Misforståelse af afladen

Den fremmede Luther 32

Hurra! Jeg har opdaget, at jeg er enig med Bjørn Thomassen, De véd, katolikken, der er én af Kristeligt Dagblads leverandører til lørdagsklummen ”Kirkeligt set”, se her. Han benytter denne dag, den 17-6, sin klumme til at gøre nar af Lars Løkkes indlæg ved reformationsgudstjenesten i Haderslev. Det véd jeg ikke rigtig, om han har ret i. Men han har ret i, at alt dette reformationshalløj er ved at hænge også mig ud af halsen. Man begynder at glæde sig til det i 2018 er ovre.

Derimod tror jeg, han har ret i sin kritik af Sigurd Barretts børneshow om reformationen. Man kan altså også komme for let om ved det. For det er og bliver ret indviklede sager, vi har med at gøre. Og når man hører diverse foredragsholdere prøve at sige i korthed, hvad Luthers anliggende var, bliver det meget ofte så pinligt, så man blive flov på vi lutherskes vegne.

Men jeg ville naturligvis ikke have skrevet dette indlæg, hvis der ikke var noget, jeg var uenig med Bjørn Thomassen i. Dog, lad mig begynde med det, han har ret i. Han skriver:

Udlægningen af katolske præster og munke, der gik rundt og talte volapyk, er historieforfalskning. Munke og nonner kommunikerede med de danske befolkninger på lokalsprogene. De har aldrig nogensinde messet i otte timer. Præsterne prædikede på lokalsprogene. Bibeloversættelserne til de europæiske nationalsprog var gået i gang lang tid før Luther. Ja, latin var datidens dannelsessprog. Også efter 1536. Derfor indførte de lutherske reformatorer netop ”latinskoler” i de danske købstæder.

Dette står som en kritik af Barrett. Og det er sandt nok, at der også før reformationen blev prædiket på modermålet, ligesom det er sandt, at bibeloversættelser også fandtes før Luther. Og hvis Barrett har gjort nar af brugen af latin, er det helt i orden at korrekse ham. For latinen gav mulighed for kommunikation på tværs af sproggrænserne, og den mulighed er først nu ved at blive gengivet europæerne; derved, at engelsk er i færd med at blive det fremmedsprog, som alle europæere så nogenlunde kan betjene sig af.

Derimod vil jeg godt gøre opmærksom på, at det hele er lidt mere indviklet, end det fremgår af det, Thomassen skriver lige forud:

Naturligvis må man forenkle, når man skal formidle til børn. Men man behøver ikke at forvrænge. Udlægningen af afladshandelen er fordrejet. Man har aldrig blot kunnet betale sig fra sine synder i den katolske kirke. Tilgivelse af en synd krævede, at den pågældende angrede sine synder og modtog Guds tilgivelse, i alvorlige tilfælde af præsten efter skriftemål. Aflad kunne ikke opnås uden anger og Guds tilgivelse.

Det er sandt nok, at man aldrig har kunnet betale sig fra sine synder i den katolske kirke. Men man har kunne betale sig fra så og så mange års ophold i skærsilden. Og det kan jo meget let forveksles med, at man får sine synder tilgivet. Man skal angre, før man kan modtage Guds tilgivelse, siger Thomassen. Og det er sandt nok. Men det er ikke sandt, hvad han føjer til, at man skal angre, før man kan opnå aflad.

Jeg er såmænd lige ved at hævde, at Bjørn Thomasssen kunne have stort udbytte af at læse min lille bog om reformationen ”Reformation på en misforståelse”. Heri mere end antyder jeg, at afladsteologien, som den havde udviklet sig i senmiddelalderen, var blevet ganske ukristelig, og at det var Luthers fortjeneste, også for den katolske kirke, at afladsteologien forsvandt, eller i hvert fald blev nedtonet fra at have været det vigtigste til at være en næsten fuldstændig overset og glemt del af det teologiske univers.

Så overset og glemt er den, at Thomassen ikke har rede på den. Hvilket sådan set ikke skal lægges ham til last, for det er der meget få, der har. Som jeg påviser i min bog, er det både Luther og hans modstandere, der har misforstået, hvad aflad er.

Hvad Luthers misforståelse angår, er det noget, der hænger sammen med hans ”nye” forståelse af gudsforholdet, at det er et personforhold og ikke på nogen måde kan forstås som et forhold til en dommer eller en fyrste, eller – hvad der her er mere relevant – til en pengemand, der vil have sine gældsposter inddrevet. Det er ham derfor på det nærmeste umuligt at forstå, at paven og andre høje kirkelige herrer sådan for alvor kan tro på, at Gud lader sig besnakke af pengegaver. Det gør han heller ikke, hvad syndsforladelse angår, men han gør det, hvad de fyldestgørende gerninger angår.

