Som af være der selv

Den fremmede Luther 26

Nu er vi kommet til afsnit 26 i den spændende serie ”Den fremmede Luther”. Og denne gang skal vi beskæftige os med en Luther, der også er fremmed for mig. Eller i hvert fald var.

I et foregående indlæg: ”Stjernfelteriet breder sig” tog jeg frem Eberhard Harbsmeiers udtryk ”som bekendt” om Luthers manglende sans for ytringsfrihed, se her. Jeg fik også optaget et lille læserbrev i Kristeligt Dagblad om det samme. Det fik Bent Hyllested til tasterne. Han skrev imod mig og henviste til en debat fra 2010 i Kristeligt Dagblad mellem Finn B. Andersen og Martin Schwarz Lausten, hvor det, som Hyllested skriver, blev dokumenteret af Lausten, at Luther gik ind for dødsstraf for gendøbere, se Finn B. Andersen her, Lausten her.

Jeg skal sådan set ikke bebrejde Lausten, at han udelader de nærmere omstændigheder ved pjecen af 1536, for jeg tænker mig, at han kun skrev, som han gjorde, for at få lidt realisme ind i diskussionen, så man ikke lægger nutidige forestillinger om det uetiske ved dødsstraf ind i fortidens tekster og gør Luther etisk korrekt i nutidig forstand. Omvendt skal man jo så heller ikke bruge Laustens udredninger til at gøre Luther etisk ukorrekt. Det er vist, hvad Hyllested forsøger. Og det er i hvert fald, hvad Stjernfelt arbejder ihærdigt på i syvmytersbogen.

Men det er jo grundlæggende forkert at pille en tekst ud af sammenhængen. Og det er også historisk-videnskabeligt forkert at ville læse tekster på baggrund af senere tiders opfattelse af sagerne. Nå ja, det kan vi vel aldrig helt lade være med, men vi kan da gøre et ærligt forsøg.

I tilfældet her: Vi skal læse pjecen fra 1536, som om vi var i Luthers situation og skulle tage stilling til det, han skulle tage stilling til. Vi skal ikke læse den for at kunne sige til vore medlutheranere: Ha, ha, Luther er slet ikke så godt et menneske, som I tror. (Jeg har lagt pjecens tekst ud på min hjemmeside, se her.)

Og hvad var det så for en situation, Luther var i i foråret 1536?

Det var en situation, hvor alle var optaget af, at døbereventyret i Münster var slået ned, og derfor optaget af, hvad man måtte gøre for at undgå noget lignende i fremtiden. Bent Hylleberg har skrevet en udmærket redegørelse for begivenhederne i Münster her. En menighed af døbere havde sat sig på magten i byen Münster. Der optrådte i byen en række profetiske skikkelser, blandt andet én, der hævdede, at Jesu genkomst ville finde sted i april 1534. Man udråbte også byen til at være det ny Jerusalem og forlangte af alle indbyggerne, at de enten skulle lade sig (gen)døbe eller forlade byen. Man indrettede sig med tvunget ejendomsfællesskab og polygami. Og det blev for meget for en katolsk fyrste fra området. Han samlede en hær og belejrede Münster.

Det anfægtede dog ikke profeten. Han red i april 1534 ud af byen på en hvid hest, sikker på Guds beskyttelse. Men han blev indfanget, slået ihjel og parteret; hans hoved blev sat på en stage.

Først i begyndelsen af juni 1535 faldt byen for belejrerne og en række af de ledende blev henrettet.

Det var, om jeg så må sige, en anskuelsesundervisning i, hvad døberbevægelsen kunne føre til. Og det store spørgsmål, som teologerne fik til opgave at besvare, var, hvilke af de mange døberbevægelser, der florerede i Tyskland, der var fredelige, og hvilke der kunne radikaliseres til noget à la døberne i Münster. Det er det spørgsmål, Luther og hans fæller prøver at besvare i den omtalte pjece.

