Vold i kristenheden og vold i islam

Jeg husker fra de første år, jeg deltog i debatten på religion.dk, at der syntes at gælde en uskreven regel: Havde man sagt noget ufordelagtigt om islam, skulle man kort efter sige noget lige så ufordelagtigt om kristendommen. Gjorde man ikke det – og jeg var én af dem, der oftest forbrød mig mod denne uskrevne regel – så fik man straks på puklen af én eller flere af de ”vagthunde”, der fandtes på stedet. Det måtte man vænne sig til, altså i mit tilfælde: jeg måtte vænne mig til at være ligeglad med denne regel.

Egentlig troede jeg, at denne regel var afgået ved en stille død efter alle de terrorangreb, der har fundet sted, mest jo i den arabiske verden, men så sandelig også i Europa. Og det er da også ret længe siden, jeg sådan direkte har set den anvendt. Indtil fornylig. Her den 10. april havde Anders Klostergaard Petersen, professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, en kronik i Politiken, hvor han hævdede det, der stod i overskriften: ”Stop dæmoniseringen af islam – kristendommen er lige så voldelig”.

Jeg er ikke helt klar over, om Klostergaard tror på opstandelse fra de døde, men man kunne næsten tro det. For her ser vi en regel, som vel de fleste anså som forlængst afgået ved døden, træde lyslevende frem for vore øjne, oven i købet fremført med en selvsikkerhed, som bestemt var en bedre sag værdig.

Men Klostergaard fremfører det også med en polemisk tæft, der kan ødelægge selv den mest alvorligt mente diskussion. Det er måske endda tvivlsomt, om han selv opdager det diskussionsødelæggende ved de påstande, han fremfører. Se for eksempel på det første spørgsmål og dets svar:

Anders Klostergaard Petersen, du skriver i din kronik i Politiken om terrorangreb i Europa, at kristendommen er lige så voldelig som islam. Hvordan ser du det komme til udtryk?

Det ser jeg i to sammenhænge. For det første fordi kristendom og islam som alle andre religioner har et voldspotentiale. For det andet fordi de tilhører den kategori, som vi kalder komplekse kosmosreligioner eller verdensreligioner. Fælles for dem er, at de ikke kan leve med konkurrerende eller rivaliserende krav på sandheden. Vi har da også set utallige eksempler på vold i kristendommens navn. Vi skal ikke mere end få årtier tilbage, før vi i Europa så systematiserede voldtægter og koncentrationslejre i kristendommens navn, ligesom kristen vold ikke ligger langt tilbage i Nordirland. Man kan også tænke på den aktuelle alliance mellem kirke og nationalisme i Rusland.

Klostergaard er religionsvidenskabsmand. Men her overtrumfer hans religionsvidenskab – hvis man da skal kalde det videnskab – den virkelighed, som vi almindeligt dødelige kan iagttage.

Alle religioner har et voldspotentiale, hedder det. Er det nu også sandt? Det kan være sandt, at alle mennesker har et voldspotentiale, men alle religioner? Dog, Klostergaard skelner ikke mellem de to ting, selv om det er højst påkrævet. Derved forplumrer han debatten. Har f.eks. kvækerne et voldspotentiale, de går jo ind for pacifisme? Jo, bevares, fordi den enkelte kvæker jo er et menneske, vil det måske ikke altid lykkes ham at ”vende den anden kind til”. Men så er det jo som menneske, han har et voldspotentiale, ikke som kvæker.

Så forsøger Klostergaard at liste os til at stole på, hvad han siger, fordi han er videnskabsmand. Han vil egentlig sige det ret indlysende, at både kristendom og islam er verdensreligioner. Men ”verdensreligion”, det er da et alt for kendt og alment udtryk; så tror man jo, at det bare er en lægmand, der udtaler sig. Nej, lad os kalde verdensreligionerne ”komplekse kosmosreligioner”! ”Kosmos” betyder ”verden” på græsk, så det eneste nye ved den betegnelser er, at de to religioner er komplekse. Og det vidste vi vel egentlig godt i forvejen. Men betegnelsen giver indtryk af, at det er en videnskabsmand med særligt veldefinerede begreber, der udtaler sig. Og det er jo også præcis meningen med den.

