Nutidens blinde øje

Åh, ja, nutidens journalister har travlt. Og det er vel én af forklaringerne på, at de i ganske mange tilfælde næsten bevidstløst overtager de værdier, der ligger i deres omgangskreds, hvilket vil sige: hos andre journalister og i samfundet i almindelighed.

Dette forhold lader sig se i en artikel i Kristeligt Dagblad den 26-6 skrevet af Adam Egholm Madsen, se her.

Artiklen handler om jordens befolkningstilvækst, og den giver en række eksempler på økonomers og demografers forudsigelser. Udmærket! Men vinklingen, journalisten giver historien, er utrolig skæv. Og denne skæve (læs: forkerte) vinkling bevirker, at der er en masse spørgsmål, der naturligt melder sig for den uhildede læser, som overhovedet ikke tages op.

Vinklingen fremgår allerede af overskriften: ”Europa skrumper uden nyt blod”. Dette er naturligvis ikke forkert. Der er ikke tale om ”fake news”. Men hvordan det kan blive hovedproblemet, stillet overfor den enorme befolkningsvækst, der finder sted på de øvrige kontinenter, er mig en gåde.

Først bringes de alarmerende tal:

I 2023 runder verdens befolkning ifølge FN’s fremskrivning otte milliarder mennesker.

I 2050 vil tallet være 9,8 milliarder mennesker, og i 2100 er det 11,2 milliarder mennesker. Der er dog en vis usikkerhed forbundet med tallene så langt ude i fremtiden.

Hvert år vokser verdensbefolkningen med omkring 83 millioner mennesker.

I 2018 vil der for første gang være en milliard mennesker på mindst 60 år.

Om cirka syv år vil Indien overhale Kina og blive landet med flest mennesker.

Nigeria forventes at springe fra syvendepladsen til tredjepladsen over de mest befolkede lande i 2050.

Efter disse tal, som vel for de fleste er temmelig hårrejsende, følger så denne bemærkning:

Europæerne føder for få børn, og befolkningstallet forventes at falde, siger FN. Medmindre der kommer et stort antal indvandrere.

Ikke sandt, problemet er for journalisten ikke, hvordan der skaffes mad nok til alle disse mennesker, hvordan jorden skal kunne blive ved med at brødføde dem alle, end ikke problemet med tilstrækkeligt med drikkevand til så mange berøres. Nej, det, han er optaget af, og det, der skal få os læsere til at spidse ører, er, at Europa slet ikke kan følge med i dette kapløb.

Den arme journalist er i den grad vant til, at der tales om vækst alle vegne, at han uden videre går ud fra, at et stigende befolkningstal er noget godt, og at et faldende tal for Europas vedkommende derfor er noget uheldigt noget.

Nå, han har det fra den engelske avis The Guardian, og journalisten på The Guardian har det igen fra John Wilmoth, direktøren for FN’s befolkningsafdeling. Og naturligvis er det ikke godt at vide, hvor meget Wilmoths udtalelser er blevet vinklet af journalisten på The Guardian, men eftersom John Wilmoth citeres for følgende:

I nogle lande med lav fertilitet og aldrende befolkning har tilgang af migranter været den primære grund til, at befolkningen er vokset og i nogle tilfælde har undgået en nedgang i befolkningsstørrelse

er det måske ikke helt utænkeligt, at Wilmoth lider af den samme problemforskydning som journalisterne: man forskyder problemet fra verdens overbefolkningsproblemer til Europas underbefolkningsproblemer.

I hvert fald tyder udtalelser fra Hans Oluf Hansen, lektor i demografi, på, at denne problemforskydning er almindelig blandt forskere i demografi. Han siger bl.a.

En større andel rykker op i de ældre aldersklasser, fordi befolkningen ikke fornyer sig tilstrækkeligt længere.

Dette er en meget farlig og meget kortsigtet anskuelse at have.