Og hvad de daværende katolikkernes misforståelse angår, hænger den nok først og fremmest sammen med, at afladsteologien var fuld af modsigelser, og dernæst af, at for store indtægtskilder ville svinde ind, hvis man var for ivrig efter at påvise disse modsigelser.

Luther begynder sin prædiken om aflad og nåde fra 1518 med at forklare, at man almindeligvis inddeler boden i tre dele, angeren, bekendelsen og fyldestgørelsen, se her. Man skal dog bemærke, at efter bekendelsen følger præstens tilsigelse af syndernes forladelse. Og dette er noget, præsten gør ganske gratis, der er ingen penge involveret i dette. Så det har som sagt Thomassen ret i, at man aldrig har kunnet betale sig til sine synders forladelse i den katolske kirke.

Men hvad er det så, man køber, når man køber aflad?

Man køber andres fyldestgørende gerninger, fyldestgørende gerninger, som andre har udført i overskydende stor mængde, og som de derfor ikke selv har brug for. Dette overskud tænkes at indgå i en stor pulje, kaldet ”kirkens skat”, som paven administrerer.

Men hvad rolle spiller det, om man køber andres fyldestgørende gerninger eller ej, man har jo fået sine synders forladelse, hvad skal man så med disse fremmede fyldestgørende gerninger?

Ja, her er vi nødt til at komme lidt ind på den teologiske knopskydning, der havde fundet sted i senmiddelalderen.

Først havde man nu opfundet det med de fyldestgørende gerninger. Oprindelig var det blot gerninger, der blev anbefalet af den præst, der tilsagde én syndernes forladelse, og man tænktes at skulle gøre dem for at vise sin gode vilje, eller altså: vise, at man tog det med syndernes forladelse alvorligt.

Efterhånden voksede der så en ny knop frem på dette teologiske kompleks. For hvad nu, hvis man døde, for man havde nået at gøre alle de fyldestgørende gerninger, som præsten havde anbefalet én at gøre? ”Anbefalet én at gøre”, nej, nu var det lige så stille gået hen og blevet et krav fra Gud, blevet noget, præsten ”idømte” én, ja, det var endda blevet et så stort krav, at kun en ny teologisk ”opfindelse” kunne få tingene til at hænge sammen. Denne nye opfindelse var skærsilden. Det vil sige: Havde man ikke nået at gøre alle de gode gerninger (eller altså fyldestgørende gerninger) som præsten havde idømt én, inden man døde, så skulle der rettes op på denne mangel i skærsilden; denne hedder derfor på latin ”purgatorium”, renselsesstedet.

Allerede her er Gud i meget betænkelig grad kommet til at ligne en pengemand, der vil have hver hvid betalt tilbage. Det er naturligvis fromt, for det hele skal jo gå op, ikke! Og bevares, vi kan godt sætte os ind i tankegangen, hvis vi blot kan sluge den kamel, at Gud er striks og krævende og vil have tingene til at gå op.

Men ”pengemandsbilledet” eller altså ”kapitalistbilledet” bliver værre endnu. For én ting er, at Gud kræver de fyldestgørende gerninger gjort, so oder so, noget andet er, at han – som før antydet – stiller sig tilfreds med, at de ikke gøres af den pågældende person selv, men af én, han betaler for at gøre det.

Det er vistnok ret kendt, at man kunne få en anden til at foretage en pilgrimsvandring i ens sted. Den fortjeneste, der kunne ligge i at foretage en pilgrimsvandring, kunne altså overføres fra den handlende til den betalende. Det samme kom i senmiddelalderen til at gælde alle mulige andre ”gode gerninger”. Det vil sige, at man gennem den købmandsagtige afladsteologi fik skabt et system af ydere og nydere. Yderne var munke, nonner og andre hellige mænd og kvinder, som igennem deres overskydende fyldestgørende gerninger kunne levere input til den af paven administrerede ”kirkens skat”. Nyderne var de almindelige mennesker, som for en passende betaling kunne nyde godt af det overskud, der var skabt, ved at købe aflad.

Og over disse ydere og nydere stod den indkrævende Gud. Og han var ikke til at spøge med. Hvis man ikke nåede at erlægge alle de fyldestgørende gerninger i levende live, ventede en rensende straf i skærsilden; af kortere eller længere varighed. Men mærkelig nok havde han accepteret, at den enkelte kunne handle med sine fyldestgørende gerninger. Og specielt er det mærkeligt, at han har overladt den jordiske del af handelen til paven.

