95 teser

Den fremmede Luther 25

Hvornår når vi kvalmegrænsen?

Der synes ingen ende på Luther-udgivelserne. Alt, hvad der bare smager lidt af Luther, får adgang til boghandlernes hylder i dette år. Så skal Frederik Stjernfelt have afløb for sin modstand mod kristendommen, men han kan ikke bare give udtryk for sin modvilje mod vores tro, han skal absolut bruge Luther-jubilæumsåret til at nedgøre vor kirkefader i en pamflet om det, han påstår er syv myter om Luther, altså syv fejlagtige antagelser om jubilaren.

Og nu har to håbefulde mennesker fået Aarhus Universitetsforlag til at prøve at gøre Luther kunsten efter. Han kunne med 95 teser få ændret verdens gang. Mon ikke vi med 95 nye teser kan gøre det samme?

Nej, selvfølgelig er det ikke tanken, et sådant storhedsvanvid lider de to ikke af. Men i stedet for at vente med deres antologi om tidens problemer og tidens løsninger, skal det hele ud i år. For mon ikke Luther-begejstringen kan trække denne udgivelse også?

Ak, ja, verden vil bedrages. Og jeg skal love for, at den bliver det.

De to redaktører på bogen 95 nye teser er Anne Marie Pahuus og Henrik Grøndal Lund. De har samlet en par håndfulde af dagens debattører, og disse giver deres beskrivelse af moderne problemstillinger – og måske også løsninger – som altså tænkes at være en moderne pendant til Luthers 95 teser. Jeg vil mene, en sådan fremgangsmåde er noget uhistorisk pjat. Man forfladiger i den grad det enestående ved den lutherske reformation, og man lader ganske hånt om historiens ånd – en størrelse, som man jo alligevel aldrig beskæftiger sig med i vore dage – idet man tror, man selv kan skabe historie. Det kan man ikke, og hvis jeg engang skulle komme til at læse de mange indlæg, tror jeg, at jeg nok vil møde mange kloge menneskers kloge betragtninger. Og det er jo udmærket. Blot er det ikke det, der skaber historie.

Nå, men det er ikke bogen selv, jeg her vil beskæftige mig med, det er den kronik i Kristeligt Dagblad for den 22-4, hvori de to redaktører redegør for nogle tanker i forbindelse med udgivelsen, se her. Overskriften røber hensigten: ”En ny humanisme kan opstå af religionsmødet”. Herom skriver de:

Et af de mest iøjnefaldende forhold, som trænger til nye teser, er religionsmødet. Forholdet mellem de tre store monoteistiske religioner – jødedom, kristendom og islam – resulterer alt for ofte i magtkampe, voldstænkning, hårde ord og terror af forskellig art. Verden trænger til teser, som forsøger at udvikle en ny religiøs humanisme, hvor de forskellige religioner og kulturer kan leve med hinanden uden vold og krig. En udvikling af teser med luthersk mod til at forandre kunne sigte på at lade en ny humanisme opstå af religionsmødet.

Tja, hvis det eneste, der var brug for for at kunne forhindre voldstænkning, hårde ord og terror, var luthersk mod til at forandre, så ville volden nok forlængst være ophørt. Men det er en yderst naiv forestilling om, hvad der driver muslimer, der her gør sig gældende. Og det er karakteristisk, at man bruger samlebetegnelsen religion om det, man her tænker på, som om de tre monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam, i det mindste måtte kunne enes om at kæmpe for en religiøs humanisme.

Men nej, ord alene gør det ikke. Der er en afgrundsdyb forskel mellem kristendom og islam, og hvis man ikke gør sig denne forskel klar, kan man lave alle de teser, man vil, uden at det får indflydelse på historiens gang. Men her i Vesten bliver vi ved med at bilde os ind, at muslimer tænker ligesom vi, og at de derfor må kunne overbevises på samme måde, som vi overbevises: ved argumentation, ved rationelle argumenter, ved dialog.

Men forholder det sig nu også på den måde? De synes selv at være lidt i tvivl, for de skriver:

Religion som videns- og livsform præger nutiden, og måske må vi give den franske filosof Jacques Derrida (1930-2004) ret i iagttagelsen af, at krigen om herredømmet over Jerusalem er nutidens krig, som finder sted overalt (”Spectres de Marx”, 1993).

Her nævner de en krig, som har dybe rødder, og som har stået på i mange år. Tror de virkelig, at dialog kan løse op for de modsætninger, som har givet sig udslag i krig?

