Hvor er den ægte islam?

Dette ret relevante spørgsmål skal jeg her forsøge at besvare ud fra to tekster, den ene skrevet af en muslim, den anden af en vestlig journalist.

Muslimen er en skribent, som selv har været udsat for forfølgelse fra muslimske stater. Hans navn er Iyad el-Baghdadi, ikke at forveksle med kaliffen i IS, der jo også hedder noget med Baghdadi. Han var særdeles aktiv i det arabiske forår i Egypten, var fjendtlig stemt overfor først Mursi, senere al-Sisi, hvorfor han så sig nødsaget til at flygte til forskellige muslimske stater. Disse ville dog heller ikke have ham, og han er nu endt i Norge, hvilket nok er grunden til, at den norske avis Aftenposten har bedt han skrive nogle artikler om, hvordan islam kan ændres i mere demokratisk retning, se én af artiklerne her. For Iyad er demokrat om en hals.

Desværre må jeg sige, at efter at have læst hans artikel – og flere andre tidligere artikler af ham – finder jeg hans anbefalinger mere forhåbningsfulde end realistiske. Såvidt jeg kan skønne, ligner hans standpunkt i betænkelig grad det, som diverse danske religionshistorikere indtager: der findes ikke nogen rigtig eller ægte islam, for islam er, hvad nutidens muslimer gør det til, ganske bortset fra, hvad historievidenskaben fortæller os om koranen og Muhammed.

Hos ham kommer det blot til udtryk på en mere modsigelsesfyldt måde: Han påpeger, at islam lige fra begyndelsen har haft forskellige tolkninger, også forskellige tolkninger af koranen. Men senere hedder det, at denne første islam var præget af indbyrdes kampe. Og ærlig talt, hvad skal vi så med oplysningen om, at den første islam ikke var en éntydig størrelse? Det, vi efterlyser, er jo en islam, som tåler andre tolkninger ved siden af sig uden at prøve at gøre muslimer med disse tolkninger et hoved kortere.

Dernæst forsøger han at gøre op med forestillingen om, at der findes en bogstavtro tolkning af koranen, som alle må bøje sig for. Som én af grundene imod denne forestilling anfører han:

Den reduserer Koranen til en lovbok hvor en diktator-gud gir eksplisitte instrukser til utenkende vesener som skal følge dem uten spørsmål. Men en rettferdig og klok gud ville akseptert og respektert de evnene som gud hadde utstyrt oss med.

Som den muslimske filosofen Ibn Rushd sier: «Det er utenkelig at Gud ville gi oss fornuft og deretter gi oss en religion som går mot fornuften».

Hvad Ibn Rushd siger, er sandt: det er ganske rigtigt utænkeligt, at Gud ville give os fornuft blot for at fratage os den bagefter. Men det er ikke desto mindre det resultat, man kommer til overalt, hvor man vil hævde, at Gud er en lovgud, der giver instrukser til os mennesker (utænkende væsener), som vi skal følge uden spørgsmål. Dette kan lettest eksemplificeres ved påbudet om omskærelse og forbudet mod svinekød. Ingen af delene har nogen fornuftig begrundelse. Men Gud – altså den muslimske gud – påbyder det alligevel, hvorved han sætter vores fornuft ud af kraft. Spinoza har på udmærket vis gjort rede for forskellen mellem fornuftbaseret læring og blind tro på åbenbaringen, se her.

Forøvrigt blev Ibn Rushd, som vel nok var islams største filosof, en filosof, som var med til at gøre Aristoteles kendt i den latinske verden, tvunget til at gå i eksil, da den fyrste, der beskyttede ham, døde.

Så nej, el Baghdadi kan ikke hjælpe os. Hans forsøg på at gøre islam demokratisk, se dette citat:

Det er på tide at muslimer som tror på frihet, menneskerettigheter, rasjonalisme og humanisme blir like taleføre og effektive til å fremme sitt syn og nå frem til andre som de dogmatiske, illiberale ekstremistene er i dag.

.. må siges at være slået fejl, ja mere end det: at være et forsøg, der aldrig vil kunne lykkes.

