Beretning fra en “Rasmus Modsat”

Den fremmede Luther 29.

Den “Rasmus Modsat”, der er tale om, er undertegnede. Og ligefrem at kalde mig en “Rasmus Modsat” er måske for meget af det gode. Men sagen er den, at jeg påbegyndte mine Luther-studier i en ret sen alder, jeg var vel omkring de halvtreds, da jeg sådan rigtig kastede mig over Luther. Derfor besluttede jeg, at jeg først og fremmest ville læse Luther selv. Så kunne jeg ved lejlighed eller som en slags supplement en gang imellem kikke lidt efter, hvad diverse Luther-fortolkere havde at sige om Luther.

Når det her kan være passende at gøre opmærksom på dette forhold, skyldes det en passus i Information den 26-5, se her. Denne passus forekommer i en artikel om det seminar, der blev afholdt på Aarhus Universitet. Her deltog bl.a. Francis Fukuyama, og han blev da også behørigt interview’et i den første del af artiklen. Men han har åbenbart været lidt for “luthervenlig” efter Informations bedømmelse, så man ville have et modstykke og ringede derfor op til Frederik Stjernfelt. Det førte til den omtalte passus, der lyder sådan her:

Det er ifølge Stjernfelt et videnskabeligt problem, at kun meget få ikketeologiske forskere i det her felt går direkte til Luthers tekster, men tager afsæt i andre historikeres og lutheraneres udlægning af dem. Stjernfelt, der selv har læst sig igennem primærteksterne, undrer sig over Fukuyamas fortolkning:

Mit gæt er, at Fukuyama har læst de lutheranere, der betoner inderligheden i Luthers tekster, og altså ikke har læst Luther selv. Og det er jo en fuldstændig legitim og videnskabelig metode, som jeg også selv benytter mig af nogle gange. Men det er også en metode, der kan lede til den form for idéhistoriske fejlvurderinger, der for mig at se præger det her felt”.

Det er ligegodt et stift stykke: Stjernfelt beskylder dem, der er uenige med ham i hans idéhistoriske analyser, for ikke at have læst Luther selv. Og dertil udtaler han sig om sig selv og sin egen Luther-læsning, så interview’eren bringes til at skrive, at han “har læst sig igennem primærteksterne”. Det samme siger han i et interview i Kristeligt Dagblad, se her. Her hedder det oven i købet, at han fra 2008 og fremefter har “nærlæst” Luther.

Det er en sådan letsindig – for ikke at sige løgnagtig – udtalelse, jeg her vil prøve at afmontere. Og til dette ædle formål skal jeg bruge min egen historie som Luther-forsker. Jeg er nemlig flere gange, efter at jeg sådan for alvor kastede mig over Luther-studiet, kommet til andre konklusioner end de gængse. Hvilket ikke behøver at bevise, at det er mig, der er en stor idiot, men blot viser det forholdsvis kendte faktum, at der blandt Luther-forskere ofte har dannet sig en konsensus om en bestemt sag, måske blot byggende på, at en enkelt forsker engang havde draget en bestemt konklusion af en tekst. Fordi denne forsker havde autoritet, er så denne konklusion blevet stående som “sandheden” om den sag.

Men hvor meget jeg end læste i Luthers værk – og jeg havde købt Erlangerudgavens tyske afdeling, bestående af 67 bind på en tre-fire hundrede sider hver, så der var nok at gå i gang med – jeg var godt klar over, at jeg med min sene start ikke kunne drive det til at argumentere overbevisende imod de mere professionelle forskere. Og så vil Stjernfelt have mig til at tro, at han i løbet af 11 år har kunnet “læse sig igennem primærteksterne”. Ha!

Det kendteste eksempel på, at forskere ‘en bloc’ har overset noget, må vist siges at være de finske Luther-forskeres “opdagelse” af begrebet “deificatio” (guddommeliggørelse) hos Luther, se her. Den dialektiske teologis Luther-forskning havde aldrig beskæftiget med det begreb; det passede ikke ind i den tolkning af Luther, som man dèr lagde for dagen. Men Luther viste sig altså større end som så. Det fandtes minsandten alligevel.

Serien her: “Den fremmede Luther” viser en del eksempler på noget hos Luther, som ganske mange Luther-forskere ikke gør noget ud af, men som jeg finder væsentligt. De to eksempler, jeg skal nævne her, er eksempler på, at man forholdsvis ukritisk overtager tidligere forskeres resultater, noget, der altså kan imødegås ved en mere nøjagtig læsning af teksterne.

