Vold i koranen

På de berlinske kirkedage fornylig var der tilrettelagt en diskussion om volden i islam. Det i sig selv er ret bemærkelsesværdigt. For kirkefolk, i hvert fald dem herhjemme, plejer at gå i en stor bue udenom alt, hvad der har med islam at gøre, undtagen når man kan vise sin store tolerance ved at invitere en muslim med til et kirkeligt arrangement.

Mere bemærkelsesværdigt var det måske, at én af deltagerne i denne diskussion var muslim, en videnskabsmand fra Freiburg, Abdel-Hakim Ourghi, som så sandelig havde videnskabeligt mod til at sige volds-islam imod.

Men mest bemærkelsesværdigt var det vel alligevel, at flere af denne mands indlæg modtoges med klapsalver. På kirkedagene i Køln i 2007 skete der nærmest det modsatte. Dengang led det tyske kirkefolk stadig af berøringsangst overfor islam. Den angst synes nu at være på retur.

Die Welt beretter om debatten, se her. Matthias Kamann, referenten, siger i artiklen:

Der var vel brug for en muslim for at få de kristne bort fra deres elskede relativering. Kun en tilhænger af islam har åbenbart nok overbevisningskraft til at gøre det klart for protestanter, at de under debatten om muslimsk vold ikke straks skal henvise til uhyrligheder i deres egen historie. Denne henvisning dukkede også op nu igen, da islams voldstilbøjelighed blev diskuteret på den evangeliske kirkedag i Berlin. Da blev der fra publikum i Sophiekirken straks erindret om protestanters og katolikkers skændselsgerninger.

Men dette blev kraftigt tilbagevist af den freiburgske videnskabsmand, Abdel-Hakim Ourghi. For muslimer kan kun det være interessant i den kristne voldshistorie, hvordan man i dag forholder sig til denne voldshistorie, sagde Ourghi og mente dermed de kristnes selvkritiske forholden sig til deres historie. Denne selvkritik mangler imidlertid i islam.

Derfor ville reformmuslimer overhovedet ikke have noget ud af det, når islamiske terrorhandlinger altid bliver sidestillet med tilsvarende kristne. ”De hjælper os ikke med denne sammenligning”, råbte Ourghi ind i forsamlingen – og høstede stort bifald.

Som man måske har lagt mærke til, har jeg flere gange nævnt det som et næsten uomgængeligt must i en normal diskussion om islam herhjemme, at hvis man har sagt noget ufordelagtigt om islam, skal man absolut skynde sig med at sige noget tilsvarende ufordelagtigt om kristendommen, noget, jeg har været stærkt imod. Som man kan forstå, er muslimen Ourghi enig med mig. (Eller jeg med ham). Hvilket naturligvis glæder mig.

Senere hedder det:

Ourghi diagnostiserede ”det radikale onde” i sin religion. Han talte om herskersyge og ødelæggelseslyst blandt muslimer. Der var tale om en ”kollektiv fortrængning”, når man ”fastslår, at islam ikke har noget med vold at gøre”. Og i tyske moskéer, sagde han videre, bliver der overfor børn og unge praktiseret en ”underkastelsens pædagogik”, som tjener til ”forradikalisering”.

Der var andre muslimer til stede, og én af dem vendte sig imod Ourghis påstande. Men det kom han efter referentens opfattelse ikke godt fra. Så føres Martin Luther ind i billedet:

Men Martin Luther blev dog ikke fremhævet som forbillede. Ganske vist lød titlen på debatten ”Har islam brug for en reformation?” Men der blev ret hurtigt opnået enighed om, at man dermed næppe kan tænke på det, der for 500 år siden begyndte med Luthers teseopslag. Også af den grund, at den lutherske reformation jo i sig selv ikke var frihedspræget og demokratisk og ikke var uden vold.

Men én af de muslimske deltagere påviste, at det også af den grund var umuligt med en ”luthersk reformation” af islam, fordi islam er helt anderledes struktureret end den daværende katolske kirke, og yderligere fordi Luther anbefalede en tilbagevenden til rødderne, hvilket i islam kan være højst problematisk. For også salafister og andre radikale erklærer dagens islam for deformeret og degenereret, og mener, at islam ubetinget må være rettet mod Muhammeds eksempel. Det er der ingen, der kan ønske.

Men hvor vil så Ourghi hen? Hvad er hans løsning på det muslimske voldsproblem?

Det kommer til sidst. Ourghi mener, at man i islam må ”løsne sig fra det dogmatiske profet-billede” og dermed fremfor alt slå fast, at de ofte brutale koran-ord fra Muhammeds tid som feltherre og politiker ikke mere har gyldighed for nogen tidsalder.

