Fra tidebønner til salmesang

Den fremmede Luther 28

Som jeg før har nævnt, er jeg i anledning af Luther-året i færd med at oversætter Luthers romerbrevsforelæsning fra 1515. Jeg har lagt hele den latinske tekst ud på nettet, suppleret med så stor en del af den danske oversættelse, som jeg indtil nu har lavet, se her. Undervejs opdager jeg mange pudsige ting.

Det viser sig f.eks., at det angreb på munkenes tidebønner, som Luther kommer med i sit store og indflydelsesrige skrift ”Om munkeløfterne” fra 1522, har en forløber i romerbrevsforelæsningen.

Luther er i færd med at udlægge Rom 12, 12, ”Vær vedholdende i bønnen”, og her siger han:

Dette siges imod dem, som læser salmer uden at hjertet er med i det. Og man kan frygte, at de kirkelige bønner i dag mere er en hindring end en hjælp. For det første, fordi vi krænker Gud mere, når vi læser uden at hjertet er med, sådan som han siger: ”Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig” (Matt 15,8). For det andet, fordi vi udfører den slags sikre bedrag, som om vi beder i sandhed. Og således har vi aldrig rustet os til det sande studium af bønnen, men når vi beder disse bønner, mener vi, at vi har bedt, og at vi ikke skal bekymre os yderligere. Hvilket er en forfærdelig fare. Og for dette modtager vi fra folket både ophold og underhold, og vi fortærer det i lediggang og sikkerhed. (Se her).

Det er munkenes tidebønner, han omtaler med disse ord. Som bekendt skulle munkene på faste tider i døgnet møde op i deres kirkes kor og bede eller synge bestemte på forhånd fastlagt bønner, taget fra enten Davids Salmer eller fra Det ny Testamente. På Luthers tid blev de sunget på latin, hvilket jo ikke har gjort Luthers anklage her mindre aktuel, for hvordan kan man have hjertet med i noget, der ikke er talt på ens modersmål.

Oven i købet, føjer Luther til, mener vi – og på dette tidspunkt er han jo selv helt og fuldt med i dette ”vi” – at vi dermed tjener menigheden, vi får jo i hvert fald både ophold og underhold.

Han fortsætter:

Derfor er det ord ”vedholdende” et opvækkende ord, som alle, ikke mindst de kirkelige, skal lægge mærke til og bæve for. For det betegner, at bønnens gerning skal gennemsyre os.

Bønnen kan nu forstås om den rent ydre bøn, fremsagt til de bestemte tider i klostret:

Bønnen forstået som den ligefremme, hørlige bøn, hvor man alene er optaget af ordene, sådan som nonnerne og andre beder, de, som blot er lægfolk og ikke forstå noget, ikke engang fadervor. Og dette er ikke i højere grad en bøn, end det ydre er det egentlige, det vil sige: ifølge sin natur er det ikke en bøn efter den egentlige betegnelse, men kun noget ydre, hvorigennem også enhver anden gerning kan kaldes en bøn.

Men kan man kalde det en bøn? synes Luther at indvende. For den, der som nonner og lægfolk beder uden at forstå ordene, kan jo ikke siges dermed at fremføre en anmodning for Gud eller at have et ønske, som man lægger frem for Gud. Men selv om der således ikke efter en strenge ordbetydning er tale om en bøn, skal den ikke forkastes:

For at bede således er kun en erstatnings-lydighedshandling, som gennemfører noget gudvelbehageligt. Den slags bøn skal ikke fordømmes, for den er, udover, at den er en lydighedshandling, på mange måder god. For det første, fordi den driver djævelen på flugt, hvis den fremsiges i hjertets enfoldighed, dvs., hvis man ”lovsynger med ånden” (1 Kor 14,15), og helligånden er forenet med den.

Men det er dog bedre at forstå de ord, hvormed man beder:

Så er der den intellektuelle lovsang, hvor man lægger mærke til betydningen og forståelsen af ordene. Den lovsang er de mere lærde og forstående forpligtet på, idet de udøser deres evner for Gud. Den åndelige eller følelsesmæssige forståelse er den, hvor man berøres af ordenes følelser eller ånd, hvor man græder med de grædende og glæder sig med de glade, jubler med de jublende og tilpasser sig hver bevægelse i ordene. Dette er den sande bøn. Om disse to siger apostelen i 1 Kor 14,15: ”Jeg vil lovsynge med ånden, men jeg vil også lovsynge med forstanden”. ”At lovsynge i ånden” kalder han den ordrette opmærksomhed uden forståelse, dog med tilknyttede følelser, som de fromme nonner eller de uvidende lovsynger, ”at lovsynge med forståelse” kalder han det, når man har en forstående opmærksomhed; men den kan forekomme både uden ånd og med ånd. Den åndelige bøn er forstandens, ja åndens ophøjelse til Gud. Det er den bøn, om hvilken han siger: ”vedholdende i bønnen”. Derigennem udtrykker han, at de kristne bør have hyppige og ordensmæssige bønner.

Hvad er nemlig bøn?

Her sker der nemlig det, at ”himmeriges rige bliver stormet, og de fremstormende river det til sig”. (Matt 11,12). For bønnen er efter min bedømmelse åndens konstante opløftende stormen ind på Gud, ligesom et skib sejler op mod flodens kraft.

Og hvad er de kirkelige bønner?

Kirken forpligter til at have den ydre opmærksomhed, dvs., til at udtale de enkelte ord, men ikke til at forstå eller til at berøres følelsesmæssigt, det hører kun den enkelte til. For kirken kræver og forudsætter en almen følelsesberøring. Og det står ikke i dens magt at forlange forståelse eller at den enkelte skal berøres følelsesmæssigt, den giver kun lejlighed til det med sit bud.