Der er således flere forskere, der har fortalt, hvordan Eck i disputationen i Leipzig tvang Luther til modvilligt at indrømme, at både paver og konciler kan tage fejl. Men dels må man gøre opmærksom på, at Luther allerede i 1518 i sit svarskrift til Sylvester Prierias havde hævdet, at disse institutioner kunne tage fejl, se her, dels kan man ud fra disputationen selv se, at det nu er lidt svært at se, at dette med pavers og koncilers fejlmulighed er noget, Luther modvilligt indrømmer; det synes snarere at være noget, som han mener, alle må være enige om.

Julius Köstlin har givet en udmærket gennemgang af denne del af disputationen, se her. Han hævder også, at der indtraf et særligt øjeblik i disputationen, da Luther hævdede, at konciler og paver kunne tage fejl. Men han må indrømme, at dette var noget, Luther tidligere havde hævdet, og mener derfor, at det dog nu var noget andet, fordi Luther her i Leipzig direkte og offentligt sagde det. Men var det noget andet, og har Luther virkelig følt sig tvunget til at sige det, han har sagt tidligere? Det tillader jeg mig at tvivle på. Som den gode “Rasmus Modsat”, jeg er.

Det var det første eksempel på mine afvigelser. Det andet er en lige så lille, men betydelig mere væsentlig afvigelse fra normalen.

Det drejer sig om Luthers overbevisning om, at paven er antikrist. Jeg har her i “Den fremmede Luther 16” forholdsvis grundigt gennemgået tankens modning hos Luther. Og det, der i den henseende gør mig til en “Rasmus Modsat”, er, at jeg lægger overmåde stor vægt på Luthers voldsopfordring i hans kommentarer til Sylvester Prierias’ skrift i juni 1520. Ja, jeg taler ligefrem om, at Luther direkte ved et under omvendes til en række ikke-voldelige opfordringer i skriftet til den tyske adel. Og, som jeg viser i det omtalte blogindlæg, det er der ingen andre Luther-forskere, der gør. Måske disse andre forskere godtager Luthers eget forsvar for voldsopfordringen overfor Hieronymus Emser, se her, jeg gør det ikke.

Forresten er der heller ikke andre forskere, der gør opmærksom på, hvordan Luther i 1519 fastholder sin lydighedsforpligtelse overfor den gejstlige øvrighed, altså paven, se her, mens jo hans overbevisning om, at paven er antikrist, fritager ham for enhver lydighedsforpligtelse.

De, der har læst dette lille indlæg så langt som hertil, vil nok have fornemmet, at selv sådanne forholdsvis små detaljer i Luthers historie kræver en temmelig omfattende læsning af de lutherske tekster. Jeg skal ikke gøre mig til af, at jeg har en så omfattende viden som de “rigtige” Luther-forskere, men jeg er nået langt nok ind i denne forskerverden til at vide, at hvis Stjernfelt først er begyndt at læse Luther-tekster i 2008, så er han slet ikke i stand til at argumentere grundigt nok for sine meget afvigende synspunkter. Hvad han da heller ikke gør.

Luthers værk er mastodontisk. Hvert bind i Weimar-udgaven indeholder vel omkring 700-800 sider i nærmest A4-format. De fleste tekster er omhyggeligt kommenterede. Skal man læse kommentarerne med, nødsages man til at blade frem og tilbage i Weimar-udgaven. Da denne udgave for nærværende omfatter 56 bind, vil jeg næsten påstå, at intet menneske kan nå i sin levetid at forholde sig til alt, hvad Luther har skrevet. For det er jo ikke gjort med at skimme teksterne. De skal tillige forstås, tilegnes, sættes i sammenhæng med, hvad man ellers véd.

Lad mig til slut behandle dette citat fra Informations artikel:

Stjernfelt er med på, at han her går imod den typiske fremstilling af Luther og reformationen. Men dykker man ned i Luthers tekster, i de historiske primærkilder, så er det for ham at se ganske svært at få øje på de spæde moderne ideer.

Dykker man ned i Luthers tekster”. Det mener Stjernfelt åbenbart, at han har gjort. Jeg har med disse eksempler på mine “dykkerier” prøvet at vise, at der skal ganske meget til, før man kan udtale sig med vægt om ting, som mange andre Luther-forskere er enige om. Og jeg tror reverenter talt ikke på, at Stjernfelt er dykket særlig langt ned i de historiske primærkilder.

Også fordi man skal læse Luther-teksterne på baggrund af den tidsånd, de satte sig op imod. Eller: Man skal foruden at læse Luther også læse hans modstandere. Ellers fatter man ikke, hvilket enormt tidehverv, Luther ved historiens mærkelige vingesus blev centrum i.

Det skal et kommende indlæg handle om.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Luther og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s