Men det hele var som sagt et sammensurium af hinanden modstridende opfattelser.

Tag som eksempel noget af det, jeg har nævnt før, se her: ”diskussionen” mellem Luther og kardinal Cajetan i Augsburg i oktober 1518!

Noget af det, jeg dengang ikke gjorde noget ud af, er det forhold, at både Cajetan og Luther blander begrebet ”fyldestgørende gerninger” sammen med begrebet ”gode gerninger”. Gode gerninger er de gerninger, som Gud kræver igennem budene. Og de to teologer er rørende enige om, at ingen dødelig kan gøre nok gode gerninger; der vil altid være synd knyttet til enhver gerning, som et menneske gør. Godt nok kommer de så til modsatrettede opfattelser, når det drejer sig om afladen. Luther er af den opfattelse, at fordi intet menneske kan udføre en gerning, der i sandhed er god, kan intet menneske udføre en ”overskydende god gerning”, dvs., den skat, som paven uddeler aflad fra, må følgelig være tom, se her. Cajetan, derimod, hævder, at selv om mennesket med sin frie vilje ikke kan gøre en god gerning, og derfor heller ikke en overskydende god gerning, kan Gud ved sin nåde arbejde i ham, og derfor opfylder en helgen Guds bud, se her.

Gode gerninger har det ved sig, at vi aldrig når til ende med dem. Fyldestgørende gerninger, derimod, er afsluttede handlinger, som enten udføres eller ikke udføres. Hvis præsten ”idømmer” én en pilgrimsrejse til en nærliggende kirke, så er denne gerning udført, når manden er kommet tilbage efter at have besøgt kirken. Der stilles ikke krav om en særlig from indstilling, ja, der kan ikke stilles noget sådant krav, for de fyldestgørende gerninger ”idømmes” af præsten, som noget, der skal gøres ud over den påkrævede overholdelse af de ti bud. De er altså i en kategori for sig. Går manden én gang til ud på denne pilgrimsrejse, har han udført en overskydende fyldestgørende gerning, og en sådan kan indgå i pavens skat.

Ét af problemerne med afladshandelen var, at denne forveksling af gode gerninger med fyldestgørende gerninger var almindelig udbredt. F.eks. hævder Luther i tese 75, at det er vanvid at mene, at afladen kan tilgive et menneske, hvis han har krænket jomfru Maria, se her. Og minsandten om ikke den pavelige teolog Sylvester Prierias siger, at det virkelig forholder sig sådan, se her. Og hvis det forholder sig sådan, som Luther hævder i tese 27, at det er menneskelære at hævde, at så snart pengene klinger i kisten, flyver sjælen op af skærsilden, se her – et synspunkt, som Sylvester også tillader sig at forsvare, se her – så er det tydeligt, at afladsteologien med dens købmandssynspunkt: ”Betaling foreligger, ydelse kan gives” ganske har sejret over tilgivelsessynspunktet, der vil have, at forholdet til Gud er et personforhold, hvor den ene person er Gud, og hvor Gud måske ikke sådan lige med det samme vil eftergive straffen, eller, som Luther siger det i sine resolutioner over de 95 teser: ”Efter sin natur handler Gud sådan, at han er hurtig til at høre, men tøver med at give”, se her.

Nu vil jeg jo ikke kræve, at Bjørn Thomassen skal stå på mål for Sylvesters påstande. Og jeg da ikke i tvivl om, at alle katolske teologer i dag vil give Thomassen ret i, at man aldrig har kunnet betale sig fra sine synder i den katolske kirke. Men jeg vil hævde, at når Thomassen og andre katolske teologer kan hævde, at det aldrig har været sådan, skyldes det, at den afladsteologi, der var herskende i senmiddelalderen, ikke blot har mistet enhver praktisk betydning, men er gået i den grad i glemmebogen, at alle har glemt den, katolikker og lutheranere i skøn forening.

Men som det kan ses af citatet fra Sylvester, var forvekslingen af fyldestgørende gerninger og gode gerninger meget udbredt dengang, og man må virkelig sige, at Sylvester i kraft af denne forveksling var meget tæt på at hævde den af Thomassen forbudte sætning, hvis man ikke skal sige, at han direkte går ind for den.

Så derfor var det måske ikke nogen dårlig idé, om Thomassen og andre katolikker udviste en vis taknemlighed overfor Luther. For det var i kraft af hans indsats, at den skadelige og ukristelige afladsteologi blev forladt og nu kun fremdrages ved jubilæer og den slags.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Luther og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s