Islam og vold

Det er sørgeligt, at der bliver lejlighed efter lejlighed til at tage dette spørgsmål frem. Nu fornylig har en imam i en moské på Nørrebro fremdraget de kendte vers fra den muslimske tradition om at slå jøder ihjel i forbindelse med en omtale af Palæstina-Israel-konflikten. Han er blevet politianmeldt af det jødiske samfund her i landet og har mødt forarget afstandtagen fra samtlige partier i Folketinget. Det burde jeg måske skrive om her på bloggen, men jeg tror nu, jeg vil vente, indtil der foreligger klarhed over, om imamen vil blive anklaget, hvad anklagen går ud på, og hvordan dommen kommer til at lyde.

Men der er nok andet at tage fat på under overskriften ”Islam og vold”. Her fornylig læste jeg i Kristeligt Dagblad om en bog, der er udkommet i Tyskland. Den består af ”Et stridsskrift i 95 teser” og hedder ”Står islam endnu til at redde?” Den indeholder en ”stridssamtale” mellem Hamed Abdel-Samad og Mouhanad Khorchide. Abdel-Samad er søn af en egyptisk imam, kom til Tyskland som ung og har forladt islam. Khorchide er troende muslim og lærer på et center for muslimsk teologi i Münster.

Jeg har på nettet fundet denne artikel, hvor de to diskuterer med hinanden, holdt i ave af en moderator. Og jeg må sige, efter at have læst denne forholdsvis lange artikel, at det er en fornøjelse at læse Abdel-Samads skarpe indvendinger imod muslimen. Ligesom det også er mere vedkommende at læse, hvordan en ”ægte” muslim forsøger at få islam og demokrati til at rime, i stedet for – som man plejer – at måtte nøjes med de altfor pæne danske religionshistorikere, der kun mener, som de gør, fordi de synes, vi skal være gode ved muslimerne.

Moderatoren, Stefan Orth, går lige på og hårdt og spørger Abdel-Samad, om han stadig holder fast ved den tese, han fremsatte for fem år siden, at islam er viet til undergang på grund af dens indbyggede selvmodsigelser.

Abdel-Samad henviser til, at den islamiske verden ikke synes at kunne regere sig selv. Uro og indbyrdes krige præger den, flygtninge kan ventes til Europa på grund af volden, og overfor Vesten er man skizofren: man foragter den vestlige verden på grund af dens vantro og umoral, men store skarer ønsker alligevel at komme til vestlige lande for at kunne erfare en smule menneskerettigheder og få et menneskeværdigt liv for sig selv og sin familie. ”Intetsteds i den islamiske verden er islam fri for islamisme … intetsteds er den fri for vold”.

Så er det Khorchides tur. Og han indrømmer, at en bestemt måde at læse de muslimske tekster på giver problemer. Men han gør også opmærksom på, at af de fire muslimske lovskoler er det kun én, der mener, at begrebet ”jihad” giver muslimerne lov til at føre angrebskrige mod ikke-muslimer, blot fordi de ikke er muslimer. Så der er altså flere måder at læse de muslimske tekster på. Det giver ingen mening at sige, at islam ikke har noget med vold at gøre, men det giver heller ingen mening at regne alle muslimer for potentielle voldsudøvere.

Han kommer i den forbindelse med en bemærkning, som er forkert; en viden om den parallelle kristne forestilling kunne have forhindret fejlen. Han hævder, at det er en kilde til voldsudøvelse, hvis man mener, at Gud på dommedag vil sende alle ikke-muslimer i helvede. ”For der er kun tale om en graduel, ikke en kvalitativ forskel, hvis jeg eliminerer et menneske her, eller Gud senere vil fordømme vedkommende i helvede”. Men det er kun indenfor den muslimske tradition, at der ikke er forskel. Der er masser af kristne, som har regnet med, at de fleste almindelige kristne vil ende i helvede, men som ikke af den grund mener sig berettiget til at slå disse ”pseudo-kristne” ihjel. Man efterlever indenfor så at sige alle afarter af kristendommen det femte bud ganske uafhængigt af, hvordan man ser på Guds dom på dommedag.

Han bliver så også spurgt om de forskellige voldssteder i koranen og svarer:

Koranen taler ikke for sig selv; Koranen er intet subjekt. Vi læser koranen og det afhænger af den til enhver tid gældende forståelse af teksten. Til forskel fra Hamid Abdel-Samad er jeg af den overbevisning, at kernen i voldsproblemet ikke er koranen.

