I italienernes hoveder

Det spørgsmål skal her tages op: Hvad foregår der i italienernes hoveder?

Der er forskel på, hvordan en spanier, en græker og en italiener tænker. Det giver sig udslag i, at af de tre ruter fra Afrika over Middelhavet til Europa er det kun den længste, den fra Libyen til Italien, der er problemer med. Fra den vestlige rute, den over Gibraltar-strædet, hører vi ikke om drukneulykker, og fra den østligste rute, den over Ægæerhavet fra Tyrkiet til Grækenland, kommer der heller ikke sindsoprivende beretninger. Det er kun fra den mellemste – og længste – rute, vi hører om migrantstrømme og dertil hørende drukneulykker.

Hvordan kan det være?

Det synspunkt skal her gøres gældende, at det hænger sammen med, at det, der foregår i italienernes hoveder, er forskelligt fra det, der foregår i spaniernes og grækernes hoveder.

Men jeg må her indskyde den bemærkning, at det, der foregår i italienernes hoveder, så nogenlunde er identisk med det, der foregår i EU-elitens hoveder; det gælder både politikere og journalister. Og hvad det er, der sker derinde, ja, det er på en måde den gåde, som denne blogejer har beskæftiget sig med temmelig længe. Så det vil nok også efter dette indlæg være lidt af en gåde.

Men lad mig begynde med at skildre et fænomen, som jeg har været inde på tidligere:

Før Syriza-regeringen kom til i januar 2015, brugte grækerne deres ret store flåde til at tvinge eventuelle migrantbåde fra Tyrkiet tilbage til den tyrkiske kyst. Jeg har brugt en kronik i Politiken til at bevise det, se her, og det vil jeg også gøre nu igen. Her beretter en migrant om sin rejse fra Tyrkiet til Sverige. Det er især rejsen over det ægæiske øhav, der her har interesse. Han er kommet om bord på en yacht, og skriver:

På båden sad jeg sammen med fem andre i et lille rum uden vinduer. Det var svært at trække vejret. Mohammed, en af de andre, var søsyg. Vi måtte ikke gå op på dækket, da der var risiko for, at den græske kystvagt ville få øje på os. Men vi gjorde det alligevel en efter en i fem til ti minutter ad gangen.

Nogle gange var det strengt forbudt, fordi den græske kystvagt forsøgte at spærre vejen for os. Men kaptajnen var begavet og brugte amerikanske og græske flag for at kamuflere båden. Og han havde koderne til at kommunikere med de andre skibe. Han var meget professionel.

Det mærkelige er, at de, da de var kommet i land på Rhodos, kontaktede Røde Kors, som sendte politiet ud efter dem:

Vi nåede frem til en landevej, hvor en politibil holdt og ventede for at bringe os til en skole. Da vidste vi, at vi var i sikkerhed. Hvis kystvagten havde anholdt os, ville de have sendt os tilbage. Men da vi var på græsk jord, forhindrede loven dem i at sende os tilbage til Tyrkiet.

Det var åbenbart lidt bøvede forhold, der dengang herskede i Grækenland: kystvagten til søs skulle sende migranterne tilbage, politiet på land skulle hjælpe dem. Hvad er forklaringen på det?

Tja, mit gæt er, at det, at den græske flåde tvang migrantbådene tilbage, helst skulle foregå sådan lidt i det skjulte. For det var imod de idealer, man havde i Bruxelles (måske vi i denne forbindelse ligefrem skal sige: ”de italienske idealer, man havde i Bruxelles”). Hvis grækerne også lod politiet på land tvinge migranterne tilbage, ville de få for meget bøvl med Bruxelles.

Men som sagt blev disse forhold ændret, da Syriza-regeringen kom til i januar 2015. Jeg har skrevet lidt om det her. Dog er det mest mærkelige ved alt dette, at ingen andre end Niels Rohleder, som ser positivt på det, og lille mig, som ser negativt på det, har omtalt den kendsgerning, at årsagen til den migrant-tsunami, der vældede op over Balkan i efteråret 2015, lå i Syriza-regeringens ændrede forholdsordre til den græske flåde.

INGEN!

Man har i alle de artikler, jeg har læst om begivenhederne efteråret 2015, betragtet den enorme migrantstrøm som en naturkatastrofe, som man ikke kunne gøre noget ved. Ingen har gjort sig nogen ulejlighed med at udfinde årsagen til det. Ingen har tilsyneladende tænkt synderligt over, hvorfor der netop nu kom denne vældige strøm.

