EU’s arrogance

Det er lidt mærkeligt at være lille mig. Gang på gang føler jeg, at jeg i én eller anden debat har fat i noget, som ingen andre har fået fat i. Gang på gang synes jeg, der burde stilles spørgsmål om én eller anden ting, men ak, ingen stiller sådanne spørgsmål. (Det er de såkaldte NAQ’s, der her er tale om: ”Never Asked Questions”).

Det er, som om der er indgået en hemmelig aftale mellem de ledende politikere og de ledende journalister om at fremme bestemte synspunkter. Det gælder i indvandringspolitikken og det gælder i politikken overfor EU. Hvad det sidste angår, er der det ekstra problem ved det, at her synes den hemmelige overenskomst at inkludere økonomer. I hvert fald synes der at råde den enighed blandt de tre grupper, at journalister og politikere ikke behøver have særlig megen forstand på økonomi, hvilket får dem til at bevæge sig i luftige baner, som økonomer normalt straks ville søge at få ned på jorden, men som de af uforklarlige grunde – måske fordi de gerne vil bruges af de to andre grupper – i stedet tager til sig og anvender i deres teoridannelser. Godt nok siger man om økonomer, at det skal være en meget dårlig økonom, der ikke er i stand til at give et råd om, hvad man skal gøre i den og den situation, og som ikke formår bagefter, når det gik helt anderledes, end han havde forudset, at komme med en ”god” forklaring også på det. Men alligevel!

Da politikere foreslog en alt for tidlig indførelse af en europæisk mønt, euroen, og dertil undlod at udstyre den fælles mønt med de nødvendige redskaber til at skabe nogenlunde fælles økonomisk udvikling i de enkelte lande, så var der vel økonomer, der advarede imod det, men de fleste faldt ret hurtigt til patten og godtog konstruktionen: det var jo nu, hvad de fremover skulle foretage deres beregninger efter. Var det god økonomisk videnskab? Åh nej, men var man en økonom, der var hægen om sit omdømme, gjorde man det alligevel.

Det samme skete, da EU-politikerne besluttede at gennemføre Schengen-aftalerne. Man havde hævdet den frie bevægelighed for varer, siden tog man en fri bevægelighed for tjenesteydelser med ind under den EU’ske paraply, og siden igen den frie bevægelighed for kapital. Det hele skulle i ét og alt ligne USA, for den egentlige bevæggrund for EU-politikerne var måske, at man ville have EU til at være et modstykke til USA. I hvert fald lignede Schengen-aftalerne de grænseløse forhold mellem USA’s delstater.

Og bevares, Schengen-aftalerne er der ikke noget snyd ved. Det bedrageriske kommer først ind i billedet, når man medregner den frie bevægelighed for personer under de principper, der af økonomiske grunde skal gælde i det, man har kaldt ”det indre marked”. ”Af økonomiske grunde”? Nej, overhovedet ikke. Økonomien fungérer udmærket, selv om der ikke er fri bevægelighed for personer. Men af politiske årsager ville man have et Europa med fri bevægelighed for personer. Derfor indførte man Schengen-aftalerne, og senere Dublin-forordningen. Og derfor lod man, som om det var en nødvendighed for ”det indre marked”.

Man”? Ja, det politisk-journalistiske kompleks, der efterfølgende har fået økonomerne med ombord. For ved at have journalisterne med sikrer man sig, at der ikke blev stillet nærgående spørgsmål om hele foretagendet. Og når man så erstattede ordet ”frihandel” med ordet ”globalisering”, fik man lige så stille – uden at hverken journalister eller økonomer opdagede det – smuglet den frie bevægelighed for personer med ind under den økonomiske nødvendighed, som man mente man var underlagt.

Smart, ikke? Og ingen opdagede noget.

Nej, man opdagede ikke noget, for det politisk-journalistiske kompleks var gode til at lukke øjnene. Det ville jo have været oplagt at undersøge, om det forhold, at briterne beholdt pundet, blot lod de det flyde i forhold til euroen, havde haft nogen indflydelse på samhandelen i EU. Men om en sådan undersøgelse foreligger, journalisterne har omhyggeligt sørget for, at vi ikke fik noget at vide. Tænk, om det viste sig, at vi kunne få frihandelens velsignelser uden at skulle underkaste os eurosamarbejdets disciplin! Det ville være økonomisk korrekt, men politisk forkert, så derfor blev der dømt ikke radiotavshed, men journalisttavshed.

Så kom Brexit.