At det aldrig vil kunne lykkes, understreges af en meget lang, men også meget interessant artikel i The Atlantic, som journalisten Graeme Wood har skrevet, se her.

Wood har anvendt megen tid på at interview’e en række salafister, som enten er direkte tilhængere af IS, eller – hvis de bor i Vesten, hvor de kan blive anklaget for noget sådant – kringler rundt om de tanker, som IS fremfører. Og Woods tese er, at vi for at kunne bekæmpe IS – og altså bekæmpe dem ikke blot på slagmarken, men også ideologisk – er nødt til at kende deres ideologi.

Og den lægger de ikke skjul på, forklarer han. De siger åbent, at islams genfødsel efter deres mening forudsætter, at man så troværdigt som muligt efterligner profeten selv i hans kamp for at fremme islams sag, også hvor dette fører de rene bestialiteter med sig.

Når f.eks. al-Adnani, en talsmand for IS, siger, at muslimer i de vestlige lande skal finde en vantro, smadre hans hoved med en sten, forgifte ham, kører ham over med en bil og ødelægge hans afgrøder, så lyder det i vestlige ører som en sær blanding. Men i en muslims ører kan det give udmærket mening. For dette med at ødelægge afgrøder, forklarer Wood, er noget, muslimer kun har tilladelse til, når de er i en forsvarsposition. I en sådan position skal muslimerne være nådesløse og ubarmhjertige.

(Jeg noterer mig i forbifarten, at IS altså opfatter sin position som svag).

Men ”nådesløs og ubarmhjertig”? Hvis IS opfører sig sådan, så er de da uislamiske, mener både vi og de moderate muslimer.

Det er her, vi tager fejl. Det er her, også de moderate muslimer tager fejl. Wood henholder sig til Bernard Haykel, en af de fleste anerkendt kender af muslimske forhold, og citerer ham for at sige, at muslimer, der anser IS for at være uislamisk, typisk er forlegne og politisk korrekte og har en dunblød opfattelse af deres egen religion, en opfattelse, som fornægter det, som deres religion i historisk og juridisk henseende har krævet.

For det er jo det mærkelige ved IS, at alle de uhyrligheder, som de foretager sig og som de praler af, er uhyrligheder, som de muslimske tekster selv fortæller om og selv praler med, når de beskriver Muhammeds gerninger.

Det må da også de muslimske lærde, som Wood har interview’et, indrømme, for nogles vedkommende med stolthed, for andres med forlegenhed, at både IS’s praksis med slaveri, med korsfæstelse som straf, med halshugninger, med behandlingen af de kristne, osv., osv., har rod i Muhammeds egen praksis. Så hvis IS vil være salafister – og salafister er den muslimske retning, der vil lade Muhammeds og de første muslimers praksis være retningsgivende for deres handlinger – så handler de fuldt ud islamisk korrekt.

Men mere end det.

IS har oprettet et kalifat, og IS har taget en række apokalyptiske overbevisninger til sig.

Kalifatet først!

Skal kalifatet oprettes på ny – det blev afskaffet af Kemal Atatürk i 1923 – så må de rettroende muslimer besidde et landområde. Da det blev tilfældet, specielt efter erobringen af Mosul, blev det naturligt, ja påkrævet at genindføre kalifatet, hedder det hos Wood.

Denne påstand viser for det første, at IS ikke betragter de muslimske lande som sandt muslimske. De er alle i alt for høj grad præget af vestlig tankegang til, at de kan opnå den anerkendelse fra IS’s side.

Men den viser for det andet, at noget af det spændende ved den udryddelseskamp mod IS, der foregår for øjeblikket – med ganske stort held jo – er, om kalifatet kan springe over til andre landområder, når IS’s område er gået tabt for det nuværende kalifat. Der er muslimer i Libyen, der har anerkendt IS som et kalifat, det samme har Boko-Haram i Nigeria. Hvad vil de gøre, når IS er nedkæmpet? Det overvejer Wood desværre ikke, måske fordi det var for usandsynligt et scenarie at regne med, da han skrev sin artikel.

