Tør du bruge vold?

Ovenstående spørgsmål har jeg lyst til at stille til to indlæg i pressen. Begge indlæg repræsenterer en tendens, som også jeg går ind for. Men begge standser også op overfor ovenstående afgørende spørgsmål: Er de villige til at sætte magt bag det forslag, der synes at være en nødvendighed ud fra deres forestillingsverden?

Det første indlæg er en kronik i Information, skrevet af specialkonsulent Jørgen Hviid, se her. Han fortæller om, hvordan han blev fuldstændig paf under en samtale, han havde med en kollega. Han havde vænnet sig til sammen med vennerne at holde lange forsvarstaler for flygtningene og tilsvarende angrebstaler mod dem, der ville lukke grænserne. Og så opdagede han altfor sent, at en kollega, som han overøste med sådanne synspunkter, aldeles ikke delte dem.

Var det hans og hans families skyld, at syrerne slår hinanden ihjel på stadig mere bestialske måder, eller at korrupte generaler i Afrika stjæler brødet ud af munden på de fattige? Efterhånden er hverdagen blevet et helvede i kvarteret, hvor han bor med sin familie, omgivet af kriminelle bander og radikale islamister.

Og hvem har nogensinde spurgt ham og hans familie, om de syntes, det var ok, at de skulle blive et mindretal i deres eget kvarter.

Det gjorde Jørgen Hviid ganske paf. Og det satte nogle tanker i gang i hovedet på ham. Og så vidt man kan forstå på resten af kronikken, er han da kommet så langt i sin revision af de tanker, han havde tidligere, at han nu indser, at man for de 200.000 kr, det koster at køre et barn gennem folkeskolen, kunne give beskyttelse til en masse mennesker i nærområderne.

Den tanke har jo mange fremhævet tidligere, og naturligvis, man bør glæde sig over enhver synder, som omvender sig, men alligevel: jeg kan ikke lade være med at spørge, om han nu også har tænkt tingene ordentligt igennem. For det er jo ikke sådan, at vi her i Danmark frit kan vælge, hvad vi vil eller ikke vil. De såkaldt spontane flygtninge, der kommer hertil, kommer jo netop spontant, dvs., det er ikke nogen, vi har inviteret, og det er ikke os, der bestemmer, hvem eller hvor mange der stiller sig op på vort dørtrin og beder om asyl, og dermed, ifølge vor sædvanlige tolkning af konventionerne, får ret til at få sin sag behandlet.

Det betyder også, at hvis vi sætter en stor sum penge af til at hjælpe flygtningene i nærområderne, så vil det på ingen måde standse de flygtninge (eller migranter), der med menneskesmugleres hjælp kommer over Middelhavet, sætter foden på europæisk jord og derefter kræver at få deres asylanmodning behandlet.

Og derfor: Hvis vi skal undgå at betale de 200.000, det koster for et migrantbarns skolegang, må vi standse strømmen af spontane asylansøgere. Er Jørgen Hviid mon villig til at holde disse spontane flygtninge borte med magt? Er han villig til at standse migrantstrømmen over Middelhavet med magt? Og hvis han er, hvordan har han så tænkt sig at gøre det?

Det får vi ikke svar på i kronikken.

En noget mere gennemtænkt holdning til tingene præsenteres vi for igennem et interview i Kristeligt Dagblad, se her. Her synes problemet allerede at være taget op i overskriften, der lyder: ”Historiker: Folkevandringer tvinger os til beslutninger, der er praktisk, juridisk og moralsk svære”. Og det er da et både meget givende og meget spændende interview. Men svar på det i overskriften stillede spørgsmål får vi ikke.

Den interview’ede er en tysk historieprofessor, Hans-Peter Schwarz, der nylig har udgivet den polemiske bog ”Den ny folkevandring mod Europa – om tabet af politisk kontrol og moralske visheder”.

