To slags farisæere

De to slags farisæere, der her skal tales om, er de ”kristne” samaritanister, og de muslimske jihadister.

Umiddelbart synes der ikke at være de store ligheder mellem disse størrelser. Og lighederne komme da også først frem, når man undersøger begrebet ”farisæisme” lidt nøjere og finder frem til et særligt fænomen, som hidtil har været ret overset, det fænomen, som man kunne kalde ”konsekvensindifferentisme”. Man gør det, man mener, er det gode, men spekulerer ikke på de videre konsekvenser, som disse ”gode gerninger” fører med sig. Man kunne også kalde det ”konsekvensligegladhed”, men det andet lyder mere lærd, så det vil jeg bruge her.

Når således mange vesteuropæere giver penge til diverse NGO’ere, som har skibe i Middelhavet til at opsamle ”flygtninge og migranter”, så har de tit den hensigt med disse gaver, at de mener, de dermed ”kan gøre en forskel”. Og denne forskel er jo nem at få øje på: mennesker, der måske ville være druknet, bliver reddet. Og at det er godt at redde menneskeliv, kan jo enhver se.

Så altså: man gør ”det gode”, man ”gør en forskel”, man har det godt med sig selv, når man har handlet sådan. Det er ikke mindst denne mere eller mindre åbenlyse selvtilfredshed, der gør, at man må kalde sådanne samaritanister farisæere. Man skal jo ikke grave meget i begrebet ”farisæisme”, før man bliver klar over, at det ikke blot er farisæisk at prale af sine gode gerninger, det er også farisæisk at være tilfreds med sig selv over at have udført dem. For i denne selvtilfredshed lurer uundgåeligt sammenligningslysten: man siger det ikke, men man tænker det: ‘Nu er jeg lidt bedre end de andre’. En tanke, der også spiller med ind i alle de argumenter, man kommer med til fordel for, at dette er en god handling. For er det en god handling, så er jo det at undlade den, en forkert handling, og den, der ikke gør den samme gode gerning, er ikke så god som én selv.

Men midt i denne selvtilfredshed skal man passe på ikke at komme til at se på konsekvenserne af det, man er med til. Det er selvfølgelig svært. For efterhånden er der mange, der kommer til at lide under disse konsekvenser, og derfor også mange, der gør opmærksom på dem og forlanger de ”gode, livreddende” handlinger i Middelhavet standset.

Mange af dem, der tænker lidt mere over tingene, har derfor været nødt til at supplere det umiddelbart gode i redningerne med mere eller mindre fantasifulde påstande om, hvor elendige de reddede er, hvilke forfærdelige forhold de kommer fra, hvor godt det derfor er, at de kommer til det trygge Europa. Og i denne omgang vil vi springe over den indvending, der så let som ingenting ville kunne rejses imod disse forestillinger, den nemlig, hvorfor mange af dem har efterladt kone og børn i disse forfærdelige forhold. Her nøjes vi med at se på samaritanisterne som mennesker, der nøjes med at se på ”den gode gerning”, isoleret set, betragtet for sig selv, og udelader både overvejelserne over, om man mon ikke ved disse redningsaktioner hjælper menneskesmuglerne og derved øger strømmen af migranter, og overvejelserne over, om det folk, man tilhører, kan holde til år for år at modtage store tilskud af fremmede mennesker med en helt anden kultur.

Når det kan være på sin plads at betragte disse ”Gutmenschen”s konsekvensindifferentisme, skyldes det, at jihadisterne er i besiddelse af nøjagtig den samme konsekvensindifferentisme.

Det er ikke umiddelbart indlysende, for vi har ikke været vant til at betragte deres handlinger ud fra den synsvinkel.

Dette at være villig til at ofre livet i kamp for islams sag var i islams ældste tid og i den senere storhedstid en egenskab ved islams krigere, der gjorde dem til gode soldater. Soldater, både vestlige og muslimske, tænkes at være villige til at sætte livet i vove. Hvis de er mere eller mindre tvunget ind i militærtjenesten, hvis de fuldstændig mangler fædrelandskærlighed eller ikke har noget mål at kæmpe for, så vil de være tilbøjelige til at løbe deres vej, hvis de møder modstand.

Man kan diskutere, om Talibans soldater kæmper af fædrelandskærlighed, hvilket i deres tilfælde vil sige: kærlighed til pashtun-stammen, eller om de kæmper, fordi de tror, at de får en plads i paradiset, hvis de dør i kamp. Hvis de gør det første, kan det i nogen grad sammenlignes med det, vestlige soldater kæmper for. Men hvis de gør det sidste, er der skabt grobund for en konsekvensindifferentisme, som i sidste ende kan gå hen og blive ødelæggende for krigsførelsen.

Det er jo nemlig ikke nok at have denne villighed til at sætte livet på spil. Der skal også god militær ledelse til. Lederne skal vide, hvor de sætter kræfterne ind, skal kende modpartens svagheder, skal udnytte egne styrker bedst muligt, hvilket også vil sige: med færrest mulige tab.

