Så er der igen én af vore biskopper, der har blameret sig. Denne gang er det Marianne Christiansen fra Haderslev. Hun har følt sig foranlediget til at komme med en udtalelse i anledning af, at der for regionsrådet i Syddanmark foreligger et forslag om at forbyde sygehuspersonalet at bære religiøse symboler på sygehuset.
Det har fået hende til at sende et åbent brev til regionsrådet, og det har så i næste omgang fået Kristeligt Dagblad til at interview’e Marianne Christiansen, se her.
I dette interview skal man specielt lægge mærke til det sidste spørgsmål og det svar, som Marianne Christiansen giver:
Et af argumenterne for forslaget i Region Syddanmark går på, at forbuddet skal ses som et hensyn til patienterne, så de ikke skal konfronteres med, hvad personalet mener politisk og ideologisk. Hvad siger du til det?
“Religion er netop ikke en sådan størrelse. Den er et personligt forhold og hører derfor under den personlige og religiøse frihed. Og jeg er godt klar over, at juristerne siger, at man har hjemmel til at forbyde de religiøse symboler. Men jeg synes, det er vigtigt at bede politikerne om at forholde sig til, om det er sådan et samfund, vi vil have. Et samfund, hvor vi sætter religiøse symboler under mistanke og i virkeligheden dermed også troende mennesker som sådan.”
Man kan vælge at sige, at Marianne Christiansen simpelthen svarer uden om. At det altså er et ikke-svar, hun giver. Det er den pæne måde at sige det på. Man kan også vælge at sige, at det, hun her fremkommer med, er noget vrøvl. Det er nok lidt nærmere sandheden. For netop, hvis religion er et personligt forhold, sådan som det er tilfældet for kristendommens vedkommende, er det jo ikke noget, man vil reklamere med eller vise i det udvendige. Og det er også svært at se, at dette at forbyde religiøse symboler er det samme som at sætte dem under mistanke. Hendes svar hænger altså ikke sammen.
Men alligevel er det væsentligste nok, at hun med sit svar afslører, at hun ikke i sine overvejelser har taget hensyn til patienterne og heller ikke af spørgsmålet tager anledning til at gøre det.
Jeg skal ikke ud fra sådanne korte bemærkning ligefrem påstå, at hun er ligeglad med de patienter, hvoraf de fleste nok tilhører den folkekirke, som hun er biskop i. Der er mere tale om, at hun har den holdning til integrationen (som hun ser ud til at have arvet fra De Radikale): at vi skal give vore muslimske landsmænd al den imødekommenhed, som samfundet bare kan holde til, og så fuldstændig overser, at det ”vi”, der skal udvise en sådan imødekommenhed i dette tilfælde er mennesker, der befinder sig i en svær situation.
Her er jeg fristet til at antyde, at hun måske tænker ”de er jo bare danskere!” Men jeg gør det ikke. For det er ikke noget, der bliver åbenbart for hende. Hun har lullet sig ind i den tankegang, som er almindelig blandt landets ”Gutmenschen”, at vi danskere har det godt, vi er rige, vi har overskud, vi både kan og skal være gode og hjælpsomme overfor de fremmede.
Hun skrev den 14-10 2014 et læserbrev i Jyllands-Posten om flygtninge fra Syrien, se her. Heri faldt det hende ganske naturligt at hævde, at flygtningene fra Syrien kom direkte fra barbariet. Vi begræder med den ene hjernehalvdel IS’s og Assads hærgen, skriver hun og fortsætter:
Med den anden vil vi ikke give de mennesker, der i flugten fra barbariet er nået til Danmark, lov til at få deres børn med.
Her er hun tilsyneladende 100% overbevist om, at disse mennesker er flygtet fra barbariet. Dem skal vi have ondt af. Hvordan de egentlig har set sig i stand til at efterlade deres børn i et sådant barbari, det spekulerer hun – som så mange andre – ikke et øjeblik over; eller rettere: hendes lyst til selv at gøre godt og hendes lige så store lyst til at opfordre os andre til at gøre gode gerninger overtrumfer ganske enhver nærmere eftertanke over det, hun siger.
Så altså: Når det drejer sig om migranter fra Syrien, er hun uden at tænke over det og uden at undersøge det nærmere i stand til erklære, at disse migranter kommer direkte fra barbariet. Men når det ”bare” (hov, der smuttede dette ”bare” ind, holder det mon stik?) drejer sig om danskere, så kan man rask væk se bort fra, om de befinder sig i en vanskelig situation, når de kommer på hospitalet, om de vil behandles og kun det og måske ikke i den udsatte situation, de er i, vil indlade sig på at overveje plejepersonalets religiøse tilhørsforhold.
Nej, nu hører patienterne ikke til dem, der skal tages hensyn til, de hører til dem, der af den folkelige elite skal opdrages. Og det, de skal opdrages til, er at være inkluderende overfor de fremmede (uanset, at disse netop med deres tørklæder signalerer, at de ikke vil inkluderes i det danske samfund).
