Ak, denne godtroende uforstand!

I lørdagens Deadline (den 10-6 2017) udspandt der sig en diskussion mellem Pernille Skipper fra Enhedslisten og Marcus Knuth fra Venstre. Det var romaerne, der var emnet, mere specielt det lovforslag om forbud mod tiggeri m.m., som regeringen har lagt frem i Folketinget.

Diskussionen var kendetegnet af, at man ikke på nogen måde nærmede sig noget, der bare lignede et forsøg på at sætte sig ind i de besynderlige sociologiske kendsgerninger, der er omkring romaerne. Den ene, Marcus Knuth, holdt sig til, hvad politiet fortalte om deres oplevelser med romaer, den anden, Pernille Skipper, betragtede de samtaler, hun havde haft med de mennesker, der på gadeplan arbejdede med romaerne, som endegyldige, uafviselige forklaringer på romaernes forhold.

Det var specielt hendes skråsikkerhed og store forargelse, jeg lagde mærke til. Når man fra de hjælpende organisationes side beskrev romaerne som ynkværdige mennesker, der skulle hjælpes, så gjaldt det, Knuth kom frem med fra politiets erfaringer, på ingen måde som forklaring; Skippers forargelse fik hende til gang på gang at afbryde Knuth, hvad man jo sådan set godt forstår, for politiets billede af sagen passer usandsynlig dårligt ind i det billede, hun forsøgte at fremmane. Dertil kom, at hendes forargelse også gjaldt det forhold, at man i det hele taget talte om romaerne som nogen, der sådan ‘en bloc’ blev beskyldt for alskens forbrydelser. Med sådanne oplysninger om forbrydelser fik man yderligere befæstet det skel, man allerede i forvejen har sat op mellem romaerne og os. At de selv ønsker at opretholde et sådant skel, ligger helt udenfor Skippers forestillingsverden.

Hun optrådte i det hele taget som ét af de ”Gutmenschen”, jeg her på bloggen ofte har vendt mig imod, eller hun optrådte som en kvinde med et enormt moderkompleks overfor mennesker, hun erklærer for ynkværdige.

Diskussionen fik mig til at finde et gammelt indlæg fra 2015 frem, nemlig dette. For det, Kathrine Lilleør dengang fortalte om, sidder i mig endnu som noget, der har vist i hvert fald mig, hvor stor den kulturelle forskel er mellem romaerne og os.

Hun fortalte om en roma, som de fra kirkens side forærede en trøje; de ville så købe nogle bukser til ham, som han kunne hente senere. Han kom, fik bukserne og var meget taknemlig. Så fik han noget mad, en kop kaffe og sagde farvel. Hvorefter han gik ud på kirkens græsplæne og besørgede, tørrede sig bagi med hånden, som han derefter gned ren i sine nye bukser.

Jeg undrede mig dengang over, at Lilleør tolkede det som udtryk for den yderste fattigdom og aldeles ikke kunne se det, der dog måtte være klart for enhver: at hans handling var en ringeagtsytring, at han med det, han gjorde, sagde: ”Jeg vil skide jer et stykke!” til det danske samfund. Ligeledes regnede hun de mange uhumskheder, der følger i kølvandet på tilstedeværelsen af romaer, som et tegn på, hvor fattige de er.

Dengang hjalp det mig i nogen grad at læse om Karl-Olov Arnstbergs bog ”Svenskar och zigenare”. Så fik jeg lidt styr på de forskellige input. Men det med skideriet havde han ikke fået med, det havde han ikke nogen forklaring på, eller snarere: han havde kun en indirekte forklaring: Romaerne betragter ikke sig selv som et ynkværdigt folkefærd, de har tværtimod i sig en stor stolthed, og de vil gøre næsten hvad som helst for at holde fast ved deres kultur og for at næste generation og næste med også holder fast ved den specielle zigøjnerkultur.

De har gennem mange hundrede år oparbejdet en specielt overlevelsesstrategi, som vel kan veksle lidt efter omstændighederne, men som i det store hele går ud på at nasse på flertalsbefolkningen, få dem til at sørge for mad på bordet til sig selv, så romaerne på forskellig måde kan franarre dem noget af den mad, nok til, at de kan føre en tålelig tilværelse. Men det, der hedder integration, kan man godt glemme alt om, når man stilles overfor romaerne. De er ikke en del af vore samfund, og de vil ikke være det. For deres egen kultur vil de ikke slippe.

Et halvt år senere havde så Arnstberg skrevet en ny bog ”Romer i Sverige”. Og nu, stillet overfor ”romaproblemer” i offentligheden, har jeg i anmeldelserne af den søgt svar på mine spørgsmål. I en anmeldelse i ”avpixlat”, se her, hedder det således:

Romaerne lever i en ”forsvarskultur”, som er klar til at gøre hvad som helst for markére grænsen mellem dem og os. De skider ikke på de af svenskerne opstillede og betalte transportable toiletter, for hvem véd, hvilke urene der tidligere har sidder dèr, så de skider udenfor, så at svenskerne kan gøre rent efter dem.