Denne villighed til at sætte livet på spil optræder i høj grad hos selvmordsbomberne. De indkalkulerer jo ligefrem på forhånd den kendsgerning i deres handling, at de mister livet. Og de gør det ud fra den faste overbevisning, at de med deres ”gode gerning” opnår en plads i paradiset.

Men denne plads i paradiset, som de altså tror på, den giver plads til en konsekvensindifferentisme. Det, det drejer sig om for selvmordsbomberen, er selve dette at udføre den ”gode gerning”, at udløse bomben i det rette øjeblik, at tage så mange andre med sig i døden som muligt, at holde tungen lige i munden stillet overfor sin egen død. Selve ”den gode gerning” vinder i den grad psykologisk overhånd, at man er ganske konsekvensindifferent. Hvad det kommer an på er med sit drab at dræbe så mange andre som muligt. Hvilken sammenhæng drabet indgår i, om ens selvmord har militær betydning eller ej, det bekymrer man sig ikke om. Det er blot selve handlingen, der er i fokus, resten overlader man til Gud.

Til Gud?

Ja, på nøjagtig samme måde, som samaritanisterne overlader konsekvenserne til Gud, for dem er det nok med ”den gode gerning” at hjælpe migranter op af vandet.

For konsekvenser har jo begge handlingerne, både opfiskningen af migranter og selvmordsangrebene. Og efterhånden som europæerne, først befolkningerne siden eliten, lærer at se konsekvenserne og på forskellig måde tage højde for dem, vil måske de ”gode gerninger” ophøre.

Det ses måske ikke så tydeligt endnu, men det er da at håbe, at flere og flere indser, at de tilstrømmende migranter aldeles ikke er stakler, men højst virile og krævende mennesker, at man ved opfiskningen i høj grad hjælper menneskesmuglerne og derved holder tilstrømningen vedlige, og at deres indvirkning på samfundene skaber større og større ghettoer.

Og det er også at håbe på, at potentielle selvmordsbombemænd eller -kvinder får øjnene op for, at konsekvenserne af deres ”gode gerning” bliver mindre og mindre. Nå ja, pladsen i paradiset kan de vel blive ved med at tro på, men selv denne tro vil vel efterhånden blegne, når det bliver klart, at de medtager færre og færre i døden, at altså det, der skulle være et stort anlagt krig i Allahs tjeneste, højst kan betegnes som et lille, ubetydeligt nålestik.

Én af konsekvenserne af selvmordsbombernes ”gode gerninger” er jo, at de vestlige samfund beskytter sig imod terroren. Godt nok kan vi ikke andet end føle, at det ikke mere er, som det var i de gode gamle dage – og det er jo så sandt, som det er sagt – men en konsekvens er det også, at vi for hver ny terrormetode forsøger at hindre netop denne form for terror.

Eller – set fra terroristens side – en konsekvens er det, at terroristen med sin terrorhandling lukker døren for anvendelsen af den slags terror fremover.

Noget af det geniale ved terrorangrebet den 11-9 2001 var, at der var tale om noget, man aldrig før havde set. Derfor kunne man føre passagererne bag lyset. Men allerede passagererne i det fjerde fly lugtede lunten og gjorde modstand. Og med sin terrorhandling umuliggjorde man samtidig fremtidige flykapringer; for nu vil jo passagererne gøre som de gjorde i det fjerde fly, gøre modstand med livet som indsats, for man mister jo også livet, hvis man bare lader stå til.

Så deres terrorhandling har haft den konsekvens, at døren er blevet lukket for den slags terror i fremtiden.

Lastbilterror var man fra vestlig side lidt længere tid om at reagere på. Men efter først terroren i Nice og siden terroren i Berlin er der kommet betonklodser i både København og Stockholm.

Og da man opdagede, at lastbilchaufføren i Stockholm havde ladet sin bil stå med motoren i tomgang, hvorfor den var let at stjæle for en terrorist, har man søgt at hindre tilsvarende forhold fremover. Den dør er også i færd med at blive lukket.

Det er ikke alle døre, vi i Vesten kan lukke for terrorister. Blandt andet, fordi vi er for dårlige til på forhånd at tænke på, hvad der kan bruges som terrorvåben. Og det, vi har set i Manchester, hvor en terrorist sprængte sig selv i luften i den menneskemængde, der kom ud fra koncertområdet, er næsten umuligt at undgå. For store menneskemængder findes mange steder, også mange steder, hvor man ikke på forhånd kan screene dem, der går ind til den pågældende begivenhed.

Men alt i alt er det ikke mere er helt så let at være muslimsk terrorist, hverken for dem, der påtænker et koordineret terrorangreb, eller for dem, der vil begive sig ud i terrorens kunst alene.

Jeg har tidligere gjort opmærksom på denne lidt oversete ”sejr”, hvis man kan være så optimistisk at bruge den betegnelse, se her. Man kan f.eks. nævne den begivenhed, jeg ikke nævnte dengang, øksemanden fra Würzburg, se her, som chattede med sin bagmand om, hvilke våben han skulle bruge. Man kan gætte på, at det må have været noget af en skuffelse for bagmanden, når det ikke var muligt for ham at få terroristen in spe til at bruge en bil – han havde ikke kørekort. Og ingen af os onde vesterlændinge blev jo dræbt ved den lejlighed.

