Stjernfelteriet breder sig

Den fremmede Luther 24

Noget tyder på, at Frederik Stjernfelts bog Syv myter om Martin Luther trods dens videnskabelige mangler har fået en uheldig indflydelse på forståelsen af Luther og hans betydning.

Eberhard Harbsmeier skriver således i den klumme, der hedder Ordet, i Kristeligt Dagblad for den 19-4 om dette, at kristne bliver forfulgt:

Og vi kender til det at støde på modstand – man kan ikke være gode venner med alle mennesker. Luther tolker ordene sådan, at vi angiveligt skal være ”fromme, stille og lydige, rede til med liv og gods at tjene øvrighed og ethvert menneske og ikke gøre noget fortræd”. Det er ikke min forestilling om fromhed, det hører en anden tid til, og Luther levede for resten ikke selv op til disse ord. Meget kan man sige om Luther, men konfliktsky var han ikke – og den samvittighedsfrihed, han krævede for sig selv i Worms, nægtede han som bekendt sine egne modstandere fra Reformationens venstre fløj.

Dette kan være inspireret af Stjernfelt, der i syvmytersbogen side 68 skriver:

For et nøgternt blik fordamper dét, der kunne ligne liberale principper, og tilbage står alene taktik. Man er liberal, når det gavner egen sag, ellers ikke.

Lad mig begynde med at angribe den påstand, at Luther krævede samvittighedsfrihed for sig selv i Worms. Det er for mig at se en helt forkert måde at stille tingene op på. Man kommer med det moderne udtryk ”samvittighedsfrihed”. Det lægger man ned over rigsdagen i Worms, og så får man som resultat, at når Luther nægtede at tilbagekalde, må det betyde, at han kræver samvittighedsfrihed for sig selv.

Men hvordan ”kræver”? Luther kræver da ikke noget som helst i Worms. Han – og alle andre – véd, at han er indkaldt til Worms, fordi han er gjort fredløs af pavens bulle. Han havde fået 60 dage til at trække sine udtalelser tilbage, men den frist udløb engang i januar 1521, uden at Luther havde tilbagekaldt noget, han havde i stedet brændt pavens bulle.

Så blev han indkaldt til at møde for den tyske rigsdag i Worms. Meget mod pavens vilje. For ham at se havde kejseren kun det at gøre at indfange Luther og brænde ham på bålet som kætter. Forhøre ham? Nej. Få ham til at tilbagekalde, når han ikke havde villet tilbagekalde efter de 60 dages frist? På ingen måde. Men han blev altså indkaldt, og han mødte altså frem, og fik den 17-4 1521 stillet krav om tilbagekaldelse. Han bad om betænkningstid. Det fik han. Næste dag, den 18-4, holdt han sin forsvarstale, på latin og senere på tysk, og sluttede med den ret kendte passus om, at det ikke er tilrådeligt at handle mod sin samvittighed. Se talen her.

Hvordan kan det dog forvandles til et krav fra Luthers side?

I sin forsvarstale deler Luther sine skrifter i tre slags. Der er først dem, som alle – endog den pavelige bulle – indrømmer, er gode og kristelige skrifter. Det ville dog være absurd at tilbagekalde dem. For det andet er der dem, der angriber papisternes misbrug. Hvis han tilbagekaldte dem, ville han styrke det tyranni, der har gjort så stor skade i kristenheden, ikke mindst i Tyskland. Og endelig er der for det tredje de skrifter, som han har skrevet imod private. Her må han indrømme, at han ofte har været mere hård, end det var passende. Men også om dem gælder det, at han ved en tilbagekaldelse ville styrke det tyranni, han i disse skrifter vendte sig imod.

Men så kommer han med en udtalelse, der må mane enhver forestilling om, at han stiller krav, i jorden:

Dog, fordi jeg er et menneske og ikke Gud, kan jeg ikke støtte mine bøger til anden beskyttelse end den beskyttelsen, min herre Jesus Kristus gav sin egen lære, da han overfor Annas blev spurgt om sin lære og fik en lussing af én af tjenerne; da sagde han: Hvis jeg har talt forkert, så bevis, at det er forkert. (Joh 18,23) Hvis Herren selv, som vidste, at han ikke kunne tage fejl, ikke afviste at høre et vidnesbyrd imod hans lære, og det endda fra en elendig slave, hvor meget mere bør da ikke jeg, der ikke kan andet end fare vild, opsøge og håbe på, at nogen vil give vidnesbyrd imod min lære. Derfor beder jeg ved Guds barmhjertighed Deres højvelbårne majestæt, Deres højtoplyste herskaber, eller hvemsomhelst ellers, høj eller lav, der kan det, om at afgive vidnesbyrd, om at tilbagevise fejlene, om at overvinde mig med de profetiske og apostolske skrifter; hvis nemlig jeg bliver belært, vil jeg være mere end villig til at tilbagekalde en hvilkensomhelst vildfarelse, og jeg skal selv være den første til at kaste mine bøger i ilden. Se her.