Det var vist allerede dengang, man kaldte strømmen en tsunami. Men den betegnelse tog man ikke ad notam. For en tsunami plejer at være forårsaget af et undersøisk jordskælv. Og det plejer at være én af de første opgaver, man sætter sig for: at finde epicentret. Men ikke med denne tsunami. Årsagen var man tilsyneladende ligeglad med. Har nogen kendt den – og må man ikke med indtil vished grænsende sandsynlighed formode, at man i Bruxelles har vidst det? – har man været meget omhyggelig med at holde sin mund.

Hvorfor?

Igen et kvalificeret gæt fra min side: Hvis man fortalte, hvad man vidste: at årsagen var, at Syriza-regeringen havde ændret politik, hvad angår flådens push-back-ordrer, ville man jo røbe, at den tidligere græske regering, Samara-regeringen, havde tvunget migrantbådene tilbage, og efter al sandsynlighed havde gjort det med Bruxelles’ uudtalte godkendelse. Og så ville den tanke jo være meget nærliggende: Hvis det fungérede dengang, det med at tvinge migrantbådene tilbage, hvorfor så ikke gøre det igen?

Nu er man så i Grækenland, takket være Syriza-regeringens høje etiske standard, havnet i den ret ydmygende situation, at man er afhængig dels af Makedoniens grænsebevogtning og dels af Tyrkiets forsøg på at hindre migrantbådenes afsejling. Eller skal vi sige det på en lidt anden og ikke mindre sand måde: Man kan ikke længere selv beskytte sine grænser, men må have andre til at gøre det grove arbejde. Den græske flåde er gjort tandløs, medmindre den da i al gedulgthed genoptager sin tidligere funktion, hvad jeg ikke tør formode, men måske nok et sted i min sorte sjæl håber på.

Men det vil altså sige, at det, der foregik i hovederne på Samara-regeringen, var noget med, at man ville beskytte det græske folk – og måske os andre europæere med – mod den strøm af fremmede, der truede med at vælte ind over os. Det brugte man sin flåde til. Det måtte man ganske vist ikke for Bruxelles, men man gjorde det alligevel. For beskyttes skulle vi da.

Noget lignende har fundet og finder sted i Spanien.

Men noget lignende har altså ikke fundet sted i Italien. For italienerne ser anderledes ud inde i hovedet end både grækerne og spanierne.

Nå ja, mange vil nok mene, at forskellen har med nabolandene at gøre. Mens både Marokko og Tyrkiet er lande, man kan slutte aftaler med, er Libyen et land i opløsning, hvor den af Vesten anerkendte regering ikke har kontrol over sit territorium.

Og det kan der måske være noget om.

Men det med hovedindholdet er nu nok mere relevant. Men det er også vanskeligere at finde ud af.

Tag sådan noget som dette at udlicitere sine menneskerettighedsforpligtelser! I et interview i Deadline i juli 2014 forklarede Thomas Gammeltoft Hansen, at et land ikke kunne udlicitere sine menneskerettighedsforpligtelser, se her. Det var rent faktisk, hvad Silvio Berlusconi gjorde: han betalte Gaddafi i Libyen for at forhindre menneskesmuglere i at sætte både med migranter i vandet. Men det fik han rigtignok også på puklen for af dem med den fine etik i Bruxelles. Men mærkelig nok, da Merkel i 2016 gjorde nøjagtig det samme efter migranttsunamien i 2015, blev det af Bruxelles betragtet som en ikke blot tilladelig, men ligefrem anbefalelsesværdig metode.

Det har EU da også forsøgt at gøre i Libyen. Man har hjulpet den libyske kystvagt på fode – i hvert fald så nogenlunde – så den kan hjælpe med at holde migranterne i land. Men så er der opstået en situation, der minder om den, jeg fortalte om fra Grækenland, blot er det her ikke kystlinjen, der er skillelinje, men territorialfarvandet: er man indenfor og bliver opdaget af kystvagten, er det tilbage til Libyen; er man udenfor og bliver opdaget af EU’s redningsskibe, er det frem mod Italien. Og det er jo en ganske absurd situation: Det er EU, der understøtter den libyske kystvagt, som af EU har fået til opgave at forhindre migranterne i at forlade Libyen. Og det er EU, der giver NGOerne lov til at opsamle migranter tæt på Libyens kyst, og hvad mere er: giver dem lov til at ilandsætte dem i en italiensk havn.

