Helstøbt

Det ord ”helstøbt” blev jeg optaget af igen efter at have læst prædikenvejledningen til 3. søndag efter trinitatis i Præsteforeningens Blad. Teksten, der skal prædikes over, er Luk 15,1-10, de to små lignelser om henholdsvis det mistede får og den mistede mønt. Og da jeg samtidig har genlæst ét af mine blogindlæg, nemlig det, der hedder ”Tror du på Jesu opstandelse?”, se her, hvor jeg koncentrerer det kristne budskab om det sære Jesus-ord fra Matt 6,22-23 om legemets lys, får jeg lyst til at sammenholde de to ting fra det ny testamente: de to lignelser og ordet om legemets lys.

Christiane Gammeltoft-Hansen, som har skrevet vejledningen, går nu først helt galt i byen, når hun begynder med at hævde, at lignelserne ”handler om at finde og blive fundet”. Hun har rask væk overset indledningen til lignelserne, hvor Lukas skriver, at disse tre lignelser (lignelsen om den fortabte søn står lige efter disse to) fortælles som svar på den indvending, farisæerne og de skriftkloge kom med overfor Jesus: ”Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem”. Det vil sige: Lukas opfatter de tre lignelser som fortællinger om det overraskende og for os farisæere stødende, at Gud ikke, som vi, ser ned på synderne og tager afstand fra dem, men henvender sig til dem, ja på en måde viser større omsorg for dem end for os.

Og hvis ellers man har blik for, på hvor mange snedige måder farisæismen kan angribe os, er der sådan set nok at prædike om ud fra Lukas’ opfattelse af disse lignelser.

I modsætning hertil vil Gammeltoft-Hansen have en prædiken over denne tekst til at handle om vor tids individualisme, om det moderne menneske, om det autentiske menneske:

Det autentiske menneske er ikke nr. 23 eller 99. Det er eneren, der forlader de andre for at tage styring over sit eget liv. Eneren er ikke blevet væk fra de andre. Eneren har forladt de andre for at finde sig selv – som i DR’s nye programseriesatsning ”Alene i vildmarken”, hvor vinderen er den, der bliver væk i længst tid. For prædikenen betyder det, at den er spændt ud imellem et nutidigt ideal om at skulle bryde ud og en fortælling, der vil hente os hjem. Både for det nutidige ideal og fortællingen gælder det om at finde. Nutidens ideal siger, at vi skal finde os selv. Evangeliet siger, at det er en anden, der finder os.

Og så er vi borte fra det, Lukas vil, borte fra det, en nogenlunde nøgtern eksegese vil, og fremme ved nogle selvlavede fantasier med udgangspunkt i flokmentalitet kontra enkeltmandsautencitet.

Gammeltoft-Hansen lader sig endda lokke ind i en vis modsigelse af fortællingen. For dette at turde sætte sig op imod flokken, også om det koster noget, ja koster livet, er jo uimodsigeligt et kristent ideal. Det blev, som jeg fortalte om det i det førnævnte blogindlæg, tydeligt hos de keynianere, der ikke ville nægte, at de var kristne, og derfor blev skudt af de muslimske terrorister. Martyridealet hos de første kristne var et ideal, der satte sig op mod det alment anerkendte lovideal. Så de nøjedes ikke dengang med bare at følge flokken. Det er dog ikke det, Gammeltoft-Hansen har blik for. Hun nøjes med at se den moderne individualisme som noget ikke helt forkasteligt og skriver derfor:

Gud handler på en glæde. Det er op på skulderen og hjem igen. Eller det vil sige: vi hører faktisk ikke om, at fåret kommer hjem. Måske drager det videre ud på sin opdagelsesrejse, nu bare med den justering, at det ikke længere behøver at jage efter at finde sig selv, for det er allerede fundet.