Er jeg så tilfreds med den forklaring? Ikke helt. Jo, jeg tror på den med, at de med deres udendørs skidning tvinger os andre til at gøre rent efter dem, men at de ikke vil bruge de offentlige toiletter af angst for at blive smittet af noget urent, den tror jeg ikke rigtig på. Det undrer mig i hvert fald, at romaerne ligesom muslimer (og jøder) skulle operere med en sådan kultisk urenhed. Jeg har ikke truffet flere eksempler på det, og hvis jeg gør det, vil jeg måske lade mig overbevise.

I samme anmeldelse kommer andre artige ting frem:

De omkringrejsende bander, som begår røverier mod ældre, hvilket Svensk TV gjorde opmærksom på fornylig, har deres egne sider i bogen, ”Circa-gruppen”, side 226-229. Der fortæller Arnstberg, hvad Svensk TV’s indslag ikke fortalte, nemlig at så godt som alle gerningsmænd er romaer. Politibetjent Klas Persson siger, at romaer begår den slags forbrydelser overalt i Europa, men at ingen vil gøre det klart, at forbryderne netop er romaer.

Og senere:

Andre slags forbrydelser, han [Arnstberg] tager op, er vandalisering af lejligheder, dårlig behandling af udlejningsbiler, overudnyttelse af fælles sanitære anlæg og campingpladser, osv. Alle historier sættes ind i en etnologisk, dvs folkelivsforskningsmæssig, sammenhæng, så at man forstår, hvorfor romaer opfører sig så (dårligt) som de gør. De er venlige indenfor gruppen og har mange fælles værdier, som de respekterer, men de er på vagt mod alle, der vil trænge ind i deres samfund, især de velmenende og bureaukratiske, for at ”løse romaernes problemer”. Romaer lytter til svenskerne, men tager sig ikke af, hvad der siges.

En anden anmelder, se her, fortæller, at Arnstberg mener, at den korrekte betegnelser er zigøjnere, ikke romaer. For romaerne er kun én af zigøjnernes stammer, andre er sinti og kaale. Det er nyt for mig, og jeg giver det gladelig videre.

Endelig er der en anmelder fra ”Nya Tider”, som tager frem det for mig stadig vanskeligt forståelige afføringsproblem, se her. Det hedder:

Det måske mest kontroversielle [opførselsmønster], hentet fra en mangeårig forskningserfaring, har at gøre med romaernes oplevelse af, at de er overlegne overfor omgivelserne. Dette kan delvis forstås som en forsvarsmekanisme, men er også en vigtig aktiv faktor, som er årsag til nogle af de for omgivelserne allermest ubegribelige sider af romaernes opførsel. At forrette sin nødtørft på gulvet i offentlige toiletter eller i skoven og på jorden rundt om tildelte campingområder vil for en ydre betragtning kunne tolkes som ukendskab, fattigdom eller mangel på uddannelse. Men romaer har, næsten uanset hvor fattige de er, altid en god forståelse af renlighed; både i sædvanlig betydning og i form af en lang række traditionelle tabuer. I skoven forretter man sin nødtørft for ikke at behøve at vise for andre romaer, at man skal gøre det, eftersom det anses for uforskammet eller fornedrende. At tilsmudse gadjes [svenskernes, rr] ydre ting, såsom et toilet på en campingplads, er overhovedet intet problem, eftersom gadje for det første ikke tilhører gruppen, og for det andet er underlegne og egentlig skal tjene romaerne. Denne forestilling kan til og med af og til anvendes for at tolke relationen til socialtjenesten og andre af samfundets hjælpeinstanser. Romaer stræber her ofte efter at omtolke, og, hvis de kan, i en vis praktisk mening omdefinere relationen, så at deres rolle som trængende bidragsmodtagere i stedet for fungérer som en magtrelation, hvor personalet er ”tjenere”, som giver penge og tilgodeser andre behov ud fra en underordnet position.

Hermed gives der, forekommer det mig, en god forklaring på mange af de mærkelige ting, der forekommer ved romaernes opførsel: de mener om sig selv, at det er dem, der er de overlegne, dem, der står i en magtposition, dem, der kan kræve noget af os. Godt nok hedder det, at de må ”omdefinere” relationen, men alligevel, noget tyder på, at det er de ret gode til.

Så får vi ved samme lejlighed en indirekte forklaring på mange af de handlemåder, muslimerne har tillagt sig. For de regner sig jo også for vore overmænd. Men det vil vi nu i denne sammenhæng lade ligge, bortset måske fra en bemærkning om, at disse to europæiske minoriteter, romaer og muslimer, måske kunne lære noget af den tredje minoritet, jøderne; det vil de nok ikke, men så kunne måske vi europæere lære, at det ikke er umuligt at bibeholde sit særpræg og samtidig tjene majoritetssamfundet.

