Næppe er jeg færdig med at behandle Anders Klostergaards desværre alt for almindelige vægring ved at tale sandt om islam, før jeg i de aviser, jeg læser, støder på en lang række eksempler på, at der finder et stort svigt sted i landenes eliter. Det er ikke mindst hos pressen og de dermed alt for tæt forbundne politikere, det sker, men det er også noget, der finder sted i kirkeligt regi.
Men lad mig først tage frem en artikel i Berlingske af Poul Høi om forholdene på visse amerikanske universiteter, se her. Han prøver med nogle eksempler at vise, hvordan folk flest kun vil høre argumenter, der kan bekræfte dem i det syn på tingene, de har i forvejen; folk er altså normalt meget utilbøjelige til at lade sig udfordre.
Han fortæller, hvordan den liberale avis New York Times fik den idé at hyre en konservativ kommentator, og hvordan det gav anledning til en formelig læserstorm. Og ikke blot viste læserstormen, at mange læsere ikke ville betale for høre udfordrende synspunkter, den viste også, at sådanne læsere, når de så endelig læste et sådant synspunkt, læste meget mere ind i det, fordi de havde en bestemt forestilling om, hvad en konservativ kommentator mente.
Men det er nu, hvad det er; New York Times klarer sig nok. Værre er sådan set den udvikling, Høi fortæller finder sted på mange universiteter. Der har dannet sig en elitær opfattelse af, hvad det er tilladt at mene og hvad ikke. Og inviteres der nu mennesker til at holde foredrag på universitetet, som man formoder vil sige noget, som er imod ”universitetets værdier”, så kan det resultere i direkte optøjer. Det er der lavet undersøgelser af. Og de viser til nogles overraskelse, at venstrefløjen, som man ellers troede gik ind for en meget liberal ytringsfrihed, ikke har noget at lade højrefløjen høre. Det har ofte vist sig, som i tilfældet med New York Times, at det er venstrefløjen, der ikke kan tåle at høre modpartens argumenter.
Så læste jeg en artikel af Hege Storhaug på Human Rights Service, se her. Her afslører hun det yderst overfladiske syn på islam, som én af journalisterne ved den kristne norske avis ”Vårt Land” har. Journalisten, Dana Wanounou, har skrevet en artikel om én af de mange moskéer i Oslo. Og selv om hun er blevet orienteret af Hege Storhaug om, hvilken form for islam denne moské repræsenterer: at den tager sit udgangspunkt i én af Pakistans mest fundamentalistiske teologer, Maududi, og selv om hun er blevet gjort opmærksom på, at den forening ”Islamic Cultural Center”, som står bag moskéen, har en imam, som støtter Taliban, så lader hun, som om hun ikke aner noget om alt dette og undlader enhver omtale af moskéen som ekstremistisk og med værdier, der går stik imod de norske værdier.
Nej, fortæller Storhaug, hun kvidrer bare løs om alt det smukke og gode, der sker: ”ICC åbner moskédøren for alle”, kvidrer hun. Selvfølgelig, forklarer Storhaug, fænomenet ”åbne døre” er et missioneringstiltag, der har til hensigt at få unge til at gå over til islam. ”Piger kan endog få mulighed for at prøve en hijab”, kvidrer hun videre, og møder kun foragt fra Storhaug: Sådan taler en journalist fra en kristen avis.
Storhaug indleder med en særdeles præcis beskrivelse af vestlige journalisters forhold til islam:
På mig virker det, som om mange journalister er faktaresistente, når de står overfor islam. Det er et bevidst valg for mange. Man vil ikke have ubehaget ind over sig. Det er så meget mere beroligende at leve i den vildfarelse, at ‘egentlig véd du nok, er islam og kristendom to énæggede tvillinger’. Desuden beskytter man sig på den måde mod kollegers og andres eventuelle mulige stigmatisering og nedrakning af ‘dit menneskesyn’.
Ikke sandt, den regel, jeg har omtalt tidligere: at man endelig ikke må sige noget negativt om islam, den blomstrer tilsyneladende i fuldt flor i en kristen avis i Norge.
Så er der Information. Normalt læser jeg denne avis med meget store forbehold, men eftersom der af og til kan forekomme overraskende afvigelser fra avisens normale linje, bliver jeg ved med at holde den. Netop den 2. maj bringer avisen så en artikel af en vis Sam Mansoor, se her. I den artikel skal vi overbevises om, at der findes en særlig arabisk folkelighed:
Det er uheldigt, at islam har fået monopol på den arabiske identitet. Det er de vestlige medier, der har givet islam det monopol sammen med etniske debattører. Det er en simpel og forførende formel: en religion, der dækker dusinvis af lande, som har millionvis af tilhørere, må givetvis definere den arabiske identitet.
