Euroens forbandelse

Det er lidt mærkeligt at skulle komme som almindelig lægmand uden synderlig forstand på nationaløkonomi og bebrejde kloge folk – altså folk, der er ikke så lidt klogere end mig – at de ikke tager hensyn til økonomiske forhold. Men det er, hvad man kommer ud for, hvis man i sin tid forstod mange økonomers advarsler mod indførelsen af euroen og nu ser euro-landenes store vanskeligheder som opfyldelsen af disse dystre profetier.

Derfor griber man med kyshånd enhver udtalelse fra én af de klogere – læs: en uddannet økonom – som påviser landenes økonomiske vanskeligheder og mere eller mindre tydeligt forbinder dem med euroens indførelse.

En sådan økonom læste jeg om i Information den 21-6 2017, se her. Han hedder Heiner Flassbeck og siger om den såkaldt genetablerede magtrelation mellem Tyskland og Frankrig følgende:

Der opstilles masser af harmoniske og optimistiske billeder for tiden. Men sandheden er, at der ikke er et tysk-fransk venskab, men derimod en tysk-fransk kamp. Den begyndte, da Tyskland med Agenda 2010 omkring indførelsen af euroen foretog en stærk løndumping og derigennem øgede tyskernes konkurrenceevne markant.

Ligefrem at tale om ”løndumping” er måske for meget. Men det svarer til det, han siger lidt senere, hvor det hedder:

Nu vil Macron prøve det med endnu større skridt [end Hollande, rr], men også hans mission vil mislykkes. Hvis han skal udligne den tyske fordel i kraft af løndumping, skal han sænke de franske lønninger med omkring 20 procent. Det ville være en katastrofe. Som vi har set i Grækenland, eksploderer arbejdsløsheden, når man reducerer lønningerne og dermed den indenlandske efterspørgsel.

Det vil monsieur Macron ikke overleve politisk. I stedet burde de tyske lønninger hæves markant, måske fem procent om året over en årrække.

Så er vi tilbage ved det, kloge økonomer advarede imod før euroens indførelse: Hvis man ikke har nogenlunde ensartede løndannelsesmekanismer, vil lønningerne udvikle sig forskelligt i de forskellige euro-lande, det vil give lande med de laveste lønninger en konkurrencefordel med mindre gæld og mindre arbejdsløshed til følge, og omvendt give landene med manglende løntilbageholdenhed problemer med for stor gæld og for høj arbejdsløshed.

Det er jo altsammen rigtigt set af Flassbeck. Blot undrer det mig, at han nøjes med at foreslå noget, der indenrigspolitisk er komplet umuligt i både Frankrig og Tyskland. Frankrig kan ikke sætte lønningerne ned med 20%, og Tyskland kan ikke hæve lønningerne, selv ikke af hensyn til franskmændene. Begge dele vil så at sige være imod landenes dna. Og spørgsmålet er, hvorfor Flassbeck ikke foreslår det eneste, der kan lade landene bibeholde deres nationale løndannelsesmekanismer, nemlig udtræden af euroen, genindførelse af francen og d-marken og efterfølgende ureguleret kursfastsættelse. For kun, hvis kurserne flyder frit i forhold til hinanden, kan forskellene i løndannelsesmekanismer udlignes.

Det, man har forsøgt igennem de seneste tyve år, må opgives. Man har forsøgt at tvinge landene sammen, det gik ikke, man må i stedet give mulighed for, at landene kan gro sammen, deri ligger det eneste håb for det europæiske samarbejde.

Og dette er ikke blot et økonomisk spørgsmål. Det er også et fænomen, der spiller en stor rolle for, hvordan befolkningerne ser på hinanden.

Man husker nok det Hitler-skæg, der i Grækenland blev malet på portrætter af Angela Merkel. Det var møguretfærdigt. Men euro-samarbejdet har givet grækerne mulighed for at skyde skylden for deres elendighed alle andre steder hen end på sig selv. Forståeligt nok! For disse svære økonomiske forhold er der jo ingen, der forstår. Og så forvandler man blandt grækere på ingen tid et forståeligt ønske fra tyskernes side om at ville have sine udlånte penge tilbage til en brutal herrefolksmentalitet fra nazitiden.

