Forskel på islam og muslimer

For et par indlæg siden tog jeg Anders Klostergaard Petersen op til behandling, se her. Han havde haft en kronik i Politiken betitlet ”Islam er ikke mere voldelig end kristendommen” og senere været ”offer” i et interview i Kristeligt Dagblad med overskriften ”Professor: Kristendommen er lige så voldelig som islam”.

Den 25-4 prøver Klostergaard så at svare på alle de indvendinger, der er kommet, herunder denne kommentar fra undertegnede. Klostergaards svar kan ses her.

Jeg skal angribe dette ”svar” for tre ting:

1) Han indtager en sær formynderisk holdning overfor muslimer. Islam er kommet for at blive. Vi må derfor behandle muslimer godt. Det gør vi ikke ved at ”dæmonisere” islam.

Mange muslimer er kommet til Danmark og Europa som skibbrudne – både mentalt og fysisk. Tag det sidste element af stolthed fra dem, og nogle af dem sparker, ikke helt overraskende, tilbage. Tugt et barn og sæt det kontinuerligt i skammekrogen. Det kommer der sjældent et helt menneske ud af. Spark og slå en hund fra hvalp til voksen. Undertiden bider den igen, og det kan man vel næppe fortænke den i. Hermed har jeg hverken legitimeret eller retfærdiggjort religiøs vold; men jeg har sagt og fastholder, at enhver løsning af problemer begynder med forståelse.

Altså, hvis vi fordrister os til at behandle muslimer, som vi behandler alle andre, nemlig som mennesker, der har gjort sig tanker over deres religion og nok formår at svare på indvendinger, så tager vi ”det sidste element af stolthed” fra dem. Synspunktet er fornedrende for vore muslimske landsmænd. For det betyder, at vi aldrig må sætte spørgsmålstegn ved deres religion. Og det betyder videre, at det, vi kalder ”dialog”, forvandles til ”hyggesnak”, aldrig når ind til kernen af religionerne.

Et eventuelt forsøg på at kritisere islam får denne svada med på vejen:

Behøver jeg at sige, at den måde, hvorpå man i nogle teologiske kredse i dag taler om islam og muslimer, har en sørgeligt umiskendelig lighed med forne tiders antijudaisme?

Ærlig talt, jeg troede, at det argument forlængst var dødt og borte, det, hvor man sammenligner den nutidige kritik af islam med tredivernes kritik af jøderne.

Derudover betyder Klostergaards synspunkt, at han ikke skelner mellem religionen islam og dens nutidige tilhængere. At kritisere det første er identisk med at kritisere det sidste. Hvilket udover at være formynderisk overfor muslimerne også er vrøvl.

2) Klostergaards religionsvidenskab overtrumfer de historiske kendsgerninger. Han skriver:

Jeg har aldrig hævdet, at koran og bibel – lad os bare sige Det Nye Testamente – er det samme. Det kan enhver forvisse sig om ved at læse kronikken. Men lad os begynde med et tankeeksperiment. Lad os forestille os den mest fredsfyldte og kærlighedsfokuserede form for religion. Et religiøst grundskrift uden noget som helst anstrøg af vold, aggression eller kritik af andre former for tænkning og mennesker. Selv det, hævder jeg, kan under givne omstændigheder blive grobund for vrede og vold mod andre. Det skræmmende er, at det øjensynlig er flintrende ligegyldigt, hvad der står i den pågældende religions helligskrifter.

Det er lidt tvivlsomt, hvilke miljøer han tænker på. Han taler om en religiøs gruppes emblem:

Kristus er et sådant emblem. Muhammed er et tilsvarende emblem eller totem. Når gruppen samles til gudstjeneste, genoplader de batteriet og bekræfter hinanden i fællesskabets basale værdier og symboler. I løbet af ugen bliver batteriet stadig mere fladt, indtil det på ny må oplades i gudstjenesten.