Fremdeles skulle islams videnskabelige og pluralistiske traditioner ikke blot nævnes, men fremhæves og tages alvorligt. Men således, at ”man ikke orienterede sig ud fra gamle dage”. Snarere skulle man forbinde islams fornufttraditioner med den europæiske oplysning og det europæiske moderne. ”Det handler om brugen af fornuften sat op imod tanken om at bestemmes andetstedsfra”, sagde Ourghi og satte selvkritikken i spidsen for enhver reform. Det havde kirkedagene givet muslimerne en talerstol til.

Jeg blev opmærksom på Ourghi gennem denne artikel i Den korte Avis. Her finder man også et link til en video på tre kvarter, hvor Ourghi fremsætter sine tanker (på tysk) og påviser, at voldsopfordringer ubetvivleligt findes i koranen. Videoen er fra 2016. Endvidere har jeg fundet denne artikel af Ourghi fra Süddeutsche Zeitung, som også er oplysende om hans standpunkt.

Men holder det? Kan man forestille sig en islam à la Ourghi blive en fremtidens islam, eller i det mindste en europæisk islam?

Det spørgsmål må efter min mening besvares med et nej. Man kan være ærgerlig eller skuffet, men et nej må det blive.

Tag bare dette med islams fornuftstradition! Jovist, en sådan findes. Den største muslimske filosof, Ibn Rushd eller Averroës, blev i den latinske verden kendt som ”kommentatoren”, fordi han havde kommenteret Aristoteles’ værker. Men da den emir, der havde beskyttet ham, døde, tvang de muslimske lærde den nye emir til at sende ham i landflygtighed.

Eller tag den henvisning til den sudanesiske filosof, Taha, som Ourghi kommer med i begyndelsen af videoen! Taha ville som Ourghi mene, at det kun var åbenbaringerne i Mekka, der havde almen gyldighed, åbenbaringerne fra Medina var tidsbestemte og gjaldt ikke mere. Han ville vende op og ned på abrogationsbegrebet. Hvor så at sige alle muslimske lærde kommer om ved de mange modsigelser i koranen ved at hævde, at de senere åbenbarede vers ophæver de tidligere åbenbarede vers, vil Taha vende om på denne rækkefølge: det er de fredelige Mekka-åbenbaringer, der ophæver de krigeriske Medina-åbenbaringer, ikke omvendt, siger han, og Ourghi gentager det efter ham.

Det er nogenlunde den samme skelnen, Ayaan Hirsi Ali og Hege Storhaug har lagt sig fast på: Vi kan godt gå med til Mekka-åbenbaringerne, men Medina-åbenbaringerne må vi vende os imod.

Det holder ikke.

Ikke blot, fordi Taha led den sørgelige skæbne at blive henrettet i Sudan, langt mere fordi selve det muslimske åbenbaringsbegreb forhindrer en sådan skelnen.

Den kristne helligskrift, bibelen, siger vi er Guds ord. Men det er Guds ord formidlet gennem mennesker. Vi kan som kristne aldrig komme det nærmere end ved at sige, at de bibelske forfattere var inspireret af Gud. Så vores påstand om, at bibelen er Guds ord, viser mere hen til vor hengivenhed for bibelen, end til en bogstavelig Guds-tale.

Det kræver indlevelse og forståelse af os overfor bibelen. Men det sætter os også i stand til at behandle bibelen som ethvert andet antikt skrift, med ærbødighed, naturligvis, men også med kritisk sans.

Koranen, derimod, hævdes at være Guds egne ord. De skal ikke forstås, de skal adlydes. Det ligger i hele set-up’et omkring åbenbaringerne: Muhammed faldt i trance, i den tilstand fik han givet ordene, og når han vågnede op, kunne han diktere ordene til sin skriver. Men ordene var ikke hans egne, det var Gud, der havde ”taget over”, det var Gud, der satte Muhammed normale menneskelige forståelse og sprogsans ud af kraft og overtog styringen, og ordene var derfor ord til andet Guds.

Det viser sig også i koranens form. Hele tiden er det Gud selv, der taler. Muhammed er kun det blinde redskab for Gud. Den tanke har jeg udfoldet nærmere her.

Men dette åbenbaringsbegreb forhindrer alle muslimer i at ”plukke” i koranen. Ud fra det kristne åbenbaringsbegreb kan man godt ”plukke” i bibelen – jf Luther, der kaldte Jacobsbrevet et stråbrev – men ud fra det muslimske åbenbaringsbegreb må man ”købe hele pakken”, tage koranen, rub og stub, for Guds ord, eller forlade islam.

Og det undrer mig noget, at Ourghi stadig vil kalde sig muslim og virkelig mener, at man kan reformere islam efter de retningslinjer, han angiver.