En mellemoverskrift opsummerer indholdet:

Siden flygtningekrisens udbrud i 2015 har der i Tyskland og Europa været en massiv debat om, i hvor høj grad det velhavende og aldrende Europa praktisk er i stand til og moralsk er forpligtet til at optage flygtninge fra blandt andet Afrika og Mellemøsten. Hans-Peter Schwarz kritiserer her både Schengen-zonens historiske udvikling og den europæiske grænsesikring, og han opfordrer til markant større bistand til kriseregionerne omkring Europa.

Senere hedder det, efter at Hans-Peter Schwarz har forsvaret sin brug af ordet ”folkevandring”:

Med udgangspunkt i Europas kapaciteter og behov for arbejdskraft plæderer historikeren for, at vi bør se langt mere på klassiske, demokratiske indvandringslande som Canada, Australien eller USA – lande som alle har underskrevet FN’s flygtningekonvention, men som er langt mere selektive, og som i Schwarz’ øjne viser, at det er Europa, som fører en særlig linje på dette punkt. Her peger han især på den europæiske asylpolitik, der giver retskrav på prøvelse af asylretten.

Den er velment i sin intention, men den universelle individuelle ret til en asyl-proces umuliggøres af det aktuelle pres. Vi har oplevet en udvidelse af asylretten, som nærmest ubemærket blev fastlagt i Lissabon-traktaten fra 2009. Det sætter jeg spørgsmålstegn ved,” siger Hans-Peter Schwarz.

Det er jo sandt, at traditionelle indvandringslande som USA, Canada og Australien har en helt anderledes selektiv indvandringspolitik end Europa. Men sagen er jo også den, at disse lande, bortset fra Australien, er beskyttet af Atlanterhavet, som ikke sådan lader sig udnytte af menneskesmuglere til at skabe kunstige havarisituationer med. Australien har Sundahavet, som tidligere blev brugt til netop det, og som Australien derfor har måttet bruge magt for at kunne lukke det hav som operationsgrund for menneskesmuglere.

Sådan har EU ikke foreløbig turdet optræde i Middelhavet, og det i forbindelse med, at Lissabontraktaten i § 18 fastlægger en asylret, gør, at Schwarz kan tale om ”et tab af politisk kontrol”.

Det er den ene ting: at asylretten og flodbølgen af mennesker, der vil udnytte den, tvinger os til at gå ind i nogle overvejelser, der er vanskelige både på det praktiske, det juridiske og det moralske plan. Og det kan jo være sandt nok, også selv om Schwarz ikke går i detaljer med disse overvejelser.

Men dertil kommer forholdet mellem EU og de enkelte medlemsstater:

Ved siden af et opgør med den generelle ret til en retslig prøvelse af alle asylsager, ser Hans-Peter Schwarz EU i en farlig balancegang mellem et statsforbund udadtil og en forbundsstat indadtil, hvormed EU ikke som en stat har taget sig tilstrækkeligt af sine ydre grænser. Derfor er der i hans øjne ingen vej uden om at skabe en langt stærkere sikring af EU’s ydre grænser – og indtil da indføre et ”Schengen light”, hvor EU-borgerne har forholdsvist fri passage mellem landene, som før Schengen, mens visa-pligtige ikke-EU-borgere atter skal kontrolleres i fuldt omfang.

Schengen-zonen og Dublin-systemet har været et eksperiment – skabt i forholdsvis fredelige tider i 1990’erne og 2000’erne. Ifølge Dublin-aftalen skulle asylsager behandles i det land, hvor flygtninge kom ind i Schengen, men for langt de fleste flygtninge og indvandrere er der nu engang mere og mindre attraktive lande i Europa, både i forhold til arbejdsbetingelser, kultur og velfærdsydelser. Helt tilbage til 2012 har dette system i vid udstrækning været sat ud kraft af især Italien og Grækenland uden en eksplicit aftale med de europæiske partnere”.