Så langt, så godt! Men i det sidste, han skriver om dette skriftord, kommer han, såvidt jeg har forstået, ind på den forestilling, at munkene med deres bønner mener, at de fremskaffer overskydende gode gerninger, en tanke, som Luther senere kommer til at vende sig voldsomt imod. Og den tanke passer overhovedet ikke med det, han hidtil har skrevet.

Så på en måde er der allerede her lagt op til det angreb på munkevæsnet, han kommer med i ”Om munkeløfterne”.

Her hedder det om munkenes tidebønner, at det er ulykkeligt altsammen:

Det sker nemlig ikke af lyst til at lære eller formane, men bare af lyst til at gøre det. For at have læst sådan, at have sunget sådan, at have råbt sådan er tilstrækkeligt for dem. Denne gerning er det, man ønsker, og den kaldes så dyrkelse af Gud. Men hvad der læses eller synges, eller hvorfor det læses eller synges, det er der ingen, der tænker over, og der er ingen profet, der kan udlægge og lære. Og videre: For at de ikke skal være dovne i denne bemærkelsesværdige gudsdyrkelse, hengiver de sig til bekymring og omsorg for at læse og synge korrekt, at udtale ordene ret, at gøre de rette pauser, at afslutte ordentligt, at passe godt på, idet de tager vare på det ene, at der kan læses og synges godt, hengivent og rosværdigt. (Se her).

Og det, der dog i 1515 blev betragtet som nogenlunde rosværdigt: at de ulærde sang med på latinen, selv om de intet forstod, det gør han i 1522 nar af:

Hvis (som Paulus siger) der kom nogen vantro ind til dem, mens de brøler, mumler, råber, og så, at de hverken profeterede eller bad, men kun, som de plejede, blæste luft igennem organernes rør, som de efter fælles råd samordnede, og ganske enslydende fremstillede sig, mon så ikke han med god ret ville sige: Hvilket vanvid? Hvad er det nemlig andet end rør og fløjter, som Paulus siger ikke giver nogen forskel på stemmerne, men kun lyder i luften, ikke anderledes end hvis nogen stiger op på en forhøjning og deklamerer, og gennem en hel time taler fremmede ord til folket, hvilket ingen forstår. (Se her).

Hvad er det, der har afstedkommet denne ændring i Luthers syn på den menneskelige sang?

Det er, må man sige, den reaktion på de 95 teser, som han mødte fra papisterne, en reaktion, der i 1520 fik ham til at erklære, først for sig selv, siden i al offentlighed, at paven var antikrist. Nu var køb af aflad, uforstående tidesang, munke- og præstecølibat ikke mere uskyldige ting, som han godt kunne affinde sig med, nu var det djævelens værk, for det var jo djævelens selv, der i pavens skikkelse havde sat sig på kirkens ledelse og gennemført disse ukristelige ting. Nu gjaldt det derfor om at vende tilbage til den ældste kirkes traditioner, og dem læste man om i skriften, f.eks. i 1 Kor 14, som anført ovenfor, og i Kol 3,16, hvor der direkte opfordres til salmesang.

Ganske vist formanede Luther til mådehold, da han i marts 1522 vendte tilbage til Wittenberg. Han ville ikke gå hurtigere frem, end at folk på gaden kunne følge med og acceptere det. Gudstjeneste på latin blev derfor genindført med vekselsang af kor og præst, men mere og mere af gudstjenesten kom efterhånden til at foregå på tysk.

Og så meldte sig jo spørgsmålet, om ikke også sangene skulle være på tysk. Hvordan det nøjagtigt er gået til, er ikke helt til at vide, men i et forord til ét af de salmehæfter, der fremkom omkring 1524, skriver Luther, at man med de salmer giver ungdommen noget andet at synge end drikkeviser og skæmteviser. Det kan være derfor, man griber til det middel at skrive versinddelte salmer, som kan synes vers for vers på den samme melodi, anderledes altså end den gregorianske sang på latin, som man var vant til i kirken.

Hvorom alting er, det var i hvert fald et særdeles heldigt træk. Næsten mere end noget andet, har salmesangen været med til at befordre og beskærme den lutherske tro og lære.

Luther selv havde i juli 1523 skrevet et langt digt til sine klosterbrødre i Holland, se her. Det er indlagt i et åbent brev og er ikke en almindelig salme, for det genfortæller det, der skete i Bruxelles, hvor to af hans ordensbrødre blev brændt på bålet som kættere, så til kirkebrug er det måske mindre egnet. Men det viser, at Luther så sandelig behersker ikke blot prosakunsten, men også versekunsten.

Alligevel mente han ikke, at han var den rette til at skrive salmer til menigheden. Men efter forgæves at have opfordret andre af wittenbergerne besluttede han sig til selv at gøre en indsats, og så fik vi salmerne ”Nu bede vi den Helligånd”, ”Af dybsens nød” og flere andre.

Og med denne salmesang kan det ideal gennemføres, som han skrev om i romerbrevsforelæsningen: at vi kan lovsynge med ånden, men også lovsynge med forstanden, at bønnen i salmen kan blive en virkelig bøn, fordi vi véd, hvad vi beder om, at den luft, vi blæser gennem organernes rør, ikke bliver styret af en robot, der ingenting véd og ingenting forstår, men af et menneske, både når det er i tvivl og anfægtelse, og når det synger ud af glæde og jubel.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Luther og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s