Vi står i vore dage i den samme situation. Vi forfærdes over de umenneskelige ting, der sker hos Islamisk Stat i Syrien og Irak. Og vi prøver, som den katolske fyrste i sin tid, at slå disse umennesker ned. Men samtidig undrer vi os jo over, hvordan det dog går til, at så mange moderate muslimer bliver radikaliseret og drager til Syrien som hellige krigere. De fleste går vist ud fra, at der er tale om sociale faktorer, om, at de unge mænd føler sig udstødt af samfundet og den slags. Men enkelte af os får den tanke, at det måske kunne være selve religionen islam, det er galt med, at det er den, der i sig bærer en kim til radikalisering. Blot hjælper det os jo ikke noget. For vi står så i samme situation som Luther: det er umuligt at skille de ufarlige muslimer ud fra de farlige; det lader sig tilsyneladende ikke gøre at finde ud af, hvem der står i risiko for at radikaliseres og hvem ikke. Og det synes også ret umuligt at skille den ene moské ud fra den anden med henblik på en sådan afgørelse.

Luther og hans fæller var ikke så bange af sig. Nå ja, det var vel også umuligt at påpege andre forhold end de religiøse – sociale faktorer tænkte man jo ikke over. Og man havde da også gjort visse erfaringer med døberne inden Münster-begivenheden.

Katrine Winkel Holm har i Tidehverv 2011 en længere artikel, hvori hun gør op med en artikel, som Frederik Stjernfelt havde haft i Kritik, se her. Hun fortæller om perioden fra 1525-1530, at man efter bondeoprøret havde en del menigheder i kikkerten, fordi deres teologi syntes at ligge tæt på Münzers. Hun skriver:

I slutningen af 1520´erne var grænserne mellem Thomas Münzers tilhængere, altså veteranerne fra bondekrigen, og døberne flydende. De ville ligesom ham indrette samfundet efter Bjergprædikenen, de ville ikke anerkende den private ejendomsret, og de nægtede at gå i krig på et tidspunkt, hvor hele kristenheden var truet af tyrkerne.

De underløb med andre ord bevidst den borgerlige orden, fordi de foragtede den – den var ikke indsat af Gud.

Derfor skulle den væk og tusindårsriget snarest komme, indledt af en himmelsk straffedom, der var dateret til 1528. Dette år ville alle gudløse og fyrster få deres straf – en straffedom, som døberne vel at mærke selv skulle bidrage til at føre ud i livet.

På den baggrund er det egentlig ret mærkeligt, at Luther så sent som i 1528 kan fastholde, at døberne ikke skal forfølges.

Men som man kan forstå, holdt han ikke fast ved dette synspunkt.

Hvis vi skal drage en nutidig parallel, kan vi pege på mange af de danske politikere. De var i slutningen af forrige århundrede næsten alle indstillet på at modtage alle de flygtninge, der kom til os. Men erfaringerne med muslimer i ghettoområder, erfaringer med øget kriminalitet og et helt anderledes kvindesyn har gjort, at mange har ændret opfattelse og nu vil prøve at begrænse indvandringen. De eneste, der synes at være uden indflydelse fra erfaringen, er de radikale.

På samme måde var Luther modtagelig for argumenter ud fra erfaringen. Og da der efterhånden hobede sig en del tilfælde op, hvor døberne havde forventninger om store samfundsmæssige omvæltninger, inden Kristus snart kom for anden gang, såvelsom tilfælde, hvor en døber mente at stå i direkte forbindelse med himmelske kræfter, er det måske forståeligt, at Luther ændrede synspunkt.

Det synes at fremgå af både Laustens og Finn B.’s indlæg, at Melanchthon var en væsentlig drivkraft, når det drejede sig om at få Luther overbevist. Og det er da ikke utænkeligt. Men en anden ting kan måske være af lige så stor betydning.

Luther tog meget skarpt afstand fra bøndernes ledere under bondeoprøret. Han havde så åbenlyst ikke forestillet sig, at hans tanker kunne misbruges på den måde. Og da gendøberen Balthasar Hubmaier blev henrettet i 1528, tog han afstand fra henrettelsen, men han tog også afstand fra Hubmaier: han ville på enhver måde undgå at kunne mistænkes for at være åndelig ophavsmand til døberne. Blot blev han det alligevel.

Eller man skal måske snarere sige, at Luther igen og igen slog det fast, som han havde hævdet overfor bønderne: at øvrigheden skal adlydes, også om den er uretfærdig. De kristne skal kun nægte at adlyde, hvis øvrigheden vil tvinge dem til noget, der strider imod Guds bud, f.eks. at være med i en angrebskrig. Men alle tanker om at forvente Herrens komme én af dagene og med våben i hånd hjælpe ham lidt på vej, vender Luther sig imod.

