Det vandrende menneske

Det var gennem Grænseforeningens blad ”Grænsen”, at jeg blev opmærksom på Jeanette Varbergs bog ”Mennesket har altid vandret”, en bog i Gyldendals Serie ”Til Tiden”. Jeg blev interesseret og fandt på nettet nogle anmeldelser af bogen plus en lille artikel af Varberg selv i Videnskab.dk, se her.

Når jeg her vil skrive om denne bog, er det ikke for at anmelde den – hvad anmeldelse angår, har jeg lyst til at sige med en kendt anmelder om en bog, han fik til anmeldelse: ”Anmelde denne bog? Det skulle da være til politiet” – nej, jeg vil skrive for at vise, hvordan Varberg misbruger historien på det groveste.

Det er ret tydeligt, når man læser anmeldelserne og hendes egen artikel igennem, at bogen skal indgå som et argument i indvandringsdebatten. Mig mindede den om en bemærkning af Kjeld Holm, jeg hørte i Deadline for et par år siden. Lad mig citere mig selv fra dengang:

Og når så Kjeld Holm stilles overfor Henrik Jensens bekymring: den nye folkevandringstid er først lige begyndt, bagatelliserer han også den betragtning med en udtalelse om, at vel gik romerriget rabundus i folkevandringstiden, men verden gik jo ikke under af den grund — Tænk, at nogen kan være så kynisk, være så fuldstændig ligeglad med, om vort folk og dets særpræg går under, som romernes særpræg og kultur gjorde det! Tænk, at nogen kan sidde alle drab og voldtægter overhørig, som fulgte med, da romerne ikke længere formåede at forsvare deres grænser! Det var sandelig ikke nogen dans på roser, der fulgte romerriget til graven, hverken det vest- eller det østromerske rige. (Se her).

Jeanette Varberg har den samme kyniske indstilling. Hun konstaterer i Grænsen, at Men som alle andre megakulturer i verdenshistorien, så har et imperium en cyklus, der i sidste ende resulterer i kollaps”, men er ikke i stand til at sige, om vor kultur står foran sin kollaps, og slutter artiklen i Grænsen med at sige: ”Når man er arkæolog, er der ikke den store grund til bekymring. Vi skal nok klare den”.

Men det bliver ikke klart, om det ”vi”, hun arbejder med, er et dansk, et europæisk eller et verdens-vi. Man kan frygte det sidste. Og så er hun, ligesom Kjeld Holm, i stand til at se bort fra alle de uhyrligheder, der vil følge med vor kulturs undergang. Ok, frygt ikke, der kommer en ny kultur bagefter!

Det hele ses fra noget, man kalder ”det historiske perspektiv”. Men dette perspektiv, som det bruges her, udmærker sig ved, at historikeren hæver sig op over sin samtid og det samfund, han eller hun er en del af. Og så må man ryste på hovedet og spørge sig selv, hvad vi skal med en sådan overjordisk betragtning.

Men ellers er det ikke så meget denne kynisme, jeg vil anklage hende for, det er i langt højere grad det forhold, at hendes historiske beretninger er lagt til rette på en måde, så de kan danne grundlag for den konklusion, hun kommer med. Hun slutter sin beretning i Videnskab med at skrive:

De historiske vandringer har vist, at vandringer er en del af menneskets historie. Årsagerne, vejene, metoderne, konsekvenserne giver jeg i min bog eksempler på.

Når først folk begynder at vandre, kan de sjældent stoppes. Det er et udsyn, der kan sætte det, Europa oplever i dag, i perspektiv.

Derfor findes der heller ingen hurtige politiske løsninger, som kan stoppe millioner af mennesker, der vandrer væk fra krig og sult i håbet om et bedre liv.

Vi bliver nødt til at starte der, hvor de kommer fra og sørge for, at de ikke er nødt til at forlade deres hjem. Først dér har vi en chance for at vende strømmen.

Det vil sige: der aftegnes en slags skæbneperspektiv; det er historiens uafvendelige nødvendighed, der gør sig gældende; der er ikke meget, vi kan stille op for at afvende denne næsten uafvendelige skæbne. Men lidt har også ret: vi kan prøve at forbedre forholdene i de lande, man migrerer fra.

Hun skriver, at ”der er ingen hurtige, politiske løsninger”. Måske ikke. Men jeg vil hævde, at der heller ikke er ”nogle hurtige, historiske betragtninger”, som dem, hun giver os.