-Jamen, hvad betyder det for de steder, der beretter om vold og også opfordrer til vold?

Jo, svarer Khorchide, man skal læse teksterne i deres historiske sammenhæng. F.eks. bruger både de lærde, der mener, at jihad berettiger til uprovokeret krig mod ikke-muslimer, og dem, der mener, at jihad betyder, at kun forsvarskrig er tilladt, den samme tekst, nemlig sura 2,190-193.

Derfor skal vi have klare kriterier, så vi ikke selekterer efter forgodtbefindende, og så enhver udsøger sig de vers eller den udlægning, der passer til hans opfattelse.

Hertil svarer Abdel-Samad:

Jeg kender godt de forskellige tydninger af koranen. Efter min opfattelse er der tale om en smuk afledningsmanøvre, når man siger, at der ikke findes ”den eneste islam”, men kun forskellige læsemåder. Nej, ”den eneste islam” findes virkelig. Den har en kerne, en stifterfigur: Muhammed. Og der er tekster, der betragtes som hellige tekster. ”Den eneste islam” lever ikke i de indelukkede rum, hvor teologer forfatter deres afhandlinger. ”Den eneste islam” forholder sig snarere til sit forbillede Muhammed, som har ført krig, og som lod mennesker halshugge. Han har først oplevet sit gennembrud ved hjælp af vold. Muhammed prædikede uden tilslutning 13 år i Mekka; knap nok nogen anerkendte hans budskab. Først da han havde en stærk hær, først da han begyndte at angribe karavaner, at føre krige, at skaffe sig krigsbytte, ændrede dette sig. Det er ikke for ingenting, at der er en sura i koranen, der hedder ”krigsbytte” og giver regler for enkelthederne. Først da kom der mennesker til i skarevis og ville have del i dette projekt, fordi det var givtigt. Det kan vi ikke skyde til side og nøjes med at tale om hermeneutik.

Dette er lige vand på min mølle. Jeg har bekæmpet de danske islam-eksperter ud fra de samme tanker, blot ikke så præcist. Abdel-Samad fortsætter med at bemærke om Muhammeds tid i Mekka, at det jo ikke er nogen særlig dyd at undlade at gå ind for vold, når man ikke har nogen magt, hvormed man kan bruge vold. Men efter denne voldsløse fase 1 i Mekka, kom en fase 2 med voldsudøvelse fra Medina, hvor så at sige en ”Islamisk Stat” blev etableret. Og den fase efterfulgtes af en tredje fase, hvor det gjaldt at ”rense” den arabiske halvø: alle jøder og kristne skulle ud.

Da muslimerne ikke havde nogen våben, var Gud fredens Gud. Da de fik nogen magt, gik Gud ind for krig, blot ikke altfor hårdt. Da muslimerne fik den absolutte magt, sagde Gud: Hug løs, halshug dem! Dette kan man godt forstå som en menneskelig udvikling, men det har ikke, det kan ikke have noget med Gud at gøre.

Læg mærke til udtrykket ”det kan ikke have noget med Gud at gøre”! Selv om Abdel-Samad anser sig selv for ateist, kan han udmærket tænke teologisk, dvs., gøre sig overvejelser over, hvad der ligger i gudstanken.

Khorchide prøver at slippe uden om disse beviser for Muhammeds magtanvendelse ved at hævde, at vi ikke véd ret meget om Muhammed. Der er vestlige historikere, der har hævdet noget lignende, og dem har muslimske lærde sædvanligvis set ned på. Men nu, hvor islam skal gøres demokratisk, kan de pludselig godt bruges.

Og så er det Abdel-Samad, der skal forsvare den almindelige muslimske antagelse: at Muhammed har eksisteret, at man med nogenlunde sikkerhed kan anbringe de forskellige koran-ord i deres historiske sammenhæng, og at den ældste biografi af Muhammed, Ibn Ishaqs, ikke kommer ud af ingenting, men har ret anerkendte kilder som baggrund.

Ja, han fortsætter med at kalde Khorchides forsøg på at relativere Muhammed og hans historiske eksistens for et trick. Men man kan ikke på den måde komme udenom, at 1½ mia muslimer verden over betragter Muhammed som et idealmenneske, hvis eksempel det gælder om at følge. Underforstået: der skal mere end løse formodninger fra lærde mænd til for at uskadeliggøre den binding, som nutidens muslimer føler til Muhammed.

