En idéhistorikers vanskeligheder

Den fremmede Luther 30.

Jeg nåede i “Den fremmede Luther 26” frem til den – også for mig selv – lidt overraskende tanke, at vi måske kunne lære noget af Luthers pjece fra 1536, hvor han opfordrer til at slå døbere ihjel. Han gjorde jo ikke andet, forklarede jeg, end at prøve at skelne mellem de teser fra døberne, som var farlige, fordi de kunne føre til oprør, og dem, der var uskyldige. Og, hævdede jeg, vi står i dag i den samme vanskelighed med hensyn til muslimerne: vi skal prøve at finde ud af, hvem der har i sig et radikaliseringspotentiale, og hvem der ikke har.

Det er en lidt usædvanlig idéhistorisk konklusion. Sædvanligvis gør man, som Frederik Stjernfelt, det, at man måler Luther med nutidens demokrati-alen med det forudsigelige resultat, at hans opfordringer i 1536 falder ynkeligt igennem. Her skal en anden melodi forsøges gennemspillet: Den europæiske tankegang blev ændret; hvor man i senmiddelalderen havde ladet al diskussion foregå med pavens autoritative overhøjhed som sikkerhedsnet, dèr gav man nu diskussionen fri; hvor man tidligere havde givet paven bemyndigelse til at gribe ind overfor de værste overdrivelser, dèr lod man nu argument kæmpe mod argument.

Det er den ene del af den nye tankegang. Og den del kan vi så udmærket gå med til, når vi – lidt uhistorisk – måler den med vor tids demokrati-alen.

Men der er en anden del også. Der er en erfaring, som Luther og hans følgesvende måtte gøre sig, og som vi i dag kan have udbytte af at gøre med ham, den erfaring, nemlig, at ikke alle åndelige retninger fastholder Luthers skel mellem åndeligt og verdsligt. Nogle – på Luthers tid døberne, i vore dage muslimerne – drager vidtgående sekulære konklusioner af deres åndelige overbevisninger. Og både Luther og vi står derfor overfor den opgave at skulle forsvare det sekulære samfund, hvor meningerne kan brydes uden samfundsmagtens indgriben og uden vold fra nogen af deltagernes side.

Det er Karl Poppers dilemma, vi stilles overfor: at et tolerant samfund må være tolerant overfor alle bevægelser, undtagen de intolerante. Det er vi tilbøjelige til at glemme. Vi vil give alle religioner frihed til at udfolde sig, men vi glemmer at spørge om, hvad vi skal gøre med de religioner, der ikke vil godkende et samfund med religionsfrihed (læs: islam).

Her kan det være en hjælp at fokusere på de erfaringer, Luther gjorde. Godt nok var det først sent, han gjorde de erfaringer, der her er af betydning. Men han gjorde dem dog, og han rettede ind efter dem.

I første omgang må vi undre os over og måske også glæde os over den Luther, der vil give alle diskussioner fri. Luther havde jo – noget naivt, måske – regnet med, at han kunne skrive og tale, som hans samvittighed tilsagde ham. Men han opdagede ret hurtigt, at han derved stødte imod den pavelige myndighed til at bestemme, hvad der var ret kristendom, og hvad ikke.

Denne pavelige myndighed havde han i begyndelsen ikke noget imod. Den var der bare. Men da han erfarede, at denne myndighed mente sig i stand til at fremsætte indvendinger og kræve tilbagekaldelser af sætninger uden at skulle argumentere for det, blev han betænkelig ved den pavelige magt.

I Leipzig disputerede han med Johannes Eck blandt andet om pavens magt: var den en magt efter guddommelig ret eller efter menneskelig ret. Luther fremførte 1 Kor 3,5 som bevis på, at Peter ikke er noget særligt i forhold til de andre apostle (se her). Eck citerer Hieronymus, der siger, at “én udvælges for at der, når der er indsat et overhoved, kan være mulighed for at ophæve uenigheder” (se her). Det er en tankegang, der i årenes løb er slået igennem i kirken: man afgør uenigheder med en autoritativ udtalelse, ikke ved at lade argument møde modargument.