Og det er vel lige hårdt nok at skulle høre en præst lave om på den tekst, der skal prædikes over. For det hører selvfølgelig med til fortællingen, at fåret kom hjem. Det er hele pointen, det er derfor, hyrden kalder sine venner sammen og siger: ‘Glæd jer med mig!’ Hvordan i alverden skulle hyrden efter al den søgen kunne affinde sig med, at fåret tosser videre rundt borte fra hans omsorg? Skal vi forestille os, at han har forsynet det med en GPS, så han havde styr på, hvor det befandt sig? Det er altså lignelsen, som den står, der skal forklares. Og hvis man vikler sig ind i sådanne fantasier, er det tegn på, at det ikke er lignelsen, man udlægger, men sine egne tanker, man indlægger i evangeliet.

Men hvordan har det sig da med den kristne individualisme? Er det ikke sandt, at den kristne forkyndelse henvender sig til den enkelte? Og drejer det sig derfor ikke om at ”finde sig selv”, også set ud fra en kristen synsvinkel?

Det er i hvert fald sandt, at vi som kristne har farisæismen som en stadig fare, som en snublesten, vi gang på gang falder over.

Men det er ikke sandt, at evangeliet vil lære os, hvordan vi skal leve alene. Det vil tværtimod lære os, hvordan vi skal leve i de fællesskaber, vi står i. Gennem forkyndelsen kaldes vi igen og igen tilbage til fællesskabet. For dette at falde over farisæismens snublesten betyder, at vi nøjes med at se på os selv og vore egne præstationer. Den gode moral er jo netop noget godt, og når vi nu har overholdt, hvad god moral kræver, skulle vi så ikke have lov til at prædike denne gode moral for andre! Sådanne tanker besætter os gang på gang, og til os, der derfor undrer os over, at Gud sætter andre uden nogen god moral på lige fod med os, er disse lignelser fortalt.

Det er fællesskabet, det drejer sig om. Og kunsten i ethvert menneskeligt fællesskab består ikke i, at holde fast på en god moral eller nogle fine værdier, men i at kunne have antennerne ude, så man mærker enhver mislyd i forholdet til den anden, så man retter sig efter det, det drejer sig om i et fællesskab: forståelse, indlevelse, medfølelse, hengivenhed, osv.

Det betyder, at hvis du er kommet til at leve i et fællesskab, f.eks. på en arbejdsplads, hvor den gode moral har skabt en vis konkurrence, og hvor der ses ned på dem, der ikke har en helt god moral – og det er næsten uundgåeligt, når man holder på sin gode moral – så er det da sandt nok, at du i denne sammenhæng skal vove at være dig selv, men det betyder, at du skal vove at regne alle for lige gode, vove at have samkvem også med dem, andre regner for laverestående, vove at være uden fordømmelse og naturlig og ligefrem overfor alle.

Sjovt nok er det den, der vil pege på sin egen gode moral, der skiller sig ud fra flokken, eller er individualist, den, derimod, der ser mennesket bag den mindre gode moral, drives af ønske om fællesskabets opretholdelse.

Dette med at være ens overfor alle gælder også, hvis det er dig, der indtager en lavere stilling. Paulus har en interessant formaning til slaverne i Ef 6,5f:

Slaver, adlyd jeres jordiske herrer, som var det Kristus, med frygt og bæven og af et oprigtigt hjerte, ikke som øjentjenere, der vil stå sig godt med mennesker, men som Kristi tjenere, der af hjertet gør Guds vilje.

Måske det i første omgang lyder forfærdeligt, at man ligefrem skal adlyde sin jordiske herre, som var det Kristus. Men det er i virkeligheden ganske revolutionært. Jesus har i johannesevangeliet gjort opmærksom på, hvordan der var forskel på en ven og en slave. Jesus siger i Joh 15,15:

Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer.

Tjener” er den danske oversættelses pæne ord for ”slave”. Forskellen består i fortrolighedsforholdet, i, at vennen sætter sig ind i den andens tankegang, hvad slaven ikke gør, for han er ”kun” slave, ikke rigtig menneske. Et sådant slaveforhold til Gud havde farisæerne. De overholdt loven til punkt og prikke, men overholdt den uden at forstå, hvad der drejede sig om. Det samme forhold har muslimerne i vore dage. Men de kristne har et andet forhold til Gud. De er venner. Det vil sige: de kan forstå, hvad der skal gøres. De kan derfor gøre det gode som forstående væsener, de kan, stillet overfor det, Gud vil dem, ikke blot lystre, men ligefrem adlyde. At ”lystre”, det er slaveholdningen, at ”adlyde”, der er den forstående holdning.