En del vestlige kommentatorer har udtalt, at vi ikke må tro, at IS er besejret, blot fordi vi har taget deres landområde fra dem. Men hvis det, som Wood hævder, er en betingelse for et kalifat, at det hersker over et landområde, og hvis det ikke hører med til teorien om kalifatet, at det kan springe over til andre steder og herske derudfra, så vil IS’s tiltrækningskraft overfor muslimer mindskes betragteligt, hvis kalifatet falder.

Dette med, at IS stiller krav til om et landområde som betingelse for kalifatet, er også, hvad der adskiller IS fra al-Qaida.

Og måske også IS’s hengivenhed for apokalyptikken udgør en forskel mellem de to.

IS’s blad hedder Dabiq. Og Dabiq er navnet på en slette lidt nord for Aleppo. Her påstår en gammel tradition, at det afgørende slag mellem ”Rom” og muslimerne vil finde sted engang i endetiden. Og da IS hævder, at endetiden er nær, er det naturligt, at de griber fat i den slags traditioner. Således hed det i én af de videoer, der viste drabet på en amerikaner: ”Her er vi, i færd med at begrave den første amerikanske korsfarer i Dabiq, nu venter vi ivrigt på, at resten af vore fjender skal komme”.

Ærlig talt, det lyder lidt overmodigt. Men det er muligvis noget, der hører de apokalyptiske traditioner til. Jeg nævnte for nogen tid siden, hvordan én af gendøberne i Münster i 1534 helt alene red ud til den belejrende hær i tillid til, at Gud ville gribe korporligt ind og redde ham. Hvad han dog ikke gjorde, se her. Man spørger sig selv, om det er den samme tillid til Guds indgriben, der præger disse muslimer.

Endelig skal nævnes, at Wood også har interview’et den forholdsvis kendte islamist, Anjem Choudary, der bor i Storbritanien og har fået sit pas inddraget, så han ikke kan drage til Syrien i kamp. Han forsøger at opretholde traditionerne fra islams storhedstid, bl.a. nævner han, at kaliffen er forpligtet på at føre krig mod islams fjender, at den store brutalitet nærmest er udtryk for barmhjertighed, fordi krigen så bliver afsluttet des hurtigere, at islamisk lov kun tillader fredstraktater, der varer i ti år, og at der ikke gives tilladelse til oprettelse og anerkendelse af nogen grænse.

Altsammen noget, der kan aflæses af islams historie, mens islam endnu var en magtfaktor, der kunne stå sig mod de europæiske magter, men som de sidste to-tre hundrede års muslimske magter klogeligt har undladt at håndhæve.

Og så til sidst: Hvad skal vi stille op med alt dette? Hvordan vi skal handle overfor IS, er allerede ved at blive afgjort, og altså afgjort på slagmarken, men hvordan skal vi imødegå truslen fra alle de andre voldelige udgaver af islam, som enten er opstået eller vil opstå i kølvandet på IS’s nederlag?

Jeg vil mene, vi skal benytte os af håneretten, omend nok kun i modificeret form.

Man siger indenfor fodboldverdenen, at det vindende hold har fået håneretten overfor det tabende hold. Overfører vi det til forholdet mellem islam og kristendom, skulle det betyde, at vi i den kristne verden gennem vor overlegne militære styrke skulle have erhvervet retten til at håne vore muslimske medmennesker for deres svaghed. Jeg véd ikke af, at vi fra vestlig side nogensinde har benyttet os af denne ret, og det er sådan set heller ikke umiddelbart min tanke, at vi skal gøre det fremover. Men man må kunne gøre det overfor IS, som jo netop proklamerer, at med dem og det kalifat, de har genoprettet, vil den militære magt med sikkerhed skifte til fordel for islam.

Var det ikke en idé at sige om dem: ”Hør en loppe gø!” Én ting er at kunne slå de forskellige mellemøstlige stater militært, noget helt andet er at kunne slå de europæiske stater, for ikke at tale om USA. Og man må vel også sige, at noget af det, der har betinget IS’s fremgang, er de mange modstridende interesser, der gør sig gældende i Mellemøsten.

Wood refererer Choudary for at sige, at lande som Saudi-Arabien kun har gennemført den ene halvdel af sharia-lovgivningen, nemlig den, der betyder hårde straffe, såsom halshugning og håndafhuggelse. Den anden del, der betyder fri logi, mad og klæder for alle, har de ikke gjort noget ved.