Med til den virkelighed, Luther måtte tage stilling i, hørte, at katolikkerne udnyttede enhver lejlighed til at angribe lutheranerne. Havde Luther holdt fast ved sin udtalelse fra 1528, at man skulle lade enhver tro, hvad han ville, ville han have givet katolikkerne gode kort på hånden i deres kritik imod hans lære. Det gjorde han ikke. Og det er noget af det interessante ved Luther: Han ville nok opstille nogle idealistiske mål, men midt i denne idealisme bevarede han jordforbindelsen. Eller vi skal nok ligefrem sige: ”i modstrid med denne idealisme”.

Vi står i dag i en lignende situation. Der er hos os en række idealister, der vil tage imod enhver asylansøger, der melder sig ved vores grænse. Men selv om erfaringen efterhånden fortæller os, at det fører til parallelsamfund, til et øget antal voldtægter af danske kvinder, til bander i indvandrerkvartererne, osv., drømmer man i nogle partier ikke om at opgive sin idealisme.

Luther, derimod, opgav sin idealisme, stillet overfor de mange døbere, der måske/måske ikke husede oprørske tanker.

To tanker opgav Luther. Han opgav forestillingen om, at ånderne skulle have lov til at tørne sammen. Det kunne ikke gå an, mente han nu, hvis den ene ånd skjult eller åbent ville foreslå oprør mod øvrigheden.

Den anden tanke var – overraskende nok – forestillingen om ”sola scriptura”, alene ved skriften. I #18 anbefales det at søge forståelse ikke blot i Guds ord, men også i den gamle, rene kirke. Om det skyldes, at barnedåben ikke er overbevisende fremstillet i Det ny Testamente, lad det være usagt.

Men lad os se på pjecen fra 1536! Spørgsmålet er altså: Hvordan kan man skelne mellem farlige og ufarlige døberbevægelser?

Det første punkt, Luther nævner, er, at en kristen efter døbernes mening ikke kan bestride et fyrsteembede (#5). Luther nævner ikke, om dette fører med sig, at døberne ikke anerkender den siddende fyrste som en legal fyrste. Noget kunne jo tyde på, at de ikke gør det. Og i så fald kan man godt sige, at deres tanker er farlige; der vil jo, hvad øjeblik det skal være, kunne fremstå en profet, der hævder, at endetiden er nær, tusindårsriget på vej, og at man skal følge ham. Og så er der tale om oprør, et oprør, altså, som har ligget i kim i den tanke, at en kristen ikke kan være fyrste.

At det er sådan, det skal forstås, antydes af det næste punkt: at kristne i det hele taget ikke skal have nogen øvrighed. Betyder det, at døbermenighederne ikke har pligt til at rette sig efter den siddende fyrste, fordi de som kristne ikke skal have nogen øvrighed?

At de ikke må aflægge ed, tredje punkt, kunne tyde på det samme: de anerkender ikke den forhåndenværende fyrste som deres overhoved.

Det fjerde punkt: at kristne må forlade deres hustruer, hvis disse ikke vil lade sig gendøbe, synes som de andre ikke umiddelbart at være farlige. Men Luther forklarer sig i #11. Her hedder det, at hvis disse artikler og denne lære helt igennem skulle blive almindelig, så ville følgen blive ødelæggelse, mord og røveri.

Omvendt viser jo denne formulering, at det, døberne kan anklages for, ikke er udførte handlinger, men anskuelser, der måske/måske ikke fører til oprørske handlinger. Det svarer lidt til de problemer, vort retsvæsen er blevet udsat for i kraft af selvmordsbomberne: man kan ikke vente med at straffe, til handlingen er fuldført, for så er der ingen at straffe. Derfor må man straffe på hensigten.

Derimod er det ikke vanskeligt at se, at det, Luther siger i #16, er stik imod hans udtalelser i 1524. Her, i 1536, siger han:

Ligesom den verdslige øvrighed er skyldig at forhindre og straffe offentlig gudsbespottelse, blasfemi og mened, sådan er den også forpligtet til at forhindre og straffe offentlig falsk lære, forkert gudstjeneste og kætterier i dens egne områder og angående personer, som den har myndighed over.

