Falske nyheder

Ulrik Haagerup, nys afgået direktør for DR’s nyhedstjeneste, brugte i Deadline den 4-7 megen tid på at vende sig imod det, han kaldte ”falske nyheder”. Dem mente han, der havde været lidt for mange af i den amerikanske valgkamp. Ligeledes i den britiske afstemning om Brexit. Og minsandten, om ikke han også havde eksempler på det, han kaldte falske nyheder, fra den franske valgkamp. Jo, forklarede han, det er klart, at spørgsmålet om muslimerne og deres indflydelse i det franske samfund kommer til at optage vælgerne langt mere, når de tror, at muslimerne udgør 30% af den franske befolkning. Den korrekte procentdel, sagde han, er 8.

Og med dette det eneste praktiske eksempel på de falske nyheder, han talte så meget om, giver han mig ammunition til den indvending, jeg vil komme med: Det er nemlig ikke så meget spørgsmålet om falske nyheder, der er problemet, problemet er langt snarere de spørgsmål, der ikke bliver stillet.

Og det er Haagerups eksempel her et udmærket eksempel på. For hverken han selv eller Jakob Rosenkrands, studieværten, kom ind på de problemer, som enhver nogenlunde velinformeret seer kunne se, nemlig, dels problemet med at lave optællinger af muslimer i en stat, Frankrig, der forbyder al statistik om religioner, og dels problemet med den ballade, muslimer laver, i forhold til den ballade, f.eks. vietnamesere laver.

Bare et forsigtigt spørgsmål om validiteten af de 8%, som Haagerup opererer med, havde været ikke bare velgørende for en faktasulten seer som undertegnede, men også journalistisk mere korrekt end den blotte udeladelse af al naturlig nysgerrighed.

Og hvad det andet problem angår, er det vel klart for enhver, at muslimer laver mere ballade i et land end vietnamesere. Så hvis Haagerup sådan for alvor tror, at det var den forkerte tale om muslimernes 30%, der gav Marine le Pen så godt et valg, så må han tro om igen. Men læg mærke til det: Bare det, at han måske for alvor tror, det forholder sig sådan, giver anledning til, at det medie, han leder, mister troværdighed.

Alt dette skulle blot være udgangspunktet for en undersøgelse af to nyhedsartikler fra for nylig, ikke for at påpege ”fake news” eller falske nyheder, for der er intet faktuelt forkert ved nogen af dem, men for at vise, hvordan dette, at spørgsmål, der naturligt melder sig for den opmærksomme læser, ikke stilles, er en langt værre foreteelse end falske nyheder.

Det første eksempel henter jeg fra en artikel i Information, se her. Det er en forsideartikel fra den 3-7, der handler om, hvordan syrere i tusindvis vender tilbage til Syrien. Artiklen er tydeligvis en såkaldt ”snøft-artikel”, der skal vække vor medlidenhed med de stakkels syrere. Vi følger en familie fra deres opholdssted i Tyrkiet og hen til den nyåbnede grænseovergang ind til Syrien. Vi hører om, hvordan Tyrkiets integrationsindsats overhovedet ikke har virket, så det har været umuligt for faderen i de fire år, der er gået, siden de flygtede, at få arbejde. At Tyrkiet overhovedet ikke har noget ønske om at integrere de syriske flygtninge, men kun giver dem ophold i diverse flygtningelejre, indtil de kan komme tilbage til Syrien – hvad EU har bebrejdet dem for – det nævnes ikke. Men på den baggrund kan man forstå, at vor familie, der følges af Informations korrespondent, er en forholdsvis rig familie, for de forlader det hus, de har lejet; altså: de har uden at arbejde haft råd til at leje et hus og holde sig selv i live i fire år. Det viser sig også, da der fortælles om turen til grænseovergangen: den foregår i en varevogn, de har lejet.