Det næste, han siger, skal også lyde videnskabeligt. Men fremfor at afdække sandheden bruges der her udtryk, hvis formål er at tilsløre sandheden. Det hedder, at fælles for kristendom og islam er, ”at de ikke kan leve med konkurrerende eller rivaliserende krav på sandheden”. Hvis man nu lige standser op og i stedet for at sluge denne påstand råt i al dens tvetydighed tillader sig at spørge, hvad der mon kan menes med ”ikke kan leve med”, så træder dobbeltheden i betydningen frem. Sandt er det jo, at begge religioner påstår at være sandheden om tilværelsen. Ingen af dem anerkender konkurrerende sandheder. Så i den teoretiske betydning af ordene er det sandt, at de ”ikke kan leve med” konkurrerende krav på sandheden.

Men ”ikke kan leve med” kan jo også betyde ”vil ikke finde sig i”, eller direkte ”vil slå voldeligt ned på” konkurrerende religioner. Og da det nu er spørgsmålet om vold, der er oppe at vende, er det naturligt, at han fortsætter med at sige: ”Vi har da også set utallige eksempler på vold i kristendommens navn”. Det er, som de fleste nok umiddelbart vil mene, en noget vovet påstand. Den vender vi tilbage til.

Men lad mig først vise, at selv islam, hvis voldelige tendens Klostergaard synes at antage, ikke passer ind i dette billede. For ganske vist foreskriver islam, at den, der forlader islam, skal dræbes, men det hører også med til islams historiske baggrund, at de muslimske stater i størstedelen af islams historie ”har levet med” konkurrerende religioner. Når et land var blevet indtaget af de muslimske hære, har man ikke tvunget jøderne og de kristne til at omvende sig til islam, nej, man har ”levet med” dem, omend disse mennesker ikke på samme måde som muslimerne var fuldgyldige medlemmer af staten.

De gjorde de kristne konger i Spanien også indtil 1492, hvor den sidste muslimske stat i Spanien, Granada, blev erobret. De kristne konger fortsatte fra omkring år 1000 og fremefter den ordning, muslimerne havde oprettet, og tillod både muslimer og jøder at leve videre nogenlunde uforstyrret i deres dertil bestemte bydele, med egen lovgivning og under egen ledelse. Men fra Granadas erobring og cirka halvandet hundrede år frem forekommer ét af de mørkeste kapitler i kristenhedens historie: Her tvangsdøbte man muslimer, forfulgte dem og tvang dem til sidst til at spredes ud blandt de kristne spaniere, så alle spor af islam blev udryddet. Her kan man ganske rigtigt tale om, at mennesker med en ”kompleks kosmosreligion” ikke kunne ”leve med” en konkurrerende livsanskuelse. Men den kosmosreligion, der ikke kunne det, var kristendommen, islam, derimod, har gennem hele sin historie faktisk kunnet leve med kristne og jøder som undersåtter. Jøderne blev jo forøvrigt ved den lejlighed også tvunget til at emigrere. Efter sigende fik temmelig mange af dem tilladelse til at bo i det muslimske Sarajevo.

Men det, denne påstand om ”ikke at kunne leve med” skal, er heller ikke at stemme overens med historieforløbet, den skal blot danne baggrund for Klostergaards overordnede påstand om, at kristendom og islam er lige voldelige. Og da man ”véd”, at islam er voldelig, kan man ud fra ordvalget med den ”komplekse kosmosreligion”, der ”ikke kan leve med konkurrerende krav på sandheden”, nemt drage den slutning, at så må jo kristendommen også være voldelig. Så må det gå med den faktiske historie, som det bedst kan.