Enkelte steder i sine tidlige skrifter henviser Luther til en vis kirkeretslærd, som han kalder Panormitanus. Der er tale om en italiener ved navn Nicolaus de Tudeschi (1386-1445), som blev ærkebiskop i Palermo, deraf navnet Panormitanus, ham fra Palermo. Luther citerer ham for at have sagt, at hvis en lægmand, mand eller kvinde, kommer med et bedre argument, så skal man rette sig efter det og ikke efter pave eller kardinal eller koncil, for sådanne kan fejle, se evt. min lille afhandling om Panormitanus her. Man kan kalde det et tyndt argument, men man kan måske også antyde, at det er denne tillid til den almindelige, menneskelige fornuft, der senere fik Luther til at fratage paven enhver autoritet over skriften og i stedet give den til en hvilkensomhelst kristen. Derfor var det jo, at han ville have oversat bibelen til tysk; så kunne den jævne mand selv se, hvad kristendom drejede sig om.

I hvert fald: Hele den lange strid mellem Luther og de pavelige frem til rigsdagen i Worms (april 1521) ender med, at Luther nægter at tilbagekalde sine skrifter. Forinden har han udgivet en gendrivelse af de 41 artikler, som han er anklaget for i pavens bulle (se her). Og det, at han nægter at tilbagekalde, får den kejserlige forhørsdommer (der forresten også hed Eck) til efter Luthers erklæring om ikke at ville tilbagekalde noget at sige:

For hvis han [dvs Luther] bare én gang kom igennem med det synspunkt, at enhver, der modsiger koncilerne og kirken, skal overbevises af skrifterne, så ville vi ikke have noget sikkert og fast i kristenheden. (Se her).

Det var manges skrækscenarie, der her blev udmalet. Men nu kom jo Luther igennem med det synspunkt. Hans bekendelse om, at det ikke er tilrådeligt at handle mod samvittigheden, er blevet det, man husker fra rigsdagen i Worms, ikke forhørsdommerens ord. Og det har betydet, at vi fra da af ikke mere har “noget sikkert og fast i kristenheden” (hvis man altså nogensinde har haft det).

Men det, der for mange var et skrækscenarie, var for Luther et bevis på ordets magt. Jeg skal her nøjes med ud fra Luthers “ølargument” at vise Luthers enorme tro, ja næsten overtro, på ordets kraft. Denne tiltro til ordets magt kan ses i én af de prædikener, han holdt efter at være kommet tilbage til Wittenberg i marts 1523. Her understreger han, at troen må komme frivilligt:

Kort sagt: jeg vil prædike ordet, jeg vil sige det, jeg vil skrive det. Men tvinge, nøde med magt, det vil jeg ikke gøre overfor nogen, for troen må man iføre sig frivilligt, uden tvang. Tag et eksempel fra mig! Jeg var imod afladen og alle papister, men ikke med nogen magt. Jeg har alene drevet på med Guds ord, prædiket og skrevet, ellers har jeg intet gjort. Ordet har, mens jeg har sovet, og mens jeg har drukket wittenbergsk øl med min Filip og min Amsdorf, bevirket så meget, at pavedømmet er blevet langt mere svagt end om nogen fyrste eller kejser havde ødelagt det. Det er ikke mig, der har gjort noget, ordet har bevirket og udrettet det altsammen. Hvis jeg havde villet fare frem med magt, så ville jeg have bragt Tyskland ud i en stor blodsudgydelse, ja, jeg ville have anrettet et spil i Worms, så at kejseren ikke havde været sikker dèr. (Se her).