En sådan skizofreni ender man i, når man både vil beskytte sin befolkning mod for stor indvandring og prøver at fastholde det, man regner for en fin og ædel etik.

Kamma Skaarup, dansker, medhjælpende sygeplejerske på en båd tilhørende Læger uden Grænser, giver på udmærket vis udtryk for, hvad der bevæger sig inde i italieneres og lignendes hoveder, se her. Hun skildrer først det, man gør fra redningsfolkenes side for at hjælpe alle de mennesker, man finder på havet i diverse gummibåde. Og ingen er vel i tvivl om, at det er stort og ædelt og godt at handle sådan overfor sine medmennesker. Så skriver hun:

Det, der forfærder mig, er, at kritikerne af de her redningsaktioner så koldblodigt kan argumentere for, at lader man blot disse mennesker drukne – ja, så vil folk holde op med at flygte mod Europa.

Intet faktuelt tyder på det. Da EU’s redningsaktion Mare Nostrum blev indstillet i efteråret 2014, og der kun var ganske få redningsskibe på havet, blev mennesker ved med at flygte over havet. Og drukne. Da over 1.000 på et tidspunkt var druknet på mindre end en uge, satte EU sit redningsarbejde i gang igen.

Jeg tror heller ikke på, at mennesker holder op med at flygte over havet, hvis redningsaktionerne standser. Jeg har været vidne til de her menneskers desperation. Nogle af dem har ikke nødvendigvis haft Europa i sigte, da de flygtede fra deres hjemland. Men efter at have været udsat for slavelignende forhold eller tortur, trusler og voldtægter i Libyen ser de måske ingen anden udvej.

Det er den efterhånden alt for kendte farisæerholdning, hun giver udtryk for: Vi gør det gode, og de, der vender sig imod det, er koldblodige og onde mennesker. Vi ”onde og koldblodige” mennesker argumenterer nu aldeles ikke, som hun påstår. Vi påpeger derimod, 1) at disse mennesker misbruger havretsreglerne ved at bringe sig selv i havsnød, 2) at jo hurtigere man hjælper disse ”skibbrudne”, des flere vil der komme, og 3) at vore lande ikke kan blive ved med at opsuge alle disse mennesker, der jo lynhurtigt forvandler sig fra henholdsvis flygtninge og migranter til indvandrere.

Hvad angår 1), er det en overtrædelse af reglerne, som man nu er så vant til, at man ikke mere lægger mærke til den. Angående 2) kan man gøre opmærksom på, at både grækernes handlemåde under Samara-regeringen og australiernes nuværende push-back-metode faktisk får bådmigranterne til at ophøre med at komme, så der ikke sker flere drukneulykker. Så der er faktisk noget faktuelt, der tyder på, at en tvangstilbageførelse virker. Og hvad 3) angår, er det åbenbart først nu, at Italien skal til at gennemleve det, vi andre har erfaret gennem en del år: at et samfund forvandles, hvis der kommer for mange indvandrere på én gang, især hvis disse er muslimer.

Men hvor langt de er kommet i den erkendelse, er ikke til at vide.

Kamma Skaarup skriver lidt senere:

Det er klart, at hjælpeindsatsen på Middelhavet kun er et plaster på et stort åbent sår. Hvis man virkelig vil gøre noget ved problemet, er det i de fattige og krigshærgede lande i Afrika og i Afghanistan og Syrien, at der skal ske noget.

Det forekommer mig, at der ligger en meget stor rest af europæisk kolonitænkning i disse sætninger. Det ”man”, der skal gøre noget, er ikke de pågældende lande selv, ejheller de mennesker, der bor i disse lande – fra dem indhøster vi jo dem med den desperation, der måske kunne være drivkraft til forandringer i disse fattige lande – men naturligvis os europæere. Altså: vi betragter stadig disse mennesker som stakkels forfulgte, der er ganske uden skyld i deres egen skæbne, en skæbne, som kun vi europæere, der befinder sig på et højere oplysningtrin end dem, kan hjælpe dem ud af.

Sådan tænker også italienerne, i hvert fald den italienske elite, politisk og mediemæssigt. Nu, hvor der bliver lukket for grænserne og hvor italienerne altså selv skal lide under kvalerne af deres egen godgørenhed, bliver det spændende at se, hvor lang tid der går, inden politikerne enten træffer andre beslutninger angående begivenhederne ved Libyens kyst eller udskiftes med nogle andre politikere, der vil.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s