Hvis man endelig skal sige, at Luther kræver noget, må man sige, at det, han kræver, er modsigelse, belæring, debat. En sådan modsigelse havde han i nogen grad fået fra forskellig side, fra Sylvester Prierias, fra Johan Eck, og fra andre mindre kendte personer. Men fra den officielle kirke fik han kun et krav om at tilbagekalde, uden argumentation, alene på baggrund af pavestolens autoritet. Det ses af pavens bulle, hvori paven blandt andet skriver:

Derfor, efter råd og tilslutning fra vore ærværdige brødre, og som sagt efter moden overvejelse over alle teserne og hver enkelt for sig, har vi, ved den almægtige Guds autoritet, og ved de salige apostle Peters og Paulus’ autoritet, og ved vor egen autoritet fordømt, vendt os imod og i det hele taget forkastet én og hver af de føromtalte artikler eller vildfarelser som (om man tillader) henholdsvis kættersk eller forargelig eller forkert eller stødende for fromme ører, eller forføreriske for enfoldige sjæle, eller som noget, der bryder den katolske sandhed. (Se her).

Tre autoriteter nævner paven, Guds, Peters og Paulus’ og sin egen. Og bemærkelsesværdigt er det også, at han opdeler anklagerne mod de 41 sætninger af Luther, som er opregnet ovenfor, i forskellige grader, stigende fra ”stødende for fromme ører” og ”forførerisk for enfoldige sjæle” over ”forkert og forargelig” til direkte kættersk. Men endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at han ikke gør opmærksom på, hvilke sætninger der er kætterske og hvilke kun stødende for fromme ører. Ganske vist følger han derved gammel skik, men det gør det vel ikke bedre. Luther skal tilbagekalde det hele, også den sætning, der måske kun er stødende for fromme ører. (Det er noget, Luther gør opmærksom på i disputationen med Eck, se her.)

Lad os lige tage den afsluttende del af Luthers forsvarstale med:

Med mindre jeg bliver overbevist ved vidnesbyrd af skriften eller ved indlysende grunde — thi jeg tror hverken paven eller koncilerne alene, fordi det ligger for dagen, at de flere gange har faret vild og modsagt sig selv, — og eftersom jeg ved de skriftsteder, som jeg har anført, er fanget i min samvittighed ved Guds ord, så kan og vil jeg intet tilbagekalde, fordi det ikke er rådeligt og ikke er retskaffent at handle mod samvittigheden. (Se her).

Er det at kræve samvittighedsfrihed for sig selv? Det er for mig at se en meget bagvendt måde at beskrive begivenhederne på. Det er vel et spørgsmål, om han i det hele taget kræver ret til at leve. Han havde tidligere skrevet til kurfyrstens sekretær, Georg Spalatin, at det ikke var til at sige, om der var størst fare for evangeliet og for menneskeheden ved hans død eller ved hans liv. (Se her). Der er ingen tvivl om, at han var forberedt på at skulle dø. Det er lidt svært at få noget krav indflettet i den situation.

Men altså, det var, hvad jeg har at indvende imod den første af Harbsmeiers sætninger: at Luther krævede samvittighedsfrihed for sig selv i Worms.

Så til en anden af Harbsmeiers påstande, også i overensstemmelse med Stjernfelt: Luther levede ikke selv op til sin fromhedsforestilling, den, der går ud på at være stille og lydig og rede til med liv og gods at tjene øvrigheden, for han var ikke konfliktsky.

Også her har vi med en sær bagvendthed at gøre. Alle er jo enige om, at det ikke på nogen måde var Luther, der startede det hele opgør. Hans handlinger fra 1517-21 er i høj grad reaktioner, ikke aktioner. Han ønskede ikke at splitte kirken ad. Han ville i begyndelsen kun indlede en debat om afladen, og han var af den fejlagtige opfattelse, at paven ville rette misbrugene, hvis han blot blev klar over dem.