Også her har journalisterne som gode trofaste EU-støtter holdt deres mund godt og grundigt. Man syntes jo godt nok i sin tid, da David Cameron, den daværende britiske premierminister, fik lavet den aftale med EU, som briterne skulle stemme om, at aftalen var lidt tynd. Den svarede i meget ringe grad til det, han havde stillet briterne i udsigt. For EU var ikke til sinds at give sig, heller ikke på området med den frie bevægelighed for personer. Man troede vist efterhånden selv på, at det ville være til økonomisk skade, hvis man lod briterne være med i det indre marked uden at deltage fuldt og helt i den frie bevægelighed for personer. Og man ville i hvert fald ikke give sig for det pres fra briterne, der lå i, at Cameron ville udskrive en folkeafstemning om resultatet.

Det sidste er væsentligt. For EU har altid været elitens projekt, aldrig folkenes projekt. Ville de enkelte folkeslag ikke være med, var det værst for folkene.

Men nu bagefter, nu, hvor Brexit-afstemningen medførte et nej, er der nu nogen, der bebrejder EU, at man ikke gav de britiske EU-tilhængere bedre kort på hånden? Overhovedet ikke. Al skyld lægges på briterne, og nu, hvor de har tilladt sig at stemme nej til EU, må de selv tage skade for hjemgæld. Ligesom EU før Brexit-afstemningen ikke skulle nyde noget af at tage hensyn til det britiske folk, skal man heller ikke efter afstemningen have noget klinket; derfor stiller man så hårde betingelser op for Storbritannien som muligt, for det skulle jo nødig gå sådan, at andre EU-lande får lignende idéer.

Men nu foreligger både Storbritanniens udtrædelsesbegæring og EU’s svar, og hvad så?

Ja, så farer i hvert fald Søren Espersen i flint, se her.

Man troede ikke sine egne sanser, da det stod klart, at Spanien og EU frækt vil inddrage den britiske kronkoloni, Gibraltar, i skilsmisseforhandlingerne mellem UK og EU.

Jo, man troede såmænd nok sine sanser, da man hørte Spaniens melding, for landet er besat af tanken om at få en klippe tilbage, som man officielt ved Freden i Utrecht mistede i 1713, og Spanien bruger enhver tænkelig lejlighed til at rejse kravet.

Men at EU’s ministerråd og kommissionen nu har imødekommet Spaniens forlangende om at få vetoret i enhver fremtidig aftale mellem Storbritannien og EU, når det gælder Gibraltar, er i mine øjne et historisk forræderi. Ikke alene mod UK, men så sandelig også et forræderi i forhold til de knap 25.000 briter, som bor ved klippen.

For disse borgere føler sig i enhver henseende som briter. Et par gange – i 1967 og i 2006 har der været afstemninger om tilhørsforhold – og hver gang har det resulteret i tordnende afstandtagen til Spanien.

Men udover Søren Espersens udmelding har der ikke været megen debat om Gibraltar-sagen. Om det skyldes det politisk-journalistiske kompleks, skal jeg lade være usagt. Men jeg mener at have hørt, at alle de resterende lande skal være enige, for at en aftale med Storbritannien kan godkendes. Og så har jo Spanien vetoret, selv om man måske kalder det noget andet.

Det vil dog være lidt mærkeligt, om der var en sådan paragraf. Én ting er, at alle lande skal godkende et nyt ansøgerland, men at alle lande også skal godkende aftalen med et land, der vil ud af EU, det lyder nu lidt for bureaukratisk. Hvad nu, hvis Spanien ikke synes, de har fået nok med hensyn til Gibraltar – og sådan kan det jo meget vel gå – og derfor stemmer nej, bliver der så ikke nogen aftale? Og betyder det så, at Storbritannien ikke kan komme ud af EU? Eller betyder det blot, at landet ikke kan få nogen aftale med EU? Som bekendt skal forhandlingerne være afsluttet, inden der er gået to år fra forhandlingerne begyndte, og vi har endnu ikke hørt, hvad der vil ske, hvis de ikke er godkendt og ratificeret af alle lande inden denne skæringsdato.

Nå, jeg vil tro, at Storbritannien ikke vil være helt dårligt stillet, hvis det blot trådte ud af unionen uden en aftale. EU er stadig bundet af WTO-aftalerne, aftalerne om global frihandel, og med al den handel, der har udviklet sig mellem Storbritannien og de øvrige EU lande, vil der være alt for store forretningsmæssige problemer ved at lukke ned for den. Det skal landenes store firmaer nok fortælle EU-toppen.

Men man véd jo aldrig.

Den 8. april var der en artikel i Information om den græske krise, se her. Artiklen er lidt speciel, fordi den ser på sagen fra et supersocialistisk synspunkt. Problemet er, hvad socialister ville kunne lære af Grækenlands situation, for, siger den forfatter, der citeres, Stathis Kouvelakis: Alexis Tsipras fik foranstaltet en folkeafstemning om de vilkår, EU stillede op for Grækenland. Ved den blev vilkårene forkastet. Alligevel, siger han, gik Tsipras ind på nøjagtig disse vilkår, som om der ikke havde været nogen folkeafstemning.