Det mærkelige er, at det jo er sandt nok, hvad han her siger. Det er virkelig hans skrifter, der har virket, og det med enorm kraft. Og det kan altså ikke forklares med opfindelsen af bogtrykkerkunsten, man må have det forhold med, at tiden var moden; paven havde overspillet sine kort; mange kunne se det forkerte i alt det, der havde udviklet sig i kirken, mens paven var den store uangrebne autoritet.

Samme tro på ordets kraft ser vi i det åbne brev, han i 1524 sender til kurfyrst Frederik og hertug Johannes, sine to fyrstebrødre. Her hedder det:

Men lad nu dette være det korte af det lange, nådigste herrer, at Deres kurfyrstelige nådige herrer ikke skal beskytte ordets embede. Man skal kun trøstigt og frimodigt lade dem prædike, hvad de kan, og mod hvem de vil; for som sagt der være sekter (1 Kor 11,19), og Guds ord må ligge i krig og kæmpe; derfor kaldes evangelisterne også hærskarer (Sl 68,12) og Kristus kaldes en konge over hæren hos profeterne. Hvis deres ånd er den rette, så vil den ikke være bange for os og skal nok bestå. Hvis vores er den rette, så vil den heller ikke frygte dem eller nogen anden. Man skal blot lade ånderne fægte med hinanden og tørne sammen. Hvis nogen bliver forført derved, velan, sådan går det i krige; hvor der er en strid, hvor et slag finder sted, dèr må nogle falde og blive såret; men den, der kæmper redeligt, får kronen. Men hvis de gør mere end at kæmpe med ordet, hvis de også vil bryde i stykker og slå i stykker med næven, så skal Deres fyrstelige nådige herrer gribe ind, hvad enten det er os eller dem, der er tale om, og øjeblikkelig vise dem ud af landet med den besked: Vi vil gerne finde os i og rolig se på, at I kæmper med ordet, så at den rette lære kan blive styrket; men hold næven i ro, for det er vores embede (at bruge næven); ellers må I forføje jer ud af landet. (Se her).

Et sådant udsagn er jo lige til at overføre til vore dage. Det er demokratiske tanker fremsat lang tid, før demokratiet blev en realitet, så man i høj grad må undre sig.

Men man skal måske også lægge mærke til, hvad der ikke står. Der står ikke noget om, hvad man skal gøre, hvis nogen i sin granskning af skriften når frem til, at oprør mod øvrigheden er tilladt, eller altså: hvad den verdslige øvrighed skal gøre, hvis nogen med ord vil fratage øvrighedens dens legitimitet.

Man skulle tro, at Luther ville fremkomme med en sådan præcisering efter bondeoprøret, for her så man jo et eksempel på forhørsdommerens skrækscenarie: gennem læsning af skriften var der præster, bl.a. Thomas Münzer, der var nået frem til den opfattelse, at der ifølge evangeliet burde finde en omfordeling af goderne sted, og at bønderne selv skulle foretage denne omfordeling. Men Luther præciserer ikke. Så sent som i 1528 giver Luther udtryk for den opfattelse, at man skal lade døberne have deres efter hans mening forkerte tro i fred, det må være nok, at de bliver straffet i det hinsidige, vi behøver ikke straffe dem her også, citatet tidligere bragt her.

Men derefter begynder der at gå skred i Luthers faste overbevisning om ordets kraft. Han tilslutter sig mere og mere sine medreformatorers opfattelse: at døberne skal forfølges med magt, indtil han i 1536 er medunderskriver på en pjece, som ses her. I den gives der svar på det ikke tidligere stillede spørgsmål: hvad øvrigheden skal gøre, hvis en religion eller en religiøs opfattelse vil fratage den dens legitimitet: den skal henrette de pågældende.

I den tidligere nævnte “Den fremmede Luther 26” har jeg omtalt både pjecen af 1536 og den begivenhed, der var anledning til den: Døbermenighedens brutale fremfærd i Münster, i 1534-35.

