Dette evindelige forsvar for islam

Nu er der igen én, der absolut skal forsvare islam. Denne gang er det ikke en muslim, men en kristen dansker.

Der er tale om Preben Brock Jacobsen, som har skrevet en bog til brug ved undervisningen i gymnasiet. Den hedder ”Islam i medierne”, og Brock Jacobsen har som forstudie undersøgt 2850 avisartikler om islam. Det får ham til at påstå, at medierne i deres dækning af islam fremkalder en række myter om denne religion. Om bogen her. Om myterne her.

Det, der kan irritere mig noget, er, at Brock Jacobsen bruger den samme afledningsmanøvre som den Mouhanad Khorchide, hvis samtale med Hamid Abdel-Samad jeg tidligere refererede, se her. Han hævder, at det, som medierne påstår om islam: at den er voldelig, at den er kvindefjendsk, at den er middelalderlig, altsammen er rigtig nok, blot er det kun én side af islams mangfoldighed, man derved får frem.

Islam har mange ansigter, og mange ’sandheder’ findes i islam, men ingen er islams ’sande’ ansigt. For det findes ikke.

For mig at se er dette et elendigt grundlag at have, når man som lærer skal undervise i islam. Om alle andre fænomener er det lærerens opgave at prøve at indkredse fænomenet, at søge at bibringe eleverne en forestilling om, hvordan vel fænomenet kan forstås, hvilke træk ved det der er væsentlige og hvilke der blot er tilfældige bifænomener. Sådan underviser man i buddhisme, i Anden Verdenskrig, i James Joyce, i Klaus Rifbjerg, osv. Men når det er islam, der skal undervises i, synes opgaven ikke at være den at indkredse forståelsen af islam, men derimod at forvirre forståelsen. Islam kan være hvadsomhelst. Islam er både det ene og det andet.

Men var det dog ikke en idé at prøve at forstå islam ud fra de forskelle til kristendom eller til det vestlige menneskesyn i det hele taget, som lader sig opvise?

Så vidt jeg véd, er det indenfor alle grene af islam forbudt en muslim at drikke alkohol. Nå ja, det skulle såmænd ikke undre mig, om Preben Brock Jacobsen kunne finde en enkelt underafdeling af islam, som tillader det. Men i hovedtrækkene er alkohol haram.

Og det er ikke helt umuligt at finde ud af, hvorfor. Det skyldes, at enkeltmennesket er for svagt til at modstå fristelsen til at drikke. Derfor tager samfundet over. I stedet for, som vi gør i Vesten, at lade enkeltmennesket vokse op som et ansvarligt individ, i stedet for at lade de unge smage på varerne og stifte bekendtskab med alkoholens virkning, så de selv kan finde deres egen grænse, i stedet for det lægger islam ansvaret over på samfundet. Når det er umuligt at få fat på alkohol, når det gælder som en regel, alle muslimer retter sig efter, at man ikke drikker, så undgår man i muslimske miljøer megen ballade. På den måde tager man – kollektivt – hånd om problemerne med alkohol.

Man har altså indenfor islam i meget højere grad end i Vesten en kollektiv etik-opfattelse.

Dette gør sig også gældende på kønslivets område. Her dog på en lidt mærkelig måde.

For hvor denne kollektive etik på alkohol-området kan virke meget tiltalende, virker den på kønslivets område som en indskrænkning af individets frihed. Om det er det, er måske en anden sag.

Men muslimerne betragter kønsdriften, dvs. mandens kønsdrift, som nærmest ustyrlig. Selvfølgelig skal den straffes, hvis den går ud over de fastsatte rammer, utugt straffes med døden efter shariaen, men på grund af driftens ustyrlighed skal kvinderne tildække sig, opføre sig på en måde, der ikke vækker mændenes lyster, iføre sig klæder, der ikke fremhæver de kvindelige former, osv.

Og af samme grund kan det ikke tillades, at de to køn har mulighed for at komme sammen. Indenfor samfundslivet opererer man helt anderledes end i Vesten med en opdeling mellem kønnene, så der næsten bliver tale om to forskellige verdener. Man tænker i den grad i kollektive anskuelser, at man mener, det er samfundets pligt at forhindre, at mændene får uønskede fristelser, selv om de måske selv gerne ville fristes. For det er først og fremmest samfundet, der skal styre den ellers ustyrlige kønsdrift.