Jeg véd ikke, hvad det er for en fromhedsforestilling, Harbsmeier læser ud af Luthers skrifter. Han afbilder Luthers forståelse af, hvordan kærligheden forholder sig, men glemmer at fortælle noget om, hvordan troen reagerer. Luther klargør forskellen i den store galaterbrevsforelæsning, da han skal til at forsvare Paulus, fordi han angriber Peter (Gal 2,14):

Men i denne meget vigtige sag kunne han [Paulus, rr] overhovedet ikke give efter. Og efter Paulus’ eksempel kan enhver kristen hovmode sig. For kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt (1 Kor 13,7), troen derimod hersker, styrer, triumferer, viger ikke for nogen, men alt bør underkastes den og vige for den, skarerne, folkene, kongerne, jordens dommere, som Sl 2,10 siger: “Og nu, I konger, forstå, lad jer undervise, I, der dømmer jorden, tjen Herren med frygt osv. Hvis ikke, skal I forgå på jeres veje”. Derfor er det helt modsatte virkninger, embeder og dyder, som kærligheden og troen har. (Se her).

Luther var ikke konfliktsky? Nej, heldigvis. Skulle han være det? Skal vore dages præster og biskopper være det? Har de ikke som Luther et troens embede, hvor det ikke som ved kærlighedens embede drejer sig om at vige og tåle alt, men om at gribes i sin samvittighed og ikke lade trusler udefra ændre denne grebethed.

Så hvis Harbsmeier mener, at Luther i sin skrifter ikke optræder stille og lydigt og rede til at tjene øvrigheden, så er det sådan set rigtigt nok: Luther var kry og ikke sky. Men det er kun en bebrejdelse, for så vidt vi taler om kærlighedens embede. Men Luther mener selv, at han har et andet embede også, et troens embede, og dette embede tvinger ham til at reagere. Først reagerer han på afladshandelen, og her beholder han ret hele vejen igennem, for afladsteologien er fuld af selvmodsigelser, som blot ikke anfægtes af nogen, fordi der er så mange penge involveret. Så reagerer han på forståelsen af paveembedet, det sker ikke mindst i disputationen med Eck: Er paveembedet en guddommelig eller en menneskelig ordning? Og til sidst reagerer han på de angreb fra paven, han udsættes for, dog meget langsomt og trevent. Men da han bliver klar over, at pavemagten igennem århundreder har holdt sig til et falsum, nemlig til det såkaldte ”Konstantins gavebrev”, ser han i tanken om, at paven er den antikrist, der er omtalt i 2 Thess 2,3, en forklaring på alle de anormaliteter, han har observeret fra pavens side: arrogancen, den selvpåtagne autoritet, ulysten til at give begrundelser, og dertil alle de uregelmæssigheder, han afslører i ”Til den kristelige adel”.

Skridt for skridt drives han hen imod den opfattelse af paven som antikrist, som han vel har allerede fra december 1518, men som han forkaster indtil februar 1520, hvor han i begyndelsen nøjes med at antyde den, men jo i sine reformatoriske hovedskrifter lader den udbasunere med fuld styrke.

Jeg mener: Er det ikke at ramme helt ved siden af at fremhæve det som noget særligt og dadelværdigt, at Luther ikke var konfliktsky? Man overser i hvert fald, at igennem alle årene fra 1517 til 1521 var Luther den, man forsøgte at komme til livs, den, der måtte forsvare sig mod det ene og det andet, den, der fik pavens bandbulle at mærke. Ligesom man overser, at Luther af det, han oplevede, ofte ændrede anskuelse med hensyn til, hvad der skulle gøres.

Og så til det sidste og værste i Harbsmeiers bemærkninger: Anklagen for nægte de andre reformatorer samvittighedsfrihed.

Her vil det dog være betimeligt først at redegøre for en erfaring, Luther har gjort med hensyn til Ordets mulighed for påvirkning. Man skal jo huske på, at Luther gik fra at være en forholdsvis ukendt munk og professor i 1517 til at være en person, alle talte om, i 1520 og 21. Han fik det rigeligt bekræftet på sin vej til Worms, hvor store skarer flokkedes om de prædikener, han holdt undervejs. Og han erfarede det også efter sin optræden ved rigsdagen, hvor han en uge igennem mødtes med så den ene, så den anden af det tyske riges stormænd, om der dog ikke kunne findes en løsning.

Dertil kommer naturligvis den opfattelse, han havde ”arvet” fra den samtidige humanisme: råbet ”ad fontes”, tilbage til kilderne, blev også hans kampråb; det lå bag både ”Til den kristelige adel” og ”Om kirkens babyloniske fangenskab” og de mange forslag til kirkelige ændringer, der blev beskrevet deri.

