Han tror på Gud – men véd det ikke selv

Midt i et interview med den franske ambassadør den 6-5 stillede Flemming Rose sit ”offer” et ret usædvanligt spørgsmål: ”Tror De på Gud?”

Ambassadøren tog det meget pænt. Han mente ikke selv, at han troede på Gud. Men han kunne ikke nægte, at en form for beundring kunne gribe ham, når han betragtede en blomst: denne fuldendte form, denne ubeskrivelige farve, for slet ikke at tale om den betagende duft, alt det kunne han ikke nægte gjorde det nærliggende at tro på en god skaber.

Karakteristisk for vor tid var det nok naturvidenskaben, der forhindrede ambassadøren i ligeud af sige, at han tror på Gud. For det synes at være naturvidenskaben, der har fjernet Gud fra den plads som skaber, som han ellers har indtaget fra Arilds tid.

Men hvad var det, vi sang her den 4. maj?

”Men du, som styrter de stoltes rige/ og løser fangne af bolt og bånd/ dig flyver hjerternes tak i møde/ vor skæbne er i din stærke hånd”.

Her er det ikke Gud som skaberen, vi synger vor tak til, men Gud, som den, der har menneskers hjerter og tanker i sin hånd, Gud, som den, der får riger til at blomstre og gå under. Tror vi da på den Gud? Er han nemmere for os at tro på end ham, der synes at blive udkonkurreret af naturvidenskaben?

Én ting er jo, hvad vi tror på og føler i en overstadig stund, hvor mørklægningsgardiner brændes af, hvor vi lukker vor butik og sætter et skilt i vinduet, som alle umiddelbart forstår ”Lukket paa Grund af Glæde”; noget andet er, hvad vi tror og føler, når hverdagen igen melder sig med alle dens menneskelige beslutninger, fejltagelser og heldige indfald i en skøn blanding, hvor er så Gud henne i det? Har han så noget at sige i en sådan politisk suppedas?

Ja, det mærkelige og ret utrolige ved interview’et med den franske ambassadør er, at netop denne samfunds-Gud tror han på. Blot véd han det ikke selv.

Jo, for interview’et fortsatte jo. Det, Flemming Rose var ude efter, var, om det, ambassadøren havde oplevet, havde fået ham til at ændre opfattelse. Den franske ambassadør var jo til stede, da terroristen Hussein skød og dræbte ved Krudttønden i februar 2015. Han havde selv følt dødens nærhed, da der blev skudt. Han havde selv erfaret, hvad det vil sige at være i livsfare. Og kunne han efter en sådan nærkontakt med en terrorist stadig mene, at det rigtige var at gå frihedens vej, kunne han stadig anse den franske laïcité som det rigtige svar på samfundets udfordringer, det samfund, der rummede så mange muslimer?

Og ja, det kunne han. Og så fik vi et stringent forsvar for den franske samfundsmodel, ikke et forsvar, der betragtede den som kun en fransk model, men et forsvar, der fremholdt den som et ideal for verden. Det, man gjorde i Frankrig, hvor man skelnede mellem personen ”muslimen” og ideologien ”islam”, hvor man beskyttede personen, men ikke ideologien, hvor enhver havde lov til ustraffet at argumentere imod enhver anden, uanset, hvilken religion han havde, og uanset, om han slet ingen religion havde, hvor man kunne gøre grin med enhver ideologi mod, at andre kunne gøre det samme med den ideologi, man selv var tilhænger af, dette franske samfundsideal drømte han ikke om at sige undskyld for, ingen undskyldning til dem, der følte sig gået for nær af satiren, ingen undskyldning til dem, der blev krænket, fordi nogen nedgjorde deres tro, ingen undskyldning, fordi man i Frankrig fastholdt et sekulært samfund med plads til alle religioner, der ville give andre religioner en tilsvarende plads!

Alt det var jo et strålende ideal for verden. Man så op til den franske samfundsmodel fra alle dele af verden. Kun de direkte diktatoriske styrer vendte sig imod al den frihed, der dér var tale om, men det var jo sig selv talende nok.

Og ikke sandt, allerede her ser man en skjult tilslutning til den Kristus, der hævdede, at hans rige ikke var af denne verden og som bad sine tilhængere om at give kejseren, hvad kejserens var, og Gud, hvad Guds var. Men han kom tættere på kristendommen end dette. Han kom sågar tættere på end de fleste hverdagskristne i Danmark. Og så sandelig også tættere på kristendommen end professor dr. teol. Anders Klostergaard Petersen, der vil tilbageholde sandheder om islam for ikke at tage muslimers stolthed fra dem.

For interview’et fortsatte.

Om det lige var Flemming Rose, der provokerede ham, eller han selv fremkom med udtalelserne – jeg husker det ikke så nøje – men udtalelserne kom, de udtalelser, hvor han opfordrede os europæere til at være stolte af vore frihedstraditioner, til at fastholde dem for enhver pris, også den pris, der hedder døden. Ja, han sagde det lige ud: Når vi står overfor muslimske terrorister, står vi overfor en dødskult, en livsholdning, der elsker døden højere end livet, men netop på det punkt, der hedder viljen til at sætte livet på spil, må vi udkonkurrere muslimerne. Vor livsholdning, vor kærlighed til det liv, vi lever med hinanden og vore muslimske landsmænd i frihed, den holdning og det samfund, den skaber, er vi ikke blot stolte af, nej, den elsker vi så højt, at vi vil sætte livet ind for den.

Og så hører man pludselig ord, som er den reneste 24 karats kristendom. Så lyder der fra denne sekulære franskmand en holdning, som vi hverdagskristne her i Danmark kan spejle os i og søge at leve op til.

Nej, vi skal naturligvis ikke give os til at gøre grin med Muhammed igen! Vi skal naturligvis ikke for enhver pris prøve at krænke muslimernes såkaldte religiøse følelser. Men vi skal ikke blive ved med at tie stille med det, vi tror på. Vi skal ikke stadig holde mund med vor stolthed over det samfund, vi og vore forfædre har skabt. Vi skal som den mest naturlige ting i verden kræve af vore muslimske landsmænd, at de retter ind efter vore sekulære idealer, opgiver de dele af deres religion, der ikke kan forenes med vore idealer, eller forlader vort samfund.

Nå ja, Flemming Rose sluttede udsendelsen med at sige, at han ikke var sikker på, at han selv ville gå så langt som ambassadøren her i retning af at ofre livet. Og sandt nok, vi danskere plejer at være lidt mere tilbageholdende med de store ord, og givet er det, at selv jeg, der dog har arbejdet en del med martyriets problematik, nok vil kunne sige, at vi skal elske vor frihed så højt, at vi vil sætte livet til for den, men samtidig inderligt håbe, at jeg ikke selv er inkluderet i det ”vi”, der kommer til at sætte livet til.

Og dog synger vi allesammen – også den fjerde maj – den sang, som i sin tid gav vore frihedskæmpere mod, når de skulle henrettes:

Kæmp for alt, hvad du har kært/ dø, om så det gælder/ da er livet ej så svært/ døden ikke heller.

Og vi synger den vel, fordi vi ét eller andet sted må give sangen ret.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam, Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s