Også den analyse er interessant. Og den betegner bestemt et fremskridt i forhold til de sædvanlige Bruxelles-analyser, hvorefter alt snart vil blive i skønneste orden. Men det nye i Schwarz’s forslag er alligevel begrænset til en tale om et ”Schengen-light”, hvor grænsekontrol genindføres i et vist omfang. Og begrundelsen er også interessant: det må ske som følge af, at Italien og Grækenland ikke har rettet sig efter Dublin-aftalen, men blot sendt migranterne videre til vore mere nordlige himmelstrøg. Og vel at mærke: ladet det ske uden eksplicit aftale med os andre. Den pæne Hans-Peter Schwarz siger ikke, at disse lande, måske især Italien, har tænkt ”går den, så går den”, men vi andre har noget svært ved ikke at se hykleriet i Italiens handlemåde: man vil gerne ses som den, der redder menneskeliv i Middelhavet, men man vil ikke have alt det efterfølgende besvær med at forvandle disse påståede flygtninge til indvandrere, der skal integreres.

Altså, hvad angår EU’s ydre grænser, synes Schwarz at synge den samme sang som hele den europæiske elite, en sang, som er holdt i så tilpas vage vendinger, at man ikke véd, hvor han vil hen.

Hele EU bør understøtte kriseregionerne omkring Europa og forebygge konflikter i langt højere grad. Og de stærke EU-lande skal støtte de europæiske middelhavslande langt mere i forhold til for eksempel Frontex og finansielt i forhold til at hjælpe med modtagelse og behandling i disse lande.

Den melodi kender vi: vi skal hjælpe de lande, hvorfra migranterne kommer, og vi skal understøtte Frontex og modtagelsescentre i Italien og Grækenland. Jamen, det er der da ikke noget moralsk eller juridisk vanskeligt ved. Det kommer måske med det sidste spørgsmål. Men så er der desværre ikke mere plads på avissiden og interview’et stopper dèr:

Verden er blevet mere og mere mobil, som din bog påpeger. Kan store bevægelser af mennesker dermed kun stoppes med magtudøvelse?

Mange af de her mennesker står jo i nogle uhyre problemer og er villige til at tage store risici. Så det kan jeg dårligt benægte,” siger Hans-Peter Schwarz.

Hvad han dårlig kan benægte, er vistnok, at store bevægelser af mennesker kun kan stoppes med magtudøvelse. Men skønt overskriften sådan set antydede, at der måske ville komme en slags svar på dette svære spørgsmål i både moralsk, juridisk og praktisk henseende, så er dette alt det svar, vi får. Om det er avisens eller Schanz’s skyld, vides ikke.

Men dette ikke-svar viser, at der er lang vej igen, før vi får orden på tingene. Det meste af den europæiske elite, politikere og journalister, skal overbevises, mange NGO’er skal tvinges tilbage fra deres hjælp til menneskesmuglerne, og offentligheden i det hele taget skal overbevises om, at vi er kommet dertil, at det menneskekærlige ikke ligger i at redde de mange pseudo-skibbrudne fra druknedøden, for derved hjælper vi kun menneskesmuglerne i deres umenneskelige forretning, idet vi drager flere migranter ind i deres garn, nej, det menneskekærlige ligger i at få standset trafikken over Middelhavet, og den kan kun standses med magt. Ikke en magt, der prøver at fange menneskesmuglerne og eventuelt stille dem for retten, men en magt, der tvinger bådene tilbage til, hvor de kom fra, til Libyen.

Ovenstående afsnit er min bedømmelse af situationen, ikke Hans-Peter Schwarz’s. For at blive mere sikker på, at han alligevel – trods overskriften på Kristeligt Dagblads interview – ikke kommer ind på, hvad de moralsk vanskelige løsninger går ud på, har jeg læst en del tyske anmeldelser af Schwarz’s bog. Og sørgeligt nok: mange er ret så negative i deres holdning til hans analyse. Men én viderebringer dog denne ret skarpe analyse fra bogen. Det handler om operation ”Triton”, der skulle beskytte EU’s grænser, og hvortil Tyskland sendte to marinefartøjer. Herom siger Schwarz:

De [marinefartøjerne, rr] bragte fremover de for samvittighedsløse menneskesmuglerkaptajner udsatte eller i gummibåde sammenpressede flygtninge til Italiens kyst, hvorfra de kunne begive sig på vej til Tyskland. En større absurditet kan man næsten ikke forestille sig, og man kan heller ikke finde et bedre eksempel på, hvordan en humanitær afpresning tager sig betalt. Europas søstridskræfter bliver af sentimentale regeringer omdirigeret til at være et helt uundværligt mellemled i smuglerkæden. (Se her).

