Kampen mellem Gud og djævelen

Den fremmede Luther 31.

Sognepræst Sørine Gotfredsen har et udmærket indlæg på sin blog på Berlingske. Det hedder ”Ondskaben er tilbage”, se her.

Når jeg kalder det udmærket, skal det dog kun forstås således, at det er et skridt i den rigtige retning. Men det er kun begyndelsen. Meget mere bør følge efter.

Skridtet, der er tale om, er villigheden til at tale om ondskab i stedet for at gøre terrorhandlingerne til sociologi eller psykologi. Det skridt mener hun er væsentligt at tage, og det kan hun have ret i. Men ordet ”ondskab” er et altfor flydende begreb. At forklare terrorhandlinger med, at mennesket er ondt, er for letkøbt. Ondskaben må indkredses, må beskrives nærmere, der må angives bekæmpelsesmetoder, ellers nytter det ikke noget med dette skridt hen imod at lade ordet ”ondskab” igen blive en del af vort vokabular.

Det, der bringer mig til tasterne, er imidlertid noget andet. Gotfredsen skriver:

I dette Martin Luther-jubilæumsår er det oplagt at tale om det onde. Luther ser mennesket som sat i en kamp mod Djævlen selv, og mens vi i dag har svært ved at personificere det destruktive, bør vi overveje, om en uforklarlig mørk kraft faktisk findes i verden.

Det er muligt, at en nærmere samtale om tingene ville vise, at vi ikke er så uenige, som jeg her vil antyde, men beskrivelsen af Luthers syn på mennesket er uheldig, for ikke at sige forkert. Luther skriver i ”Om den trælbundne vilje”:

Således er den menneskelige vilje anbragt i midten som et lastdyr, hvis Gud sidder på ham, vil han og går han derhen, hvor Gud vil, som salmen siger: “Jeg er blevet som et lastdyr, og jeg er altid hos dig” (Sl 73,22f). Hvis Satan sidder på ham, vil han og går han derhen, hvor Satan vil, der er ikke nogen selvbestemmelse i ham, til at løbe hen til eller opsøge én af de to, men rytterne kæmper om at få fat på ham og tage ham i besiddelse. (Se her).

Det vil sige: Luther ser ikke mennesket som et væsen, der er i kamp mod djævelen selv. Mennesket vil det, som det væsen, der bestemmer over ham, vil eller giver ordre til. Vi har ikke nogen fri vilje til at vælge det onde fra. Hvis Satan bestemmer over os, gør vi det, han bestemmer, vi skal gøre, og vi gør det glad og gerne, vi gør det, som om det er noget, vi ser som vort livs mål.

Vi tager fejl – og det er der mange, der gør – hvis vi tror, at vi som mennesker står i en kamp mod det onde. Det er ikke os, der er de bestemmende, det er os, der er kamppladsen.

Jeg har andetsteds foreslået, at vi skal forstås os selv sådan, at det, der er det afgørende, ikke er viljen, men forståelsen. Det, vi har forstået, det, vi har godtaget, den livsopfattelse, vi har fået, den kultur, den religion, den forståelse af menneskene og verden, der er vores, alt det er det, der bestemmer, hvad vi gør og ikke gør.

Vi kan alle blive enige om, at Holocaust var en ond gerning. Men endte det hele med dette onde, fordi de mennesker, der udførte massedrabene, var onde? Nej, de var, som Hannah Arendt vist gør opmærksom på, forbavsende banale i deres tankegang. Det endte i sådanne uhyrligheder, fordi en ond livsanskuelse havde bemægtiget sig store dele af det tyske folk, fordi der var for få, der kunne gennemskue nazismens ondskab, og fordi de, der kunne, ikke havde mulighed for – eller ikke turde – stå frem og protestere.

Det, der står i Joh 16,2: at der skal komme en tid, da enhver, der slår disciplene ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud, det gik i forfærdeligt omfang i opfyldelse på jøderne i Holocaust. De, der gjorde det, mente virkelig, at de tjente om ikke Gud, så i hvert fald fædrelandet. De mente, at de gjorde en god gerning. Deres ”religion” eller altså deres pseudoreligion, nazismen, havde taget dem i besiddelse, så de med overbevisning gjorde, hvad den befalede.

Det var ikke nogen sociologisk faktor, f.eks. fattigdom eller udstødelse af det gode selskab, der fik dem til at handle, det var den onde pseudoreligion.

Hvis de skulle overbevises om, at det, de gjorde, var forkert, skulle nazismen rykkes ud af deres hjerter. Og det kunne være ganske svært, om ikke umuligt. Hvortil naturligvis kommer, at mange af dem skulle blive så overbeviste om nazismens ondskab, at de blev villige til at ofre livet ved at sige fra. Det var der, som man nok véd, kun få, der gjorde.

Således også med de muslimske terrorister i dag.

Vi er tilbøjelige til at anse de muslimske terrorister som en slags egoister: fordi de er kommet håbløst bagud med at gøre gode gerninger og derfor kan forvente en hård straf fra Allah efter døden, griber de til jihadismen. For de har hørt, at de, der mister livet i kamp for Allahs sag, går direkte til paradis, uanset de overtrædelser, de tidligere har begået.

Og selvfølgelig, vi gør lidt nar af denne egoisme, specielt af dette med, at belønningen i det hinsidige består i, at man får hele 72 jomfruer til at betjene sig.

Men vi gør nok klogt i at se sådanne ”fromme” ønsker i en lidt større sammenhæng.