Tag det forhold, at hun tilskriver mennesket en vandringstrang!

Mennesket har altid vandret – både for at overleve og på grund af en trang til konstant at udfordre den verden, vi er født ind i.

Det skal såmænd nok være rigtigt. Men hvorfor overser hun, at mennesket også altid har haft en forkærlighed for det kendte og en tilsvarende angst for det ukendte. Det gælder jægersamfundene – har de lært, hvordan man kan jage og nedlægge en mammut, hvorfor så søge nye jagtmarker? – og det gælder agerbrugssamfundene – skal man høste, må man jo først så og derefter vente til høst. Og gør man regnskabet op, vil man såmænd nok opdage, at langt de fleste mennesker, der har beboet denne klode, har levet på den samme plet jord som deres forfædre. Men nej, det ses der bort fra – mennesket har altid vandret.

Denne vandringstrang mener hun er biologisk:

Biologisk set er vi de samme mennesker som dengang, og vi reagerer stadig overraskende ens, når vi bliver konfronteret med umenneskelige vilkår som sult, klimaændringer og krig.

Så flygter vi og begynder at vandre derhen, hvor der stadig er et håb om en fremtid for vores børn.

Her er de moderne migranters vilkår beskrevet. Og det er den skabelon, som de historiske eksempler skal presses ned i. Ikke med det helt store held.

Varberg gør rigtig meget ud af det såkaldte ”havfolk”, som omkring 1200 f.Kr. angreb byer i det østlige Middelhav. Hun gør sig mange spekulationer over, hvad der fik dem til at bryde op fra deres hjemegn og søge at erobre de rige kulturer østpå. Og da man så at sige ingenting véd, er der rige muligheder for spekulation.

Men sjovt nok, hun kan ikke så godt nøjes med at beskrive ”havfolket”, hun må også beskrive de stater, de angreb. Og så bliver man jo klar over, at menneskene i de stater da bestemt ikke var besat af nogen vandrertrang, tværtimod gjorde de, hvad de kunne for at forsvare sig mod ”havfolket”. Ja, hun véd oven i købet at fortælle om én, for hvem det lykkedes at standse ”havfolket”, nemlig den egyptiske farao Ramses III. Han knuste dem i et stort slag i Nordegypten.

Det vil sige, det, vi lærer af den historie, hun fortæller os, er, at der var bofaste og rige civilisationer med et vist handelssystem, levende i nogenlunde fred, som på et tidspunkt blev angrebet af et krigerisk erobringsfolk. Og sandt nok, erobringsfolket rettede sig pænt efter hendes tese om, at ”mennesket altid har vandret”, men de bofaste civilisationer, som dette folk angreb, gjorde det jo ikke. Og hendes før citerede konklusion: at disse vandringer sjældent kan stoppes, modbeviser hun selv med sin fortælling om Ramses III.

At historien således nægter at danse efter hendes pibe, viser sig også i eksempler fra Romerriget. En anmelder på historie-online, se her, skriver:

Kimbrerne og Teutonerne fra det nordlige Jylland (?) startede en vandring sydpå i de sidste århundreder fvt. Årsagerne kan have været ufred, sult, krig, klimaændringer eller menneskeofringer. Romerske kilder omtaler dem som høje, blåøjede, modige og stærke. Der skrives om 300.000 mænd, kvinder og børn, som vandrede i år 120 fvt. De slog romerne to gange nord for Alperne, men forfulgte dem ikke til Rom. I år 102 fvt. blev de slået af romerne ved Aix-en-Provence. Kilderne siger, at der blev taget 60.000 teutoner og 90.000 kimbrere som slaver. Resten var enten blevet dræbt eller flygtede nordpå. Hjem? Der er fundet en del keltiske ting i Himmerland!

Igen: hvad viser dette eksempel andet, end at bofaste mennesker forsvarer sig mod dem, der vil invadere deres land! I dette tilfælde med held, senere i Romerrigets historie med noget mindre held. Altså: Hvis forsvarsviljen er til stede, er det aldeles ikke nogen jernhård skæbne, der tilsiger os europæere at blive oversvømmet af folk fra Mellemøsten og Afrika.

Er det så det, der er tale om med os europæere, at forsvarsviljen er forsvundet?