Og indrømmet: jeg tænkte da ved mig selv, da jeg læste det: Hvordan får en syrisk familie dog råd til at leje bil i den situation? Og igen indrømmet: det glædede mig da ikke så lidt, da jeg læste på 180grader, at der var andre end mig, der savnede oplysning fra journalisten om pengeforholdene, se her. Her skriver Gitte Nielsen om artiklen i Information:

I artiklen følger vi Tareq Fahad på 40 år, hans 32-årige kone Shada og deres fire drenge. De har været i Tyrkiet i 4 år, Tyrkiet hjælper ikke flygtningene økonomisk, så undrer det mig at: inden afrejse køber de nyt tøj til børnene, de kører hjem i en lejet varevogn. Har vi i Danmark kontrolleret om flygtningene har penge i en bank i udlandet?

Jeg véd godt, at vi danskere gerne vil gøre noget godt for bl.a. de syriske flygtninge. Og det giver ligesom mere mening med gode gerninger, hvis de pågældende er fattige, står uden forsørgelsesmuligheder, er nødt til at klare sig med det tøj, de står og går i, osv. Det billede har man forsøgt at fremholde for os igennem snart mange år. Og jeg kan godt se, at dette billede krakelerer ikke så lidt, hvis man giver sig til at skrive om de penge, der ligger på kistebunden hos mange syrere. Så journalister og redaktører tænker måske, at vor godgørenhed nok vil aftage, hvis de spørger for meget ind til det med pengene. Altså lader man være med at spørge.

Men hvis man tror, at vi almindelige mennesker ikke kan tænke selv, eller at vi allesammen, ligesom de, helst vil opfatte syrere som fattige mennesker alle til hobe, så tager de altså fejl.

Og det er det forhold, der er prekært, ikke Ulrik Haagerups falske nyheder. Når samtlige medier og de fleste politikere vil have os almindelige mennesker til at indtage en bestemt holdning, så vi bliver ved med at stemme på partier, der vil holde grænserne åbne for migranterne og de flygtninge, der måtte forefindes iblandt dem, så ender det med, at vi bliver mistroiske, så stoler vi til sidst ikke mere på dem: der er for mange ubesvarede spørgsmål. Eller: Vi bryder os ikke om mediernes forsøg på at opdrage os.

Det andet eksempel på ikke stillede spørgsmål henter jeg fra Kristeligt Dagblad den 5-7 i form af en artikel af Susanne Utzon, se her. Artiklen har overskriften ”Italiens naboer vender ryggen til Middelhavet”, og dermed er vinklen, problemerne ses ud fra, slået an. Der står, at Susanne Utzon er korrespondent i Italien, men det burde ikke forhindre hende i at være lidt kritisk overfor Italien. Det er hun dog på ingen måde. Men det kan sådan set ikke undre. For det er ingen blandt den politiske elite eller blandt de førende journalister i Europa.

Den tyske filosofiprofessor, Konrad Ott, har forklaret nutidens etiske sammenstød som en logisk uoverensstemmelse mellem ”sindelagsetik” og ”konsekvensetik”, begreber, som jeg her vil anvende for at forklare, hvordan man forholder sig til migranterne her i Europa. Se evt. mine indlæg om Ott her.

Sindelagsetikken går ud fra, at det, det drejer sig om i etisk henseende, er at have det rette sindelag og at lade dette sindelag styre ens handlinger. Fordi man har det sindelag, at man gerne vil hjælpe alle nødstedte, griber man ind overfor bådmigranterne på Middelhavet. Og det kan man gøre med god samvittighed, for én af sindelagsetikkens teser er, at den gode gerning skal udføres uanset konsekvenserne.

Det er på det punkt, at sindelagsetikken støder sammen med konsekvensetikken. For konsekvensetikken vil ikke blot se på den isolerede handling selv, men også på dens konsekvenser; også dem har den handlende efter konsekvensetikernes mening ansvar for.

