At læse historien bagfra

Den fremmede Luther 23

Langfredag er en kristen helligdag. Det er ikke altid, det lader sig spore af DR’s programmer, men i år, 2017 altså reformationsjubilæumsåret, havde man i Deadlines redaktion besluttet, at man ville gøre lidt ud af den kendsgerning, at den danske folkekirke er evangelisk-luthersk. Man havde derfor inviteret to debattører til at diskutere Luthers indflydelse på nutidens samfund.

Allerede her kunne man måske nok have været mere retfærdig overfor lutherdommen. Man kunne have inviteret nogen med, der havde lidt mere forstand på Luther og hans skrifter, end tilfældet var. På den ene side havde man inviteret Sørine Gotfredsen. Hun skulle forsvare Luther, og i betragtning af de odds, hun havde imod sig, gjorde hun det såmænd meget godt. På den anden side havde man inviteret Bjørn Thomassen, og det var i mine øjne et lidt mærkeligt valg. Ikke så meget, fordi han er katolik, mere, fordi han i en langvarig debat i Kristeligt Dagblad i vinteren og foråret 2016 ikke helt få gange var blevet grebet i ikke at vide særlig meget om reformationen.

Hvad værre var: man havde taget tre af Frederik Stjernfelts såkaldte myter som udgangspunkt for samtalen. Det drejede sig om de tre første myter, der ser således ud (med Stjernfelts kommentarer tilknyttet):

Myte 1: Luther indførte religions-, ytrings- og tankefrihed.

Stjernfelt: Nej, han gik ind for henrettelse af anderledes tænkende.

Myte 2: Luther indførte skellet mellem stat og kirke.

Stjernfelt: Nej, han opløste skellet mellem stat og kirke.

Myte 3: Luther bidrog til demokratiets fremvækst.

Stjernfelt: Nej, han gik ind for tyranni og ubetinget lydighed.

Det var ret uheldigt. For nu skulle Sørine Gotfredsen til først at gøre opmærksom på, at der er meget få, om nogen lutherske teologer, der er tilhænger af disse myter. Stjernfelt fører en kamp mod stråmænd, og det er der allerede ikke så få, der har gjort opmærksom på. Så er det lidt imod DR’s neutralitetspolitik at bringe disse ting frem igen; de er jo blevet jordet i den hidtidige debat.

Dog, det lader vi her ligge. Her er det et andet uheldigt fænomen, jeg vil hæfte mig ved, det nemlig, at man uden videre godtager den bagvendte historieopfattelse, som Stjernfelt her anvender: han betragter fortiden med nutidens briller på; han tager nutidens idealer og vil have fortidens mennesker til at leve op til dem. Sørine Gotfredsen havde derfor fuldt op at gøre med forklare, at Luther selvfølgelig ikke var demokrat, for det var der ingen, der var dengang; at han selvfølgelig ikke gik ind for religionsfrihed, for det begreb var ikke ”opfundet” dengang.

Derved fik Bjørn Thomassen alt for let spil. Han kunne f.eks. under punkt to skildre, hvordan der med pavekirken ved roret både før og efter reformationen havde været en klar skillelinje mellem stat og kirke, og hvordan denne blev ophævet ved reformationen i de lutherske områder, så vi med den lutherske ortodoksi fik en statskirke eller en kirkestat. Og fordi udgangspunktet var forkert – det var jo Stjernfelts stråmænd, man skulle bekæmpe – og fordi historien blev læst fra nutiden, blev billedet af, hvad der skete, ret fortegnet.

Lad mig prøve at råde lidt bod på det!

Det er sandt nok, at der i middelalderen havde været et skel mellem stat og kirke. Men der havde også været et samarbejde. Dette bestod i, at hvis kirken erklærede én for kætter, overlod den ”det grove arbejde” til staten, eller altså til kejseren. Sådan var det gået for sig på kirkemødet i Konstanz i 1415: Jan Huss blev af de kirkelige myndigheder erklæret for kætter, men det var kejseren, der fik til opgave at brænde ham på bålet.

Og sådan skulle det egentlig være gået for sig i 1521. Den pavelige udsending ville ikke have Luther indkaldt til rigsdagen i Worms. For dette møde var en rigsdag, ikke et kirkemøde, og den verdslige øvrighed havde ikke noget at sige over Luther, om han var kætter eller ej, den skulle kun eksekvere den kætterdom, som paven havde afsagt.

Det sjove er, at det nok i nogen grad var Luthers egne skrifter, der fik kejseren og rigsdagen til at indkalde ham. Gennem dem var pavens autoritet blevet så meget svækket, at man så stort på, hvad pavens udsending sagde.

Det vil sige: Hvis man kommer med sine nutidige idealer om forholdet mellem stat og kirke, så glemmer man, at det forhold, der herskede mellem pavestolen og kejseren på Luthers tid, bestemt ikke var noget at råbe hurra for, og at de krav, pavekirken stillede til den verdslige øvrighed, ikke ville kunne godkendes af nogen i vore dage.