Men nu er vi så fremme ved det, der for mig at se var det mest ærgerlige ved diskussionen i Deadline: der blev ikke gjort noget som helst forsøg på at aftegne romaernes kultur som anderledes. Jeg véd ikke, om det skyldes uvidenhed, mangel på nysgerrighed overfor det anderledes, eller hvad. Nå jo, det er tydeligt nok for Pernille Skippers vedkommende, at hun har al den ammunition, hun skal bruge til at fyre op under sin forargelse i beretningerne fra de godgørende organisationer. For hende ville erkendelsen af en anderledes kultur kommer som en ”Spielverderber”, den ville have ødelagt al den forargelse, hun havde forberedt til sin optræden i Deadline. Men jeg kunne godt have ønsket mig, at Marcus Knuth f.eks. havde fremdraget episoden, som Lilleør nævner, for at vise, at romaer tænker anderledes, end vi gør.

For det er denne anderledeshed, det drejer sig om at få frem, når vi politisk skal overveje, hvad vi skal gøre ved ”romaproblemet”. Og det forekommer mig altså stadig, at lorten på den kirkelige græsplæne, som Kathrine Lilleør omtalte, er en slags lakmusprøve på, om vi har forstået ”romaproblemet”. Kunne man give en nogenlunde antagelig forklaring på romaernes opførsel med deres afføring, så ville vi måske også bedre kunne gøre os forestillinger om, hvordan vi skal tackle problemet.

Hvis det f.eks. er sandt, hvad Arnstberg hævder, at romaer i Sverige ikke benytter de af myndighederne opsatte transportable toiletter, så falder jo det forslag, som Skipper kom med: at man skulle etablere transitrum med stole og toiletter, ynkeligt igennem. Det forholder sig ikke til virkeligheden, dén sociologiske virkelighed, at romaerne tænker anderledes, end vi gør.

Det samme ville allerede en omtale af ”græsplænelorten” have gjort. Manden havde fået mad, havde fået kaffe, intet havde forhindret ham i at bede om at måtte låne et toilet. Men det, han havde tilovers fra diverse måltider skulle absolut afleveres på kirkens græsplæne.

Det kan så i forbifarten nævnes, at TV2 søndag den 11-6 havde et indslag fra en landsby i Rumænien, hvorfra mange åbenbart drog til Danmark. Meningen var, at vi skulle forstå, at disse mennesker var åh så fattige, så fattige. Lidt uheldigt var det i denne sammenhæng så, at man havde valgt at lade én af landsbyens indbyggere optræde med bar overkrop; han var en utrolig tyk person, og de store fedtdepoter, man kunne se rundt om hans krop, fortalte ikke just om mangel på mad.

Afslørende var det også, at én af beboerne på et spørgsmål om, hvordan de kom til Danmark, svarede: ”Med bus!” Det antyder, at de horder af tiggere og flaskesamlere, der kommer til Danmark i sommermånederne, er ret godt organiserede, evt. af rige bagmænd, noget, et norsk TV-hold har undersøgt om romaernes tiggeri i Bergen. Det omtales lidt perifert her:

Brennpunkt [det norske TV-hold, rr] har gransket det organiserte tiggeriet i Bergen siden 2015, og har avslørt at personene på toppen av hierarkiet lever høyt på å tvinge andre til prostitusjon, tigging og tyveri.

Men det ville jo nok være for meget forlangt af journalisterne på Deadline, at de skulle kende noget til det, andre TV-hold finder frem til. Og hvis de kender til det, ville det sikkert være stik imod den vinkling, de vil give stoffet, at drage det frem.

Men læg mærke til det: Hvis bare der er noget om det, der siges i den sidste sætning i ovenstående citat, så har heller ikke Arnstberg gjort sit arbejde godt nok, så er romaernes samfund styret af nogle få, der undertrykker de mange, og så er de romaer, vi ser, måske nok ynkværdige mennesker, men de er det af helt andre og langt mere indviklede årsager end dem, diverse ”Gutmenschen” disker op med, så er de jo undertrykt af deres egne.

Og man kunne måske også have ønsket sig – men nu er vi ude i det helt store tankeeksperiment – at studieværten havde læst Arnstbergs bog og ladet de mange mærkeligheder sive ned i sindet, så der kunne fremkomme nogle relevante spørgsmål. Men når man undlader at stille kritiske spørgsmål, så bliver det hele til ”Viel Geschrei und wenig Wolle”, som manden sagde, han klippede sin gris. Eller som man kan sige med et mere moderne udtryk:

alt for mange NAQ’s, der snak’s og snak’s og snak’s.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s