Og hvis vi nu igen spørger, hvordan dog Luthers anbefaling af hård fremfærd mod døberne kan være efterfølgelsesværdig for os, så er svaret, at dette at give ordet frit, dette at lade ordets kræfter virke, dette at lade ånderne tørne sammen, stiller krav til det samfund, ordets kræfter skal virke i: alle i samfundet må være enige om ikke at modvirke andres frie ordudfoldelse.

Den forudsætning er vi i de vestlige, frie samfund tilbøjelige til at glemme. Vi går uden videre ud fra, at alle da er som os, og at alle da må glæde sig over at kunne nyde godt af ordets frihed. Det er os plat umuligt at forstå, at nogen kan tænke anderledes, kan finde på at lade ord besvare med vold. Og oplever vi det, kan vi stadig ikke forstå det, ligesom Luther ikke i 1528 forstod døbermenighedernes farlighed, skønt han havde fået en vis anskuelsesundervisning under bondeoprøret.

Men selv, når vi har erkendt det, er vi næsten lige så rådvilde som før. For hvordan i alverden skal vi midt i flokken af muslimer skille den ene ud som potentielt farlig, den anden som fuldstændig ufarlig?

Man kan med en vis ret hævde, at det, jeg har gang i her på bloggen, er at undersøge, om virkelig det er islam som sådan, der er voldelig og som vi derfor skal vende os imod, eller det kun er særlig ekstreme former for islam, der ikke kan forenes med en demokratisk samfundsorden. Som man kan se af min gengivelse af en samtale mellem to tyske kendere af islam, se her, er jeg stærkt tilbøjelig til at give den ene af de to, Abdel-Samad, ret, når han afviser den andens forsøg på at bruge tricket med at hævde, at der er mange tolkninger af koranen, til at få islam gjort fredelig og siger, at når så at sige alle muslimer tager Muhammed som eksempel, så ligger der deri en legitimering af vold i islams navn; for Muhammed brugte vold for at udbrede sin religion.

Man kan også sige, at det også for alle muslimer er et skrækscenarie på samme måde som det var for forhørsdommeren i Worms, hvis de skal tænke argumentativt og ikke autoritativt. At skulle opgive koranen som autoritet, er lige så umuligt for dem, som for en katolik at skulle opgive paven som autoritet.

Men hvis virkelig vi må opgive håbet om, at det lykkes nogle muslimer at opstille en fredelig og demokratisk islam og få tilslutning til den, så opstå jo automatisk spørgsmålet: Hvad så? Skal vi så fremover leve i det forfængelige håb, at den store mængde af muslimer ikke opdager, hvad deres religion egentlig går ud på, og altså med den stadige risiko, at unge muslimer kommer til af vanvare at blive klar over, hvad deres religion egentlig siger og derfor beslutter sig for at øve vold imod os, deres landsmænd?

Svaret på den udfordring er mission. Det er jo nok sandt, at der med ankomsten til vort land af de mange muslimer, er sket noget irreversibelt. Det er sandt: menneskene er kommet for at blive. Men religionen, islam, behøver ikke at forblive sammen med menneskene. Vi skal missionere blandt muslimerne. Måske ikke i første omgang så meget fortælle dem om Jesus og hans liv, for det tror de, de har besked om gennem koranen, men påpege alle de umenneskeligheder, som islam leder frem til: at kvinder regnes for mindre værd end mænd; at ikke-muslimer ikke må tages som venner; at det er uværdigt for muslimer at skulle forsørges af os, samtidig med, at de betragter os som undermennesker; at det er dobbeltmoralsk at ville kræve fuld anerkendelse af os, mens de selv hele tiden skiller sig ud; at det er dem, der har villet bo i vore samfund, og ikke os, der vil bo i deres, hvilket vel er et tegn på, at også de anerkender, at vore samfund er bedre end deres; og måske først og fremmest fortælle dem om alle koranens selvmodsigelser, om alt det, der kan bevise, at koranen ikke er og ikke kan være Guds ord.

Der er nok at gå i gang med for en kirke, der vil prædike Jesu gode, menneskelige budskab.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s