Dog føler Klostergaard sig tvunget til at nævne nogle eksempler på kristen vold. Han nævner al den vold, der fulgte i kølvandet på Jugoslaviens opløsning, borgerkrigen i Nordirland og alliancen mellem nationalisme og kirke i Rusland. Og da han bliver spurgt nøjere ud, nævner han andre eksempler:

Jeg er også ret sikker, at mange jøder gerne havde set den katolske og de protestantiske kirker udtrykke deres modstand mod barbariske jødeudryddelser under Anden Verdenskrig. Det var der et fåtal modige præster og teologer, som gjorde. Årsagen til den megen fokus på islam i nutiden er, at islamister sparker tilbage på dem, som truer deres eksistens. For eksempel blev der palmesøndag begået terror mod to koptiske kirker i Egypten. Det er, fordi nogle islamistiske grupper ser kopterne som en trussel mod et samlet muslimsk Egypten, og fordi kopterne ofte er økonomisk og uddannelsesmæssigt bedre stillet.

Jeg véd ikke, om det kan betale sig at omtale alle disse eksempler hver for sig. Hvis vi ser på den muslimske vold, kan man vel godt sige, at den ofte er kendetegnet ved, at terroristen selv tilkendegiver, at han handler i islams navn. Det kan jo, som vi véd, gøres derved, at han råber ”allahu-akbar”, inden han udfører sin terrordåd. Eller man finder i hans efterladenskaber ting, der viser, at han har været optaget af de muslimske terrorgrupper. Et helt andet og derfra forskelligt spørgsmål er så, om handlingen så også er i overensstemmelse med islam. Jeg gætter på, at Klostergaard vil bruge det trick, som andre religionsvidenskabsfolk har brugt før ham, nemlig at påstå, at der ikke findes nogen essens i hverken kristendom eller islam, så man altså ikke kan finde den oprindelige kristendom eller den oprindelige islam. Det vender vi tilbage til.

Det er sandt, at der blev udført megen vold ved Jugoslaviens opløsning og under borgerkrigen i Nordirland. Og det er også sandt, at den blev udført af kristne. Men mente voldsmændene, at de handlede i kristendommens navn, sådan som Klostergaard påstår? Hvis man skal parallelisere med islam, er man nødt til at besvare det spørgsmål med et ja. Og det er ganske svært. For mig bekendt foreligger der ikke bevis for noget sådant. Derimod foreligger der bevis for, at alle kristne kirker har taget afstand fra volden både det ene og det andet sted, uafhængigt af, om den var udført i Jesu navn eller ej.

Hvad angår jødeudryddelsen under Anden Verdenskrig, skal jeg ikke undskylde de kristne kirker i Tyskland for deres eftergivende holdning overfor Hitler. Der var en del antisemitisme i disse kirker, selv om der også hævede sig røster imod jødeforfølgelsen. Men der er ikke nogen kirke med respekt for sig selv, der i dag vil undlade at tage afstand fra jødeudryddelsen. Der er derimod en del muslimer – nogle højt på strå, andre af lavere karat – som har hævdet, at det må være muslimernes pligt at gøre det arbejde færdigt, som Hitler ikke nåede at blive færdig med, i den grad er de præget af jødehad.

Men hov, nu kom jeg jo til at sige noget ufordelagtigt om islam uden at sige noget tilsvar, ende om kristendommen. Det var dog forfærdeligt! Undskyld, undskyld! Og undskyld igen!

Derimod behøver jeg ikke bekymre mig om at undskylde eller angribe muslimerne for angrebene på kopterne i Egypten palmesøndag. Det har jo Klostergaard så udmærket forklaret – eller bortforklaret, afhængigt af, hvordan man ser på det – med den bemærkning, at nogle islamister ser kopterne som en trussel, fordi de hindrer et samlet muslimsk Egypten, og fordi de er bedre stillet økonomisk og uddannelsesmæssigt. Det sidste er ikke rigtigt, kopterne har længe haft til opgave at være Egyptens skraldemænd. De må nemlig holde svin, og svin er udmærkede til at opæde husholdningsaffald. Og at være skraldemand er ikke identisk med at sidde i toppen af samfundet. Men at de skulle være en trussel? I så fald er det en trussel, som har bestået siden muslimernes erobring af Egypten i 600-tallet.

Men denne anden (bort)forklaring: at islamisterne ser kopterne som en trussel, lægger op til de følgende spørgsmål og svar:

Hvorfor ser vi ikke terror begået i kristendommens navn. For eksempel af de forfulgte kristne i Mellemøsten, der jo også må siges at være truet på eksistensen?

