Den underfundige Gud

Det er Emmaus-beretningen i Luk 24,13-35, der får mig til at bruge ordet ”underfundig” om Gud. Indrømmet: jeg skulle måske i første omgang nøjes med at bruge ordet om lukasevangelisten, for det er jo ham, der fortæller en underfundig historie om Gud. Men dette lader vel ane, at Lukas’ underfundighed blot optræder som et ekko af Guds underfundighed.

Der er sket det for mig, at denne sære beretning om de to disciple, der på selve påskedagen er på vej fra Jerusalem til Emmaus og møder Jesus selv, er blevet ved med at arbejde i mig, selv efter at jeg har hørt en udmærket prædiken om den. For med denne ”fremmede” kommer de to disciple til at tale om det mærkelige, der er sket: at Jesus, der var en profet, mægtig i ord og gerning, var blevet udleveret til dødsstraf og korsfæstet. Og også det endnu mærkeligere fortæller de den ”fremmede”, at nogle kvinder har været ude ved graven, hvor de ikke fandt hans legeme, men i stedet engle, der sagde, at han lever. Dog, dette har ikke fået de to disciple til at forstå, hvad der i virkeligheden skete. Ja, selv ikke det, at nogle af de mænd, der var sammen med Jesus, mens han levede, var gået ud til graven og med egne øjne havde set, at det forholdt sig, som kvinderne havde sagt, selv ikke det fik dem til at forstå.

Underfundig er denne fortælling, for det er jo altid godt stof for en skuespilforfatter eller en anden fortæller at benytte sig af det trick, at lade tilhørerne vide noget, som de implicerede ikke véd, og derved bibringe dem en vis ironisk undren: ”De idioter, kan de da ikke forstå, hvad der er på færde!” En undren, som dog netop underfundigt overføres på tilhørerne selv: ”Vi idioter, kan vi da ikke se det, der er så tydeligt at se for enhver, der har øjne i hovedet?”

For det bliver jo endnu mere besynderligt: Vi véd, at det er Jesus selv, der følges med dem. Vi véd, at det, han forklarer dem, er den rene og skære bibeludlægning: Kristus skulle jo lide alt dette og først derefter gå ind til sin herlighed. Ok, vi forstår det så udmærket. Det står jo lysende klart for vore øjne. Hvorfor kan dog de to disciple ikke se det?

De ser det først, fortæller Lukas, da Jesus bryder brødet. Da genkender de ham. Men så bliver han usynlig for dem. For det, at kærligheden lider og dør, er en trossætning, ikke noget, der videnskabeligt kan bevises. Det, de nu forstår og indser virkeligheden af, er noget, der præsenteres for menneskeheden som en trossætning.

På samme måde med kærligheden. Vi ser den, vi oplever den, vi lever i den, men anerkende den, gøre os bevidst, at det er denne udefra kommende kraft, vi har at takke for vor glæde og vort livsmod, nej, det drømmer vi ikke om.

Gud er i naturen, ja. Men han er der på usynlig og ubevislig vis. Insisterer du på at ville forklare naturen uden brug af Gud, er det i høj grad muligt. Ja, insisterer du på, at det, du på den måde forklarer, er den hele natur, den sande natur, så kan også det fint lade sig gøre. For Gud åbenbarer sig i Ordet, i menneskets forståelse, den forståelse, der kommer i stand via Ordet. Og dog, så snart du vil undersøge Ordet nøjere, glider det dig af hænde, og du står tilbage med noget, du kun kan nærme dig ved at tro på det: et andet menneskes fortrolighed, et ægte forhold mellem mennesker, en ægthed og redelighed fra den anden i de ord, han bruger; alt det vil du bevise, gribe med dine videnskabelige begreber, men nej, den opstandne Jesus, som du således vil gøre håndgribelig, bliver usynlig for dig.