Og lidt senere hedder det:

Eller tænk på Muhammed-krisen mellem Danmark og den arabiske verden som følge af 12 satiriske tegninger af islams profet Muhammed i Morgenavisen Jyllands-Posten i 2005. Det er ikke vanskeligt at finde grunde til, at samtidens forhold kalder på udviklingen af en ny religiøs humanisme.

Javist, de finder udmærkede grunde til, at vi i Vesten ønsker os en ny religiøs humanisme. Men da det nu er muslimerne, der har udøvet vold i anledning af tegningerne, burde man så ikke i det mindste overveje, om de mon vil gå med til en sådan humanisme, og hvis de vil, om vi vil kunne acceptere den religiøse humanisme, de vil gå med til?

I en religiøs humanistisk kultur er jøder, kristne, muslimer, ikke-konfessionelle og ateister forpligtet på at blive dannet gennem et fælles samliv til gavn for samfundet.

En udmærket tanke, ja, forudsat altså, at muslimerne vil være med til at være forpligtet på at lade sig danne gennem et fælles samliv. Jeg har mine tvivl. De vil vist hellere lade sig danne af shariaen.

Lad mig prøve at vise forskellen mellem kristendom og islam ud fra en tanke, som den tidligere anglikanske ærkebiskop Rowan Williams i 2008 fremsatte som en kommentar til de muslimske lærde, der udsendte ”A Common Word”. Williams’ lidt lange kommentar kan downloade her, og min kommentar til Williams’ kommentar kan ses her.

To tanker i Williams’ indlæg fortjene at blive mindet. Denne:

Den tanke, at en hvilkensomhelst handling, hvor ekstrem eller ødelæggende eller endog morderisk den måtte være, kan retfærdiggøres med, at den afværger nederlag for en bestemt tro eller en særlig religiøs gruppe, er ikke i fuld overensstemmelse med den overbevisning, at vort nederlag ikke betyder Guds nederlag. Ja, den tanke afslører en fundamental mangel på overbevisning om trosobjektets evighed og tilstrækkelighed.

Og denne:

Den evige Gud kan ikke have brug for ‘beskyttelse’ fra nogen taktik, der indebærer menneskelig voldsanvendelse.

Williams’ forudsætning er, at gudstanken fører en vis logik med sig. Man kan ikke bruge gudsbegrebet som vehikel for sine egne ønsker. Sætter man Gud bag sine egne tanker – f.eks. ved at påstå, at man har haft en åbenbaring – så narrer man sig selv og narrer dertil dem, man får til at tro på de åbenbaringer, man påstår at have haft. Men det betyder – hvis man fører Williams’ tanker lidt videre – at det ikke er den sande gud, man taler om, men et fantasivæsen, man selv har dannet sig.

Jeg véd godt, at det jo netop er det, enhver ateist betragter som sin ateistiske børnelærdom, at alle tanker om et overnaturligt væsen er mennesketanker, er løsslupne fantasier, som visse mennesker har gjort sig. Og sådanne tanker må man da også give ret et langt stykke vej. Gudstanken er virkelig dannet af mennesker, fortidsmennesket har arbejdet med denne tanke, agerbrugssamfundet har forfinet den (og misbrugt den) og det højt kultiverede menneske i romerriget har videreudviklet den, så der ud af det frugtbare argumentationsspil i oldtiden fremstod en række kristne kirkefædre, der alle arbejdede ud fra den forudsætning, at der kun var én gud, kun én magt, der stod bag tingenes tilstand.

Det gjorde de blandt andet ved hjælp af den såkaldte treenighedslære, altså læren om, at Gud både er fader, søn og helligånd. Det vil sige: den gud, de talte om, var en gud, der havde åbenbaret sig i sproget, men for at kunne se det, måtte man som Jesus opgive al magt, ja om så skulle være lade sig henrette uden modstand. Åbenbaring betyder i den teologi at miste sig selv for at vinde sig selv. Eller det betyder, at ligesom man selv er overbevist af en form for logik i sproget, sådan kan man ikke tvinge andre ind i kristentroen, man må lade sprogets kræfter virke frit, eller – med et andet udtryk – man må overlade det til helligånden at overbevise om gud.