Hvor han i 1524 bad fyrsten om at lader ånderne tørne sammen (se her), beder han ham her om at gribe ind i åndelige spørgsmål. Man kunne måske sige, at dette i nogen grad svarer til det, Karl Popper hævdede: man bør ikke være tolerant overfor intolerancen. Der er i hvert fald dem, der hævder, at var der blevet grebet ind overfor Hitler lang tid før, så var Anden Verdenskrig aldrig kommet. Men ud fra vore erfaringer må vi naturligvis tage afstand fra den tanke, at øvrigheden skal skride ind overfor offentlig falsk lære osv. Vi har set for mange tyrannier til at kunne gå med til en sådan påstand.

Derimod er det ganske interessant, at Luther her mener, at der er noget forkert i selve den udskillelse, som døberne praktiserer (#23):

Derudover skiller gendøberne sig ud fra kirken, også på de steder, hvor der er ren kristelig lære, og hvor misbruget og afgudsdyrkelsen er afskaffet, og opretter deres eget præsteskab, kirke og forsamling, hvilket også er imod Guds befaling.

Hvorfor gør de det, spørger han, og svaret er (#24):

Hvorfor vil de skille sig ud, også fra de kirker, hvor de ikke kunne indvende noget imod læren og gudstjenesten? Hertil siger de, at vi førte et ondt levned, var gerrige, osv., men de ville lave en ren kirke.

Man kan med en vis ret sige, at vore dages muslimer skiller sig ud fra os andre af samme grund: Vi spiser svinekød, vi drikker alkohol, vore kvinder tildækker sig ikke, osv., derfor er vi urene, og de, muslimerne, vil leve i rene omgivelser. Men vor forskel til Luther træder tydeligt frem her: Vi drømmer ikke om at forhindre denne udskillelse med magt. Hvilket Luther jo gør.

Men netop på det punkt ser vi en mærkelig ting ved historiens gang. For når vi ikke drømmer om at forhindre nogen i at mene sig bedre end os andre og derfor skille sig ud fra os, skyldes det den erfaring, vi, men ikke Luther har gjort: at døbermenigheder i almindelighed består af lovlydige borgere. Men at de gør det, skyldes måske i næste omgang Luthers strenge holdning overfor døberne. Jeg siger ”måske”, og det er et ganske stort ”måske”. Men alligevel!

Måske var det altså denne strenge holdning overfor døberbevægelserne, der fik de fremtidige døberbevægelser til at undlade vold mod øvrigheden og finde sig i forfølgelserne. Måske var det den erfaring, som vi i de store kirker derved gjorde: at døberbevægelsen i grunden var ufarlig, der har gjort, at vi i dag finder det uproblematisk med denne udskillelse. Amish-bevægelsen i USA finder vi mærkelig, men jo på ingen måde farlig for landefreden.

Nå, der er mange flere bolde i spil i historiens store heksekedel, så jeg lader det store ”måske” stå.

Men vore problemer forsvinder ikke. Vi står stadig med den opgave at finde ud af, hvilke muslimer der ikke vil kunne radikaliseres og hvilke der kan. Og vi må så at sige begynde på en frisk. For selv om det falder os mest naturligt at bygge på de erfaringer, vi har gjort med diverse døberbevægelser, er muslimerne jo ikke døbere og deres udskillelse måske i højere grad begyndelsen til noget farligt end de kristne døberbevægelsers.

Men hvad vi ikke kan, og hvad vi ikke skal, er at bruge Luther og oplysninger om ham som enten afskrækkende eksempel eller idealbillede. Det eneste, vi kan bruge ham til, er at oplyse os om historiens mærkværdige, til tider bagvendte gang. Skal vi efterfølge ham i noget, skal det være i at gå vore egne veje, bruge vor egen fornuft, og lade os påvirke af de erfaringer, vi har gjort, så vi i det mindste ikke gør den samme fejl flere gange.

Hvad vi forresten er godt i gang med.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Som af være der selv

  1. Pingback: Hvor er den ægte islam? | ricardtriis

  2. Pingback: En idéhistorikers vanskeligheder | ricardtriis

  3. Pingback: Enden er nær | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s