Jeg lægger mærke til, at det er Vestens skyld også dette: at den arabiske identitet forbliver skjult. Og bevares, det ville da være glædeligt, om der fandtes en særlig arabisk folkelighed, og om denne folkelighed slog igennem overfor islams forsøg på kulturel ensretning. Jeg husker, at jeg for nogle år tilbage prøvede at finde en sådan arabisk kultur i ”Tusind og én nats eventyr”, se her. Og jeg fandt det, og jeg synes stadig, at mange af fortællingerne heri er ganske fantastiske, blandt andet fordi de formår at gøre grin med islams mange bestemmelser. Men selv om det glæder mig, når Mansoor fortæller om de mange bøger, der findes i de arabiske bazarer, får jeg alligevel en vis følelse af skønmaleri: var der ikke noget med en egyptisk forfatter, der blev slået ihjel, fordi al-Azhar universitetet fordømte hans bøger? Og er der ikke noget med, at en modbydelig muslimsk skik, ”Taharrush gamea” var det vist, den hed, dukkede op på Tahrir-pladsen netop under festlighederne i anledning af ”det arabiske forår”, se her, det samme fænomen, der viste sig foran domkirken i Køln nytårsnat. Den slags hører åbenbart med til den arabiske folkekultur. Ikke just noget at prale af! Men noget, der ikke nævnes af Mansoor.
Endnu en artikel fra Human Rights Service viser det samme svigt fra medierne, se her. Én af medarbejderne, Nina Hjerpset-Østlie, undrer sig over, at norske medier slet ikke har været interesseret i at fortælle om en mulig økonomisk forbindelse mellem menneskesmuglerne og NGO-bådene på Middelhavet. Sagen er, skriver hun, at det koster flere tusind euro pr måned at drive de skibe, NGO’erne driver til opsamling af migranter. Hvor kommer pengene fra?
En italiensk statsadvokat har fremlagt oplysninger, der kunne tyde på en ret tæt forbindelse mellem smuglerne og NGO’erne. Han siger følgende:
Hvis et fartøj, der tilhører en NGO, nærmer sig de libyske strande, er der ikke i det øjeblik noget, der kan retfærdiggøre en redningsaktion. Når der kommer telefonopringninger fra Libyen, hvor der bliver spurgt: ”Kan vi sætte bådene i havet, selv om der er urolig sø?”, og der svares, at ”det kan De trygt gøre, for vi ligger lige udenfor”, så kommer Hamburg-konventionen på ingen måde i anvendelse”.
Med den Hamburg-konvention, der ikke kommer i anvendelse, menes der sikkert den regel, at ethvert skib altid skal redde skibbrudne. Men bådflygtningene er, som ofte nævnt på denne blog, ikke skibbrudne, de har med vilje gjort sig til skibbrudne.
Her var noget for en opmærksom presse at grave i. Men ak, ingen ønsker at oplyse den uvidende befolkning om disse materier. Man vil helst fastholde os i den illusion, at migranterne er ynkværdige mennesker, der trænger til vor omsorg, så kan nemlig billedet af os europæere som gode, barmhjertige samaritanere fastholdes.
Så skal vi til Sverige. I ét af de såkaldt alternative internet-medier, som jeg ofte besøger, ”Avpixlat”, forekom der netop den 2-5 en kronik af Björn Norström, betitlet ”Den barbariske politistat Sverige – halshug gerne, men lad være med at give udtryk for en ”forkert” anskuelse”, se her. Dette med en ”forkert” anskuelse er der én, der har gjort sig skyldig i. Det har bevirket, fortæller Norström, at politiet vil forberede en retssag mod ham. Til den ende er de kommet ind i hans hjem, har bekendtgjort, at han har gjort noget ulovligt (ifølge en svensk lov om ”hetz mod folkegruppe”) og har medtaget hans PC.
Dette sammenholder så Norström først med diverse IS-krigere, der vender tilbage til Sverige uden at blive retsforfulgt, og senere med forholdene i USA, hvor en sådan fremgangsmåde fra politiets side vil være ganske umulig.
Det er efterhånden en kendt sag, at svenskerne er noget for sig. Ikke blot har de modtaget usædvanlig mange migranter, de har også fået indført censurlignende tilstande, dels i civilsamfundet, hvor man kan miste sit job, hvis det afsløres, at man har en ”forkert” anskuelse, f.eks. er medlem af det indvandringskritiske parti ”Sverigedemokraterne”, og dels i mere offentligt regi, hvor statens repræsentanter følger med i det, der foregår på de sociale medier og griber ind, hvis de synes, at man ytrer sig for groft overfor indvandrere.
Men at den enkelte ligefrem kan blive udsat for at få sin PC taget i forvaring af politiet, selv om der ikke foreligger nogen retskendelse, og selv om man kun er anklaget, slet ikke dømt, det lyder i hvert fald utrolig hårdt, specielt for én som mig, der bruger sin PC hver evig eneste dag. Nå, jeg bor jo heldigvis ikke i Sverige.
Som det sidste eksempel på eliternes svigt tager vi endnu en artikel fra Human Rights Service. Den er skrevet af Jonas Haugsvold og handler om kirkelige forhold, se her.