Hvis man, som muslimerne, vil udbrede sin gudsforståelse ved tvang, så er det dels ikke den kristne treenige gud, man taler om, men dels er det heller ikke nogen sand gud, man søger at udbrede. For den sande gud er ikke afhængig af os mennesker, så vort nederlag skulle betyde hans nederlag. Eller – i min formulering – den sande gud er sprogets gud, er en gud, hvis almagt viser sig i sprogets evne til at overbevise mennesker, og vil man overbevise ved at tvinge med magt ind under islams bestemmelser, så lader man hånt om den sande guds virkemiddel, det nemlig, at overbevise gennem sproget selv.

Men skal sproget virke, så det overbeviser ud af sin egen, indre kraft, så må al diskussion være fri. Det kan sproget blot ikke få lov til indenfor islam. Man sætter grænser for sprogets frihed dèr, hvor religionen anfægtes, dvs., dèr, hvor koranens guddommelighed betvivles. Man tillader sig at henrette den muslim, der fornægter islam. Og så får man aldrig den frie diskussion, hvorigennem gud åbenbarer sig.

Men man foregiver naturligvis, at man har en fri diskussion. Ligesom man under kommunismen foregav, at valgene var frie, og at alle anskuelser var tilladte, blot de ikke vendte sig imod socialismen. Og ikke sandt, den lille tilføjelse kunne da ikke gøre nogen skade. Ligesom det i vore dage da ikke skader den frie diskussion, at man hele tiden skal passe på ikke at krænke muslimerne. Det er ikke noget, jeg mener, det er noget, man mener på en række amerikanske universiteter og på mange europæiske avisredaktioner, hvor man er mere optaget af at være politisk korrekt end af at være sandheden tro.

Her lyder så Rowan Williams’ argumentation, at hvis man ud fra sin gudstro er nødt til at henrette afvigerne, så er det ikke den sande gud, man tror på, for den sande gud har ikke brug for, at mennesker griber ind for at forsvare ham.

Min argumentation er lidt anderledes, men ikke af den grund forkert. Jeg vil hævde, at begrebet ”gud” fører med sig, at man må tale om en treenig gud, der åbenbarer sig igennem sproget ved åndens hjælp. Taler man anderledes om gud og guds åbenbaring, er der blot tale om et menneske, der ved at påstå at have haft en åbenbaring vil gøre sig selv til gud. Derfor er al tale om, at koranen er åbenbaret for Muhammed, udtryk for, at den muslimske gud er en falsk gud.

Det ses i første omgang ud fra koranen selv. Den er så fuld af selvmodsigelser, at man har været nødt til at indfører begrebet ”abrogation” eller ophævelse for at få nogenlunde mening i galskaben. Men kan man virkelig tænke sig om den almægtige gud, himlens og jordens skaber, at han åbenbarer nogle vers for Muhammed, som han senere fortryder, at han havde åbenbaret, så han er nødt til at korrigere sig selv? Den almægtige, alvidende, over al fornuft hævede gud tager fejl og må rette sig selv! Det er en umulig tanke.

Dertil kommer de mange historiske ukorrektheder. Man kan tænke sig, at det er Muhammed, der ikke er klar over, at ordene om, at den, der slår ét menneske ihjel, skal betragtes som én, der slår hele menneskeheden ihjel (sura 5,32), er et ord fra en jødisk mishna, og ikke står i det gamle testamente selv, men man kan ikke tænke sig, at det er gud selv, der ikke véd dette, se derom her.

I næste omgang ses dette, at den koranske gud er en falsk gud, derved, at der altid har skullet stå et menneske med magt bag udlægningen. Koranens tale tænkes ikke at overbevise ved egen indre logik, den blev i første omgang med magt lagt ind i Muhammed, uden at han selv forstod noget eller godtog noget, og den må i næste omgang med magt lægges ind i de troende af den kalif, der har magten for øjeblikket.

Det har blandt andet betydet, at uoverensstemmelsen mellem shiaer og sunnier er umulig at råde bod på; der gives jo ikke nogen selvindlysende koranudlægning, men kun den ene magthavers kontra den andens. Og vil man sige, at det samme gælder uoverensstemmelsen mellem lutheranere og katolikker, så er svaret, at den uoverensstemmelse ikke, som den muslimske, tænkes løst gennem vold, i hvert fald ikke i vore dage.

Denne ”magtudlægning” gav sig f.eks. udslag i, at de to søstres far, Sadiq, som Åsne Seierstad beretter om, da han kom til Syrien, havde én udlægning af søstrenes rejse fra Norge til Syrien, IS en anden. Men da det var IS, der sad på magten i det område, var det deres udlægning, der var ”den sande”, se her.