Khorchide svarer naturligvis, at der ikke er tale om noget trick. Der er blot tale om, at man har modstridende kilder. Og i stedet for de suraer, der fortæller om fordrivelsen fra den arabiske halvø, findes der andre kilder, der fortæller, at der blot var tale om, at Muhammed lod 40 soldater, der havde deltaget i krig mod ham, henrette.

Så bryder Abdel-Samad ind: Der var ikke tale om nogen almindelig krig. Der var tale om, at Muhammed havde belejret en jødisk stamme; den overgav sig, og så hed det, at alle mænd blev dræbt, og kvinder og børn gjort til slaver.

Jamen, jamen, siger så Khorchide, det er den ene fortælling. Ud over koranen har vi også Bucharis hadith-samling, hvori der fortælles, at der var tale om jøder, der selv havde deltaget i krigen, det er begrebet ”Muqatelah”, der anvendes.

Her er jeg meget glad for, at det ikke er mig, der deltager i denne debat. For jeg aner ikke, hvad dette ord betyder. Men det gør Abdel-Samad:

”Muqatelah” betyder ikke ”alle, der har slået ihjel”, men ”alle kampduelige”. Altså alle kampduelige mænd skal slås ihjel, det vil sige: alle.

Det er altså svært at gøre Muhammed til en fredens mand. Og stillet overfor en vidende person som Abdel-Samad synes det at være helt umuligt. Interview’eren forfølger derfor ikke denne del af samtalen yderligere – mit gæt: fordi slaget er afgjort til Abdel-Samads fordel. Han spørger Abdel-Samad, om han ikke kan se noget positivt ved Muhammed-skikkelsen.

Og bevares, det kan han da godt, f.eks. er der ansatser til en sociallære i islam. Udmærket. Men hvordan kan man tro, at Gud selv gør sig til soldat mod sine egne skabninger, han har jo også skabt ikke-muslimerne. Fordi Muhammed fortæller således om Gud, overtrumfer de negative ting ved Muhammed langt de positive.

Og til sidst: på spørgsmålet om, hvordan man kan bekæmpe IS, svarer Abdel-Hamad, at enhver, der hævder, at IS ikke har noget med islam at gøre, forhindrer, at man kan bekæmpe IS. ”Man må bekæmpe IS med livets, livsglædens og frihedens kultur. Og med til begrebet frihed hører efter min mening, at man direkte kan angribe og kritisere koranen”.

Khorchide svarer på det samme spørgsmål ved som i de andre tilfælde at vige udenom; det nærmer sig direkte vrøvl, hvad han siger.

Mig forekommer denne debat at være ret afslørende: det er umuligt for selv den mest ihærdige muslimske demokrat at gøre islam til en ikke-voldelig religion. Man kan have aldrig så megen sympati for Khorchide – hvad forresten jeg selv har, for hvor ville det hele være meget lettere, hvis hans projekt lod sig gennemføre – men når han kun kan få ret ved at lave alle mulige krumspring, ved at tale udenom gang på gang, ved at lade sin egen opfattelse være en mulig tolkning af teksterne, så får den ikke mig til at ånde lettet op. Nej, Khorchide, vi har ikke med din tolkning nogen overbevisende anskuelse om islam som fredens religion; dertil er der alt for meget, der skal bortforklares.

Lad mig minde om den sudanesisk-amerikanske professor, An-Naim, se her, som ville tolke koranen ud fra en omvendt abrogationsmetode: det var, mente han, Mekka-versene, der skulle ophæve Medina-versene, ikke som almindeligt antaget, de voldelige Medina-vers, der skulle ophæve de fredelige Mekka-vers. Han har nu søgt at udbrede dette budskab gennem mange år, men hidtil uden den store succes.

Det vil sikkert gå Khorchide på samme måde.

Det er derfor, denne samtale er så givende. Den så at sige tvinger os vestlige mennesker til på det åndelige plan, eller i vore samtaler med muslimer, at stille dem overfor et valg: Enten følge Muhammed og hans koran på normal menneskelig vis; så er det umuligt at undgå at ende som IS. Eller også vælge at leve som frie mennesker, der går ind for demokrati og ytringsfrihed; så må man forsage Muhammed, alle hans gerninger og alt hans væsen.

Om man så ender med at blive ateist eller man foretrækker at blive kristen, det må tilfældet afgøre. Som kirken har optrådt indtil nu, er det første nok det mest sandsynlige.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til Islam og vold

  1. Pingback: Dette evindelige forsvar for islam | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s