Det viser sig også på anden måde:

På herredagen i Odense i 1527 bebrejdede de katolske rigsråder kongen, Frederik den Første, at han ikke som sine fromme fædre fik bortløbne munke indfanget og ført tilbage til de klostre, de var flygtet fra.

I den bebrejdelse ser man den samme opfattelse af forholdet mellem kirke og stat som i det foregående tilfælde: Kirken har sine regler for bortløbne munke, som jo var præget af alt andet end frihed, men den har ikke magt til at gennemtvinge deres tilbagevendelse. Det må den overlade til den verdslige øvrighed.

Jeg gætter på, at man som moderne menneske trods alt ser kongens vægring ved at være bussemand for kirken som en god ting, måske endda som en spire, der kunne vokse op til regulær religionsfrihed. Dog må man tilføje, at pavekirken blev ved med at stille fordringer til den verdslige øvrighed. Det var først ved den franske revolution, at den franske stat afskaffede en regel, der sagde, at munke eller nonner, der var flygtet fra deres klostre, ikke kunne få den verdslige stats tilladelse til at indgå ægteskab, de var jo ”gift” med Kristus i deres munkeliv.

En lignende regel har vi i Danmark ikke haft nødig at afskaffe, for der var efter reformationen ingen klostre at flygte fra.

På lignende måde har den katolske kirke haft meget svært ved at slippe sine krav om medbestemmelse, hvad angår familieretten. Jeg husker fra tresserne og halvfjerdserne – altså tresserne og halvfjerdserne i 1900tallet – den diskussion, der var angående folks mulighed for at opnå skilsmisse i Italien. Den var nærmest ikke-eksisterende, og det medførte mange besynderlige tilstande, som vist især gik ud over kvinderne.

Så lang tid efter reformationen ville den katolske kirke modsætte sig en adskillelse mellem stat og kirke. Men naturligvis, det blev ikke nævnt i Deadline-udsendelsen.

Inden vi går videre, er jeg nok nødt til at rette mig selv. Jeg lod mig i et tidligere indlæg forføre af Stjernfelt til at skrive følgende:

Man kan med en vis ret hævde, at Luther havde fået en sådan skræk i livet ved Münzers misbrug af evangeliet til direkte oprør, at han frygtede oprør fra enhver, der hældede i den retning. (Se her).

Dette er muligvis forkert. Jeg har fornylig prøvet at finde ud af, hvordan Luther forholdt sig til gendøberne, og opdagede så, at han i 1528 skrev et lille essay “Von der Wiedertaufe, an zwei Pfarrherrn”, hvori han bl.a. skriver:

Dog er det ikke retfærdigt, og det gør mig virkelig ondt, at man så jammerligt myrder, brænder og grusomt dræber sådanne elendige mennesker; man skal jo lade enhver tro, hvad han vil. (Erlangerudgaven bind 26, side 256).

Så den opfattelse, jeg på Stjernfelts foranledning troede, han havde fået efter bondeoprøret: at gendøberne skulle henrettes, har han altså endnu ikke fået i 1528. Om han nogensinde fik den, er måske tvivlsomt.

Så kun én ting mere.

Jeg har hørt det argument fremført – men jeg er ikke helt sikker på, at Bjørn Thomassen gentog det i Deadline – at kongen ved at overtage kirkegodset fik en enorm magt, så han senere, i 1660, fik mulighed for at gennemføre den totale enevælde, altså det modsatte af demokrati.

Det er et argument, der er lidt tyndbenet.

Når jeg tager det med her, er det også kun, fordi det viser, hvad der sker, når man går bagvendt til historien, altså når man betragter de historiske begivenheder fra nutidens perspektiv og ikke fra fortidens. I dette tilfælde ”glemmer” man helt udgangspunktet. Selve ”anklagen” afslører jo, at kirken altså ejede enorme jordegodser på reformationstiden. Så når man er forarget over, at kongen overtog kirkens jorder ved reformationen, burde man begynde med at være forarget over, at kirken på den tid ejede så stor en del af landet. Men den forargelse lykkes det som regel at undgå i de mange diskussioner om reformationen, der pågår.

Og så må man vel også føje til, at overgangen fra et kombineret konge- og adelsstyre til enevælde var et alment europæisk fænomen. Én af de konger, der fik størst magt, var kongen af Frankrig. Og Frankrig var jo et katolsk land, i hvert fald efter at man havde eksileret eller direkte udryddet hugenotterne.

Det er jo ikke, fordi vi lutheranere føler nogen særlig trang til at angribe katolikkerne. Og der er jo heller ikke noget katolsk jubilæum, der står lige for døren. Men når nu det lykkes katolikkerne, f.eks. Bjørn Thomassen, at få os til at fokusere på splinterne i Luthers og lutheranernes øje, hvad voldsanvendelse angår, så var det måske en idé – sådan af rent historisk-tekniske grunde – at gøre opmærksom på, at både processen mod Luther i 1521 og Bartholomæusnatten i 1572 viser, at det da vist er godt nok, at katolicisme ikke blev ved med at være den eneherskende religion i Europa.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Luther og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til At læse historien bagfra

  1. Pingback: 95 teser | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s