Radikaliseringsfaren

I mit forrige indlæg foretog jeg en sammenligning mellem Luthers situation og vores. Luther og hans fæller stod overfor at skulle afgøre, hvornår en prædikant fra gendøberne var farlig, og hvornår han var ufarlig. Vi står overfor at skulle afgøre, hvornår en muslimsk tilværelsesforståelse udgør en trussel mod vort samfund, dvs., hvornår den kan føre til radikalisering, og hvornår den ikke kan.

Meningen var ikke, at vi skulle efterligne Luther, blot at vi ud fra en nutidig problemstilling, som vi står i, skulle opnå en bedre forståelse af Luthers situation.

I dette indlæg vil jeg forsøge at gå den modsatte vej, altså spørge, om vi ved at sætte os ind i Luthers situation kan opnå en bedre forståelse af de vanskeligheder, vi står overfor.

En meget afgørende forskel på dengang og nu er, at mange i den danske folkekirke ser med stor sympati på islam, eller i hvert fald ikke vover at prøve at opstille forskelle mellem kristendom og islam eller tale imod islam. Det kan hænge sammen med muslimers trussel, men mere sandsynligt er det nok, at det hænger sammen med, at vi stadig betragter muslimerne som gæster, der skal befinde sig godt her i landet for at kunne integreres bedst muligt. Jævnfør Anders Klostergaards bemærkning i Kristeligt Dagblad den 25-4 om, at vi ikke skal dæmonisere islam for ikke at tage det sidste element af stolthed fra muslimerne, se her. Med den bemærkning viste han, at for hans vedkommende forhindrede hensynet til muslimerne ham i en normal historisk-videnskabelig behandling af islam. Og han viste også, at han ikke betragter muslimer som mennesker på samme niveau som han selv. Med ”sine egne” kan han gå i ægte dialog, men han opgiver tilsyneladende at gå i ægte dialog med muslimerne for ikke at fornærme dem eller støde dem fra sig.

Noget sådant finder man ikke hos Luther i hans behandling af døberne. Han formår udmærket at skelne mellem et menneske og den lære, det er grebet af, oven i købet mener han, at man bør udvise mildhed overfor dem, der må siges at være blevet forført, se her. I stedet for at gå efter de enkelte døbere, går han efter deres artikler og deres forkyndelse. Dem vender han sig imod, ud fra dem foretager han sin bedømmelse.

Og det kan vi godt tage ved lære af. Det er vi da nogle stykker, der forsøger at gøre. Og ærlig talt, jeg for min del kritiserer islam, ganske uanset om jeg tager nogle muslimers stolthed fra dem. For hvis de har bygget deres menneskelige stolthed på en forfalsket religion, skal de så ikke have det at vide, så de kan blive normale mennesker?

Jeg véd godt, at det ikke er alle muslimer, der går hen og bliver selvmordsbombere. Men alle muslimer har den forestilling om koranen, at den består af ord, der alle er talt af Gud selv. Og så længe de bibeholder den anskuelse, er deres religion en fare for os. For koranen indeholder voldsopfordringer. Og selv om de fredelige muslimer ikke tager disse opfordringer alvorligt, kan de ikke forhindre, at andre gør det, i hvert fald ikke, så længe de mener, at koranens ord er Guds egne, evige ord.

Jeg kan derfor ikke se rettere, end at vi overfor vore muslimske landsmænd må fastholde, at koranen ikke kan være Guds ord. Jeg har tidligere bragt en del af de argumenter til torvs, der kan bruges, f.eks. er det påvist, at Sura 5,32 – det smukke ord om, at den, der dræber ét menneske, skal være som den, der dræber hele menneskeheden, osv., – stammer fra en jødisk mishna fra ca. 250 e. Kr., se her. Og så kan ordet ikke stamme fra Gud selv. Men enten må de finde på andre måder at udlægge koranens voldsopfordringer på og offentligt plædere for dem overfor andre muslimer, eller også må de finde sig i at blive betragtet som mistænkelige personer.

Det er ret umuligt at give nogen fornuftig forklaring på, hvorfor Kundby-pigen ikke blot konverterede til islam, men også blev grebet af et ønske om at hjælpe Islamisk Stat med at terrorisere os danskere. Men man kan nok rolig gå ud fra, at hun ikke har mødt nogen kritisk opfattelse af islam under sin skolegang. Det danske samfund som helhed, inklusive både skolen og kirken, har betragtet islam som en uskyldig foreteelse, som man enten kun måtte sige noget pænt om, eller også slet ikke skulle omtale for ikke at få ørerne i maskinen.

Og det er også karakteristisk for den modstand, som de to søstre, Åsne Seierstad omtaler, mødte, at den ikke kom fra nogen i det norske samfund, men fra deres bror og deres far. Broderen endte med at blive ateist, faderen med at falde psykologisk sammen, fordi hans religion faldt sammen. Hvad ville der være sket, hvis de norske aviser havde været fulde af diskussioner om islam, hvis man åbent havde kunnet diskutere islams historie og de voldelige erobringer, hvis man havde taget sig for at fremkomme med alle beviserne for, at koranen umulig kan være Guds ord, og naturligvis havde ladet enhver rettroende muslim komme med alle de forsvar for koranens guddommelighed, de kunne? I stedet mødte de to søstre en forstående holdning fra det norske samfund, en accept af den krænkethed, som de svagttænkende muslimer påstod, de følte, over enhver indvending mod islams sandhed.

