Forbud mod at redde liv?

Forleden aften (den 28-6 2017) var der i Deadline en ganske interessant diskussion mellem Jens Rohde og Marcus Knuth. Anledningen var, at Venstre, vist nok gennem Marcus Knuth, Venstres integrationsordfører, har foreslået, at man bør fratage de NGOer, der med deres skibe opsamler migranter på Middelhavet, deres statsstøtte.

Tanken er den, at disse både – forøvrigt sammen med den italienske kystvagts skibe – ved at lægge sig meget tæt på den libyske territorialgrænse går menneskesmuglernes ærinde derved, at de gør den strækning, menneskesmuglernes skibe skal sejle, meget kortere end for få år tilbage, da redningsskibene lå midtvejs mellem Libyen og Italien. Og da Danmark gør meget for at gøre antallet af migranter så lille som muligt, er det lidt selvmodsigende med sin støtte til NGOerne at gøre det modsatte, altså at give penge for at antallet kan blive større.

Man kan sige, at dette at fremsætte et sådant forslag viser et vist mod hos Venstre. Man kan jo så let som ingenting blive beskyldt for at mangle ægte humanisme. Det sker bl.a. i et læserbrev i Jyllands-Posten den 29-6, se her, hvor det bl.a. hedder:

Partiet Venstre er af den mening, at hvis man bare ser til, og bedst: ser den anden vej, og dermed lader folk drukne, kommer der færre bådflygtninge på havene.

Frivillige organisationer, Læger uden Grænser, Røde Kors og andre ngo’er skal straffes, hvis der iles hjælpende til.

Jo mere vi hjælper, jo mere stimuleres menneskesmuglingen, lyder Venstres logik. Jo mere grusomt vi behandler flygtninge, både her i landet og ude i verden, jo bedre for os. Folk bliver væk eller drukner på vejen.

Fraværet af anstændig og humanistisk følelse og tanke hos Venstre råber til himlen.

Det svarer ret nøje til det, Jens Rohde indvendte imod Venstres forslag. Men Jens Rohde er ikke for ingenting politiker, så han havde noget videnskabeligt – eller måske kun pseudovidenskabeligt – at holde sig til: Der foreligger ikke nogen videnskabelige undersøgelser, sagde han, der viser, at det har ført til et øget antal flygtninge (som han kaldte migranterne), når de europæiske skibe opererer tæt på kysten i sammenligning med, hvor mange der kommer, når de opererer langt fra kysten.

Imod det indvendte Marcus Knuth, at det var generalsekretæren for Frontex, EU’s grænsebevogtningsorganisation, der havde sagt, at man ved at operere tæt på kysten går menneskesmuglernes ærinde.

Og så ændrede diskussionen sig til at være en konkurrence om, hvem der har den mest troværdige kilde.

Jeg vil foretrække at anvende nogle simple økonomiske overvejelser:

Da Grækenland undlod at skubbe migrantbådene i Ægæerhavet tilbage til Tyrkiet, opstod der en ny flugtvej til Europa, der var meget kortere end ruten fra Libyen til Italien, og det var det, der var årsagen til den enorme migrant-tsunami, der fandt sted i efteråret 2015. Og det er på ingen måde uforståeligt, at der kom så mange, som tilfældet var. Det følger almindelige økonomiske principper. Når en vare bliver billigere, stiger efterspørgslen. Når det bliver billigere at fragte mennesker med menneskesmuglernes både, er der flere, der kan få råd til det, og derfor flere, der tager af sted. Hertil kommer naturligvis, at ruten fra Tyrkiet til Grækenland ikke er nær så stormfuld som ruten fra Libyen til Italien.

Man behøver ingen videnskabelige undersøgelser for at regne det ud. Almindelig viden om udbud og efterspørgsel er nok.

På samme måde med bådene ved Libyens kyst. Da Italien opsamlede migranter midt ude på Middelhavet eller tæt ved den italienske kyst, var det forholdsvis store skibe, menneskesmuglerne anvendte; dyrt! Nu, hvor de véd, at migranterne bliver opsamlet efter kun 12 sømils sejlads, anvender de i stor stil gummibåde, endda er de i mange tilfælde så smarte eller sparsommelige, at de med en anden båd sejler tilbage til Libyen med påhængsmotoren; billigt! At det virkelig gør den rejse, migranterne skal ud på med deres menneskesmuglerbåde, kortere og derfor billigere, behøver man ingen videnskabelig uddannelse for at forstå. Men naturligvis kræves der en vis vedholdenhed i argumentationen overfor de mange godgørende mennesker, der absolut vil indtage den holdning, at de intet forstår.