Det hører også med til de uheldige virkninger af det panser på den nationale økonomi, som euroen er.

Og minsandten, om ikke denne manglende forståelse af de økonomiske forhold nu pludselig dukker op i diskussionen af reformationens virkninger. Jo, jo, det er ganske vist. Den tyske forsker, Volker Reinhardt, hævder i et indlæg i Kristeligt Dagblad den 26-6, se her, at den modsætning mellem tyskere og italienere, som han gennem sin forskning har fundet frem til var én af årsagerne til, at det endte med en kirkesplittelse, har været holdt i live igennem de forløbne 500 år og nu gør sig gældende igen.

Han skriver om den daværende modsætning:

For pave Leo X var Luther ganske enkelt den hæslige tysker: drikfældig, hidsig, udannet, oppustet af højmod og en person, der gerne brugte et beskidt sprog. Luther derimod betragtede italienerne som skinhellige: De udgav sig for at være kristne, men var i virkeligheden ateister. Italienerne opførte sig efter hans mening arrogant, bedrevidende og nedladende over for tyskerne, og allerede på et meget tidligt tidspunkt i striden med Vatikanet begyndte han endda at lege med tanken om, at paven kunne være den personificerede Antikrist, som man ikke skulle forhandle med.

Den har jeg tidligere behandlet, se her. Og jeg skal her blot gentage det, jeg mener at have påvist, at dette med, at paven er antikrist, bestemt ikke er en anskuelse, Luther leger med, det er en konklusion, han tvinges til at drage ud fra pavens handlinger, næsten mod sin vilje.

Men diskussionen om modsætningerne dengang mellem italienere og tyskere må holdes indenfor sine historiske grænser. Ligesom det i den danske debat om reformationens virkninger ret ofte går over gevind med at skildre alt det gode, der blev opnået gennem reformationen – man holder sig ikke til de historiske kendsgerninger, men fører sine tilhørere i lav flugt hen over historiens mange detaljer, indtil man, voila, finder en positiv virkning i nutiden – sådan vil Reinhardt have os til at tro, at den modsætning, der i dag kan findes mellem italienere og tyskere, blot er den oldgamle modsætning, som blusser op påny:

Den nationalisme, der blev opfundet i det 15. og 16. århundrede, er i dag heftigere og mere aggressiv end nogen sinde før bag Den Europæiske Unions smukke enhedsfacade. Vi ser i den vedvarende eurokrise, hvad tyskerne og italienerne mener om hinanden, nemlig intet godt. De nationale stereotyper, der krydser hinanden på vejen over Alperne, stammer helt tydeligt fra Reformationens tid. ’Italienerne er lumske og arrogante og financierer deres ødsel via tyske kasser’, er en bebrejdelse, vi kender allerede fra Luthers tid, og omvendt er italienernes syn på tyskerne i dag som ’de pengegriske, nærige og naive barbarer, der mangler sans for stil og livsnydelse’ i det væsentlige ens med de bebrejdelser, som Vatikanet i sin tid rejste imod tyskerne.

Dette er det rene vrøvl. Og det undrer mig, at en nutidig historiker vil lægge røst til noget sådant. Nej, min gode Volker Reinhardt, den nutidige modsætning mellem de to nationer skyldes en fejlslagen økonomisk politik. Man har fra EU-ledelsens side troet, at man kunne spænde økonomien foran den folkelige sammensmeltnings vogn, men det blev gjort uden kendskab til de økonomiske love, og resultatet ser vi nu: de økonomiske kræfter siger som Piet Heins kat på vejen: ”Jeg er sgu min egen” og nægter pure at handle imod deres natur. Og så får vi øget gældsætning og øget arbejdsløshed i den ene del af euro-zonen, og flotte økonomiske resultater i den anden del.

Skal Europa reddes, må man opgive både euroen og idéen om arbejdskraftens frie bevægelighed. Så kan Europa til gengæld igen blive verdens førende kontinent, som viser, hvordan man kan tackle vidt forskellige traditioner og alligevel få økonomisk vækst.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s