Både ja og nej. Det hele er mere indviklet end som så, og det lader sig ikke nedskrive til Varbergs ”hurtige, historiske betragtninger”.

En anmeldelse på litteratursiden.dk refererer Varberg således, se her:

Faktisk har vi altid vandret. Nogle gange drevet af eventyrlyst og oplevelsestrang. Andre gange pga. nød, sult og krige.

Som sagt er den første sætning forkert. Vi har nok i stedet som oftest været bofaste. Og den anden sætning bør nok erstattes med ”kongers og fyrsters erobringstrang”. Den tredje er kun halvt rigtig. For man flygter kun fra det sted, hvor man bor, hvis man véd, at der muligvis er bedre forhold andre steder, og hvis disse bedre forhold kan opnås med en rimelig indsats.

Her kommer mobiltelefonen ind i billedet. Den gør den moderne flygtninge- eller migrantsituation til noget unikt, der er helt forskellig fra tidligere tiders migrantsituation. Det samme gør vor vestlige dårlige samvittighed; også noget, der ikke er set før i historien og som først nu spiller en stor rolle for den historiske udvikling.

Den tyske filosof, Konrad Ott, har gjort opmærksom på, at mange familier i udviklingslandene udstyrer nogle af deres unge mænd med en stor pose penge, så de kan betale menneskesmuglere for at bringe dem til Europa; når de er ankommet hertil, er det meningen, at de skal sende penge tilbage til familien. Der er altså tale om en slags investering, familien foretager, og, siger Ott, det, det drejer sig om for os, er at gøre denne investering ulønsom. Så først vil vi få migrationen til at standse.

Jeg har tidligere citeret ham for dette at betragte migranten som en investering, se her:

Dette forklarer også, at en lille økonomisk vækst i Vestafrikas lande ikke vil føre til, at antallet af migranter går ned. At det modsatte sker, er mere sandsynligt: stadig flere familier vil kunne få råd til at investere i en migrant. Talen om, at man simpelthen må forbedre den økonomiske situation i oprindelseslandene, er nok velmenende, men rammer forkert med hensyn til problemet. … Man bekæmper ikke årsagerne til migration ved at forstærke udviklingssamarbejdet.

Med andre ord: det, som Varberg regner for en selvfølge: at vi forhindrer migrationen ved at hjælpe ulandene i gang økonomisk, vil muligvis få den modsatte virkning. Og ærlig talt, jeg stoler mere på Otts tese end på Varbergs.

Men også den måde, migrationen foregår på, er helt anderledes end nogen migration tidligere i historien, også anderledes end de eksempler på migration, Varberg giver. Hun fortæller om mange eksempler på krigerisk migration, angreb på bosiddende befolkninger. Og ud over hendes eksempler er der krige, der som hunnernes iværksattes uden nogen nødvendighed: sult, krig, sygdom, eller krige, der som muslimernes iværksattes af religiøse grunde. Så er der migrationer til forholdsvis tomme kontinenter, migrationen til Amerika, til Australien, til Sydafrika, m.m.; disse foregik på nogenlunde ordnet vis uden krigerisk erobring, dog ifølge Varberg ganske frit, indtil der fra 1924 af USA blev sat en stopper for den frie indvandring. Og altså, hokus pokus, USA kunne godt standse den folkevandring, der ellers ikke var til at stoppe, og bringe den ind i ordnede former.

Den migration, vi er udsat for, er imidlertid iværksat gennem et misbrug af havretten og et misbrug af asylretten. Og den kører kun videre, fordi menneskesmuglere har fundet ud af at udnytte vor, europæernes, svaghed: Vi er kommet ind i et tankeskema, vi ikke kan komme ud af, samaritanitis, har jeg kaldt det: vi vil spille rollen som den barmhjertige samaritaner, og skal dette skuespil spilles rigtigt og give os den rette gode fornemmelse i maven, så må nødvendigvis migranterne opfattes som ynkværdige mennesker. Derfor vover vi ikke at skelne effektivt mellem flygtninge og migranter, derfor godtager vi migranter uden papirer, derfor finder vi os i, at migranterne meget imod asylrettens oprindelige mening får lov til selv at vælge det land, de vil søge asyl i. Og altså: derfor er det blevet forholdsvis let for folk fra Mellemøsten og Afrika at komme ind i Europa, så de enten får opholdstilladelse og i så fald bliver en god forretning for dem, der har investeret i dem, eller nægtes opholdstilladelse og går ud i en tilværelse som illegal arbejder, hvilket nok er mindre attraktivt for familien, men dog ikke afskrækker andre i landsbyen fra en tilsvarende investering.