Eller hvis det norske samfund er nogenlunde som det danske – og det er der desværre ikke nogen tvivl om – hvad ville der så være sket, hvis vore muslimer mødte et samfund, der turde træde i karaktér, et samfund, der turde holde fast ved sine egne værdier, turde fastholde, at disse værdier er, hvad der gælder her i landet. Jeg véd godt, at når muslimerne ikke møder et sådant samfund, skyldes det en angst hos diverse myndighedspersoner for at blive anklaget for racisme eller islamofobi, som det også kaldes. Men når man efterhånden har opdaget, at muslimernes fornærmethed og krænkethed sammen med danskernes angst for at fornærme og krænke danner højst uheldig blanding, som resulterer i en meget uhensigtsmæssig behandling af muslimer, som var de af glas, burde man så ikke holde op med at vise en sådan berøringsangst og simpelthen lade hånt om det venstreorienterede mindretals opfattelse og behandle vore muslimske landsmænd som andre danskere? Og når man som muslim møder et sådant samfund, en sådan vattet holdning hos myndigheder og ledere, er der så noget at sige til, at man opsøger et andet miljø, som dog tør forsøge at handle ud fra en vis stolthed over at være den, man er?

Ikke desto mindre er der jo nogen, der har formået at slippe deres muslimske overbevisning og gribe den danske del af deres opvækst, f.eks. Ahmed Akkari.

For hans vedkommende var det først i Grønland, at han mødte en kritisk holdning til islam. Dèr blev han mødt med en accept af ham som person, men gennem de bøger, han læste, og som fandtes på biblioteket deroppe eller blev skaffet hjem af vort udmærkede biblioteksvæsen, blev han også mødt med en kritisk holdning til al religion, også islam, en kritisk holdning, som fik ham til at tænke selv.

Men møder vore muslimske landsmænd ikke nogen kritik af islam, så er det nok mindre sandsynligt, at de begynder at tænke selv. Og uden at de gør det, kommer de ikke til virkelig at acceptere vort samfund. Det kræver imidlertid, at vi tør være ved det, vi er, måske endda, at vi tør vedgå, at vi er stolte af vores demokratiske tradition. Og det synes det at holde lidt hårdt med.

Dog.

Måske der omsider er ved at ske noget. Efter Kristeligt Dagblads afsløring af, at de tyrkiske imamer i Danmark faktisk holder øje med det, de selv kalder mistænkelige personer blandt deres menighed, forlyder det, at indtil flere partier vil begynde at se kritisk på den ret, Tyrkiet har til at sende imamer til Danmark. Ikke, at de tyrkiske menigheder ikke skal have lov til at lytte til imamer, men at disse imamer, som det tyrkiske religionsministerium udvælger og betaler for, skal ind under de samme krav til sprogundervisning og undervisning i dansk lovgivning som andre imamer.

Man kunne også lave om på muligheden for at opretholde et dobbelt statsborgerskab efter det, vi har oplevet ved valget i Tyrkiet fornylig. Nogle røster har rejst sig imod det forhold, at man kan have stemmeret både her og i Tyrkiet.

Jeg er helt med på, at de tyrkere, der har fået statsborgerskab hos os, skal have lov til at stemme til folketinget. For det er her, de bor, det er dette samfund, de er en del af, og det er derfor dem selv, der kommer til at mærke resultatet af deres stemmeafgivning. Men jeg synes, vi skal gøre noget ved det forhold, at Tyrkiet har givet tyrkiske statsborgere, der med et dobbelt statsborgerskab bor i Europa, lov til at stemme ved valg i Tyrkiet. Det kan godt være, man ikke skal tvinge danskboende tyrkere til at vælge side, når de skal tildeles statsborgerskab, men man burde dog kunne det, når der er tale om deres brug af valgretten. Og vil Tyrkiet ikke arbejde sammen med os om en ordning, der gør, at man kun kan stemme ét sted, så kan vi jo blive tvunget til at fratage alle herboende tyrkere deres danske statsborgerskab.

Nu kan der vel være dem, der vil sige, at hvis det er noget sådant, vi skal lære af Luther, så hellere lære slet ingen ting. Og så vil man genoptage det aldrig forladte synspunkt fra Stjernfelt, at Luther gik ind for vold mod anderledestænkende. Men til sådanne overvejelser må man spørge tilbage, om den eftergivenhed, vi fra dansk side har udvist indtil nu, har båret den frugt, vi håbede på. Har vi undgået enhver radikalisering af unge muslimer? Er der tale om, at muslimerne lige så stille vokser ind i det danske samfund, som de jo har oplevet som et samfund, der stiller sig yderst forstående an overfor alle muslimske krav?

Svaret er, som vel alle véd: nej. Radikaliseringsfaren er ikke blevet mindre af alle de velmente tiltag, vi har foretaget.

Og det nye, som jeg her foreslår, at vi skal lære af Luther, er heller ikke at indføre dødsstraf for tilhængere af islam, det er blot at tage det spørgsmål op, om der i islam selv ligger en radikaliseringstendens på samme måde, som Luther og fæller tog det op med hensyn til den datidige døberbevægelse, og at det, det drejer sig om, er at turde komme med en teologisk indvending imod islam.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s