Her lyder det på Choudary, som om den sande og fuldstændige gennemførelse af sharia er lig med gennemførelsen af et socialistisk samfund. Men selv om han føjer til, at den, der har lyst til at øge sin indkomst ved at tage et arbejde, naturligvis har lov til det, synes han at have meget løse forestillinger om den økonomi, der skal ligge bag uddelingen af fri logi, mad og klæder.

Han har muligvis som vi andre gennem Åsne Seierstad eller ad andre veje hørt om de goder, der har kunnet blive de fremmede krigere til del i IS’s område. Men han har vist ikke spekuleret stort over, hvor al den mad, alle disse klæder og alle disse andre goder skal komme fra. Hidtil har vel IS kunnet skaffe sig penge ved illegalt at sælge olie fra deres kilder, men når de bliver erobret, når IS må nøjes med den mad, de selv kan skaffe sig fra deres yderst sparsomme landbrugsområder, hvad så? Vil de så ikke blive sultet ud, hvis de da ikke bliver slået militært, før det sker?

Må man ikke også, realistisk set, spørge, om IS har noget at have sit store praleri i, om der kan blive ved med at ligge militær styrke bag alle de store ord; jeg mener, noget af det, der afgjorde Anden Verdenskrig, var, at USA’s og USSR’s industrielle kapacitet langt overgik Tysklands. Der skulle hele tiden produceres tanks til erstatning for dem, der blev skudt i stykker. Der skulle hele tiden trækkes nye soldater ind i krigen til erstatning for dem, der blev dræbt. Det kunne Tyskland ikke klare i længden. Og hvis IS insisterer på at fastholde et landområde, og hvis de vil bekæmpe alle naboerne med rigtige menneskevåben, så skal de jo kunne fremskaffe sådanne våben, og så skal de kunne købe ammunition til disse våben. Isolerer man dem økonomisk, har de ikke mulighed for at føre krig. Det har andre oprørsbevægelser fundet ud af, derfor er de gået over til guerilla-krigsførelse.

Nej, ligefrem håne muslimerne for deres tro, det skal vi vel ikke. Men påpege, at det menneskesyn, der udspringer af islam, fører et stillestående samfund med sig, det må dog være tilladt. Og hævde, at muslimerne, hvis de i en fanatisk lydighed overfor det, de opfatter som Guds bud, søger at kopiere Muhammeds gøren og laden, sætter al fornuft ud af kraft, det må vi dog også kunne gøre, for det er jo, hvad vi kan se hos IS og hos de muslimske stater i det hele taget: IS vil absolut bekrige alle sine naboer, men lider nu nederlag; og de muslimske stater har været de vestlige underlegne igennem efterhånden mange århundreder. Skulle det ikke demonstrere, at vestlig frihed er mere effektiv end muslimsk kadaverlydighed?

Men ikke desto mindre var det altså kadaverlydighed, Muhammed anbefalede, lydighed, der adlyder uden at kunne forstå. Og opdrætter man en række mennesker i de muslimske miljøer, som uden begrundelse retter sig efter omskæringsregler, spiseregler, kønssegregation, fastetider, m.m., så opdrætter man altså mennesker, der ikke vil standse ved disse fredelige ting, men gå videre den dag, de opdager, hvordan Muhammed bar sig ad, gå videre med fjendtlighed mod os vantro, isolation i særlige muslimske områder, fornægtelse af alt vestligt, vestlig videnskab, vestlig samfundsopfattelse, vestlig kønsligestilling, og – som kronen på værket – tilslutning til IS, sålænge den størrelse forefindes.

Man må derfor anbefale el-Baghdadi (den fredelige el-Baghdadi) at forlade islam og enten blive kristen eller ateist. For den vej, han anbefaler muslimer at gå: ”at muslimer som tror på frihet, menneskerettigheter, rasjonalisme og humanisme blir like taleføre og effektive til å fremme sitt syn og nå frem til andre som de dogmatiske, illiberale ekstremistene er i dag”, ender blindt, eller endnu værre: ender hos IS.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam, Uncategorized og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s