Eller tag det, Ourghi i Süddeutsche Zeitung skriver om ”Fatiha”, sura 1!

Når de praktiserer den daglige bøn, reciterer muslimerne hver dag 17 gange den første sura i koranen, ”Åbningen”. I denne sura, der åbenbart stammer fra Medina-epoken, beder man: ”Led os ad den lige vej; vejen, som følges af dem, Du viser nåde, ikke den, der følges af dem, vreden ramme, eller af de vildfarne”. Alle muslimske koraneksegeter er af den opfattelse, at den anden del betegner jøderne og de kristne.

Dette hører til de steder, hvor der efter Ourghis opfattelse finder en ”symbolsk” voldsopfordring sted. Det svarer til sura 2,120, hvor muslimen opfordres til at undgå jøder og kristne. Muslimen skal skille sig ud fra jøder og kristne, og han (eller hun) beder altså ikke færre end 17 gange om dagen til Gud om, at han vil lede ham ad den lige vej, ikke jøders og kristnes vej.

Netop ”Fatiha” var det, en indbudt imam tillod sig at synge ved en gudstjeneste i Københavns Domkirke til minde om terrorofrene i april sidste år, se her. Ingen af de tilstedeværende kristne eller godkendende præster var opmærksomme på frækheden, men Uriasposten havde opdaget det og henviste til Robert Spencer, der i sin korankommentar også tolker de to veje, man som god muslim ikke skal følge, som jøderne og kristnes veje, se her. Og her får vi altså en vaskeægte muslims tolkning af det samme vers. Med samme resultat.

Samme Robert Spencer mener, at suraen er åbenbaret i Mekka, hvilket også jeg finder det sandsynligste. Jo, for i Mekka samlede Muhammed en lille menighed omkring de daglige bønner. Og det lyder for mig meget usandsynligt, at han skiftede bønner, da han kom til Medina. Og hvis han gjorde det, hvor er så de oprindelige Mekka-bønner blevet af. De var jo også åbenbarede ord, og skulle som sådanne bevares i koranen.

Men jeg ser nok, hvad Ourghi er ude på. Fordi han føler sig nødsaget til at kalde bønnen i sura 1,6-7 for en ”symbolsk voldsopfordring”, glider hans skelnen mellem en Mekka-islam og en Medina-islam lettere ned, når han får denne symbolske voldsopfordring anbragt i Medina.

Men ligesom forestillingen om den eviggyldige Mekka-åbenbaring som modsætning til den historisk betingede Medina-åbenbaring er også denne tanke et forgæves forsøg på at redde i det mindste noget af islam ind i den vesterlandske modernitet. Og selv om jeg har den allerstørste sympati for Ourghis tanker og retlinethed i sine videnskabelige undersøgelser af koranen og islam, så kan jeg ikke andet end advare os kristne vesterlændige mod at tro, at hans projekt har nogen fremtid i muslimske miljøer. Den muslimske fromhed vil altid trække i retning af at få muslimen til at skille sig ud, føle sig bedre end os andre og af den grund være modtagelig for jihadopfordringer.

Det er selve den underkastelse, enhver muslim tænkes at foretage overfor Allah, der er forkert. Som jeg skrev i en afhandling for snart mange år siden: ”Gud vil ikke se dine nakkehår, han vil se dit ansigt”, se her.

Men når Ourghi slutter sin artikel i Süddeutsche Zeitung med at skrive, at ”en islam uden en modig islamkritik er dømt til gå under”, så er det desværre alt for optimistisk. Dels har islam faktisk eksisteret i 1400 år og i alle disse år haft held til at undertrykke al kritik. Og dels har vore dages muslimer opfundet en ny metode til at undgå kritik: man bekendtgør, at man føler sig krænket, hvis nogen begynder at kritisere islam. Og den metode, kombineret med trusler om magtanvendelse – og jo desværre også af og til konkret udført magtanvendelse, terror kaldet – ser ud til at virke over al måde godt, set fra et muslimsk synspunkt.

Når dertil kommer, at det om alle, der er udvandret fra deres hjemegn, gælder, at næste generation altid har svært ved at finde sin egen identitet, og at de muslimske unge derfor vil være tilbøjelige til at blive mere muslimske end deres forældre, så er faren for, at unge muslimer begynder at interessere sig for, hvem Muhammed var, hvad han foretog sig, hvad der faktisk står i koranen, osv., ganske stor. Derved er også faren for, at de går hen og bliver ”radikaliseret”, stor. Og så har vi i løbet af ingen tid fået en ny potentiel terrorist.

Er kristne, arabiske menigheder svaret på det problem?

For Ourghis ”løsning” er det desværre ikke.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Luther og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s