Og sandt nok, kan man få offentligheden til at se det absurde i det, der sker på Middelhavet, er vi dog nået et stykke vej. Men slet ikke langt nok. Og slet ikke hen i nærheden af noget, der kan ligne en løsning.

I en anden af de tyske anmeldelser, se her, hedder det:

Der står to diametralt modsatte overbevisninger imod hinanden: Her den humanitære universalismes etik, dèr kravet om beskyttelse af borgernes egne rettigheder.

Det er muligt, at dette er Hans-Peter Schwarz’s opfattelse. Men den er højst mangelfuld. Den mangler den etiske gennemtænkning. Hvad der her siges, siges som en indrømmelse: Vi, der vil standse migrantstrømmen, lever ikke op til den humanitære universalismes krav. Og i denne indrømmelse ligger den antagelse, at de redningsaktioner, der foregår nu, er af højere etisk standard end det at søge med magt at bremse migrantstrømmen, altså at sende bådene tilbage til Libyen.

Men det er forkert.

Det, der skal standses, er menneskesmuglernes forretning. Og så længe vi bliver ved med at redde ”skibbrudne”, endda helt nede ved Libyens kyst, fremmer vi den forretning, vi burde standse. Australien har med midlertidig magtanvendelse standset menneskesmuglernes forretning. Dels er der ingen migranter, der er druknet siden de satte magt bag deres ord om, at ingen ”skibbrudne” ville komme ind i Australien, og dels har man kunnet få råd til – også folkets opbakning til – at tage imod mange flere af FN’s konventionsflygtninge.

Vi kunne gøre det samme. Og selv om det kan lyde hårdt at tage håbet fra de mange mennesker, der venter i Libyen, så er det i sidste ende noget, der virkelig redder menneskeliv, og virkelig giver langt flere et bedre liv. Også fordi vi kan bruge de mange penge, vi på den måde sparer, til udviklingshjælp i Mellemøsten og Afrika.

Alt sådant bør vi pege på: De etiske overvejelser er til vores fordel, ikke til ulempe for os.

Men dertil kommer det enorme hykleri ved de forhåndenværende forhold. Det nævner Schwarz ikke, og det er der næsten ingen, der nævner.

Sagen er den, at det, der får mennesker i tusindvis til at overgive sig til menneskesmuglere, er, at det er den eneste mulighed, de har for at få sat deres fod på europæisk jord og derved få del i den asylret, vi giver dem: retten til at få deres sag prøvet. Vi – og det vil sige EU – har nemlig lavet en transportøraftale med alle flyselskaber, der flyver til Europa: de er forpligtet på at tjekke passagernes identitetspapirer og deres visa til Europa. Det vil sige: vi har effektivt forhindret de migranter, der vil sætte foden på europæisk jord for at søge asyl, i at kunne gøre det på den sikreste og billigste måde.

Og når vi således bryster os af at overholde asylretten, altså af at give alle dem, der sætter deres fod på europæisk jord, ret til at søge asyl, så skal den kendsgerning tages med i betragtning, at vi ganske effektivt har sørget for, at det dog trods alt bliver et begrænset tal, der på den måde søger asyl.

Det er hykleri af værste skuffe. Og skal vi ud af det, er kun Australiens løsning mulig.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Tør du bruge vold?

  1. M.S. Carstens siger:

    Der er kun den australske model der virker.
    Men at stoppe invasionen er imod den EUske islamiseringsplan, og vil derfor blive afvist med alle tænkelige argumenter og foranstaltninger.
    Vold kommer først i brug, når de enkelte landes befolkninger har fået nok og sætter sig massivt til modværge.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s