Supplement påkrævet

Den fremmede Luther 27

Jørgen Nybo Rasmussen har den 3-5 en længere artikel i Kristeligt Dagblad, hvori han hævder, at den danske reformationshistorie aldeles ikke, som mange vist tror, er præget af en glidende overgang fra katolicisme til lutherdom, men i stedet var præget af vold og magtkampe, se her.

Nybo Rasmussen er én af de katolikker, som jeg mener, man må have respekt for. Da jeg i sin tid gjorde lidt ud af franciskanernes historie her i landet – jeg var jo ansat ved en tidligere franciskanerkirke – trak jeg meget på hans store viden om tingene. Når jeg alligevel mener, at hans artikel kræver nogle supplerende betragtninger, skyldes det, at han tilsyneladende har ladet sig forlede af de noget forenklede spørgsmål, der let kan dukke op, her spørgsmålet: Var den danske reformation præget af vold eller var den ikke?

Han omtaler først reformationen i Haderslev. Og det er sandt nok, her blev reformationen gennemført ”fra oven”. Hertug Christian, kong Frederik den Førstes søn, havde i 1521 været Holstens udsending i Worms, hvor han havde oplevet Luthers frygtløse optræden. Det havde gjort ham til overbevist lutheraner. Og det var derfor, han brændte af iver efter at gøre noget luthersk, hvilket han så fik lejlighed til, da han i 1524 blev gjort til statholder over Haderslev. Så hvad Haderslev angår, er det korrekt nok at spørge, som Nybo Rasmussen gør: ”Hvor var folket henne i alt dette?”

Det spørgsmål får man til gengæld svar på, når talen kommer til de to andre byer, Nybo Rasmussen nævner: Viborg og Malmø. Om Hans Tausen i Viborg fortæller han således, at den kirke, han først prædikede i, Sct. Hans kirke, var for lille til de mange tilhørere. Så altså: Her har vi folket. Det har han fra den såkaldte gråbrødrekrønike, se her. Den samme krønike fortæller det samme om forholdene i Malmø, se her, også her måtte den lutherske prædikant, som hed Claus Mortensen, flytte til stadig større kirker, fordi folk flokkedes om hans forkyndelse.

Man bør nok også supplere den oplysning, Nybo Rasmussen giver om Tausen. Han blev, siger Nybo, ved kongens værnebrev undtaget fra kirkens egen retsorden. Javist, men hvad bestod den retsorden i. Den bestod bl.a. i en aftale med kongen om, at denne havde pligt til at indfange forløbne munke og tvinge dem tilbage til det kloster, de havde forladt. Og da kongen med sit værnebrev til Tausen havde bekendtgjort, at han ikke agtede at rette sig efter denne tvangsordning, fik det til følge, at mange munke forlod deres klostre.

Så med hensyn til forløbne munke betød reformationen, at man gik over fra en tvangsordning til en frivillig ordning, munkene var ikke længer tvunget til at forblive i deres klostre; blev de der, var det helt frivilligt, hvad det altså ikke havde været tidligere. Det bør dog vel også nævnes, når det nu er vold og magtudøvelse, vi skal se på.

Så er der Malmø. Her ser vi også et eksempel på katolikkernes magtudøvelse. For da den af kongen udnævnte, men ikke af paven godkendte ærkebiskop i Lund forlangte, at de lutherske prædikanter skulle frafalde 22 artikler, men de ikke ville frafalde dem, forbød han dem at forblive i Malmø, fordi – som Nybo Rasmussen siger – de jo ikke havde noget værnebrev. Det var almindelig kotyme dengang, men hvis man forklarer den katolske magtudøvelse på den måde, kan man vel ikke forlange af lutheranerne, at de skal have nutidens syn på religionsfrihed.

De drog så til Haderslev, og da de kom tilbage derfra, i kraft af kongelige værnebreve, havde de med sig en række salmer, som blev til den første salmebog på dansk: Malmøsalmebogen.

Forøvrigt skal man heller ikke glemme, at ærkebiskoppen i Lund netop ikke havde pavens godkendelse. For i 1526, da kongen forlangte penge af rigsrådet for at kunne beskytte sig mod Christian den Anden, der var ved at samle tropper i Tyskland for at kunne genvinde den danske krone, gik der kuk i udnævnelsen af ærkebiskoppen i Lund, og det endte med, at herredagen i Odense forbød at betale paven for konfirmation af udnævnelser af biskopper. Man kan sige, at dermed havde den danske kirke gjort sig uafhængig af paven. Sådan udlagde i hvert fald kongen det.

Det kom især til at betyde noget for franciskanerne. De ejede nemlig ikke selv deres bygninger, de var tilskødet paven. Og da nu paven var ude af billede, tog kongen over. Og da kongen kunne se, hvordan ganske mange franciskanermunke forlod deres klostre, begyndte han at samle de tiloversblevne på nogle færre klostre, så han kunne frigøre nogle klostre til brug for udvalgte adelsfolk eller for den pågældende bys borgere.

Det brød franciskanerne sig naturligvis ikke om. De ville forblive længst muligt i deres klostre, fordi de håbede på at kunne vende tilbage til dem, når mere normale forhold igen var oprettet i riget. Det er formentlig det, der har fået broder Jacob i Malmø til at samle beretninger sammen om brødrenes uddrivelse, så vi i dag er i besiddelse af et ret enestående dokument: Gråbrødrekrøniken (De expulsione fratrum minorum – om gråbrødrenes udjagelse).

Denne broder Jacob fra Malmø-klostret har netop Jørgen Nybo Rasmussen samlet stor viden om. Han argumenterer overbevisende for, at han var en bror til Christian den Anden, og at han efter franciskanernes udjagelse drog til Spanien, hvorfra han kom med et skib til Amerika. Dèr øvede han en behjertet gerning til fordel for de indfødte.

I min udgave af Gråbrødrekrøniken har jeg vistnok ikke ydet broder Jacob retfærdighed. Det er også lidt svært at vide, hvad hensigten er med at skrive denne krønike var. Men hvis man, som jeg gør nu, går ud fra to ting: 1) at det drejer sig om at vise, at brødrene med magt blev jaget ud af de klostre, der er medtaget i opgørelsen, så de kunne få dem tilbage under de forventede bedre tider, og 2) at broder Jacob er en yderst retlinet person, der ikke vil have tilbagegivet noget kloster på et urigtigt grundlag, så kan man forklare, at den side, der skulle omhandle klostret i Trelleborg, er revet ud, se her, for vi véd andetsteds fra, at brødrene af egen drift havde forladt klostret. Og man kan også forklare det ret mærkelige forhold, at det om brødrene i Køge hedder, at de havde anvendt megen svig og list, se her. Det forholder sig altså formentlig ikke sådan, som jeg skrev i noterne, at broder Jacob ser positivt på det bedrag, der er udført af brødrene i Køge, der forholder sig derimod sådan, at han for ikke at snyde ved en fremtidig tilbagegivelse føler sig nødsaget til at fortælle om begivenhederne, som de fandt sted.

Såvidt jeg kan forstå, svarer dette karaktértræk hos broder Jacob til den beskrivelse, Nybo Rasmussen giver af ham. Og det er jo også værd at få med sig fra den spændende historie om reformationen i Danmark.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s