Reaktionerne

Der er en enkelt ting ved de mange muslimske terrorangreb, vi her i Vesten har været udsat for, som vi er tilbøjelige til at overse. Det er det, at det er blevet sværere og sværere for terroristerne at gennemføre dem.

Det er jo for så vidt noget glædeligt. Indrømmet, hvert menneske er unikt, og i en vis forstand er det, at der dør tre eller fem mennesker lige så slemt, som at der dør knap 3000. I en vis anden forstand – f.eks. som det må formodes at se ud fra islamisk side – er det en større succes, hvis en selvmordsbomber kan slå 100 ihjel, end hvis han ”kun” får taget 10 med sig i døden.

Det er naturligvis med fuld ret, at vi bliver vrede på den islam, der tilsyneladende er i stand til at frembringe den ene terrorist efter den anden. Og det er da også helt i orden, at Tv og andre medier bruger nyhedsudsendelser og forsider til at være alarmerede over, at terroren nu er kommet til vort naboland, Sverige. Og vil nogen – som undertegnede – dybt i deres hjerter tænke, at det måske er at gøre lige lovlig meget ud af det, når det dog ”kun” er fire mennesker, der er blevet slået ihjel af den lastbil, der fredag eftermiddag kørte ind i det stockholmske ”Strøget”: Drottningsgatan, så skam få dem, sådanne kræmmersjæle, dødbidere, der gør mennesker op i tal.

Men alligevel, lastbilattentatet i Stockholm var ikke ”nine-eleven”, det var heller ikke Bataclan eller Nice, det var snarere at sammenligne med attentatet på Krudttønden i København og den efterfølgende nedskydning ved den jødiske synagoge.

Hvorfor?

Ja, det er det, jeg vil gøre opmærksom på her. Det er blevet betydelig vanskeligere at være terrorist. Vi i Vesten har reageret på terroren. Vi har taget vore forholdsregler.

Vi så det allerede efter 11-9 2001. Denne begivenhed var også på den måde en éngangsbegivenhed, at der så at sige ikke er forekommet flykapringer efter den dato. Før den tid kunne man overbevise flybesætninger og flypassagerer i et hvilketsomhelst fly om, at de kunne slippe fra det med livet i behold. Men efter 11-9 var det udelukket at få nogen til at tro på det. For når det lykkedes for flykaprerne at få et så stort held med sig, skyldtes det jo, at ingen vidste, at der var tale om selvmordsaktion. Allerede med det fjerde fly mislykkedes det for de muslimske kaprere at gennemføre deres skumle planer. Og det skyldtes jo netop, at passagererne var blevet klar over, at dette ikke var nogen almindelig flykapring.

Så hvis de muslimske terrorister ville lave terror derefter, måtte de benytte sig af andre metoder. Og bevares, man må indrømme, at de har været ganske opfindsomme med at finde på nye måder at dø på. Men da mange af disse metoder kræver både samarbejde muslimer imellem, fremskaffelse af sprængstof eller våben, og desforuden viden om, hvordan man behandler disse ting, er der tale om en vis falliterklæring, når en IS-leder opfordrer de IS-fans, der findes i Europa, til at bruge de forhåndenværende søms princip og gribe til knive, økser og altså også lastbiler, hvis de vil gennemføre et terrorangreb. De mere sofistikerede og vanskelige terrorangreb er blevet for vanskelige at gennemføre, enten fordi de europæiske efterretningstjenester er blevet sporet ind på de muslimske terrorister, eller fordi der bliver færre af den slags terrorister, der er villig til at ofre livet på islams alter.

Man kan altså lægge mærke til, at der foregår en vis kappestrid mellem os vestlige mennesker og de muslimske terrorister om for muslimernes vedkommende at opfinde de mest dødbringende terrormetoder og om for vort vedkommende både at lære af fortiden, så vi gør det vanskeligere at bruge f.eks. lastbilmetoden fremover, og at tænke fremefter, så vi ved at sætte os ind i terroristernes tankegang måske kan tænke os frem til, hvilke nye og uprøvede metoder de herefter vil anvende, så vi på forhånd kan tage højde for dem.

Der er ingen tvivl om, at mange lastbilchauffører fremover vil undlade at gå fra deres bil med motoren kørende i frigear, som chaufføren på den stockholmske lastbil gjorde; så var den jo lige til at bruge for en terrorist. Og man vil nok også gøre det sværere at leje en lastbil.