Ott vil vistnok prøve at dele sol og vind lige mellem de to former for etik. Men hen mod slutningen af hans essay viser det sig dog, at han tilslutter sig konsekvensetikken. Det samme gør jeg. Og jeg kan ikke nægte, at den nuværende situation for Italien fylder mig med en vis form for skadefryd – hvilket vist nok er ret uetisk ifølge begge former for etik.

Men hør her: Italienerne har været så optaget af den sindelagsetisk korrekte handling at redde skibbrudne fra Middelhavet, at de har ment, de fuldstændig kunne overse konsekvenserne. Det kunne de også – tidligere. Men ikke mere. Konsekvenserne var jo dels, at de mange redningsaktioner tiltrak flere migranter. Det tillod man sig ikke blot at overse, men direkte at benægte, godt hjulpet af EU’s politiske og mediemæssige elite. Men konsekvenserne var også, at de nordligere beliggende lande, Tyskland, Sverige, Danmark, Norge, Holland, fik store flokke af migranter, som de skulle søge at absorbere. Det var noget, der ikke burde ske. For man havde i Dublin-forordningen besluttet, at en asylansøger skulle have sin sag behandlet i det land, han først ankom til.

Men trods hjælp fra EU er det ikke lykkedes Italien gennem de år, migranterne er strømmet ud over Middelhavet, at få opstillet tilstrækkeligt med registreringsmandskab til at kunne håndtere alle migranterne. Man har vist heller ikke været alt for villig til at holde på migranterne, så de kunne blive registreret. I hvert fald blev det ret hurtigt kotyme, at migranterne valgte ikke at lade sig registrere i Italien, men søgte nordpå for at søge asyl i de nordligere lande efter frit valg. Hvilket var en klokkeklar overtrædelse af Dublin-forordningen.

Man kan godt sige, at italienerne har befundet sig i et dilemma. Sådan ser de i hvert fald selv på det, og sådan må det også se ud for én, der er grebet af sindelagsetikken. ”Vi er jo nødt til at redde menneskeliv”, har italienerne sagt, ”I må hjælpe os med at håndtére situationen”.

Men sindelagsetikere er svære at hjælpe for konsekvensetikere. Det er jo ikke italienerne selv, der er kommet til at bære konsekvenserne af deres sindelagsetik; de har hidtil kunne sende migranterne nordpå. Det vil sige: de har kunnet rose sig af de gode gerninger, de gør, idet de redder menneskeliv, men har kunnet overlade det til os andre at tage sig af konsekvenserne af de gode gerninger, de gør. For langt de fleste migranter vil jo nordpå. Og det er først nu, hvor disse lande lukker deres grænser, at italienerne kommer til selv at bære konsekvenserne af deres ”gode gerninger”. Det er det, der er baggrunden for min stille skadefryd.

Kristeligt Dagblad, altså Susanne Utzon, skriver følgende om Italiens situation:

Italienerne forlanger solidaritet af de andre og vil have løfter om konkret hjælp på bordet, når EU’s indenrigsministre mødes i Estlands hovedstad, Tallinn, de to kommende dage. Italien ser dog langtfra ud til at få, hvad regeringen ønsker, og derfor vokser frustrationen i støvlelandet.

Her kan man godt bebrejde hende, at hun ikke spørger, om italienerne tidligere selv har ladet sig styre af den solidaritet, som de nu kræver af andre. Men det véd hun måske ikke noget om. Eller hun ønsker ikke at såre italienernes fine følelser.

Hun fortsætter med at skildre, hvordan Frankrig lukker sin grænse til Italien, hvordan Østrig sender mandskab til Brennerpasset for at kunne lukke det effektivt for de mange migranter, der befinder sig i Italien uden at kunne komme videre. Så skriver hun:

Så irritationen vokser i Rom.

Vi beder om, at andre deler arbejdet med os,” sagde premierminister Paolo Gentiloni i mandags.

Det er nødvendigt, hvis Europa vil beholde troen på egne værdier, vores historie og principper, og nødvendigt for Italien, hvis vi skal undgå, at situationen bliver umulig og fremelsker fjendtlige reaktioner i et samfund, der hidtil har reageret eksemplarisk.”