Han sammenfatter sine erfaringer i det såkaldte ”ølargument”, som han fremsætter i en prædiken i Wittenberg den 10. marts 1522. Her understreger han, at troen må komme frivilligt:

Kort sagt: jeg vil prædike ordet, jeg vil sige det, jeg vil skrive det. Men tvinge, nøde med magt, det vil jeg ikke gøre overfor nogen, for troen må man iføre sig frivilligt, uden tvang. Tag et eksempel fra mig! Jeg var imod afladen og alle papister, men ikke med nogen magt. Jeg har alene drevet på med Guds ord, prædiket og skrevet, ellers har jeg intet gjort. Ordet har, mens jeg har sovet, og mens jeg har drukket wittenbergsk øl med min Filip og min Amsdorf, bevirket så meget, at pavedømmet er blevet langt mere svagt end om nogen fyrste eller kejser havde ødelagt det. Det er ikke mig, der har gjort noget, ordet har bevirket og udrettet det altsammen. Hvis jeg havde villet fare frem med magt, så ville jeg have bragt Tyskland ud i en stor blodsudgydelse, ja, jeg ville have anrettet et spil i Worms, så at kejseren ikke havde været sikker dèr. (Se her).

Forinden har han vist sin tro på ordets magt overfor Albrecht af Mainz og overfor kurfyrst Frederik den Vise. Den 1-12 1521 skriver han til Albrecht, at hvis ikke Albrecht opgiver sine planer om en relikvieudstilling i Halle, vil han udgive et skrift imod ham; det fik Albrecht til at falde til patten, se her. Og den 5-3 1522 skriver han til kurfyrsten, at han ikke, nu, hvor han vender tilbage til Wittenberg, vil bede om kurfyrstens beskyttelse, for ”den, der tror mest, han vil beskytte mest”. Men fordi han mærker, at kurfyrsten stadig er ret svag i troen, mener han ikke, at han vil være i stand til at beskytte ham, se her.

Hvis det virkelig er Luthers erfaring, og hvis han virkelig vovede at bygge på denne erfaring, så vil det jo være meget vanskeligt at vise, at han efterstræbte sine modstandere med vold. Det er det også. Men ligesom Luther i perioden 1517-1521 bliver mere og mere radikal i kraft af de udfordringer, han stilles overfor – der er ikke fra begyndelsen nogen luthersk ”masterplan” for, hvordan en luthersk kirke skal se ud – sådan er også perioden fra 1521 og fremefter bestemt af ”de forhåndenværende søms princip”.

Allerede i 1521 erfarer han således, at nogle skriftefædre vil have deres skriftebørn til i skriftemålet at røbe, om de læser Luthers bøger eller ej. Det får ham til at udgive et lille skrift, ”En undervisning for skriftebørnene om de forbudte bøger af Dr. Martin Luther”. Heri skriver han bl.a.:

For det andet. Hvis nu skriftefaderen vil udfritte nogen, om han ejer eller læser mine bøger, og dermed rette angreb mod hans svaghed, så skal han med ydmyge ord svare ham således: Kære herre, jeg beder om, at I ikke jager mig ind i nogen fælde og fare; jeg er ikke kommet til skrifte for at I skal fange mig, men for at I skal løse mig. (Se her).

I januar 1522 skriver Luther en ”Formaning om ikke at gøre oprør”. Heri giver han råd om, hvad en luthersk sindet menighed skal gøre, hvis den skal leve under en papistisk fyrste:

Det tredie er, at du skal lade din mund være en mund for Kristi ånd, om hvilken Skt. Paulus ovenfor siger (2 Thess 2,8): Vor herre Jesus vil dræbe ham med sin munds ånd. Det gør vi, når vi fortrøstningsfuldt går videre, som vi er begyndt, og blandt folket driver på med i tale og skrift [at afsløre] pavens og papisternes slyngelstreger og bedrageri, indtil han, fuldstændig afsløret overalt i verden, bliver erkendt som det, han er, og får skam for det. For man må først dræbe ham med ord; Kristi mund må gøre det; derved bliver han revet ud af menneskenes hjerter og hans løgne afsløret og foragtet. Men når han er ude af hjerterne, så hans foreteelser ikke mere gælder, så er han allerede ødelagt. Hermed kan man bedre råde bod på ham end med hundrede oprør. Med magt vil vi ikke bryde ham ned, ja vi vil snarere styrke ham, sådan som det indtil nu er gået for mange. (Se her).