Befolkningen fornyer sig ikke tilstrækkeligt”, hedder det. Hvad er ”tilstrækkeligt”? Det er – tror jeg, at man mener – tilstrækkeligt til, at vi kan fastholde det forhold mellem arbejdende og pensionister, som vi hidtil har haft. Og da vi lever længere, og der derfor bliver flere pensionister, må der opereres med en stadig vækst i befolkningstallet, hvis dette forhold skal fastholdes. Når en sådan vækst ikke finder sted, mener man, at vi har et problem. Tidligere benævnte man dette problem ”ældrebyrden”. Det er man gået bort fra, det var for brutalt. Men tankegangen er den samme: der skal vækst til, hvis ikke den del af befolkningen, der arbejder, skal føle skattebyrden alt for hård, den skattebyrde, der går til at holde liv i os gamle.

Derfor, konkluderer man, må vi have kvinderne til at føde nogle flere børn; for der skal være vækst i befolkningstallet, hvis ”ældrebyrden” skal være til at bære.

Denne konklusion, som vist er meget almindelig blandt demografer, undrer mig i høj grad. Dels må man spørge, om da ikke demografer af alle videnskabsfolk skulle kunne se den langsigtede fare ved en stadig vækst i befolkningstallet. Jeg mener: der er jo grænser for, hvor mange mennesker jorden kan brødføde, og om vi danskere som samfund viste lidt samfundssind og nøjedes med at befolke vor del af kloden med det nuværende antal mennesker eller måske lidt færre, ville vi så få et dårligere samfund? Med alle de hjælpemidler i produktionen, der er på vej, robotter af snart sagt enhver art, skulle det vel ikke være umuligt for en stadig mindre del af folket, dem i den arbejdsdygtige alder, at forsørge en stadig større del af folket, os i pensionsalderen. Hvis økonomer påstår, at det ikke vil kunne lade sig gøre, må det vel være deres teorier, der skal laves om, ikke den virkelighed, de skal beskrive.

To demografer, som jeg ellers har megen respekt for, Poul Chr. Mathiessen og Gunnar Viby Mogensen, tilslutter sig ”ældrebyrdeteorien” i en kronik i Jyllands-Posten den 6-9 2016, se her. Når jeg har respekt for dem, skyldes det bl.a., at de ikke er bange for at fastholde den ret indlysende kendsgerning, at den muslimske indvandring, vi har set gennem snart mange år, er en omkostning for samfundet. Om dette skriver de:

En betragtelig del af migranterne er muslimer, som ofte tager afstand fra integration i den vestlige samfundsform. Modstandere af integrationen bliver støttet økonomisk og politisk fra ressourcestærke regeringer i mellemøstlige lande som Iran og Saudi-Arabien. Irans øverste leder, Ayatollah Khamenei, sagde i 2013 til en forsamling af islamiske lærde fra hele verden, at »alle dele af menneskeheden bør opnå den type civilisation, der er specificeret i den hellige Koran.« Udviklingen i de internationale vandringer har derfor også skabt betydelige kulturelle spændinger.

Det er også i mine øjne en del af virkeligheden, som vi ikke bør lukke øjnene for. Men det er for kortsigtet af dem at mene, at løsningen består i en øget fertilitet i Europa. De skriver:

Siden fertilitetsnedgangen begyndte for årtier siden, er fødselsoverskuddet i EU blevet stadig mindre og er efter 2015 blevet til et fødselsunderskud. Det betyder, at en befolkningstilvækst må ske i kraft af indvandring. Dette fremgår med al ønskelig tydelighed af en befolkningsfremskrivning for perioden 2015-2080, som er udarbejdet af EU’s statistiske kontor Eurostat. For hele perioden påregnes en svag befolkningstilvækst, nemlig fra 508 mio. til kun 520 mio. Samtidig sker der omfattende ændringer i befolkningens aldersfordeling. Medens antallet af personer i de produktive aldersklasser (15-64 år) falder med 42 mio., stiger antallet af ældre med 55 mio. Det betyder færre hænder til at forsørge de ældre og dermed pres på skattesystemet og den sociale sektor. Men nok så væsentligt er det formentlig, at der blot for at hindre befolkningstilbagegang i Europa må være et indvandringsoverskud. Da indvandringen først og fremmest må påregnes at komme fra Mellemøsten og Afrika (asylsøgere, familiesammenføring mv.), sker der en befolkningsudskiftning af europæere til fordel for mennesker fra en ikkeeuropæisk – i betydelig grad muslimsk – kultur.