Det medfører så, at de to køn ikke som hos os kan mødes, så sød musik opstår i hjerterne. Ægteskaber i muslimske miljøer bliver derfor ikke forelskelsesægteskaber, men arrangerede ægteskaber.

Alt dette er jo dog så nogenlunde til at leve sig ind i. Det er noget, vi hører om i medierne. Men disse beretninger i medierne er altså med til at skabe en falsk forestilling om islam, siger Brock Jacobsen, en myte bliver skabt.

DEN TREDJE MYTE indeholder formuleringer om ”islams kvindesyn” som præget af undertrykkelse: æresdrab, tvangsægteskaber, fætter og kusine-ægteskaber, hustruvold, omskæring af små piger, overdreven tildækning af muslimske kvinder og så videre.

Det findes alt sammen i islam, men igen: Det er meningsløst at tale om ét specifikt syn. For islam er så meget. Og lige så vel, som man kan finde eksempler på kvindeundertrykkelse i islam, kan man finde eksempler på kvindefrigørelse i islam. For eksempel når kvinder og mænd under pilgrimsrejsen går sammen rundt om kabaen.

Det udlægger den første kvindelige imam i Danmark, Sherin Khankan, som ”det ultimative symbol på lighed, hvor alle skel – kønslige, økonomiske og racemæssige – ophæves”. ”Hvorfor ikke implementere det i hverdagen?”, spørger hun.

Islam er så meget”. Ærlig talt, det er da et elendigt forsvar for islam, der her fremføres. Hvorfor dog ikke lade islam være islam og indrømme, at overalt, hvor islam er trængt frem, optræder arrangerede ægteskaber. Nogle steder optræder også kvindelig kønslemlæstelse (omskæring), det er vist især i Somalia, mens fætter-kusine-ægteskaber mest forekommer i Pakistan. Men alle forskellene til trods er det den samme kollektive etik, der gør sig gældende. Og det, der burde være en undervisers pligt, var nu at få stillet det spørgsmål: Er det nu helt tosset?

Ikke fordi man skal omvende eleverne til islam eller forsvare islam, men fordi man skal lære dem, at der findes en verdenskultur, som er anderledes end vores, der findes selvfølgeligheder i denne kultur, som er forskellige fra vore selvfølgeligheder.

Men det er jo på den anden side også klart, at hvis forelskelse er et almenmenneskeligt fænomen, så forhindrer muslimerne med denne velmente kønsadskillelse forelskelsen i at opstå, og så får man måske/måske ikke en række andre problemer at slås med. Begivenhederne i Køln nytårsaften 2015 og de mange voldtægter i f.eks. Sverige er en del af det kultursammenstød, der opstår, fordi alt for mange muslimer i løbet af alt for kort tid er blevet en del af vort samfund. Vi har ikke kunnet eller villet se kulturforskellen. Når man i hjemlandet betragter kønsdriften som ustyrlig, så er den ustyrlig, i hvert fald overfor vestlige kvinder.

Når Sherin Khankan kan spørge, hvorfor ligestillingen fra valfarten til Mekka ikke kan overføres til hverdagen, synes hun mere præget af vestlig end af muslimsk tankegang.

Koranen anbefaler jo ikke ligestilling mellem mænd og kvinder. Det er mændene, der må slå deres koner, ikke omvendt, det er mænd, der får lov til at gifte sig med fire koner, ikke omvendt, det er mænds vidneudsagn for retten, der gælder, kvinders kun det halve. Og her nytter det altså ikke noget at bruge afledningsmanøvren med de mange tolkninger. Det med de fire koner lader sig ikke fortolke anderledes.

Brock Jacobsen nævner som en fjerde myte, at dette, at islam er en lovreligion, gør den til en kærlighedsløs religion. Det vil han også imødegå med sin afledningsmanøvre. Men Herre Jemini, kan dog ikke alle se, at får mand og kvinde ikke lejlighed til at ses før ægteskabet, så får kærligheden trange kår, ja, så kan ægteskabsindgåelsen komme til – med Luthers ord – at minde om et køb. En lidt mærkelig begivenhed kan illustrere det:

I 2008 forlangte en muslimsk mand at få sit nyligt indgåede ægteskab ophævet ved en fransk domstol. Det fik han medhold i. Han havde før brylluppet spurgt sin kone, om hun var jomfru. Det var hun ikke, men hun løj for ham. Efter bryllupsnatten måtte hun indrømme sandheden, og han krævede derfor ægteskabet opløst. Hvilket altså den franske sekulære domstol gav ham medhold i. Se her.