Og i 1523 skriver han skriftet om den verdslige øvrighed. Her skriver han bl.a.:

En domstol må og skal være helt sikker, når den skal dømme, og have alting fremme i lyset. Men sjælens tanker og begæringer kan ikke være åbenbare for andre end Gud. Derfor er det nytteløst og umuligt at befale eller tvinge nogen med magt til at tro sådan eller sådan. Det skal der andre metoder til, tvang gør det ikke. Jeg undrer mig over de store tåber, som allesammen selv siger: De occultis non judicat Ecclesia (kirken dømmer ikke om det skjulte). Når da kirkens åndelige styre kun angår de åbenbare ting, hvorfor understår den vanvittige verdslige magt sig så i at holde dom og spille herre over noget så hemmeligt, åndeligt og skjult som troen? Desuden har enhver selv ansvar for, hvad han tror, og det må være hans egen sag at sørge for at have den rigtige tro. For lige så lidt som en anden kan komme i himmelen eller i helvede på mine vegne, lige så lidt kan han tro eller lade være at tro på mine vegne. Lige så lidt som han kan lukke himmelen eller helvede op eller i for mig, kan han tvinge mig til tro eller vantro. (Se her).

Det er i dette skrift, at Luther skelner mellem den verdslige øvrighed og den kirkelige. Og her kan man nok sige, at han opstiller et principielt skel. Men han eksemplificerer det også:

Lad mig give et eksempel på det: tyrannerne i Meissen, Bayern og i Marken og andre steder har udstedt ordrer om, at Det nye Testamente overalt skal afleveres til myndighederne. Her skal deres undersåtter handle på følgende måde: ikke en lap, ikke en stavelse skal de udlevere, hvis de ikke vil miste deres sjæls salighed. For de, der gør det, overgiver Kristus i Herodes’ hænder; de handler jo som Kristusmordere ligesom Herodes. Men de skal finde sig i, at man foretager husundersøgelser og giver ordre til at beslaglægge med magt, ligegyldigt om det er bøger eller ejendele. Voldshandlinger skal man ikke gøre modstand imod, men finde sig i. Men man skal ikke billige dem og heller ikke støtte dem eller efterkomme dem eller underkaste sig dem med så meget som en antydning. (Se her).

Dog må man nok indrømme, at hvor inspirerende end det af Luther opstillede skel mellem gejstlig og verdslig øvrighed har været, det var for Luther selv vanskeligt at gennemføre sådan uden videre, og det har jo også for en eftertid været svært at holde styr på, omend jeg vil mene, at man selv i vore dage kan lade sig inspirere af Luthers tanker. For de to regimenter er jo blandet sammen, der er og må være steder, hvor de virker ind på hinanden.

Man kan med god ret hævde, at det var rent åndelige overvejelser, der fik Luther til at vende sig imod afladshandelen, altså opfordre folk til ikke at købe aflad. Men at det fik økonomiske konsekvenser for papisterne, er vist uimodsigeligt. Og at det har været sådanne konsekvenser, der har fået mange til at ville fastholde afladshandelen, kan man vel også tænke sig til. På samme måde med mange af de andre reformer, Luther foreslog. Han foreslog f.eks., at man skulle afskaffe sjælemesserne. Og det begyndte man da også på i Wittenberg, allerede før Luther kom tilbage fra Wartburg. Men byens øvrighed bestemte så, at de præster, der havde været ansat til at holde sjælemesser, så ikke mere skulle nyde godt af de indtægter, de før havde fået. Hvilket fik nogle af Luthers tilhængere til at falde fra.

Og hvem skulle f.eks. ansætte præster, og hvilke præster skulle ansættes? Luther hævdede i begyndelsen, at det var menigheden, der skulle stå for det, men det formåede han ikke at fastholde, og i sin formaning til fred på grundlag af bøndernes 12 artikler hævder han, at en luthersk menighed ikke kan forlange, at øvrigheden bruger tienden til at ansætte en præst efter deres ønske, se her. Og vil øvrigheden ikke finde sig i den præst, menigheden for egen regning har ansat, kan han flygte til en anden by, og hans menighed følge ham.