Jeg har i det foregående bestræbt mig på at skrive ”gud” med lille g. For dette tænkes at være en religionsfilosofisk overvejelse, altså en overvejelse over, hvad der ligger i anvendelsen af ordet ”gud”. Men jeg kan da godt se, at denne overvejelser passer som fod i hose til den kristne teologi. Så man skal måske hellere kalde det kristen religionsfilosofi.

Men hvad man end kalder det, det passer også som fod i hose til de Luther-citater, jeg bragte i et tidligere indlæg, citater om umuligheden af at tvinge til tro, når altså troen er den kristne tro, og når den gud, man tror på, er den sande gud, den treenige gud, ham, der vil overbevise med ord og ikke med vold, se her. Blandt andet er dette citat af stor betydning. Det er skrevet i 1528 i en lille pamflet (Om gendøberne):

Dog er det ikke retfærdigt, og det gør mig virkelig ondt, at man så jammerligt myrder, brænder og grusomt dræber sådanne elendige mennesker; man skal jo lade enhver tro, hvad han vil. Tror han forkert, så har han straf nok i den evige ild i helvede. Hvorfor vil man så også her i tiden pine dem, når de kun tager fejl i troen og ikke desforuden sætter sig imod øvrigheden med oprør og andet?” (WA 26,145).

Og i pamfletten efterfølges dette citat så af en række argumenter fra det ny testamente imod gendøbernes tanker. For ifølge Luther overbeviser man om evangeliets sandhed med ord.

Men det ville måske også katolikkerne sige. Blot ville de hævde, at det at have paven til at styre debatten, så den ikke blev alt for vild, var en nødvendighed, men ikke noget, der på nogen måde ville forhindre en sund debat. Man fremkom med en læbebekendelse til den frie debat, men ville alligevel beklippe den lidt. Nøjagtig som man gjorde det i Sovjetunionen og i vore dage gør indenfor islam. Og – og det er det farlige – indenfor mange vestlige miljøer – kirkelige og sekulære i en uskøn blanding – vil man på samme måde med sine ord gå ind for en fri debat, men med sine ønsker om ikke at såre muslimer kommer man just i stedet for til at forhindre en fri debat.

De to redaktører fremsætter et fromt ønske:

Konfrontation og sammenstød skal ikke blive den primære figur mellem jødedom, kristendom, islam og ateisme. Udmattende konfessionskrige, korstog, hanekampe af forskellig art, tro som grusomhedsmiddel til magt, religion som terror og fordømmelse, hellig krig og voldstænkning har vi haft nok af. Det gælder naturligvis også de militante fortolkninger af det lutherske, når de har sat mennesker og samfundsgrupper op mod hinanden i en misforstået streng lydighed over for en bestemt autoritet.

Men lur mig, om de ikke godtager muslimernes krav om en god tone, om ikke at krænke anderledes troende med sine påstande. Og de kan sikkert sagtens få deres muslimske dialogdeltagere til at indrømme, at man ikke må sætte samfundsgrupper op mod hinanden; for muslimerne tænker naturligvis på, at danskerne ikke må tale ilde om muslimerne og deres religion. At det er dem, der har en misforstået streng lydighed over for en bestemt autoritet, nemlig koranen, det skal de nok have forklaret. Men jeg tvivler stærkt på, at de to redaktører vil vove at forklare dem det. Her synes de i hvert fald ude af stand til det: de mennesker, der har en misforstået streng lydighed, er jo de lutherske, ikke muslimerne.

Det er udmærket med dialog. Men hvis vi ikke fra kristen side direkte siger, at vi som kristne påstår, at Muhammed er en falsk profet og at hans åbenbaringer er nul og nix, siger, at den gud, de tilbeder, er en falsk gud, fordi han ikke kan lade ordet om ham virke i frihed, så bliver der ikke tale om dialog. Naturligvis skal vi omhyggeligt forklare, hvorfor vi mener sådan, og da også gerne lytte til deres indvendinger. Men at tro, at vi på et eller andet tidspunkt kan nå til enighed om en ny religiøs humanisme, det er naivt.

Desværre.

For denne indsigt i islams forhold til magt bevirker, at vi må indse, at med islam som religion her i landet vil vi hele tiden have konflikter, små konflikter om brug af vore fællesområder, og store konflikter med vold og terroranslag.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s