Men dette, at så mange døre er blevet lukkede for terroristerne, bevirker nu, at man, hvis man placerer den muslimske gud, Allah, i direktør Hallandsens sted i en Olsen-bande film, kan pege på øksemandens nedslående resultat og sige til Allah med et Egon Olsen-udtryk: ”Det havde De nok ikke regnet med!”

Dog, spøg til side! Én af konsekvenserne af de mange muslimske terrorangreb er også, at de rituallignende reaktioner, det efterhånden er blevet vane at høre på – politikernes gentagne senden deres tanker til de efterladte, deres forbrug af de samme skældsord: ”feje, meningsløse, umenneskelige angreb” osv. – nu mere eller mindre hænger os ud af halsen, ligesom flosklerne om at ”stå sammen”, om at ”bekæmpe terror med kærlighed”.

Og det mærkelige er, at selv de, der gennemskuer disse floskler og bruger stærke ord om at bekæmpe terroren, ikke foreslår det, der dog for en nogenlunde fornuftig betragtning må være det mest nærliggende: at bremse indtaget af muslimer til Europa. I et udmærket blogindlæg på Berlingske opfordrer Jesper Holm Frederiksen os til at lade vreden gribe os, så vi begynder at forlange virkelig sikkerhed af vore politikere, se her. Men hvad han foreslår, er meget lidt konkret:

Vi skal kræve af vores politikere, at de erkender, at vi har fjender. Fjendskabet er sat imod vores vilje, men man kan ikke undsige sig fjendskab. Man kan kun kæmpe, underkaste sig eller dø.

Vi skal kræve, at mennesker, der selv erklærer, at de er fjender, eller handler på en måde, hvor det er hævet over enhver rimelig tvivl, at de opfatter sig selv som fjender af de vestlige samfund, bliver behandlet som sådan. Og den behandling skal være hård og konsekvent!

Vi skal altså kæmpe, ja, men hvordan? Fjenden skjuler sig jo, lader, som om han er ven med os, så dette med, at vi skal slå ned på dem, der ”hævet over enhver rimelig tvivl” opfatter sig som vore fjender, bevirker, at vi ikke finder nogen, vi kan behandle ”hårdt og konsekvent”. Fjenden er som sæbe, glider ud af vore hænder, så vi ikke kan få hold på ham.

Den tidligere professor ved Aarhus Universitet, Mehdi Mozzafari, har i en artikel i Information, se her, også givet udtryk for udmærkede tanker. Artiklen er skrevet før terrorangrebet i Manchester og lægger især vægt på, at vi skal give terroren modspil ved at fastholde demokratiet. Men demokrati sætter han i modsætning til religion, og under begrebet religion indrangerer han både islam og kristendom. Han skriver til sidst:

Jo mere man giver plads til religion i det offentlige rum og i det politiske liv, desto mere flytter man paradigmet fra politik til religion. Og jo mere man insisterer på, at den europæiske, og hermed den danske, identitet er baseret på kristendom, desto mere giver man også plads til en religion som islam. Simpelthen fordi det vil være lettere for islam at konkurrere med en anden religion end med demokrati.

Så hold fast på demokratiske værdier og principper. Det er den bedste vej, den eneste vej til at beholde vores fælleskab!

Ja til Gud bevare Danmark! – Nej til Danmark bevare Gud!

Det synes ikke at være gået op for Mozzafari, at Luther med sin skelnen mellem det gejstlige regimente og det verdslige netop lagde det teoretiske grundlag for sekulariseringen. Men det må indrømmes, at dette ikke er særlig nemt at se her i landet, hvor kirkefolk ikke bliver trætte af at forsvare islam og i hvert fald ikke drømmer om at angribe samme.

At der kunne ligge et forsvar imod islam, når vi nu altså er i krig med islam, i at undlade at importere flere potentielle islam-soldater, det falder ingen af de to ind.

Hvorfor ikke?

Muligvis, fordi den anden form for farisæisk konsekvensindifferentisme også har besat dem, samaritanisternes konsekvensindifferentisme, den, der siger, at vi naturligvis skal overholde konventionerne, naturligvis skal fiske folk op fra havet, naturligvis skal finde os i, at de bliver ved med at trænge ind i vore samfund, og at vi skal gøre det, uanset at vi godt véd, at de fleste af dem ikke er flygtninge, men potentielle indvandrere, og, da de er muslimer, også er rekrutteringsbase for fremtidige terrorister.

Dem har vi nok af. Vi behøver ikke ligefrem skaffe os flere på halsen.

Den konsekvensindifferentisme, som jihadisterne repræsenterer, kan vi i en vis forstand være ligeglade med, selv om vi selvfølgelig godt kan prøve at anvende deres militære svaghed imod dem. Men den konsekvensindifferentisme, som samaritanisterne repræsenterer, er anderledes farlig, en uerkendt farisæisme, som den er. Den burde først og fremmest kirken bekæmpe. Men det er nok ikke derfra, man skal forvente noget forslag om stop for indvandringen.

Se også lederen i Den korte Avis her.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s