Her forsøger Luther at holde tungen lige i munden. Man skal ifølge hans overbevisning underordne sig den øvrighed, der er, også selv om den handler uretfærdigt. Når han vender sig imod de oprørske bønder, skyldes det netop, at de er oprørske. Og jeg havde egentlig troet, indtil for et par indlæg siden, at Luther på baggrund af sine erfaringer med bønderne, hvor det jo blev klart for ham, at det ord, han prædikede, ikke havde nogen virkning, ville gå ind for vold imod alle gendøbere og sværmere. Jeg var måske også blevet smittet af det uunderbyggede ”Stjernfelteri”.

Det er imidlertid ikke sandt. Han bevarer opfattelsen af, at folk dog må kunne overbevises med argumenter. I 1528 skrev han i en lille pamflet (Om gendøberne):

Dog er det ikke retfærdigt, og det gør mig virkelig ondt, at man så jammerligt myrder, brænder og grusomt dræber sådanne elendige mennesker; man skal jo lade enhver tro, hvad han vil. Tror han forkert, så har han straf nok i den evige ild i helvede. Hvorfor vil man så også her i tiden pine dem, når de kun tager fejl i troen og ikke desforuden sætter sig imod øvrigheden med oprør og andet?” (WA 26,145).

Og så en slutbemærkning!

Der er for mig at se noget højst usædvanligt og næsten pinligt i den måde, Stjernfelt og co. arbejder med Luther på. Jeg mener: her står vi overfor en sjælden og fascinerende historisk begivenhed, hvor det, der skete inde i hovedet på et enkelt menneske, formåede at ændre livssynet i en hel verdensdel. Her har vi med én af de sjældne tildragelser i historieforløbet at gøre, hvor tingenes skæve gang så at sige ophobes og næsten eksploderer, i dette tilfælde antændt og videreført af et eneste menneske. Her er vi vidne til, hvordan et ønske om at vende tilbage til antikken – i dette tilfælde repræsenteret ved Det ny Testamente – i løbet af få år får ændret århundredgamle traditioner: 1) Man begynder at give også lægfolket vin ved nadveren. 2) Man fjerner cølibatsidealet, så præster må gifte sig og munke og nonner forlade deres klostre. 3) Man ændrer fromhedsidealet, så en god gerning ikke mere er en ekstra asketisk gerning, men en gavnlig gerning. 4) Man får frigjort statsadministrationen fra kirkens favntag, så det – i hvert fald teoretisk – fremover skal være rationelle overvejelser, der styrer udviklingen. 5) Og måske vigtigst af alt, når det gælder de folkelige forestillinger: Man læser i Det ny Testamente, at de første kristne sang salmer; ”so ein Ding müssen wir auch haben”, sagde man, og så indførte man salmesang på modersmålet.

Man”, ja, det var jo Luther og hans kumpaner i Wittenberg. Men det var tillige de mange tusind mennesker rundt om i byerne, der blev grebet af Luthers tale. Det er ganske fantastisk, at en så stor omvæltning kunne finde sted over et så kort spand af tid, hvor så mange mennesker blev grebet af det nye i Luthers genoplivelse af det gamle.

Det er fantastisk. Det er ikke til at forstå. Det er, så hjerneskallen næsten løfter sig på én, når man læser om det. Og ja, så skal man altså af alt dette ”Stjernfelteri” ikke bare tvinges ned på jorden igen – det kan såmænd være meget sundt – man skal tvinges ind i et pindehuggeri af den anden verden, hvor et falsk Luther-billede søges oprettet gennem halve citater og udelukkelse af højst relevante Luther-udtalelser, hvor der ikke er noget som helst blik for det epokegørende ved begivenhederne, men alting tvinges ind i et snæversyn af den anden verden. Så skal man i stedet for at stille sig ved de historiske aktørers side og prøve at leve sig ind i deres beslutninger, forstå de udfordringer, de stod overfor og sætte sig ind i de løsninger, de foreslog – i stedet for det skal man møde op med nutidens høje etiske krav og forkaste dem, der ikke lever op til dem; kære Luther, hvorfor indførte du ikke et rigtigt demokrati (altså et demokrati som vores)? Det burde du have gjort! tg-. Hvorfor lavede du ikke fagforeninger for de underkuede bønder? mdl+.

Godt, at man på den baggrund kan tage sig et forfriskende bad i nogle Luther-tekster, f.eks. i det ovenfor omtalte brev fra Luther til kurfyrst Frederik. Så kan man igen sige til sig selv: Jo, jeg hørte rigtigt, her klang Skræp.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Luther og tagget , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Stjernfelteriet breder sig

  1. Pingback: Som af være der selv | ricardtriis

  2. Pingback: En idéhistorikers vanskeligheder | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s