Man kan selvfølgelig godt sige, at dette at tage en beslutning om at udføre et terrorangreb, er en handling af den frie vilje. Men ligger det onde i viljen? Ligger det ikke snarere i den ramme, indenfor hvilken viljen opererer? Eller med andre ord: Er det onde ikke i dette tilfælde den livsanskuelse, der siger, at du ved at udføre et terrorangreb kommer direkte i paradis, hvis du dør under angrebet? Man kan så diskutere, om man skal kalde denne onde livsanskuelse islam eller islamisme. Jeg vil nok mene, at den første betegnelse er den mest korrekte, men vil jo på den anden side mest håbe på den anden.

Når jeg vil mene, at det er islam som sådan, der bærer ondt i sig, hænger det sammen med, at det for mig at se er umuligt at forbinde noget fredeligt med den brutale krigsherre, Muhammed. Jeg har undersøgt forskellige muslimers forsøg på at gøre islam til en fredens religion og har i alle tilfælde måttet konkludere, at man ikke i så høj grad kan lave om på historien, som det er nødvendigt, hvis man skal gøre islam til fredens religion.

Men jeg må indrømme, at der er sket noget i mine øjne yderst glædeligt i forbindelse med terrorangrebet i London fornylig. Der er sket det, at betydningsfulde muslimske foreninger med betydningsfulde imamer i spidsen, har nægtet at give de tre terrorister en muslimsk begravelse og opfordret alle Storbritaniens imamer til at gøre det samme. De har gjort det med den begrundelse, at det, de har gjort, er imod islams lære.

Og det er, som jeg ser det, netop, hvad vi har savnet fra muslimernes side.

Vi har dog mødt det én gang tidligere, nemlig da en imam nægtede at begrave den ene af de to muslimer, der havde skåret halsen over på en katolsk præst i en kirke i Nordfrankrig, se her. Dengang ønskede jeg en klarere stillingtagen fra andre muslimer, men betragtede det dog som et skridt på vejen mod en fredelig sameksistens med vore muslimer. Nu ser det ud til, at jeg i hvert fald har fået en ret klar tilkendegivelse fra betydningsfulde muslimer, så noget er måske i gære i de muslimske miljøer.

Og vi har da også til gode at høre, hvilke argumenter disse muslimer vil bruge for at gøre denne terrorhandling uislamisk, ligesom det også vil blive spændende at høre, hvor mange muslimer der slutter op om imamernes anbefaling om begravelsesnægtelse.

Men ondskaben begynder med islam, med forestillingen om, at muslimer er mere værd i Guds øjne end ikke-muslimer, fordi de har fået åbenbaringen; med tanken om, at muslimer af den grund har en pligt til med våben i hånd at udbrede det muslimske herredømme; og med den – militært set temmelig naive – forestilling om, at de med sådanne nålestiksoperationer kan få vore samfund til at vakle.

Hvad det sidste angår, kan man måske glæde sig over endnu to ting ved terroraktionen i London: 1) De tre terrorister havde ikke kunnet få fat på skydevåben, og måtte derfor angribe englænderne med knive, da de sprang ud af deres bil; havde de haft maskinpistoler, havde de jo kunnet dræbe mange, mange flere. 2) Politiet var til stede meget hurtigt, hvilket viser, at det store opbud af politi på gader og stræder ikke blot har en beroligende virkning på folk i almindelighed, men også rent faktisk her kom til at spille en livreddende rolle. Forøvrigt var der en betjent, der angreb én af terroristerne med sin knippel; han blev såret, men ikke alvorligt.

Nazisterne mente, at tyskerne var et herrefolk. Kommunisterne i Sovjetunionen mente, at de anti-revolutionære var ikke-mennesker. Muslimerne anser sig selv for Guds yndlinge. Dermed begynder ondskaben. Den fortsætter med en knægtelse af ytringsfriheden, noget, som alle disse tre bevægelser har gennemført. For det er gennem den frie diskussion, at sandheden udkrystalliserer sig. Og så følger de forskellige former for udrensning af ”de forkerte mennesker” som en simpel konsekvens af det forudgående.

Jeg tror, at Sørine Gotfredsen har taget Luthers totalsyndighedslære til sig og ud fra den søgt at bringe ordet ”ondskab” ind i vor debat. Det er, så vidt jeg ser, et fejlgreb. Skal ordet ”ondskab” bringes på bane i forbindelse med den muslimske terror, kommer vi ikke udenom at bruge det om islam selv. Der skal meget gode argumenter til fra de moderate muslimer side, dem, der absolut vil tro på islam som fredens religion, hvis terroren skal ophøre af den grund, og disse argumenter skal udbredes i størstedelen af de muslimske miljøer.

Jamen, kan man da sige, at kristendom er god, og islam er ond, sådan uden videre?

Ja, hvad ellers? Sådan forholder det sig jo nu engang. Det er muslimske terrorister, der hærger, ikke kristne.

Jamen, vil vi ikke jage alle de moderate muslimer over i ekstremisternes arme, hvis vi begynder at kalde islam ond?

Nej. Vi har igennem efterhånden mange år undladt at kalde islam ond, og det har ikke fritaget os for muslimsk terror. Så skulle det vel være på tide, at vi lod sandheden komme til udtryk. Desuden er en sådan opfattelse udtryk for en patroniserende holdning overfor muslimer.

Men læg mærke til det: Hvis vi bruge det Luther-citat, jeg har fremført, er muslimer og kristne lige ”onde” mennesker, begge parter modtagelige for Guds ord (lig med sandhedens tale). En muslim tilhører ikke nogen race, hans muslimitet er ikke en uafvaskelig egenskab, eller med andre ord: han er reversibel, kan altså omvendes, til kristendom eller til sekularisme eller til ateisme.

Blot er det ikke godt at vide, hvordan.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s