Jens Rohde hører til dem, der intet vil forstå af disse enkle sammenhænge. Der er tale om mennesker, der ikke kan leve sikkert i deres eget land, dem vil man nu forhindre godgørende organisationer i at redde fra druknedøden, lød det fra ham. Den løgn, at der er tale om flygtninge, fik Marcus Knuth ikke tilbagevist, men en løgn er det alligevel.

Og han fik heller ikke sagt en anden ting, som måske vil kunne anvendes som et argument imod dette med, at organisationerne ikke må redde menneskeliv. De må jo så hjertensgerne redde menneskeliv, jo flere, jo bedre. Men hvorfor skal de absolut sejles til Europa? Hvorfor har de nordafrikanske lande, Egypten, Libyen, Tunesien ikke et lige så stort ansvar som Italien for at tage imod de skibbrudne? Ifølge de almindelige havretsbestemmelser skal ethvert skib opsamle skibbrudne. Men de skal ikke sejles derhen, hvor de skibbrudne selv ønsker det, de skal sejles til den havn, det pågældende skib var på vej til. Den regel er dog forlængst blevet gennemhullet. Alle mener, at dette at redde skibbrudne på Middelhavet er ensbetydende med at sejle dem til Europa. Hvad det naturligvis ikke er.

Den indvending bliver også fremført af Anders Vistisen på hans blog i Jyllands-Posten, se her. Han gør tilmed opmærksom på, at den tunesiske havn Zarzis kun ligger 60 sømil borte, mens Italien ligger 275 sømil borte.

På samme måde med begrebet ”skibbrudne”. Ingen skelner længere mellem ægte skibbrudne og kunstige skibbrudne (fake shipwrecked, om man vil). Men alle de migranter, man samler op, er jo fake shipwrecked. De bringer sig i havsnød, hvis man da i det hele taget vil sige, at de er i havsnød. For ikke sandt, hvis man forsynede dem med den påhængsmotor, som menneskesmuglerne havde frataget dem, ville selv en overfyldt gummibåd nok kunne redde sig tilbage til den libyske kyst.

Lad mig illustrere, hvad det er, der sker, med en omdigtning af Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner. Det har jeg været i gang med tidligere, f.eks. her, men jeg opdager stadig nye nuancer i fortællingen.

Vi tænker os, at det er rygtedes, at der på strækningen mellem Jerusalem og Jeriko optræder en barmhjertig samaritaner, der hjælper overfaldne med deres sår og lader dem få rekreation på et herberg. Det kan naturligvis skabe en vis tryghed hos nogle af Jerikos beboere, men det kan måske også hos andre skabe en længsel efter et rekreationsophold på et godt herberg. Én efter én giver disse andre sig så til at give rollen som røverioffer: de river deres klæder itu, maler sig måske med okse- eller æselblod og lægger sig hen som en halvdød på vejen fra Jerusalem til Jeriko. Og ganske rigtigt: Kort efter kommer den barmhjertige samaritaner forbi. Han forbinder den ”overfaldnes” sår, hjælper ham op på sit ridedyr og bringer ham til det nærmeste herberg, hvor han beder værten sørge for den ”overfaldne”; når han kommer tilbage, skal han nok betale. Og værten aner ikke uråd, selv om den ”overfaldne” kommer sig overraskende hurtigt og måske også nøjes med at lade, som om han stadig er syg.

Og måske også samaritaneren undrer sig over, at der næste dag og næste dag igen ligger et ”forslået” offer ved vejen. Men, tænker han, det er nu så dejligt at kunne gøre en god gerning. Så han bliver ved og ved, indtil han er udgået for penge. Men så beder han værten om at være lige så barmhjertig, som han selv var, og tage sig af de ”overfaldne” på husets regning.

Hvordan skal det ende?

Ja, det er jo os, der skal afgøre det. Måske det ender med, at samaritaneren nøjes med at vaske æselblodet af den ”overfaldne”, måske han beder ham om at gå hjem til sig selv, når han bliver klar over, at han selv kan gå, måske – og det er nok det værste – det ender med, at han går forbi alle de overfaldne, han møder fremover, heriblandt – kan vi tænke os – en ægte overfalden.

Men vil det være hans skyld, at han i det tilfælde ikke hjalp? Er ikke de mange snydeoverfaldne at klandre for den manglende hjælp?

Nuvel, tilbage til vore dage!

Vi mener, det er næsten umuligt at skelne mellem flygtninge og migranter, og det er jo sandt. Men det er ikke umuligt at skelne mellem ægte skibbrudne og fake shipwrecked. Alle dem i de gummibåde, vi ser på Tv, er fake shipwrecked. Hvis man endelig vil samle dem op – for de kan jo drukne derude på Middelhavet – så bør man stille dem til ansvar for deres snyderi og i hvert fald ikke belønne det ved at bringe dem til Europa, helst jo tvinge dem tilbage til Libyen.