Jeg mener ikke, man kan finde historiske eksempler på noget tilsvarende. Det vil sige, at de historiske eksempler, Varberg nævner, ikke, som hun påstår, har noget at sige os i dag. De er misvisende eksempler. De får os til at se bort fra virkeligheden, som den er i dag.

Man kan ikke engang sige, at vor situation ligner situationen i de sidste år af det vestromerske riges historie. Her angreb indvandrende germanerstammer gang på gang riget og bosatte sig rundt om i hver deres afdeling af riget. Man har sagt, at dette skyldtes, at romerne ikke længer kunne opstille tilstrækkelig godt motiverede hære. Og lad det bare have været sådan fat. Men sådan er det ikke fat med os. Vi har rigeligt med militært isenkram til at holde migranterne ude, men vi har malet os op i et moralsk hjørne, hvor vi ikke tør bruge det, ikke tør anvende den fornødne magt, om migranterne skal holdes ude, og de mange migranter in spe i Afrika og Mellemøsten skal fratages alt håb om en fremtid i Europa. Vi har i vor moralske bedømmelse gjort os afhængige af NGO’er og journalister og magtfulde politiske centre, bl.a. EU, som har mægtige påvirkningsmuligheder til deres rådighed (og det har man ikke haft tidligere i historien) og som alle forfærdes, hver gang der høres om migranter, der er druknede i Middelhavet; så bliver de alle enige om at lægge deres skibe endnu tættere på Libyens kyst.

At det kunne være til skade for de lande, der sender deres unge mennesker til Europa, det ser man ikke, eller det vil man ikke se. Og ser man det, har man kun et skuldertræk til overs for dette problem: man drømmer ikke om at gøre det eneste, der kan standse migrationen: bruge magt, hverken for ulandenes eller for Europas skyld.

Det kan være interessant nok med historiske overblik. Men man må også have det forhold med i sine betragtninger, at der i historiens løb kan forekomme noget helt nyt, som gør al sammenligning med tidligere tider umulig.

Det foreligger der i vor nuværende europæiske migrantsituation. Og hele Jeanette Varbergs bog er derfor, uanset de fine anmeldelser, et falsum.

Faktisk kan man undre sig over, at bogen er blevet antaget af et forholdsvist seriøst forlag som Gyldendal, og at den har fået så gode anmeldelser, som tilfældet er. Jeg mener: de ting, jeg her har fremført imod Varberg, er jo ikke raketvidenskab. Det er ganske almindelige fornuftovervejelser, som enhver, der er i stand til at lægge to og to sammen, kunne fremkomme med. Så det skulle være ret enkelt at spørge, om det, Varberg skriver, nu også er sandt. Og næsten endnu enklere at finde ud af, at argumentationen faktisk passer meget dårligt på vor nuværende migrantsituation.

Når man alligevel er positiv, hænger det selvfølgelig sammen med, at både forfatteren og forlaget ”har et navn”, altså betragtes som autoriteter. Så er på forhånd de kritiske overvejelser bragt ned på et minimum. Men det hænger desværre nok i højere grad sammen med, at den folkelige elite lider af samaritanitis. Man vil så gerne forblive i det hjørne, man har malet sig op i, og man griber derfor alle de argumenter, der tilbydes til dette formål, er de end nok så tynde.

Mennesket har altid vandret”. Nej, såmænd har det ej. Det har altid elsket det kendte, det har altid arbejdet på at forstå de kendte omgivelser bedre, det har altid dannet samfund, hvis love rettede sig mod de omgivelser, det nu engang levede i. Ud fra disse kendsgerninger kunne der også skrives en bog om menneskehedens udvikling. Men den ville ikke på samme måde som Varbergs kunne levere stof til brug i den nuværende migrantsituation. Den ville snarere kunne fungére som en slags vaccination imod den farlige sygdom samaritanitis. Men ak, dette er en psykisk sygdom, som kun meget få af dem, der er angrebet af den, ønsker at komme ud af.

Så den nuværende sygdomstilstand vil nok var ved et stykke tid endnu, godt hjulpet af bøger som Varbergs.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s