”Det er det værste, der er tilbage”, sagde manden, han havde slugt et skovleskaft.
Denne lidt dårlige vits rinder mig i hu, når jeg nu hører diverse medier fortælle os, at Emmanuel Macron, der just under utrolig stor mediebevågenhed er blevet valgt til Frankrigs præsident, står overfor en enorm stor udfordring, ja, så stor er den, at den næsten overskygger udfordringen ved det valg, han netop har overstået. Man siger endda, at dette at vinde præsidentembedet var det lette ved den forandring, Frankrig skal igennem, nu venter det svære: at få gennemført den politik, der kan bringe de mange løfter til udførelse.
Hvis man virkelig mener det, ville jeg nu godt have været sparet noget for alle de reportager og hændervridende kommentarer, som diverse medier var fulde af op til både den første og den anden valgrunde i det franske præsidentvalg. Så kunne vi jo have taget det hele anderledes roligt, for – ikke sandt – det er jo altsammen den lette opgave, nu bagefter kommer det egentlige, det svære, det afgørende.
Men sådan gik det ikke. Vi fik i medierne en skævvinklet historie om det franske valg, og den skæve vinkling, man anlagde, var så at sige alle medier enige om: Man glædede sig over alt, hvad der kunne skade Marine Le Pen, og tog alt det for gode varer, som hendes modstandere lagde frem, ligegyldigt hvor urealistisk eller tåbeligt det var.
Det er ikke en ny skævvridning af virkeligheden, desværre. Den er lige så gammel som EF/EU selv, og den består i, at man vil bruge økonomiske kræfter til at virkeliggøre politiske mål med. Man ville have ret forskellige lande til at smelte sammen. Landbrugspolitikken var det første, der blev brugt i dette øjemed. Senere var det tanken at få de forskellige landes valutaer til at smelte sammen. Man indførte ECU’en, en fælles papirmønt, som skulle sætte grænser for valutaernes naturlige udsving. Det havde hvert land at rette ind efter. Og så kom trods advarsler fra økonomer euroen, som siden har været det middel, hvorved landene skulle smelte sammen.
Den advarsel, som nogle økonomer i sin tid kom med, lød nogenlunde som følger: At få samtlige euro-lande til at følges ad med hensyn til lønomkostninger, kan måske lykkes, så længe vi har en højkonjunktur. Men når lavkonjunkturerne kommer, så vil euro-samarbejdet vise sin svaghed.
Og trods alle politikernes rysten-på-hovedet af disse advarsler, så gik det netop sådan. Og, kan vi føje til: så går det netop sådan: fordi Tyskland har haft forfærdelige erfaringer med en inflation, der bare steg og steg dengang i begyndelsen af 1920erne, har tyskerne fået et løndannelsessystem, der for alt i verden vil holde lønningerne i ro. Det har betydet, at tyske varer er blevet billigst overalt i det indre marked, for de løndannelsessystemer, man har i andre lande, har endnu ikke ændret sig efter tysk model.
Og det er det, der skal ske, hvis euro-samarbejdet skal lykkes: enten må Tyskland overtales til at føre en slappere politik på løndannelsens område eller også må de andre euro-lande, især de sydeuropæiske, men også Frankrig, overtales til at føre en tysk politik på dette område.
Jeg vil her indskyde en lille parentes: Det, der her er tale om, er et udtryk for nutidsmenneskets arrogance. Vi tror, at det er os mennesker, der står med ansvaret for det hele. Samfundet er menneskeskabt, siger vi, og ud fra denne iagttagelse mener vi, at så kan vi skalte og valte med det, som vi vil. Men samfundet er ikke menneskeskabt. Det er ikke os, der har sat os hen og diskuteret for så siden at blive enige om, at sådan og sådan vil vi have det. Samfundet har udviklet sig, og – bevares – udviklet sig gennem menneskeovervejelser og menneskebeslutninger, men ikke derfor udviklet sig efter nogen menneskelig plan. Hvis man vil se et samfund, der udviklede sig efter en menneskelig plan, skal man se på den tidligere Sovjetunion. Her tvang man de økonomiske kræfter til at være underlagt en overordnet plan. Det blev et afskrækkende eksempel på, hvad der sker, når nutidsmenneskets arrogance går over gevind. Det samme er, omend heldigvis i mindre målestok, hvad vi kan iagttage, når man med en påtvungen ens valuta, euroen, vil tvinge alle landes løndannelses- og øvrige økonomiske politikker ind under samme politisk-økonomiske mål. Parentes slut.
Men altså: så længe ingen af de to ting, enten tyske lønforhøjelser eller andre landes løntilbageholdenhed, sker, vil landene vokse mere og mere fra hinanden.
Jamen hov, var idéen med EU og specielt med euroen ikke, at landene skulle vokse mere og mere sammen?
Jo, det var det. Men EU-eliten – politikere, økonomer og journalister i én pærevælling – er kommet til at lide af det overmod, at alting kan bestemmes politisk. Når et stort, alvorligt flertal i EU bestemmer, at euroen skal få folkene til at vokse sammen i en stadig tættere union, så vil det ske sådan: de økonomiske kræfter har bare at indordne sig under dette krav. At de økonomiske kræfter er selvstændige og ikke sådan uden videre vil danse efter politikernes pibe, det falder tilsyneladende ingen i EU ind.
