N.B. også i vor bibellæsning.

Dette er en væsentlig forskel til islam. Vi hævder ikke, at bibelen er Guds ord, vi hævder, at Guds ord findes i bibelen. Det vil sige: vi, men ikke muslimerne, er indstillet på at lade videnskaben behandle vor helligskrift. Ja, jeg vil oven i købet hævde, at vores helligskrift er blevet meget tydeligere og meget mere værd for os, efter at vi nu kan udlægge den ved den historisk-kritiske metodes hjælp.

Jeg vil også mene, at vi ikke i vore prædikener og i vor undervisning og i vore offentlige udtalelser skal undlade at nævne de beviser for koranens yderst menneskelige oprindelse, der findes. Jeg har nævnt det før, se her, men lad mig nævne det igen: Det smukke koranord fra sura 5,32, som lyder således:

På grund af dette har Vi foreskrevet Israels børn, at hvis nogen dræber et menneske, uden at det sker som hævn, lige for lige, eller for at have skabt fordærv i landet, er det, som om han havde dræbt alle mennesker. Og hvis nogen skænker et menneske livet, er det, som om han havde skænket alle mennesker livet.

beviser, at det ikke kan være Gud selv, der her taler. For det, der her påstås at være foreskrevet jøderne, er ikke foreskrevet jøderne. Ordet findes ikke i Det gamle Testamente. Og her hjælper det ikke muslimerne, at de bruger det gamle trick med at påstå, at jøderne (og de kristne) har forvansket deres skrifter. Man har nemlig fundet ud af, hvor ordet stammer fra. Det stammer fra en mishna, det vil sige en jødisk udlægning af et sted i Det gamle Testamente. Denne mishna stammer fra cirka 250 e. Kr., altså fra lang tid, før Muhammed optrådte på verdens scene.

Det vil sige, det lader sig faktisk med rimelig stor sikkerhed bevise, at det er Muhammed og ikke Gud, der husker forkert. Ordet er ikke fra Det gamle Testamente, men fra en mishna. Ergo er dette koranord ikke Guds ord.

Men om det ville have gjort indtryk på Ayan, er måske tvivlsomt.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam, Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s