Altså: Det Italien, der ved at sende migranterne videre ikke har opført sig særlig solidarisk eller blot har overholdt Dublin-forordningen, det ønsker nu af de andre lande, at de skal være solidariske. For det er man – ak – stadig overbevist om, at skal Europa beholde troen på egne værdier, så må man opsamle alle de migranter, der vover sig ud på Middelhavet. Og de vanskeligheder, modtagerne af de italienske migranter har med at integrere dem, nævnes ikke, hverken af Utzon eller af Gentiloni.

Men, fortsætter Gentiloni, det er ikke blot nødvendigt for Europa, det er også nødvendigt for Italien, for lader vi migranterne ophobe sig her, vil det fremkalde fjendtlige reaktioner hos italienerne, de italienere, der hidtil har reageret eksemplarisk. Ja, det tror da pokker, at de har. De har jo hidtil kunne nøjes med det positive: at kunne sole sig i alle de redningsaktioner, de gennemfører, og er sluppet for det negative: at skulle udføre den umulige opgave at integrere de mange muslimer i deres samfund.

Men læg mærke til, at det, Gentiloni er bekymret for, ikke er sit lands fremtid, ikke, som hos os nordligere lande, er, om folket vil vedblive at være det samme med den migration ind i landet, der finder sted, nej, det er udelukkende, om partier, der går ind for at ændre opsamlingspolitikken, vinder terræn, og de selv taber indflydelse.

Endnu en stemme citerer Utzon:

Redaktøren af tidsskriftet La Nuova Europa (Det nye Europa), Roberto Sommella, advarer om konsekvenserne, hvis de øvrige EU-lande ikke hjælper Italien.

Hvis de en gang til lader os stå alene tilbage, risikerer Italien at blive én stor teltlejr i stil med Calais og arnested for en ny og farlig form for EU-skepsis,” skriver han.

Det vil sige: Italienerne risikerer at komme til at stå med konsekvenserne af deres handlinger. Skal man have ondt af dem for det? Jeg har som sagt svært ved at undertrykke min skadefryd.

Den samme angst for ”uheldige” politiske konsekvenser lyder fra lederen af de evangeliske kirker i Italien, Luca Maria Negro:

Luca Maria Negro peger på, at der er mange populistiske kræfter, som bruger migranter til at skræmme befolkningen, men at frygt aldrig leder til noget godt svar.

Man må være realistisk, og der er selvfølgelig farer, men de skal ikke bruges til politisk vinding,” siger kirkelederen, der vil have flere menneskekorridorer åbnet, så migrationen kan blive lovlig.

Det kan også være med til at forhindre nogle af de farer, der kan være, for så ved man, hvem det er, der kommer,” siger han.

Om det nu skyldes, at Utzon har udvalgt sine citater ud fra den hovedvinkling, hun anlægger, eller det skyldes, at Italien i kraft af, at de hidtil har kunnet sende migranterne videre til os, befinder sig på det diskussionstrin, vi var på for flere år tilbage, det er ikke godt at vide. Men af citatet her fremgår det i hvert fald ret tydeligt, at den gode Negro ikke er blevet opdateret på, hvor stor overbefolkningen i Afrika er allerede nu og hvor enormt stor den vil være i fremtiden. Hans menneskekorridorer vil hurtigt blive gennemrejst af langt flere migranter end dem, der for nærværende kommer over Middelhavet. Men dem tænker han sig måske også, at vi andre bare skal tage os af!

Men tilbage til hovedtemaet: Det, Susanne Utzon her bringer, er jo ikke falske nyheder. Der er intet forkert i det, hun citerer sine kilder for. Det forkerte ligger i alt det, der ikke siges, det falske ligger i de synsmåder, der ikke anlægges.