Hvad kan ikke videnskaben forklare! Hvad kan ikke med fordel lægges ind under videnskabens mikroskop! Er det menneskets udvikling fra abe til menneske, vi kan finde overgangsformer, vi kan mere eller mindre tydeligt forklare, hvordan det træk er blevet til, hvordan dette andet træk har udviklet sig. Og er det det forhold, at menneskene er delt i to fra hinanden forskellige køn, der skal forklares, så er videnskaben også her leveringsdygtig med teorier: det fremmer udviklingen, at der er to køn, det gør udvælgelsen af de forskellige mutationer mere effektiv.

Og kommer vi nærmere til nutiden, er så ikke sociologien og psykologien i stand til at formulere love, hvorefter livet må forme sig. Nogle kulturer, f.eks. islam, lader han- og hunkøn forbinde sig ved aftale mellem slægterne, andre, f.eks. de vestlige kulturer, lader det være den gensidige sympati hos enkeltindividerne, der afgør sagen, men i begge tilfælde er det livets egne udviklingslove, der hersker, ikke den enkeltes tro eller mistro til kærligheden.

Det vil sige: sådan tror den forbenede videnskabsmand.

Men lad ham i hans unge dage møde en kvinde, gerne en lige så forbenet videnskabstilbeder, så skal du se løjer. Så mødes de to, og uvægerligt vil sød musik opstå i hjerterne. Så kan de være videnskabsfolk aldrig så meget, så kan de aldrig så meget hæve sig op over denne tilværelse og deres egen tilværelse med, de må dog medgive, at mere hævet over sig selv er de ikke og kan de ikke være, end at de samtidig er en del af den tilværelse, de undersøger. Jovist, alt det, der får dem til at mødes, så musikken klinger frem i hjerterne, det kan forklares videnskabeligt, men jo kun forklares som manipulation, kun forklares som den enes forsøg på at få den anden ind under sit herredømme.

Så går de to som disciplene til Emmaus og mærker ikke, at det er Ordet selv, sprogets egen iboende kraft, der slår følge med dem, bliver ikke klar over, at denne kraft har gennemsyret den vestlige kultur, så der tales om gensidighed, respekt, forståelse, ja, ligefrem om kærlighed, så forelskelsens kræfter griber dem, så de af hjertet ønsker at høre den andens kærlighedserklæring, og så de gribes af overvældende taknemlighed, når de hører den, en så stor taknemlighed, at de tror på den.

Men så trækker Ordet sig tilbage. Så må de selv stå ved det, der er sket. Så må de for egen regning og risiko leve deres fremtidige liv på den tro, at den anden ikke ville manipulere, men var ægte i sin kærlighedserklæring. Så må de i deres fremtidige fælles liv lade kærligheden og ikke selviske beregninger råde. Så må de lade hele den vestlige kulturs billedkraft fra film og romaner og skuespil besætte sig.

Så må de kort sagt tro. Tro på det Ord, der selv har kraft i sig til at blive hørt og troet. Ja, ja, de gamle sagde det på deres måde, med tanker om en Messias, der skulle lide og dø og siden indgå til sin herlighed, men det er jo det samme, vi idag siger med vore tanker om kærligheden, der hengiver sig helt.

Jovist, du prøver, mens forelskelsens kræfter smyger sig om dig, at forklare det altsammen evolutionært. Det er bare den skide kønsdrift, der vil gøre sig gældende, det er bare dine geners lyst til at formére sig, der nu slår igennem i din hjerne og får dig til at se med længselsfulde øjne på netop hende, og dag efter dag overveje, om de blikke, hun sender dig, er tegn på, at hun tænker om dig, som du om hende. Men nu er du pludselig ikke længer videnskabsmand, nu drejer det sig ikke om at forklare videnskabeligt, for deri kan jo kun ligge en bortforklaring af, at du er grebet af kulturens kræfter, den kultur, der fortæller dig, at du er forelsket, at du har udset dig netop én kvinde som din mulige livsledsagerske. Nu sker der det underfundige med dig og med hende, som du har udset dig, at mange andre, tilskuerne til jeres drama, så udmærket kan se det, men jeres egne øjne holdes tillukkede, fordi I ikke tør tro det, der dog er sandheden. Indtil Ordet lyder, det forløsende og forklarende og livgivende Ord, og alting bliver nyt.