Den forhekselse, der præger Marianne Christiansen i denne sag, er ikke noget for hende specielt, det er den samme forhekselse, der præger hele den europæiske elite, politikere og journalister i en stor pærevælling.
Og mærkeligt nok, trods al tale om inkludering, opfører disse mennesker sig gennem deres holdninger og formaninger just ekskluderende.
Jeg var inde på noget af det samme, da problemet i sin tid var en muslimsk lektor fra Horsens, der som censor i Herning ikke ville give hånd til de kvindelige elever, se her. Når jeg genlæser dette indlæg, slår det mig, i hvor ringe grad vi danskere tør være os selv, og i hvor ringe grad vi derfor tør opfordre vore muslimske landsmænd til at afstå fra deres særheder, selv om vi kun bør opfordre dem til det i specielle situationer.
Her gjorde jeg opmærksom på, at egentlig ville det bedste jo være, at vi fik den muslimske lektor til at forstå os danskere, forstå, at vi som lærere og censorer ved eksamen gør meget ud af at opføre os hensynsfuldt, så vi ikke gør de arme elever endnu mere nervøse, end de er i forvejen; og naturligvis også forstå, at hans afvisning af at ville give hånd til de kvindelige elever, sætter en hel masse tanker i gang hos dem. Muligvis kan der ved andre lejligheder være en idé i at få os ind på sådanne tanker, men, kære ven, ikke ved eksamen. Her bør vi alle arbejde sammen om at smidiggøre det hele, og du, muslimske lektor, inviteres med til denne bestræbelse. Og ærlig talt, vi ville føle det lidt besynderligt, om du overfor denne bestræbelse ville fastholde din håndtryksnægtelse. Den er jo en fuldstændig tom demonstration. Der er virkelig ingen grund til at tro, at nogen kvindelig elev vil føle noget seksuelt ved det indledende og afsluttende håndtryk. Hvad du føler, er sagen uvedkommende, for ikke sandt, vi er vel enige om, at det i eksamenssituationen er eleverne, der er i centrum.
Men ak, jeg gætter på, at noget sådant ikke er blevet sagt til denne muslim, så lidt som til andre med samme opfattelse. Og der er vist heller ingen, der har spurgt ind til, hvornår han begyndte med denne praksis, om det er noget, der praktiseres i hans hjemland, eller det er noget, muslimer i Europa på egen hånd har fundet på. I den forbindelse kan det være på sin plads at gøre opmærksom på, at muslimske Rayyip Erdogan, da han ved et valg i Tyrkiet havde afgivet sin stemme, gav hånd til alle de tilforordnede, kvinderne inklusive.
Og så tørklædet på sygehusene!
Det bedste ville jo være, om vi ad frivillighedens vej kunne få de muslimske kvinder til at forstå, at det på et sygehus drejer sig om patienterne, ikke om dem, at vi regner dem for normale mennesker, der er i stand til at forstå de hensyn, vi tager til patienter, også det hensyn, at de ikke skal tvinges til at bruge deres sygehusophold til at overveje integrationsproblemer i Danmark.
Men kan man ikke ad frivillighedens vej – som jo er den virkelige inklusions vej – nå et nogenlunde ensartet resultat, så må der nok overordnede bestemmelser til.
Og jeg har da ikke noget imod, at en biskop giver sin politiske opfattelse til kende. Men det er mig meget imod, at hun taler udenom, når det spørgsmål bliver stillet til hende, der er sagens kerne. Og hvis man vil sige, at hun ligesom mange andre på den fløj er forhekset af det synspunkt, at det er os danskere, der skal opdrages til at tage hensyn til muslimerne, så er det denne forhekselse, det er galt med. Og desværre: at få den bortfortryllet er en sag af et så stort omfang, at det vist ikke sker foreløbig.
Men her er der da gjort et forsøg.
Lad mig illustrere det med et lille tankeeksperiment!
Vi tænker os, at Marianne Christiansen og undertegnede sammen står og kikker på de mange sygeplejersker, der efter endt vagt strømmer ud fra lad os sige Vejle Sygehus. Vi lægger begge mærke til, at op mod en fjerdedel af disse kvinder bærer muslimsk tørklæde. Så siger Marianne Christiansen: ”Der kan du se. Det er integration!”
Så ville jeg jo håbe, at jeg kunne vise hende en video fra det indre af sygehuset, optaget lige forinden. Her ser man sygeplejersker løbe hid og did, alle iført den samme uniform, ikke så få af dem med tydelige mellemøstlige træk. På en anden video fra kvindernes omklædningsrum ser man disse mellemøstlige kvinder iføre sig et muslimsk tørklæde. På et spørgsmål om, hvorfor de gør det, svarer én af dem: ”Jo, for nu har vi jo fri!” Og på et opfølgende spørgsmål om, hvorfor de ikke har tørklæde på under deres arbejde, svarer hun: ”Nej, vi vil da ikke ulejlige vore patienter med at spekulere på vores religion; de har nok at tænke på endda!” Og så ville jeg vende mig mod Marianne Christiansen og sige: ”Der kan du se. Det er integration!”
ricardtriis 