Og det forfærdelige, som er langt forfærdeligere end de falske nyheder, Ulrik Haagerup taler om, er, at denne blindhed for konsekvenserne, denne sindelagsetik, som så mange er grebet af, at den ligefrem er blevet en europæisk værdi, et europæisk princip, præger eliten så gennemgribende, at den ikke kan se nogen udvej mere, men er parat til – for disse princippers skyld – at sætte folkenes overlevelse som folk på spil.

Man må selvfølgelig indrømme, at det hele er en tankegang, der så at sige har sneget sig ind på os.

Det begyndte med, at vi så igennem fingre med, at bådflygtningene, som vi kaldte dem, misbrugte havretsreglerne: de bragte sig i havsnød med viden og vilje, for at kunne blive opsamlet af et skib og sejlet til Europa. Hvad søren, tænkte vi, de er jo nogle stakler, der flygter for deres liv, sådanne desperate kan man ikke fortænke i at misbruge havretsreglerne.

Så det lod vi ske.

Og der var vel allerede dengang røster, der advarede mod, at hver redningsaktion ville opmuntre flere til at vove sig ud på havet. Men enten regnede vi med, at antallet af flygtninge var begrænset, eller også nægtede vi bare, at der blev udøvet en pull-effect af dem, der blev reddet. Og så kom der jo, som forudsagt, flere og flere.

I begyndelsen havde italienerne deres eget redningsprogram, Mare nostrum, ”vort hav”, hvor de satte deres flådefartøjer ind i redningstjenesten. Da de opgav det, greb EU ind med et nyt program Triton, som kun skulle operere indenfor den italienske territorialgrænse. Men der skulle ikke mange drukneulykker til, før Triton ligesom tidligere Mare nostrum opererede tættere og tættere på Libyens kyst.

Og nu er så de private aktører, NGOerne, kommet til. Også de holder til tæt på Libyens kyst. Og som man måske véd, går der rygter om, at disse skibe står i forbindelse med menneskesmuglerne. Det gør de måske ikke alligevel. Men det gør ikke så meget fra eller til. For menneskesmuglerne er næsten lige så kloge som et menneske, de udstyrer deres både med en mobiltelefon med ét nummer indtastet, nummeret på redningscentralen i Rom. Ikke så snart er migrantbåden kommet udenfor libysk territorialfarvand, før der lyder et opkald fra den til Rom: ”Vi er dèr og dèr, kom og red os!” Og Rom ser så, hvor det nærmeste flådefartøj eller den nærmeste NGO-båd befinder og hidkalder den.

På denne snigende måde er vi endt i den suppedas, vi nu befinder os i, en suppedas, som vi ikke synes, vi kan komme ud af med vor nydelige glorie i behold. Og derfor fortsætter vi med den selvødelæggende handling: stadig at importere migranter, langt flere end vi kan integrere i vore samfund.

Det standser først den dag, hvor centralen i Rom hører et opkald fra en båd lige udenfor den libyske territorialgrænse og svarer: ”Det var godt, I ringede, der er en båd fra den libyske kystvagt lige i nærheden, den vil straks komme og redde jer”. Så bliver migranterne ført tilbage til det Libyen, de kom fra.

Men dette er et fuldstændig urealistisk tankeeksperiment. For forholdene i Libyen er af en sådan art, at ingen europæere med deres fine menneskerettighedsetik vil kunne sende mennesker tilbage til dem. Så hellere lade menneskesmuglernes forretning fortsat blomstre, også om det kræver, at der drukner nogle migranter af og til.

Man kan måske ikke bebrejde Susanne Utzon, at hun ikke deler de synspunkter på migranterne, som jeg her har fremført, og at hun derfor ikke nævner dem, selv om hun måske har hørt om dem. Men man kan godt bebrejde hende, at hun er så sovset ind i det italienske syn på sagen, at hun slet ikke forsøger at forklare, hvorfor Italiens nabolande lukker deres grænser.

Men som sagt: dette er blot ét tilfælde af det fænomen, der er langt farligere end Ulrik Haagerups falske nyheder: der er højst relevante ting, der af ellers dygtige journalister ikke bliver omtalt.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik, Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s