Vil det være umenneskeligt?

Ja, dette snyderi med de falske skibbrudne har fundet sted så længe, at vi fuldstændig har glemt, at der er tale om snyd. Og vor faste overbevisning om – fordi vi vil eftergøre Jesu lignelse – at migranterne er ynkværdige mennesker – altså sygdommen samaritanitis – forhindrer os i at behandle dem som normale mennesker, i dette tilfælde: som mennesker, der har overtrådt havretsbestemmelserne og derfor er hjemfaldne til straf; på samme måde som de, der i kådhed affyrer nødraketter, skal straffes.

Det lykkedes også for Jens Rohde at få gennemtrumfet, at hans løsningsforslag blev hørt. Det er vist det samme, som fornylig blev foreslået af socialdemokraterne, se en artikel herom i Berlingske. Man tænker sig, at der oprettes flygtningelejre i Libyen, Tunesien eller Egypten. Alle de migranter, der ankommer til Italien, skal så føres tilbage til Afrika til disse lejre, for det er alene her, at asylbehandling skal kunne foretages. Af artiklen i Berlingske fremgår det, at Dansk Folkeparti er imod ideen: der vil på den måde blive åbnet en ladeport ind til Europa, for disse lejre vil jo tiltrække et utal af migranter med deres gode og ordnede forhold.

Det er dog ikke min indvending mod forslaget. Efter min mening lider dette forslag af den fejl, at forslagsstillerne forestiller sig, at migranter er som søndagsskolebørn: de gør da gladelig alt, hvad lærerinden (altså de europæiske myndigheder) siger. Men man kan være forvisset om, at netop det gør de ikke. Hvis kun 5% af migranterne kan ventes at få asyl, tror man så, at de øvrige pænt vil rejse tilbage til landet, de kom fra? Og hvis man skal tvinge de mennesker, der er ankommet til Italien tilbage til Afrika, hvordan tror man så, det vil foregå? Har man fuldstændig glemt, hvilke besværligheder det var for dansk politi at få sendt afviste asylansøgere tilbage til Afghanistan? Der var ikke det trick, der ikke blev benyttet for at forhindre tilbagesendelsen. Det samme vil naturligvis ske her.

Til sidst lidt om nogle slemme mistanker, som ingen vover at berøre.

Jeg berettede for en tre år siden om en menneskesmugler, der tilsyneladende havde en vis aftale med den italienske flåde, se her. Han sejlede sit skib, fyldt med migranter, ud til en olieplatform, ringede til den italienske flåde og ventede så på deres ankomst. Inden de kom, var han og hans besætning dog forsvundet i deres gummibåd. Nå, flåden kom, tog migranterne ombord og forlod så det mennesketomme skib. Kan man det? Må man ikke nødvendigvis efterlade nogle søkyndige mænd ombord for at sikre sig, at skibet ikke kolliderer med andre skibe? Ok, nej, det behøves ikke, for flådeofficererne vidste tilsyneladende ganske sikkert, at menneskesmuglerne ville komme tilbage og tage sig af skibet.

Jeg tillod mig dengang at antyde, at flåden nok modtog en temmelig fed bestikkelse for denne transaktion. Og det tror jeg stadigvæk var tilfældet.

Nogle af de beretninger om de NGOer, der er med til at opsamle migranter i Middelhavet, har gjort opmærksom på, at det faktisk koster rigtig mange penge at have sådanne skibe i søen. Foreløbig har ingen nævnt noget om, at smuglerne skulle levere tilskud til f.eks. Læger uden Grænser. Man har kun hævdet, at der foregik visse telefonsamtaler mellem smuglerne og skibene. Men når man betænker, hvordan hackerne i det store angreb, der har fundet sted fornylig, har krævet penge indbetalt på bitcoin for at lukke computerne op igen, hvordan altså pengebeløb kan betales, uden at man kan følge dem og opdage, hvem modtagerne er, så bliver man klar over, at diverse NGOer måske nok kan bedyre, at de ikke får penge fra menneskesmuglerne, de kan blot på ingen måde bevise det. Der kan komme mange anonyme beløb ind på kontoen, og nogle af dem kan udmærket stamme fra menneskesmuglere. Det er jo i deres interesse, at skibene kan holdes i søen og i hvert fald ikke standser deres opsamlingsarbejde på grund af pengemangel.

Men alle disse brud på reglerne har fundet sted så længe, at vi i dag er kommet til at anse sådanne brud for det normale. Og mens det er forholdsvis let at lade barmhjertighed erstatte lovlydighed, er det ulige vanskeligere at føre tingene tilbage fra barmhjertighed til lovlydighed. Men det er ikke desto mindre nødvendigt.

Advertisement