Den sag viser, synes jeg, hvordan mange muslimer betragter dette at gifte sig. Det er et køb. Og hvis varen ikke svarer til det forventede, kan købet annulleres. Jeg var dengang dybt forarget, og gav min forargelse luft, så det virkelig batter. Men min forargelse gjaldt ikke den franske domstols afgørelse, den gjaldt den muslimske forståelse af ægteskabet, der syntes mig helt uden den for os at se livsnødvendige ingrediens, der hedder kærlighed.

Og så skal man altså høre fra en forfatter til en lærebog, at også det kan være genstand for afvigende fortolkninger. Såmænd kan det ej. Her er der ikke så meget at rafle om.

Men kan vi dog ikke komme ud af denne forsvars-/angrebs-holdning? Er det ikke muligt at sige noget om islam, uden at det med det samme skal opfattes som et angreb? At man i store dele – om ikke i alle dele, det tror jeg faktisk – af det muslimske område betjener sig af arrangerede ægteskaber, behøver man jo ikke sådan lige umiddelbart at betragte som noget negativt, det er bare traditioner, der er anderledes end vore. Og vi kan så, hvis vi meget gerne vil forsvare islam, begynde at samle sammen på lykkelige ægteskaber. Det skulle vel ikke være helt umuligt. Men ligesom vi kan og skal være kritiske overfor vore unge og deres opførsel – er den frihed, det medfører, nu også det bedste? – sådan skal vi vel også tillade os at være kritiske overfor islams traditioner uden af den grund at nedgøre alt, hvad der har med islam at gøre.

Så er der det med terroren. ”Islam er årsag til terror” kalder Brock Jacobsen sin femte og sidste myte.

Her argumenterer han i første omgang ikke med den sædvanlige afledningsmanøvre, men med den også ret kendte påstand om, at årsagerne til terror er sociologiske, psykologiske eller personlige:

Først har vi den unge muslim, som føler sig uden for samfundet, bliver radikaliseret, og som går ind i kriminelle bander og så finder ud af, at han kan legitimere den radikalisering i islam. Således at det ikke er islam, der radikaliserer terroristen, men terroristen, der radikaliserer islam.

Jeg vil medgive ham, at han kommer med eksempler på muslimer, der tænker ”moderne”. Problemet med islam og terror er, at det ikke er til at se forskel på disse ”moderne” og de potentielle terrorister. Som det hed i et interview i Die Zeit om den i dette indlæg omtalte bog ”Kan Islam endnu reddes?”, se her:

Abdel-Samad regner i bund og grund med, at islam ikke lader sig reformere. Han sammenligner islam med en gammel bil, der skal repareres, eller med en mobiltelefon af mærket Samsung, som har tilbøjelighed til at eksplodere.

Især den sidste sammenligning er meget talende. Og stillet overfor en islam, der udgør en potentiel eksplosionsfare, nytter det ikke meget, at Brock Jacobsen genoptager den tidligere argumentation:

Mange terrorister er først sent kommet ind i det religiøse miljø. Inden har de muligvis opsøgt kriminelle grupper for der at finde en mening i et liv, de ellers ikke kan finde mening i. Islam er så meget forskelligt. Og det er derfor betænkeligt at ophøje noget af det til islams sande væsen. Man må altid spørge om hvilken islam. Et godt udgangspunkt kan være at sige til sig selv, at islam findes ikke. Der findes kun varianter af islam.

Hvis han endda havde studeret islam så indgående, at han var i stand til at udpege de former for islam, der ikke kan ”eksplodere”, og helst også fortælle os, hvordan vi kan være sikre på, at de, der bekender sig til denne form for islam, ikke gør det på skrømt, så ville meget være nået. Men det gør han jo på ingen måde. Han nøjes med at opfordre medierne til fremover at være lige så intetsigende som han selv i deres beskrivelse af islam.

Man må håbe, at de ikke følger hans råd.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Dette evindelige forsvar for islam

  1. Morten - - - siger:

    “Et godt udgangspunkt kan være at sige til sig selv, at færdselsloven findes ikke. Der findes kun varianter af færdselsloven.” Det udsagn ville også i et eller andet omfang være sandt. Alligevel findes trafikken – og den kan både måles og vejes.

    – – –

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s