Når man bliver presset, har man et valg. Man kan kæmpe for ressourcerne eller flygte. Store dele af de kristne mindretal i Mellemøsten har valgt at flygte i stedet for at kæmpe.

Er det så helt tilfældigt, at mange pressede muslimer vælger at ty til vold, mens de pressede kristne flygter?

Nej, det er der naturlige forklaringer på. Man må se på forholdene i de forskellige lande. Mange steder er den simple forklaring, at de kristne udgør så lille et mindretal, at det ikke giver mening at kæmpe.

En ”naturlig forklaring” er en forklaring, der ikke opererer med nogen forskel på de to religioner. Og denne ikke-eksisterende forskel må vi endelig holde fast på. Vi begyndte jo med at høre, at den ene var lige så voldelig som den anden. Og fordi denne ikke-forskel skal opretholdes, skal vi altså gå med til, at det muslimske flertal i Egypten føler sig truet og derfor griber til vold. Og at de kristne i Mellemøsten er presset på samme måde, men af ganske naturlige årsager vælger at flygte fremfor at kæmpe, dvs., kæmpe med terrorhandlinger.

Det er de besynderligste sammenligninger, Klostergaard bruger. For der må endelig ikke opstå nogen forskel på religionerne. At de kristne flygter i stedet for at gribe til terrorhandlinger, har bestemt ikke noget med deres kristendom at gøre. Uha, da da, sådan noget må man sandelig ikke sige.

Til sidst vil jeg tage fat på det næstsidste spørgsmål – det sidste gider jeg ikke kommentere – hvor spørgsmålet om en religions essens genoptages:

Sognepræst i Ribe Domkirke Torben Bramming kritiserer på Facebook din kronik. Han skriver, at mens Muhammed var hærfører og islam en lovreligion, sagde Jesus ”vend den anden kind til”. Har han ikke fat i noget om, at de religiøse tekster kunne have noget at sige i forhold til, at vi overvejende ser islamisk vold i dag?

Det er Torben Brammings tidehvervske udlægning af, hvad islam og kristendom er. Han er en dygtig historiker, og jeg kunne ønske mig, at han havde gjort brug af sin historiske viden til at se, hvordan kristendommen har udviklet sig gennem 1500 år.

Både islam og kristendom er mange ting. Man kan også finde krigeriske afsnit i Bibelen, for eksempel i Johannes’ Åbenbaring. Jeg er enig med Torben Bramming i, at kristendommen bør være fredfyldt. Men det samme, må man tilføje, vil de fleste muslimer sige om islam.

Her kommer dette med essensen af en religion, af kristendom eller af islam. En sådan findes ikke. ”Islam og kristendom er mange ting”. Som andre religionsvidenskabsfolk nægter Klostergaard at anerkende, at man ud fra koranen eller bibelen kan finde frem til nogen som helst oprindelig islam eller kristendom. Det vil sige: Det er kun noget, man nægter, når det passer ind i ens kram. Når f.eks. Klostergaard i overskriften skriver ”Stop dæmoniseringen af islam”, så går han ud fra, at islam er noget bestemt, noget, der er forskelligt fra det billede, vi dæmoniserende vil tegne af islam. Og han giver også sig selv lov til at sige om begge religioner, at de i sig har et voldspotentiale, altså i deres essens, i deres dna, så at sige. Så Klostergaard må godt tale om islams essens, om hvad islam er i sit inderste væsen. Vi andre, der er uenige med ham, må ikke.

Det er også grunden til, at han pure nægter at gå ind i en diskussion med den af Bramming fremførte påstand, men tror han kan nøjes med at affærdige Bramming som en dårlig historiker.

Han kan selv være en dårlig historiker, kan han. Eller mere præcist sagt: Han er en dårlig historiker. Eller endnu mere præcist: Han lader sin religionsvidenskabelige tese overtrumfe alle historiske vidnesbyrd. Det er for dårligt, ja, det er ligefrem uvidenskabeligt.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Vold i kristenheden og vold i islam

  1. Pingback: Forskel på islam og muslimer | ricardtriis

  2. Pingback: Elitens svigt | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s