Haugsvold gennemgår en pjece fra Den norske Kirkes mellemkirkelige råd, se her. Og han undrer sig over den imødekommende holdning, man tilsyneladende har overfor islam på trods af de mange kristenforfølgelser, der forekommer i netop muslimske lande. Han citerer pjecen:
”Det er grunnleggende i vår kristne tro at alle mennesker er like mye verd, og at vi støtter alle som er i nød, uavhengig av hva de tror på og hvilken gruppe de tilhører. Vi skal arbeide for at alle mennesker får sine grunnleggende menneskerettigheter ivaretatt, inkludert trosfriheten”.
Rådet har også fulgt Erik Pontoppidans eksempel og lagt ved en egen forklaring til oppropet. Der påpekes viktigheten av å skaffe seg «kunnskap om virkeligheten». Den er visstnok meget sammensatt og derfor vanskelig å få taket på:
”Media formidler historier om vold og overgrep mot kristne. Vi hører ofte om enkeltskjebner og mennesker som lider fordi de har konvertert til kristen tro. De fleste av slike medieoppslag i Norge handler om kristne som lever i land hvor majoritetsreligionen er islam. Det generaliseres og fortegnes og kan gis inntrykk av at muslimer generelt er en trussel for kristne.
Virkeligheten er mye mer sammensatt. Kristne diskrimineres også i land hvor hinduisme, buddhisme, jødedom eller ateisme dominerer. Kristne trakasserer også hverandre. Alle de store religionene har opp igjennom historien blitt brukt for å diskriminere og forfølge dem som har trodd og tenkt annerledes”.
Igen denne angst for at sige noget ondt om islam. Næsten ligegyldigt, hvad muslimer foretager sig, finder det undskyldninger en masse hos europæiske kristne autoriteter. Der er, siger man, mennesker, som lider, fordi de har konverteret til kristendommen. Nej, kære venner, de ikke blot lider, de dør, hvis de da ikke er så heldige at kunne skjule sig eller flygte. Det er almindelig kendt, at islam kræver dødsstraf for enhver, der konverterer bort fra islam.
Og så må vi endelig ikke tro, at islam er en trussel mod os kristne i Norden. At kristne politikere og muslimer med afvigende opfattelse må have politibeskyttelse netop af hensyn til muslimske galninge, det ser man her stort på.
Og så følger – for vi skal jo endelig ikke tro, at kristendommen er bedre end islam – en værre gang udenomssnak. En udenomssnak, der er decideret løgn. Er det 99% eller er det kun 90% af al religiøs forfølgelse, der foregår med muslimer som de aktive, jeg husker det ikke, men det er deromkring tallet ligger. Og alligevel skal vi her – i kristen sammenhæng – høre, at religiøs forfølgelse er såmænd da sådan set alle religioner lige skyldige i.
Lad mig slutte med Haugvolds noget ironiske bemærkninger:
Med Vårherre under den ene armen og muligens Marx under den andre, påstår Mellomkirkelig råd videre at forfølgelsen av de kristne skyldes det at de tilhører en privilegert samfunnsgruppe. Hadde de bare vært like fattige og ressurssvake som sine overgripere, samt litt mindre reiselystne, hadde saken vært annerledes:
”Kristne kan også være sårbare fordi de tilhører en ressurssterk gruppe, slik de tradisjonelt har gjort i Midtøsten. Kristne der har ofte høyere utdanning og større mulighet for å emigrere til Vesten enn muslimer, noe som forårsaker spenninger”.
Stakkars muslimen. Etter at to koptiske kirker ble angrepet med bomber og 43 kristne drept i Egypt for et par måneders tid siden, kunne NTB/Aftenposten melde om at «spenningen mellom kopterne og den muslimske majoriteten har økt». Det er omtrent slik Mellomkirkelig råd høres ut.
Kirkens frykt for å generalisere, og dermed krenke, gjør at den unnlater å adressere problemet.
Altså, hvis ikke vi tror på den med, at alle andre religioner er lige så forfølgelseslystne som muslimerne – og det véd man måske, at vi ikke gør – så følger her nogle andre påstande, der desværre er lige så letkøbte. Jeg har for kort tid siden igen gjort opmærksom på, at kopterne i stor udstrækning er Egyptens skraldemænd, se her, og ærlig talt, jeg stoler mere på den iagttagelse, som jo ikke lader kopterne tilhører Egyptens jetset, end på denne påstand, der blot synes at have til hensigt at berolige os: Der er en rimelig og ikke-islamisk forklaring på forfølgelserne.
Nej, der er ikke nogen rimelig forklaring på forfølgelserne mod kopterne. Og vore kirkesamfund burde være de første til i det mindste at erkende, at en sådan forfølgelse er i fuld overensstemmelse med islams normale praksis. I stedet vælger man fra kirkens side at stikke hovedet i busken og lade, som om det hele er normale foreteelser, der forekommer i alle religioner.
Man væmmes.
ricardtriis 