Men med dette livgivende og forløsende ord er jo alting blevet nyt, en ny situation opstået, en situation, hvor det igennem alle dagligdagens mange forskelle, alle dens udfordringer, dens vaner og tilvænninger drejer sig om at fastholde den kærlighed, der blev til, da blikke blev til ord, ord til handlinger, til kys, til fortrolige gøremål, der binder sammen som intet andet. Det, der før kom til jer som en åbenbaring, I blot skulle hengive jer til, det kommer nu til jer som en tillid, der skal leves ud, i hensyntagen og omsorg, i indlevelse og forståelse, i fællesskab og fortrolighed.

Mange tager det vel op som en udfordring, vi mennesker står alene med, som noget, der skal klares ved vore kræfter og kun det. Og sandt er det jo, at det er mine overvejelser, min indlevelsesevne, min fornemmelse for, hvordan min kone har det, der skal komme i spil. Men sandt er det også, at jeg henter kraft fra den kultur, jeg lever i, til at fuldføre dette krævende job, sandt er det også, at de ord og begreber, som mit individuelle jeg har kæmpet med og fået til at blive til netop ”mig”, stammer fra kulturen, er overleveret mig fra en fortid, der har blandt andet denne underfundige historie som sit kendemærke.

Og vel kan jeg lade hånt om denne fortid, vel kan jeg lade, som om det kun er mig selv, ikke kulturen, der har dannet den kærlighedsforståelse, jeg lever på, men jeg kan dog også gribe fat om den Kristus, der med sin selvhengivende kærlighed er blevet centrum i det, kulturen har overgivet mig. Om dog ikke vor fælles kærlighed kan bibeholdes, om dog ikke vor fortrolighed må vokse sig stadig større, om dog ikke vor indbyrdes forståelse igen og igen må træde i funktion.

Måske jeg så, som de to disciple dengang, i glimt ser forklaringen på det hele, ser den Gud, der har skabt universet, stået bag livets tilblivelse, ført dets udvikling frem til mennesket, skabt det sprog, der binder det ene individ til det andet, så nyt liv dannes. Måske jeg så som dem ser den kraft, der holder alting sammen: den selvhengivende kærlighed, der vover at miste livet, men netop derigennem bevarer det. Måske jeg så opdager de skjulte kræfter i sproget, der bag om ryggen på os fører os til tro, tro på den andens oprigtighed, tro på tilværelsens sammenhæng, tro på kærligheden som sammenhængskraften bag vor videnskab, vort samfundsliv og vor dagligdag.

Men så blev han usynlig for dem.

Ja, så forvandles det, der var et øjebliks altgennemtrængende klarsyn til de mere almindelige kirkelige trossætninger, som altid kun kan fastholdes på tvivlens og oprørets baggrund. Så går jeg ud i dagligdagen igen, men nu ud i en dagligdag, belyst af troens lys. I det lys opdager jeg nu smilet i min elskedes øjne, og tror, tror, tror, at det er udtryk for, at det er mig, der er hendes kærlighed. I det lys ser jeg gang på gang de sære forelskelsens kræfter dukke op igen, uventet, altomfattende, gribende mig bagfra, så jeg knap véd af det, i en evig taknemlighed for alt det, jeg har i dagen i dag, om så aldrig så meget døden venter i morgen.

Men underfundigt er det. Det, jeg troede var en historie fra dengang for lang tid siden, viser sig at være en højst nutidig historie om mig selv og min tro. Men fordi det ender, som det gjorde: at de dog så ham, at de dog kendte ham, at de dog erfarede, at alt det, de mistroisk havde hørt, var sandt, derfor er også min historie ikke blot underfundig, men ligefrem underfuld, fuld af det troens og kærlighedens under, der kan bære det håb, at hvor han er, dèr skal også vi være. I evighed, ja. Mindre kan ikke gøre det, om kærligheden er kærlighed.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s