Hvis en gruppe eller et fællesskab ser sig truet, investeres der negative følelser i batteriet. Så bliver det hyppigt ”os mod de andre”. Det forhold deler alle grupper. Det ved vi også fra sport og politik. Det bliver imidlertid yderligere voldsomt, når man bringer den himmelske verden på bane. Så er det ikke kun os mod dem, men også Gud mod Satan. Folkekirken er ikke umiddelbart nogen specielt truende størrelse, men i det øjeblik den og dens medlemmer trues, er det svært at forestille sig, at man vender den anden kind til og hylder næstekærligheden.

Pointen i kronikken var blandt andet, at det netop er i sådanne situationer, man viser sit sande ansigt.

Det er sikkert svært for Klostergaard at forestille sig, hvordan den ældste kirkes martyrer forholdt sig. Det er det såmænd også for os andre. At de så noget stort i at holde fast ved bekendelsen og selv stillet overfor trussel om død nægte at ofre til kejseren. Når Klostergaard ikke kan forestille sig noget sådant, hænger det sikkert sammen med, at han absolut skal have kirkens og islams historie pakket ind i sin overordnede religionsvidenskabelige teori. Og den siger, som det kan ses, at gruppen får opladet sit batteri, og ender med at se sin situation som en kamp mellem Gud og Satan. Ind under denne teori har så virkeligheden bare at finde sig til rette. Ellers er det værst for virkeligheden. Og det ligegyldigt, om der er tale om oldkirkens kristne martyrer, om Luther og hans følgesvende eller om kvækerne senerehen. De vil nødvendigvis opfører sig som her fortalt, og det er fuldstændig ligegyldigt, hvad der står i deres helligskrift.

Det var, hvad han hævdede i interview’et i Kristeligt Dagblad. Og tanken er udbygget her, men ikke ændret det mindste. Min indvending: at islam så udmærket kunne leve med kristendom og jødedom ved sin side, er fuldstændig overhørt.

3) Min sidste indvending tager tråden op fra den første. Vi skal være go’e ved muslimerne, ikke tage deres stolthed fra dem. Derfor skal vi være ydmyge på kristendommens vegne. Og finde en civiliseret omgangstone i talen om islam og muslimer:

Det vil nok også lette integrationen. Som bekendt var der engang en, som stillede spørgsmålet, hvem der havde mod til at kaste den første sten. Det var der ingen, som havde. I min læsning af Bibelen og i min kristendomsforståelse er det en tekst til prægning i ydmyghed og kritisk selverkendelse. Jeg vil så gerne være Abel, men jeg er Kain. Jeg ville ønske at være som Jesus, men jeg er en i hoben. Det hedder kristen syndserkendelse.

Man må forstå, at det er på det nærmeste umuligt at kritisere islam, dels fordi kristendommen ifølge ”videnskaben” ikke har noget af lade islam høre, men også fordi det svarer bedst til den kristne ydmyghed at lade være med at fremhæve kristendommen på islams bekostning. Hvilket Klostergaard eksemplificerer med sig selv: Han besidder ydmyghed og kritisk selverkendelse. Han ville ønske at være som Jesus, men er én i hoben.

Det hedder kristen syndserkendelse, slutter han så med at sige. Men det er ukristelig farisæisme. Jeg har i min præstetid haft en del med Indre Mission at gøre og har af den grund truffet mange prægtige mennesker. Men jeg har også af og til været vidne til en vis ”fromhedskonkurrence”. Dog har denne altid i de kredse været underlagt en vis tilbageholdenhed. Man har godt været klar over, at det at prale af sin fromhed til syvende og sidst var noget værre farisæisk noget.

Her kunne Klostergaard godt lære ét og andet. Han vil ikke være den, der kaster sten på islam, for han er så ydmyg, så ydmyg. Blot kan han ikke vente, til andre ser denne ydmyghed, han er nødt til, for det tilfælde, at andre ikke ser hans syndsbekendelse, selv at gøre opmærksom på den. Uf!

Rent bortset fra, at man, hvis man skal forkynde evangelium for muslimer, vel er nødt til at hævde, at kristendom er bedre end islam. Men det er jo sandt: ingen i folkekirken, og da slet ikke en teologisk professor, drømmer om at forkynde kristendom for vore muslimske landsmænd.

Ak ja, det er jo desværre alt for sandt.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s