Og denne forstående holdning omtaler Paulus her som en holdning, der handler ”af et oprigtigt hjerte”. Her står der på græsk ”en haplåtæti”, det vil sige: i helstøbthed. Og hvad helstøbthed vil sige, fortæller Paulus lige efter: Det vil sige, at handle ikke som øjentjenere, der vil stå sig godt med mennesker. For den, der er øjentjener, er på én måde overfor sine medslaver og på en anden måde overfor sin herre. Eller han arbejder, når hans herre ser på ham, og er efterladende, når han mener at kunne slippe godt fra det. Men ikke sådan, kære slaver, siger Paulus, I véd jo godt, hvad formålet med jeres herres befaling er, ret jer derfor efter formålet, ikke blot efter den nøgne ordlyd. Vær helstøbte.

Det ord ”helstøbt” går igen i et lidt mærkeligt Jesus-ord, ordet fra Matt 6,22f, se her. Som man kan se af denne sammenstilling af den græske tekst, den latinske, Luthers og den danske oversættelse, går ordet ”helstøbt” igen her, dog dårligt oversat i den danske oversættelse til ”klart”. I gamle dage kunne man følge Luther og den latinske bibel, der oversætter det ganske ordret til ”énfoldig”. Men det betyder i vore dage ikke énfoldig, altså netop noget, hvis pointe det er at være til i ét hug, i én støbning. I vore dage hedder det ”enfóldig”, og det betyder naiv, tossegod.

Så en bedre oversættelse end den autoriserede lyder:

Øjet er legemets lys. Er dit øje helstøbt, vil hele dit legeme være lyst; men er dit øje ondt, vil hele dit legeme være mørkt. Hvis nu lyset i dig er mørke – hvor stort er så ikke mørket!

Det vil sige: Du skal ikke handle som øjentjener, hverken overfor din herre eller overfor din slave. For ligesom der ikke er personsanseelse hos Gud, bør der heller ikke være det hos mennesker. Eller: Ligesom Gud ikke opgiver, men søger at redde de mennesker, der af andre er bedømt ude, sådan bør også vi forholde os ens til alle mennesker. For, som det hedder i bjergprædikenen

Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. (Matt 5,46f).

Sådan kan man udlægge lignelserne i Luk 15. Men selvfølgelig kan de da udlægges på mange andre måder. Blot skal man jo helst udlægge teksten selv og ikke ens egen ret ueksegetiske forestilling om teksten.

Så kun én ting mere!

Jeg kan da godt fornemme, at denne udlægning kunne forlede nogen til at komme med formaninger angående vor behandling af de fremmede eller mere præcist: af muslimerne. Dem skal vi behandle som ligemænd, dem skal vi ikke se ned på eller fornægte samkvem med, for når Gud selv tager sig af de arme stakler, så skulle vi vel også gøre det.

Ja, selvfølgelig skal vi det. Men ser man nøjere efter, er det så ikke just det, vi har gjort.

Og én ting skal vi ikke gøre: vi skal ikke give dem ret i deres farisæisme. Har vi vore kristne briller på, kan vi vel ikke helt overse, at muslimer med tørklæde gør det samme som de farisæere, der på Jesu tid yndede at stå på gadehjørner og bede (Matt 6,5). Det er noget, de gør, siger Jesus, for at vise sig for mennesker. Sådan skal jo også tørklædet signalere til os ikke-muslimer: Se, her går en from kvinde! Det betyder ikke, at vi skal forbyde tørklædet. Men vi skal ikke være så eftergivende, at vi undlader at forkynde evangelium for dem, et evangelium, der nu pludselig vender op og ned på rollerne: I muslimer tror, I er de bedste, der ikke behøver omvendelse. Måske. Men se så her: Gud tager sig af os vildfarne, der ikke er så fromme som jer. Burde I derfor ikke omgås os som jeres ligemænd!

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s