Men den kamp står på mellem terroristerne og de borgerlige myndigheder.

Hvad der imidlertid kan bedrøve mig noget, er, at mens de borgerlige myndigheder er nogenlunde rustet til at imødegå den muslimske trussel, er kirken så passiv, som tænkes kan.

Jeg har tidligere brugt Kingos vers fra palmesøndagssalmen ”Se, hvor nu Jesus træder”, se her. I det andet vers skriver han:

”Dog vil han fri i sinde/ mod sine fjender gå/ han véd, han skal dem binde/ og evig sejer få”.

Vi tænker nærmest modsat om muslimerne. Vi véd ikke engang, at de er fjender, og vi føler desårsag ingen grund til at gå imod dem, endsige binde dem. Hvad skal de bindes for?

Ja, de skal jo blandt andet bindes, fordi de, hvis de får lov at udvikle det, der ligger mere eller mindre skjult i deres lære, kommer til at udgøre en rekrutteringsbaggrund for terrorister. Det hænger sammen med den uundgåelige farisæisme, der udvikler sig, når religionen bliver en lovforkyndelse. En farisæer er et menneske, der udskiller sig, underforstået: udskiller sig fra den gemene hob, der er ligeglade med loven. Har man en lovforståelse af forholdet til Gud, vil det altså nemt komme til at ytre sig i, at man sætter skel mellem ”dem” og ”os”.

Op imod en sådan lovforståelse kan man sætte Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner, Luk 10,25-37. Vi plejer at tolke os selv ind i lignelsen som den barmhjertige samaritaner, og den overfaldne som de stakkels flygtninge, som vi føler os forpligtet til at hjælpe, eller i hvert føler os forpligtet til at få staten til at hjælpe. Men der er et andet træk ved lignelsen, som også er interessant. Den ene af de to, der fik forbi, før samaritaneren kom og hjalp den overfaldne, var en præst. Og det er nok ikke helt forkert, når nogen har hævdet, at Jesus har haft den tanke med, at grunden til, at han gik forbi, var, at han ikke ville besmitte sig med lig, nu han skulle op til templet. For dèr gjaldt det om at være fuldkommen ren, altså netop ikke moralsk, men kultisk ren. Og ved at lade ham komme til kort i moralsk henseende overfor samaritaneren, får Jesus understreget, at det, det drejer sig om, ikke er en tankeløs og hensynsløs overholdelse af loven, men en ligefrem menneskelighed.

Faktisk kan den iagttagelse godt anvendes på vore muslimske medborgere. F.eks. på de muslimske sygeplejersker, der absolut vil bære tørklæde i tjenesten, eller på den censor, der ikke vil give hånd til de kvindelige elever. For netop hos dem overtrumfer deres vilje til lovoverholdelse deres umiddelbare menneskelighed, som skulle få dem til at vise hensyn. Men naturligvis kan dette kun blive klart for dem, hvis der er nogen, der kalder på denne umiddelbare menneskelighed.

Den opgave kunne være kirkens. Men den tager den sig ikke på.

Og før vi får det til at sive ind hos vore muslimske landsmænd, at alle mennesker er lige meget værd – en anden prædiken, der lyder til os fra Jesu lignelse – og at vi ikke nogensinde må lade ceremonialloven – alt det med tørklæder og håndtryk og spiseregler og bedetider – overtrumfe de krav, den umiddelbare menneskelighed stiller til os, før får vi ikke bugt med terroristerne. For for enden af alle disse lovbestemmelser ligger jihadkravet. Opdager den moderate muslim det ikke – hvad han jo som oftest ikke gør – så skal det nok passe, at én og anden fortabt sjæl bliver klar over det og tager det til sig i den tro, at han derved erhverver sig en plads ved foden af Guds trone.

Lad de offentlige myndigheder tage sig af de ydre forhold i terrorbekæmpelsen, kirken burde tage sig af de indre, så muslimerne af egen indre drift forstår, at den umenneskelighed, som terroren er udtryk for, kan de ikke stå model til. Om de så vil forlade islam – hvad jeg vil håbe, for jeg tror ikke, der findes nogen moderat islam – eller de vil søge at leve som halve muslimer, det må blive deres sag.

Men en tavs kirke er lig med ingen kirke.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam, Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s