Økonomer forklarer beredvilligt, at det nok med lidt held vil kunne lade sig gøre. For de har givet politikerne nogle redskaber at arbejde med, så de kan styre de økonomiske kræfter – eller vi skal vist lidt mere realistisk sige: så de i nogen grad kan styre de økonomiske kræfter. For meget tyder på, at de med krisen i 2008 er løbet mere eller mindre løbsk.
Man bebrejder den siddende præsident, Hollande, at han i løbet af sine fem år på posten ikke har formået at opfylde alle de løfter, han gav i valgkampen. Og man skyder mere eller mindre skylden på Nationalforsamlingen, som han ikke formåede at få til at makke ret. Men man glemmer at rette skytset mod euro-samarbejdet. Dette samarbejde forlanger, at der føres den samme løndannelsespolitik i alle landene. Og der er da også lande, hvor politikerne stræber af al magt at overtale lønmodtagerne til at føre en ”tysk” løndannelsespolitik. Men der er også lande – læs: Frankrig – hvor den faste tradition, der har dannet sig, er alt andet end ”tysk”. Og hvor befolkningen ikke på nogen måde er indstillet på at lade den blive ”tysk”, EU eller ikke EU, sammenvoksning eller ikke sammenvoksning.
Derfor er der noget absurd i, at Macron som noget af det første, han vil foretage sig som præsident, er at rejse til Tyskland for at mødes med Merkel. Med hende vil han formentlig drøfte det forslag til ”forbedring” af EU, som han har fremsat: man skal danne en indre kerne af eurolande, disse skal have en fælles præsident og finansminister, så man virkelig kan få gennemført det høje mål: ensretning af landenes løndannelsessystemer. Altså mere EU, på et tidspunkt, hvor stærke nationale kræfter slår igennem i land efter land i EU. Absurd!
Og mere fra den absurde krukke: Macron vil gengive Frankrig dets ”gloire”, han vil igen gøre franskmændene stolte over at være franske. Og, siger han, det skal vi gøre for Frankrigs egen skyld, men vi skal også gøre det for EU’s skyld, og for verdens skyld. For verden ser hen til Frankrig, når Frankrig tør gå ud af den kokon, hvor landet nærmest er en undskyldning for sig selv og igen blive stolt over sin sekularisme, sine idealer, sine værdier.
Der er ingen, der siger det, men ærlig talt: taler han ikke her som en glødende fransk nationalist? Er han ikke her en tro efterfølger efter de Gaulle? Bortset fra, at han – modsat de Gaulle – forudsætter, at alle andre lande ser hen til Frankrig for at kunne gøre det samme som det?
Nu véd vi på forhånd, at tyskerne ikke er særlig begejstret for idéen med en fælles finansminister. De er bange for, at det bliver dem, der kommer til at betale gildet.
Det sjove – eller det helt ovenud absurde, alt efter ønske – er, at Marine Le Pen faktisk har bedre redskaber til at gennemføre Macrons mål, end han selv har.
Hun har to ting på programmet, som kan gøre EU betydelig bedre. Hun går ind for at tage Frankrig ud af euroen, og hun vil standse indvandringen.
Når man ophører med at være slave af eurosamarbejdet og i stedet indfører flydende valutakurser, så er der ingen, der tvinges til at indføre en tysk løndannelsespolitik, hvert land kan følge sine egne traditioner og står derfor også med det fulde ansvar overfor dets borgere, kan ikke skyde skylden på EU. Så kan det da godt være, at de forskellige systemer med tiden vil kunne håndtere de samme problemer på nogenlunde samme måde – det må fremtiden vise – men med et sådant system får man bragt valutasamarbejdet ned fra de høje idealers hest og tilbage til de mere jordnære problemstillinger.
Marine Le Pen havde efter Brexit-afstemningen et indlæg i The New York Times. Berlingske bragte en oversættelse af det, se her. Det var anledning til en del kommentarer, bl.a. én fra professor, dr. jur. Jesper Lau Hansen, se her. Jeg tillod mig at kommentere begge kommentarer her på bloggen, se her.
Lad mig gentage Lau Hansens udmærkede konklusion. Han skrev:
Det kan indvendes, at EU aldrig vil tillade en ordning, der tilgodeser frihandel uden snærende krav, fordi det vil friste andre medlemsstater til at bryde ud. Men EU er allerede opdelt: Der er både en euro-zone, Schengen m.v. Det modsvarer også Jean Monnets oprindelige vision: At europæisk fællesskab skabes naturligt over tid ved en vellykket økonomisk integration. Det er den integration, man har forceret, hvilket har skadet den europæiske sag mere, end den har hjulpet. En fleksibel ydre ring havde måske været bedre for lande som Rumænien end det fulde medlemskab, som dengang var EUs eneste løsning.
Disse betragtninger har stadig gyldighed. Og det ville klæde diverse journalister og især politikere, hvis de ville være store nok til at indrømme, at den forcéring af det europæiske samarbejde, de har indledt med euroen, er slået fejl og bør standses. Men det er nok for meget at forvente.
Og så har vi slet ikke talt om det med indvandringen. Her er journalisterne – det såkaldte ”Journalistiske Venstreparti” – tilsyneladende meget glade for, at det ikke blev Le Pen, der vandt valget, ligesom man gang på gang rakker ned på det, man kalder ”populismen”, altså på dem, der ønsker indvandringen standset.
Også her er der brug for, at man indrømmer, at den hidtidige politik har slået fejl. Men også her er det nok for meget at forvente.
ricardtriis 