Hvis man, som der er gode grunde til, anser denne udvikling for på længere sigt at indebære en trussel mod ikke kun de europæiske velfærdssamfund, men også mod fundamentale europæiske værdier som demokrati, ytringsfrihed, ligestilling mellem mænd og kvinder, og respekt for seksuelle minoriteter, er der kun én vej ud af dilemmaet, nemlig en familiepolitik, som øger fødselstallet af europæere. En sådan politik vil udover at sikre et større indslag af europæiske værdier også modvirke befolkningens aldring.

Så vidt jeg kan læse, ser de et dilemma i en manglende befolkningstilvækst: der bliver færre hænder til at forsørge de ældre, der kommer et pres på skattesystemet og den sociale sektor. Men dilemmaet opstår kun, hvis man ser en befolkningstilbagegang som noget uheldigt, hvilket de åbenbart gør, uden dog at argumentere for det. Hvis man ikke ser sådan på det, vil et øget pres på skattesystemet ikke være den helt store ulykke. Vi har jo igennem snart mange år set et øget pres på skattesystemet gennem den indvandring, der har fundet sted. Hvorfor skulle skattesystemet så ikke kunne klare ”ældrebyrden”? Oven i købet kan man jo godt tænke sig, at en del af pensionisterne vil tage et beskedent arbejde, selv om man jo må være klar over den biologiske kendsgerning, at en 70- eller 80-årig ikke er så spændstig som en 20- eller 30-årig – jeg taler af erfaring.

Nej, må jeg så bede om Svend Burmester! Han har i en kommentar i Kristeligt Dagblad den 7-11 2015, se her, undret sig over, at FN i de målsætninger, man har opsat for den fremtidige udvikling, ikke har medtaget en målsætning om at begrænse befolkningstilvæksten. Han skriver om befolkningsproblemet:

Det er svært at se en umiddelbar løsning på flygtningeproblemet. Men at få has på befolkningstilvæksten vil på langt sigt være afgørende. Ja, vi vesterlændinge skabte kaos i Mellemøsten ved de lemfældige grænsedragninger efter Første Verdenskrig, ja, Israels fremturen har skabt millioner of palæstinensiske flygtninge, men det nuværende syriske problem ville unægteligt være mindre, hvis Syrien ligesom i 1950 havde holdt sin befolkning på fire millioner i stedet for de nuværende 23 millioner.

Og her i Egypten er befolkningstilvæksten en tikkende bombe. Egyptens beboelige areal er det samme som Danmarks. Men her bor ikke fem millioner, som hos os. Her bor 90 millioner, og tallet forøges med over en million om året. Lige meget, hvad regeringen måtte finde på af udviklingsprojekter, vil økonomien fortsat halte efter befolkningstallet.

Ikke dermed sagt, at økonomisk og social udvikling i form af sundhed og undervisning ikke er væsentlig. Den har blot svære kår, når befolkningstallet forøges så eksplosivt som i Egypten.

Og han fortsætter:

I år 2000 vedtog FN en række målsætninger for udviklingen frem til 2015. Det er opløftende at konstatere, at mange af dem blev om ikke mødt, så dog viste stor fremgang – børnedødelighed, fattigdom og uddannelse kan nævnes.

NU ER DER SÅ VEDTAGET 17 nye målsætninger for 2030. Alle meget prisværdige – fuldstændig afskaffelse af fattigdom og sult, bæredygtig energi, ligestilling af kvinder og piger som vigtige eksempler. Og som noget nyt gælder målene ikke bare for de fattige lande, men globalt.

Men ikke et ord om befolkningstilvæksten og ingen bestemmelser om, hvor pengene skal komme fra.

Jeg giver ham helt og fuldt ret i det, han skriver lidt senere, at det nærmer sig det kriminelle, at det internationale samfund på det nærmeste har glemt befolkningsproblematikken.

Men hvorfor diverse videnskabsfolk, ikke mindst demografer, også glemmer den, det er mig en gåde. Eller mere præcist: Hvorfor disse videnskabsfolk lader sig rive med af tidens fejlopfattelse, at vækst i økonomien forudsætter vækst i indbyggerantal, det er uforståeligt. Det burde jo være videnskabsfolks opgave at gå imod de ”selvfølgeligheder”, som hersker blandt folk.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s