Syriza udnyttede imidlertid aldrig situationens potentiale, og ifølge Kouvelakis skyldes det blandt andet, at partiet afviste muligheden for at forlade euroen. Derfor havde man ingen plan B – altså en plan for at forlade euroen – som man kunne true trojkaen med:

»De brede protester i forbindelse med folkeafstemningen var sandhedens øjeblik. Med den rette forberedelse og den rette plan B kunne regeringen have haft den politiske legitimitet til at konfrontere Trojkaen og EU til det sidste. Men fordi den konsekvent afviste at forberede konfrontationens terræn og udarbejde en plan B, blev den nødt til at kapitulere.«

Trojkaen er den treleddede størrelse, der var udset til at skulle forhandle med Grækenland om den enorme gæld, landet havde. Men overfor den, mener man altså, skulle Grækenland have truet med at forlade euroen.

Det lyder temmelig skørt. Men er det måske ikke. Økonomisk set er det en meget svær situation for Grækenland. Og der er ingen tvivl om, at det bedste for landet ville være at forlade euroen. Kun da kan man komme til at få sine eksportvarer gjort konkurrencedygtige. Men det vil Grækenland ikke. Trojkaen vil det imidlertid heller ikke. For der er utrolig megen prestige knyttet til euroen. At lade et land træde ud af den, ville betyde et for stort prestigetab for EU’s elite. Derfor søger man af al magt at fastholde Grækenland i euroen. Så Kouvelakis har muligvis ret i, at Grækenland virkelig var i en situation, hvor man kunne true med at forlade euroen. Men det er ganske absurd, at truslen skal komme fra Grækenland og ikke fra EU.

EU eller trojkaen har imidlertid måttet indføre andre tiltag for at kunne få sine penge ud af landet. Kouvelakis er meget forarget:

»Lad mig opsummere: Den græske stats primære aktiver er blevet privatiseret eller er i gang med at blive det. Skatteopkrævning er i trojkaens hænder. Det offentlige forbrug er totalt kontrolleret af Trojkaen. Pengepolitikken er i Frankfurt (ECB’s hovedkvarter, red.) uanset hvad. Selv den institution, der laver statistikker, er blevet selvstændig og bliver kontrolleret af kreditorerne og trojkaen; kreditorerne får statistikkerne først. Enhver regering der accepterer disse rammer er i praksis en kolonial administration”.

Han glemmer at fortælle, alle disse tiltag skyldes det enkle forhold, at kreditorerne gerne vil have deres penge tilbage. De ønsker ikke at pumpe penge i Grækenland som i et bundløst hul. Og som landet hidtil er blevet regeret, kunne de ikke se, at det kunne lade sig gøre. Kouvelakis mener, at dette er tegn på, at demokratiet lider nederlag. Det er ikke tilfældet. Sagen er blot den, at landets regering indtil krisen i 2015 havde forhandlet med politikere, se her. Og her kunne de græske politikere gøre, som de plejede: love og love under forhandlingerne med de andre landes politikere uden nogen som helst intention om at overholde de løfter, de afgav. Når de siden krisen har skullet forhandle med ”pengemænd”, kan den metode ikke benyttes. Så må ”pengemændene” gøre det, de græske politikere ikke har villet gøre: få skatteopkrævningen til at fungére, få statistik-kontoret til at give rigtige oplysninger fra sig, få styr på statens udgifter, så pengene ikke går de forkerte steder hen.

Det er ikke nogen rar situation for Grækenland, og hvis grækerne ville have undgået at blive behandlet som en koloni, skulle de være trådt ud af euroen. Så havde de selv fået ansvar for landets ledelse helt igennem. Godt nok havde de stået med en enorm gæld, men de ville også have fået mulighed for at betale af på den. Det kan man ikke sige, de har nu.

Alt dette for at vise, at mange ting i EU tilsyneladende kører på bedste beskub, ud fra idealer, der i ret høj grad mangler jordforbindelse. Men hvad, når journalisterne er enige med politikerne om ikke at omtale de vanskelige forhold, og når de kan få økonomerne med på idéen, så går det vel et par år endnu. For ingen må jo opdage noget.

Men også for at vise, at ordvalget betyder utrolig meget i debatten. Den, der kan få ordet ”globalisering” til at blive et plusord, eller blot få et flertal til at tro, at ”globaliseringen er kommet for at blive”, har allerede halvvejs vundet debatten. Det er ligesom med begrebet ”fastkurspolitikken” herhjemme. Kan man få det begreb slået fast som noget godt og nødvendigt, så man kan man få fagforeningerne til at holde lidt igen, så har man opnået det i debatten, som man ville. At det så måske var meget klogere i nationaløkonomisk henseende at lade kronen flyde, ligesom svenskerne gør, det ser man stort på.

Ak ja.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s